Indlæg

Almost American

This article is written in English for the honor of our friends in LA. We hope to see David and Randy in Hanoi in the spring – and as we’ve been talking about on Skype with them, it isn’t impossible to have an almost American life here. Although you have to get used to paying a lot less…

The burger here is absolutely the best in town. Tracy’s Sports Bar is just around the corner – literally spoken, 5 min walk, and serves the ultimate burger. Rumors says that they have been working on it for months to become perfect. The owner used to work with McDonalds and since McDonalds chose not to get into Hanoi, he saw the market of selling “real American burgers” laying there, just to pick it up! He trained his staff to make the burger the same way every time – EVERY time – and it turned out very well. Quality is one of the very big problems here – it seems impossible to have the Vietnamese  make the same thing twice in exactly the same way. Always something different whether you have sushi, fruit smoothies or a massage. But not with this burger. Always the same – always good – always still hot when brought to your door at around 6 USD.

This is a scoop. Starbucks!!!! REALLY!!!  There was never any Starbucks product here – and for sure there is no Starbucks café in Hanoi. Then we’d known…. But suddenly a few days ago in the grocery store called Veggies – the one with the most American products – we saw 2-3 different kinds of Starbucks Frappucinos in glass bottles. We’ve gotten used to a lot of other American stuff there – but some things only for a short while, others you can get all the time. I think some of the stuff gets there in a legal way – others  not. Therefore I cannot promise this heavenly drink will be available – but as it was here, it was only  3 USD.

So  western food and well known brands are no problem here any more. In 2007 we experienced that the supply of western stuff did vary a lot. Sometimes we couldn’t get skimmed milk for 1 month, at other times it was special kinds of chocolate (and YES, this is an important issue!!!!) that disappeared for weeks.

We can get marshmellows, Betty Crocker cake mix,  Hershey’s chocolate in all kinds, Heinz ketchup, Danish Buttercookies, German mash potato powder, Nescafe caffein free coffee and more kinds of Jello that I’ve ever wanted to……  don’t you worry about having only rice and noodles!!

En helt almindelig dag….

Denne artikel er skrevet da vi stadig havde ”det gamle” kontor. Vi er senere flyttet tættere på hvor vi selv bor.

Det starter med at termometeret står på 32 grader, da vi forlader hjemmet ved 8.30 tiden. OK – godt man har taget noget let på. Tasken er pakket med pc, regnslag og flip-floppere. Vi hilser på varmemuren allerede i opgangen, imens vi venter på elevatoren. Sveden pibler i nakkehårene.

I underetagen sidder vagten – en lillebitte mand i for stor blå skjorte med påskriften ”security” og smiler sit tandløse ”xin chao” (goddag/godmorgen/hej).  Chaaaoooo, siger vi på vej forbi ham – ud på vejen, hvor vi skræver over skrald og byggeaffald fra nærliggende tomt og stiller os i vejkanten for at praje en taxa. Altså når der kommer én. Det gør der ikke. Ikke en ledig i hvert fald. De holder lige om hjørnet ved et stort lejlighedskompleks, så vi ringer efter dem. Sætter os ind og forsøger os med et par varianter af gadenavnet der hvor vi arbejder. Staves Ngyuen Ngoc Nai. Bare prøv selv: Njæn Nok Nai. Gwæn Nok Lai. Eller Guen Lok Nai. Der er en times vej igennem byen, hvor der tudes i horn og køres i zigzag, venstre side, højre side – halvvejs overhaling, undvige en bus osv. Et par gange undervejs mangler der en rundkørsel – og man må i stedet køre igennem et større kryds for så at lave en u-vending 700 m længere henne og køre tilbage igen. Svært at forstå eller beskrive.

Vi bor på 6. sal i en kontorbygning – og vi sidder alle sammen i eet lokale. Der er desuden to toiletter (hvor man også vasker service af) og så bruger vi fælles mødefaciliteter på 7. ”Good morning, how are you?” – siger vi til alle dem, der allerede sidder ved deres skriveborde og arbejder. Bordene er ca 1 meter brede – de sidder 4 ved siden af og overfor hinanden. Vores borde står for enden i en firkant med hul i midten. Sætter stikket i til pc’en og konstaterer at bordene – igen – ikke er tørret af siden vi spiste indisk på dem i går….. Der er ingen kantine, så vi spiser ved arbejdspladserne og rengøringspersonalet tørrer kun af tilfældige steder. Og det var så ikke på vores bord i dag.

Vi har gang i at indføre at personalet skal udfylde en ny slags timesedler, så vi kan holde øje med hvilke projekter de arbejder på. Den egentlige årsag er at det gamle system er gået bananas og ingen kan trække de relevante tal ud af det, så Mads har skrevet en udførligt forklaring til hvordan man gør i dette nye system. Der er forskellige kategorier man kan vælge imellem – og det skal ende med 8 timer om dagen. Deadline er i morgen kl. 12, så der er god grund til at starte med at huske dem på det nu. Der er et par stykker, der allerede har afleveret. Skønt! Desværre er der fejl i de fleste – enten lander de ikke på 8 timer, eller de har glemt den ene uge ud af 3. Jeg henvender mig til dem og fortæller – enten direkte eller via tolk, at de skal kigge på det igen. En af de unge mænd har ikke forstået konceptet overhovedet. Han har ikke skrevet hverken navn eller datoer på. Han har lavet en ugeseddel ud af de 3 han skal og på 2 af dagene har han skrevet 8 timer. De 3 andre dage har ikke noget. Han taler næsten ikke engelsk, så vi må have tolken på. Jeg ser ham sidde med timesedlen på skærmen i laaaaang tid. Næsten 1 time vil jeg tro. Han taler med 3- 4 forskellige personer – heriblandt én af dem, der har afleveret en rigtig timeseddel. Jeg håber for os begge to at det er ved at sive ind hvad det går ud på. En anden har taget den nemme løsning, nemlig at kopiere fra en af de andre. Altså cut-and-paste. Men han glemte at slette den førstes navn og sætte sit eget ind – så da jeg konfronterer den første med at han har lavet en fejl, siger han at det slet ikke er hans seddel. Der er registreret timer på et projekt han slet ikke har arbejdet på! Nå, men tilbage igen for at finde ud af hvem det mon så er, der skal have lektionen om hvordan man gør – OG at man ikke kan kopiere andres timesedler, for så bliver det da først  svært at finde rundt i. Synderen viser sig at være et smertensbarn – en sød og villig ung fyr, der siger ja til hvad som helst og gerne vil hjælpe alt og alle. Det har selvfølgelig den konsekvens at han ikke kan fokusere på noget i længere tid ad gangen og at han altid er for sent ude med det meste. Derudover er hans engelsk ikke så godt, så han får også sagt ja til en masse han slet ikke har forstået. Og så er der jo ingen af disse kreative sjæle – tekniske nørder – der virkelig gider at udfylde timesedler. Hvem gider egentlig det?

Nå, jeg har besluttet at overvære en lektion på hver af de eksisterende engelskhold – vi har et med begyndere og et med letøvede. Begynderne taler næsten – eller overhovedet – ikke engelsk. Og det holder ikke. Der er 6 på holdet, heraf er de 2 både på det almindelige hold og på ene-undervisning fordi de er så vigtige for produktionen at der skal ske noget i en fart med deres sprogkundskaber. Engelsklæreren er vietnameser og det er i sig selv lidt kritisk, fordi de fleste vietnamesere har problemer med udtalen og det er derfor bedre at lære af en med engelsk som modersmål. Men ham her er til gengæld også en hel del billigere end den amerikaner, vi har hyret til turbo-undervisningen. Nå, men da jeg overværer hans undervisning får jeg hurtigt en ide om, hvorfor dette hold slet ikke taler engelsk. Det gør de ikke fordi han for det første afbryder dem hele tiden – stiller flere spørgsmål på samme tid – griner ad deres udtale, når de fremstammer noget og i det hele taget er der en stemning af frygt og gemmen-sig blandt de 6 begyndere på holdet. Hans egen udtale er sådan set god nok og han har også valgt nogle emner, der er interessante, men rent pædagogisk er han en katastrofe. Han har undervist dem i 9 mdr. 3 timer om ugen uden at de kan formulere en sætning. Det er i sig selv grund nok til at jeg afslutter vores aftale med ham allerede dagen efter. Vi må se om vi kan finde nogle penge og få vores amerikaner til at undervise dem. Det kan hurtigt vise sig at være langt mere effektivt, selvom det på papiret ser dyrere ud.

Det viser sig at den filippinske engelsklærer, der har haft de let-øvede, har sagt op og stopper midt i august. Øv – hende kunne vi ellers godt bruge. Men hun har fået fuldtidsjob og hos os har hun kun 3 timer om ugen – så det er jo logisk nok. Men problemet med pengene bliver ikke mindre af, at vi nu også skal finde en ny engelsklærer til dette hold – og det mest logiske vil være at bruge amerikaneren. Hmmm!

Nå, men vi har strøm og internet, så work, work, work. Airconditionen lever lidt sit eget liv – somme tider har man fornemmelsen af, at den stopper eller måske ligefrem sender lidt varm luft ud – men lige så snart man opdager og kommenterer det, starter den igen på almindelig styrke. Vi har heldigvis også en bordblæser, som vi kan lufte os lidt ved. Den larmer som en helikopter, så det er altid et spørgsmål om hvad man helst vil: have luft OG lyd – eller fred og stillestående luft.

Jeg er i gang med at finde ud af hvor og hvordan vi skal annoncere vores ledige jobs. Der findes et par websider med jobs på engelsk – men de koster vist alle sammen penge. 55 USD mere nøjagtigt, og jeg kan ikke finde ud af, hvor lang tid man får annoncen for de penge. Siden er ikke særligt nem at finde rundt på og den engelske udgave er ikke lige så omfattende som den vietnamesiske. Jeg prøver med Google translate, men det er ikke nuanceret nok. Prøver også at lægge et job på siden via deres formular, men pludselig bliver siden eller nettet bare meget, meget langsomt og jeg mister tålmodigheden.

Matthew

Matthew, som er vores engelske kollega og chef-grafikeren, jamrer over sin skærm, der har rødligt skær og flimrer let. Den er dog bedre end den forrige, der helt mistede farvesansen på en del af skærmen. Flimret har vist noget med strømforsyningen at gøre, så måske bliver det bedre, hvis han kan finde en ny ledning. Han går ned på gaden for at ryge og tænke lidt over sagen.

Jeg prøver nye veje mht. annonceringen. Via den danske ambassades B2B program, som vi er en del af. Der findes et forum der, hvor man kan annoncere jobs. Jeg har tilmeldt mig, men får hele tiden at vide, at jeg ikke har rettigheder til at gøre noget som helst. Shit! Mads har til gengæld adgang til den, så måske det er lettere at få hans password og lægge det på i hans navn…? Nå, men han taler i telefon med en eller anden, så det bliver ikke lige nu.

Matthew vender tilbage og gør opmærksom på at det er tid til at bestille frokost. Vi har som sagt ingen kantine og da området er meeeeeeget lokalt, er der kun gadekøkkener i nærheden. Der spiser vi ikke af hensyn til vores helbred – ikke at vi VED om det gør nogen forskel, men vi gider ikke tage nogen chancer. Vi hører for tit om udlændinge der bruger 2-3 uger på diarre. Det har vi hverken tid eller lyst til, så vi bestiller mad et mere vestligt sted. Eller det vil sige faktisk er vores favorit en indisk restaurant. De laver supergod mad, forstår og taler glimragende engelsk – og gider også at køre det den lange vej for ca. 6 kr. ekstra. Der er to ulemper ved inderen: den ene er at det ofte tager 1-1½ time at få det bragt. Så man skal komme i tanke om det i god tid før frokost. Den anden er, at alting ankommer i plastikposer med elastikker snurret en million gange rundt om toppen som lukning (altså: karryret med kylling og masser af sovs, ned i plasticpose og snurre elastik omkring). Meget bøvlet at få ud af emballagen uden at svine. Derfor er bordene fedtede af inderposemad. Vi bestiller også kolde colaer, for der er ikke køleskab på kontoret og da airconen er slukket om natten bliver drikkevarer nemt nogen-og-tyve-grader varme. Inderne er flinke til at rulle avispapir omkring colaerne, så de ikke bliver smittet af varmen fra karry-plastikposen.

Når maden ankommer starter jagten på rene tallerkener. Der er som regel et dårligt udbytte, for vi spiser senere end vietnameserne, og så er det hele beskidt. Så må man ud på herretoilettet, hvor sulfoen står og vaske og skrubbe i koldt vand og med neglene, for der er ingen børste eller svamp. Man skal også huske at få en plastikgaffel med i vaskeprocessen – elle måske pinde, hvis der er nogen af dem.

Så sidder vi og spiser på kanten af skrivebordene – det tager vel 20 min, så er det ned med skraldeelementerne i den pose det hele kom i, snøre posen til og sætte den ved siden af den ene lillebitte papirkurv vi har og som altid er helt forsvundet i skrald, når dagen er omme.

Vietnameserne spiser på slaget 12. Det er virkeligt vigtigt for dem. Man kan ikke fortsætte møder til efter 12 – de bliver helt rastløse og får flakkende blikke. De henter mad nede på gaden, eller spiser det derude. Efter ca. 40-50 min’s spisning, lægger de sig på gulvet under deres skriveborde og powernapper en halv times tid. Flere af dem har stablet en lille stak bøger, som de kan lægge hovedet på, andre har en pude, der har form som en bamse (rigtigt, som et sovedyr) som de ligger på eller med. Lyset bliver slukket og vi er lidt mere stille end ellers, imens de får deres middagslur.

Vi fortsætter vores arbejde hver især. Jeg bliver lækkersulten ud på eftermiddagen og spørger de andre, om der er en købmand eller noed i nærheden. De griner og siger, at jeg kan jo prøve at gå ned på gaden og til venstre. Der er vistnok set en pakke Oreo’s dernede engang. Der er som sagt ikke andre vesterlændinge end os i hele kvarteret, så butikkerne er af meget lokal beskaffenhed og importerede varer derfor ikke almindeligt. De er både for dyre og for anderledes til almindelige vietnamesere.

Nå, jeg trasker ned i varmen og kigger langt efter butikker, der ser ud til at sælge noget sødt. Der er nogle, der sælger chips og hårshampoo, lidt saftevand i lipton-icetea flasker og cigaretter, hvis pakker ser meget falmede ud. Ingen sukker. Suk! Nå, men til sidst ser jeg et T-mart – noget der ligner et lillebitte udsnit af Metro – fortrinsvis afdelingen for modermælkserstatning. Det er et produkt, der har helt vildt meget eksponering herude. I alle mulige varianter og små og store bøtter. Jeg går ind i butikken og hilser på vietnamesisk. De kigger nysgerrigt på mig, imens mit røngtensukkerblik trænger igennem hylderne. En yngre kvinde dukker op foran mig. You need? spørger hun. Oh – you speak English? Yes, little. OK – do you have bisquit? spørger jeg. Yes – hun viser mig 2 singler på en hylde. Den ene er en lokal variant af LU chokoladekiks. Samme udseende, men på vietnamesisk. Den napper jeg straks. Det andet er en mærkelig hybrid – kartoffelchipssmåkager…

Dem køber jeg også. Pakken er helt falmet og støvet og jeg aner allerede et fejlkøb. Men ikke et dyrt eet. Do you have Coke? spørger jeg så, siden de nu har sådan en veltalende ekspedient. Yes, coke, beer, juice siger hun og slår ud med hånden i retning af det fjerneste hjørne, hvor der står et rødt ”Coca-cola” køleskab. Mens jeg nærmer mig, husker jeg lige mig selv på, at langt de fleste køleskabe af denne slags ikke – IKKE – er sat til strøm, så drikkevarerne derinde  er IKKE kolde. Skabene bruges bare til opbevaring og udstilling. Af alt muligt – ikke kun Coke. Når det er tæt på 40 grader får man nemt hallucinationer om kolde  drikkevarer!!!

Nå, men deres Coke er så en Pepsi light og der er kun én tilbage. Den tager jeg for en god ordens skyld med, nu da jeg har ulejliget mig derhen.

Jeg betaler en bagatel – måske 12 kr. for kuppet – og alle tre ekspedienter vinker, da jeg går. Bye-bye.

Tilbage på kontoret er der stor velvilje overfor både kopikiksene og de mærkelige kartoffelsmåkager. Småkagerne vinder – chokoladekiksene er simpelthen uspiselige. De er alt for gamle og har sikkert været smeltet indtil flere gange at dømme efter faconen. De ryger ud. Chipsene er et meget mærkeligt produkt. Tørt og med småkagesmuldre-konsistens – og smag af ….. ingenting. De er i et rør, så de er faktisk ikke smadrede, hvilket er et held, for de er i forvejen meget små – som danske 2-kroner vil jeg tro.

Ugen efter står de stadig i ensom majetæt på hjørnet af skrivebordet. Ingen har været sultne nok.

Her har vi besøg af Kristian og Kristian fra Danmark – og fejrer den enes fødselsdag med kage. Normalt får vi kun frugt.

Her har vi besøg af Kristian og Kristian fra Danmark – og fejrer den enes fødselsdag med kage. Normalt får vi kun frugt.

Sidst på dagen har nogen købt frugt til deling imellem os alle. Vi har en frugt fond, som bruges til den slags. Oftest spiser vi den ved 4-tiden, men i dag blev den næsten 6…

Det er vandmelon – altid godt – og en roe-agtig frugt. Den ligner et helt hvidløg i faconen, er meget sprød og hvid som en radise. Den smager af faktisk ingenting. Alle smasker fornøjet – der skal lyd på herude. Jeg synes, den er lidt ligegyldig og helt sikket en taber i konkurrence med vandmelonen, der er saftig og sød. Vi står op og smasker. Frugten ligger i skåle og er blevet skåret ud på et lille mødebord, vi har stående midt i det hele. Det er samtidig skrivebord for vores office manager, så hun må lige skrabe sine papirer sammen og flytte sin laptop, så vi ikke spilder og fedter for meget på det. Vi har ingen servietter eller karklude – men nogen kannibaliserer toiletrullen, så vi har noget at spytte kernerne ud på og tørre fingrene lidt i efter vandmelonorgiet. Det bevirker så, at der ikke er mere toiletpapir – men det er jo et andet problem. Der er et vietnamesisk ordsprog der siger ”du ser problemet, når det er der”. Og det er jo rigtigt!

Nå, klokken er over 18 og vi skal hjem. Ringer efter en taxa og går ned – håber på den kommer hurtigt i dag. Vi har endnu en time hjem gennem Hanois myldretid i dytten og zigzag. På heldige dage kommer den – på andre skal vi vente 10-20-30 minutter. Taxaer er sjældne i dette kvarter – for der er ingen af de lokale, der har brug for en taxa.

Vi følges hjem med Matthew og afreagerer i kabinens lukkede rum. Irritationer og frustrationer, morsomme misforståelser, jokes om forskellene på dem og os, vores fremskridt og mangel på samme diskuteres mellem forsæde og bagsæde. Somme tider har vi ærinder på vejen hjem – vi skal aflevere noget på ambassaden eller hæve penge. Spontane ideer som at drikke øl nede om hjørnet eller gå ud og spise en hurtig burger sammen, kan også luftes her.

Matthew er en meget stille og rolig fyr. Omkring 40 tror jeg, fra en lille søvnig by i Midtengland , hvor der efter hans eget udsagn ikke sker en skid. Han boede sammen med en kvinde, der gerne ville blive der, så det blev sådan i nogle år. Nu er de ikke sammen længere og ved tilfældighedernes spil, hvor hans ven søgte jobbet hos os, men endte med at takke nej, endte han hos os i Hanoi. Det er vi glade for.

Påskebrunch på Sofitel

Ædedolkenes klub slår til igen…

I Vietnam giver påsken ikke officielle fridage, som i Danmark. Ligesom vi i Danmark ikke har officielle helligdage i forbindelse med f.eks. det kinesiske nytår eller den muslimske Ramadan så har Vietnam ikke officielle helligdage i forbindelse med kristne mærkedage. Det forhindrer nu ikke de godt syv procent af landets befolkning, der er kristne, i at fejre påsken. Nogen ved, på traditionel vis, at gå til påskemesse i St. Josef katedralen eller en af de mange andre katolske kirker i Hanoi. Andre ved at samles med venner, bekendte eller familie og hygge sig og spise god mad.

Det sidste er der god lejlighed til på de forskellige internationale hoteller i Hanoi, som alle tilbyder stor påskebuffet med varierende gastronomisk ambitionsniveau. Flagskibet blandt disse er Sofitel Metropole, der i dagens anledning har tilpasset deres traditionelle søndagsbrunch til højtiden og pyntet op med påskeæg, -kyllinger og –harer overalt. På det kulinariske felt er menuen blevet udvidet med adskillige retter med lam og æg og på chokoladebuffeten, som blot er en lille del af den overdådige dessertbuffet er der chokoladeharer, -kyllinger og kaniner i overflod.

Påskebrunch på Sofitel Metropole, HanoiNu er det sådan at jeg de sidste par dage har været lidt misundelig på venner og bekendte i den vestlige verden, der har haft fri både torsdag og fredag så jeg følte at der på en eller anden måde måtte kompenseres. Da jeg samtidig har besøg af, en (forhåbentlig) kommende, kollega, som jeg skal introducere til Hanoi, så synes jeg der var en god anledning til at gå til påskefrokost på Sofitel.

Påskebrunch på Sofitel Metropole, HanoiSammen med den (forhåbentlig) kommende kollega, ankom jeg kl. lidt i 12 så vi havde tid til at suge atmosfæren i lobbyen på Sofitel ind. Den er, som jeg tidligere har skrevet om, helt speciel. På slaget tolv gik vi til bords. Heldigvis var der ikke så mange mennesker på det tidspunkt, så jeg fik tid til at fotografere herlighederne uden at genere de andre gæster alt for meget. Lige siden jeg for snart 3 år siden skrev mit første indlæg om søndagsbrunchen på Sofitel Metropole, har jeg ærgret mig over at jeg ikke havde taget nogen billeder der kunne bruges til at illustrere historien. Det burde der være rettet op på nu.

Påskebrunch på Sofitel Metropole, HanoiEfter nøje at have inspiceret de forskellige borde i buffeten og disponeret appetitten, tog vi ladegreb på bestik og spisepinde og kastede os ud i to en halv times kontinuer spisning af ufattelige lækkerier. Vi lagde ud med sashimi af den friskeste røde tun og tilsvarende orange tasmansk laks efterfulgt af små delikate sushiruller med både fisk, røgede østers, rejer og gåselever. Min kommende kollega, som er muslim og derfor bekymret for svinekød, fortsatte med fisken, mens jeg kastede mig over skaldyrsbuffeten med store grønne new zealandske muslinger, kæmpe ferskvandsrejer med chili-mangosalsa, krabbeklør og seks forskellige slags kaviar. Min kollega kastede sig endnu en gang over sushi og sashimi mens jeg dykkede ned i små spæde grønne asparges med mousselinesovs, andebryst fyldt med foie gras og mango, stegte tynde skiver af gåselever med smørbrassierede kumquats. Påskebrunch på Sofitel Metropole, HanoiPåskebrunch på Sofitel Metropole, HanoiPåskebrunch på Sofitel Metropole, HanoiSom ganerenser snuppede jeg lige en bittelille smule scrambled eggs med røget laks og trøfler, alt imens min kollega for tredje eller fjerde gang gik til angreb på sashimi og sushibuffeten, der i øvrigt meget elegant, var båret oppe af 4 guldfiskebowler med levende guldfisk i. Mens kollegaen måtte udenfor og have en cigaret, gik jeg ombord i den velassorterede ostebuffet hvor jeg valgte et stykke fuldmoden Gorgonzola, et tilsvarende stykke Bresse Bleu, det bedste jeg nogensinde har smagt, et stykke ægte ekstra lagret Parmesan og et stykke Comté. Alle sammen ledsaget af råsyltede abrikoser, friske valnødder og kandiseret mango.

Kollegaen var nu tilbage fra rygepausen og var parat til at deltage i angrebet på dessertbuffeten. Jeg måtte nu modvilligt se i øjnene at min appetit ikke rigtig var hvad den havde været. Jeg nøjedes derfor med et mikroskopisk stykke jordbærkage med friske jordbær fra Dalat og et tilsvarende stykke chokoladekage med hasselnøddemousse. Nu er det vist aldrig i verdenshistorien sket, at jeg har været så mæt, at jeg ikke kunne spise is, så for ikke at bryde mønstret blev jeg nødt til lige at smage en lille kugle af den hjemmelavede vaniljeis og chokoladeis.

Efter således at have gjort en hæderlig (synes vi selv) indsats ved påskenadveren, var vi klar til frisklavet stempelkaffe ledsaget af et par nøje udvalgte fyldte chokolader fra chokoladebuffeten.

Påskebrunch på Sofitel Metropole, HanoiPåskebrunch på Sofitel Metropole, HanoiInflationen har hærget (og hærger stadig) hårdt i Vietnam. Det betyder at prisen for at deltage i dette overdådige orgie, siden jeg sidst var der i 2007, er blevet fordoblet til godt halvfjerds US dollar, men set i forhold til hvad man får, er det stadig rørende billigt. Der er ikke mange andre steder i verden hvor man kan æde sig fordærvet i sushi, sashimi, gåselever, kaviar, østers, hummer, fersk røget vildlaks etc. til den pris. I København kan man dårligt få to retter og en enkelt øl på en middelmådig restaurant for de penge. Her får man det absolut ypperste af hvad den moderne franske og asiatiske gastronomi kan præstere i fællesskab.

Selvom det er udtryk for en stor social skævvridning i samfundet, er det en af de fascinerende ting ved Vietnam at man kan finde både vanvittig billig mad og vanvittig dyr mad. I går kostede alle dagens tre måltider tilsammen under ti US dollar inklusive drikkevarer. I dag tror jeg bare at jeg vil nøjes med et enkelt måltid til halvfjerds US dollar.

Emil og Hahn i køkkenet

Vores absolutte favorit fra det vietnamesiske køkken er friske forårsruller.

Friske forårsruller må ikke forveksles med de traditionelle stegte artsfæller. De smager nu også godt, når de er hjemmelavede og helt friske. Men nej, det er de friske, der har førstepladsen hos os.

Emil og Hanh ruller

Det er friske, helt småtskårne grøntsager og krydderurter (især koriander, hvis man kan lide den der lidt sæbeagtige smag) der sammen med  stegt  kylling og rejer omvikles med tyndt rispapir . Hele balladen dyppes i en hoisin sovs med chillli og peanuts – og kan spises med pinde eller med fingrene. Emil ville gerne lære at lave rullerne inden vi tog hjem til Danmark og han havde rigtigt god tid til det, for hans skoleferie startede ca.14 dage før vi satte retning mod Blistrup. Så  han aftalte med Hahn at hun skulle lære ham det.

Hahn (udtales som en blanding mellem Hegn og Hajen) var fyr og flamme. Hun synes Emil er noget af det kæreste og vil gøre alt i hele verden for at han skal være glad og tilfreds. Faktisk er hun jævnligt bekymret for hans ve og vel, såvel fysisk og psykisk. Mine dundertaler om at hun måtte huske at inddrage ham i hele processen – altså både være med til at skære grøntsagerne i småbitte stykker, koge sovsen, marinere rejerne inden de skulle steges osv. osv. prellede helt af. Hun sagde godt nok ja – det gør hun altid – men da dagen oprandt kaldte hun først på Emil, da hakkeriet og de trivielle forberedelser var overstået.  Emil blev rigtig god til at rulle fint og stramt, og det var ikke til at se forskel på Hahn’s og Emil’s ruller, da vi skulle spise. Og heldigvis fik han chancen for at lave dem fra begyndelsen senere i Danmark, da det lykkedes os at opstøve noget rispapir og sende til Ebeltoft, hvor Emil havde lovet David og hans familie at traktere med mad fra de varme lande.

Du kan få opskriften, hvis du har mod på at rulle dig en vietnameser joint….. Velbekomme, eller: Chúc ăn ngon miêng!

Vietnamesiske forårsruller
(4 personer, ca. 20 ruller)

  • 600 g kyllingebryst steges langsomt med salt og peber
  • 40 rejer marineres i min. 10 minutter i en lille smule hvidvin med salt og peber. Derefter vendes de hurtigt på panden og når de er kølet af, skæres de igennem på langs.
  • 1 lille iceberg salathovede, bladene bruges hele
  • Forskellige krydderurter, basilikum, mynte, koriander
  • Bønnespirer
  • 1 rød peberfrugt i meget fine strimler
  • 1 grøn peberfrugt i meget fine strimler
  • 1 meget stor eller 2 mindre gulerødder rives på den grove side af rivejernet
  • 150 g jordnødder hakket i små stykker (de skal helst være usaltede)
  • 3 stykker rispapir pr. rulle (ca. 10×20 cm)

Rispapirerne – 3 stk. lægges lidt forskudt af hinanden. Ovenpå lægges 1 salatblad, lidt krydderurter og kylling skåret i meget fine strimler. Også lidt bønnespirer, peberfrugt og rejer  lægges på papirerne.

Det rispapir vi bruger herude skal bare ligge ved stuetemperatur 10-20 min, så er det lidt blødt og man kan rulle med det. Det vi købte i Danmark (hos den kinesiske købmand ved Nørrevold) skulle lige have et tjat vand lige inden man skal bruge det  – du må prøve dig lidt frem.

Rul hele balladen tilpas stramt og pas på at rispapiret ikke flækker. De serveres sammen med saucen her – man får sin egen skål med  sovs, som man dypper rullen i.

  • 250 ml Hoisin sauce (fås i store supermarkeder)
  • 2 spsk sød/sur chilli sauce
  • Meget finthakket rød chilli uden frø
  • 3 spsk vand

Koges sammen ved meget lav varme indtil det koger, så slukker man for den. Sovsen skal være så tyk, at den kan hænge fast på forårsrullen.

Casserole a la Vegy

Der er en lang og snørklet vej fra jord til bord

Det kan godt være at vi er hysteriske med grøntsager i Danmark – at de ikke må være sprøjtet og at vi husker os selv og børnene på at vaske æblerne, inden vi spiser dem….

Vegy. Sæbe til frugt og grøntDet er intet i mod hvad Hanh præsterer med vores frugt og grøntsager, inden de bliver lagt i frugt- eller salatskålen. Hun bruger nemlig en slags grøntsagssulfo(!) som hedder Vegy. Brugsforvirringen er kun på vietnamesisk, så det er ikke til at vide hvad der nøjagtigt står, men iflg. Hahn skal ALLE grøntsager og frugter – også citrusfrugter og meloner, hvor man jo aldrig spiser skralden – vaskes efter følgende metode:

Man hælder grøntsager eller frugter i en balje med vand fra hanen og en kapselfuld Vegy. Der ligger det så i 3 minutter, hvorefter det skylles 2 gange med vand fra hanen. Vi har en si og en balje der passer ned i hinanden, så det er nemt med skylleriet. En sidste gang skylles det hele så i drikkevand, som vi har i store dunke, (og i en vandkøler) fordi hanevandet er for fuld af tungmetaller.

Så kan man begynde at forberede middagen eller skære frugten i hapser til frugtfadet. Endnu en god grund til at have Hanh ansat – for det tager simpelthen en krig at lave grøntsagsdelen af aftensmaden på denne her måde.

Men der er vist god grund til at tage det med vaskeriet alvorligt. Efter hvad vi har fået at vide, er det ret almindeligt at bruge menneskegødning til sine grøntsager – det har man jo også lige ved hånden, om jeg så må sige. Og grøntsagsavlerene er fattige enkeltpersoner/familier, der tager fra landet midt om natten for at være på torvet i Hanoi ved 4-5 tiden eller før for at sælge deres afgrøder.

Ædedolkenes klub

…eller madsvineri i verdensklasse

I Gustav Wieds glimrende roman fra 1899 ”Livsens Ondskab” hvor han skildrer livet i provinsbyen Gammelkøbing forekommer en passage om ”Ædedolkenes klub” hvor provinsbyens mandlige bedsteborgere med jævne mellemrum volmer sig i delikatesser. Sådan en klub har vi også her i Hanoi.

Kryddersild, Marinerede sild, Røgede sild, Krydderfileter, Sardiner, Sardeller, Kaviar, Vagtelæg, en hel hummer pro persona, Stegte rødspætter på en tommes tykkelse, Fersk røget laks, Strassburgerpostej med trøfler, Røget gåsebryst med levermousse, Dyrepostej, Duer med tyttebær, Lun andesteg med rødkål, Kapuner med agurkesalat, Helstegt gås med pære kogt i portvin, Lammeryg med hvidløg, Kalvesteg med kompot, Oksemørbrad stegt i salt, Sprængt oksetunge med peberrod, Eidammerost, brie, Gorgonzola, gammel ost og valnøddeost, Radiser fra drivhus, syv slags syltetøj, Hjemmelavede kager, linser og kransekage. Dertil som velkomst 3 stive Lysholmere, Til silden: Lagerøl og Lysholmere. Til fisken: Rhinskvin. Til Kaviaren: Porter. Til osten: Madeira. I øvrigt: Rødvin ad libitum. Sådan lyder menuen for Ædedolkenes klub som den dag i dag kan nydes på Osted Kro og Hotel ved Roskilde formedelst 1.900 inflationsramte danske kroner pr. snude.

Her I Hanoi har vi noget tilsvarende. Det hedder søndagsbrunch på hotel Sofitel Metropole. Her mødes expats af alle nationaliteter og de mest velbjærgede og mest sofistikerede af de vietnamesiske nyrige til et tre timers ædegilde af dimensioner.

Sofitel Metropolei Hanoi er et af Østens ” berømte hoteller”, på linie med Raffles i Singapore og Oriental Palace i Bangkok. Siden hotellet åbnede i 1901 har det til alle tider, uanset Fransk kolonikrig, Vietnamkrig og andre fortrædeligheder, været en af den vestlige overklasses foretrukne oaser fra Hanoi’s larm og kaos. Stedet hvor man trods fattigdom, krig og kommunisme kan nyde noget af den vestlige verdens dekadence.

Når man træder ud af taxaen foran Sofitels hovedtrappe bydes man med et formfuldendt “bonjour Madame et Monsieur” velkommen af en 110% pletfri og nystrøget hvidklædt concierge. Uværligt spekulerer jeg på om min nystrøgne t-shirt og mine 15 dollars skræddersyede hør-shorts nu er indenfor den forventede dress-code og om jeg nu kan huske alle de gode manerer mine forældre har forsøgt at præparere mig med i det meste af min barndom.

At træde ind i lobbyen er som at træde ind i en anden tidsalder og et andet univers. Her er kontrasten til verden udenfor skærende. Her hersker en ophøjet ro og afslappethed og hvis man ikke lige vidste det, og kunne se det på datoen på de nystrøgne aviser der hænger sirligt på deres maghonipinde til gæsternes fri afbenyttelse, så kunne man forledes til at tro man var gået ind i en tidslomme. Her er dybe bløde og polstrede sofaer, tykke velourgardiner, smagfuld og tidløs kunst på væggene, grønne planter og kvindeligt personale i lange hvide silkekjoler der svæver lyd- og benløst henover det højglanspolerede beige marmorgulv.

Som de fleste andre, der som forberedelse til det forestående ædegilde har sprunget såvel lørdagens aftensmad som søndagsmorgenmaden over, sidder vi kl. ti minutter i tolv, med skrigende tarme og rumlende maver, på spring i lobbyen og venter på at dørene til dette kulinariske nirvana bliver slået op.

I forhold til at gennemsnitslønnen for en vietnameser er 53 US dollars om måneden og at mange forsøger en familie på 4-5 personer på dette, så er dette orgie til 35 dollars pr. næse det rene svineri – intet mindre – men hvilket svineri.

Sofitels brunch er en af de største buffeter jeg nogensinde har set. Seksten – sytten meter stablet med delikatesser i 3-4 etager og konceptet er temmelig simpelt – æd til du styrter og klem så en ekstra bid ned fordi der lige er en ekstra lækker ret som du opdagede for sent, men som du ikke kan leve med ikke at smage.

Her er ialt otte borde. I midten et kæmpe borde med salater, canapeer, kolde fiske- og kødretter. Til højre to mindre borde. Et med carvery og varme kødretter og et med varme fiskeretter og supper. For enden en kæmpe skaldyrs-, fiske- og kaviarbuffet, til venstre en brødbuffet og for enden af denne en ostebuffet med ca. tyve forskellige slags oste. Her må jeg så ikke glemme chokoladebuffeten og dessert- og kagebuffeten.

Jeg har en svaghed for sushi og kan spise det morgen middag og aften, så jeg lagde ud med nogle ualmindelig delikate stykker med helt frisk og rød tun der nærmest smeltede på tungen. Herfra gik det over skiver af friskkogt hummer fra Da Nang med små stykker af syltet mango, skiver af den blødeste foie gras (gåselever) med vanillieglasering, friskkogte aparges med vinagrettedressing, creme bruleé med friske hindbær og foie gras, fire slags råmarineret laks, tykke skiver af den blødeste røgede laks med cremefraiche og purløg. Så måtte jeg have en pause inden jeg fortsatte med friske kammuslinger stegt med bacon i en orangevinagrette, små stykker af kalvefilet og brisler i en mild senneps- og rosmarinflødesovs, stegt hanebryst viklet om svampe og mere foie gras og afsluttet med et udvalg fra ostebuffeten ledsaget af tørrede abrikoser, friske valnødder og tomatkompot og så varjeg var slet ikke nået til dessert- og chokoladebuffetten endnu! Herfra kunne jeg ikke stå for en let og luftig mokkafragilite, en mango-cheese cake, et lille stykke Black Forrest kage med sorte kirsebær og mørk chokolade, et lille glas frugtsalat med kirsch og til kaffen sluttede jeg af med fem små stykker fyldt chokolade, blandt disse en ualmindelig lille delikat sag med hasselnøddetrøffel og mokkacreme camoufleret af hvid chokolade.

Det skal her tilføjes at jeg, blandt meget andet, sprang over cæsar salat, små canapeer på artiskokbunde, russisk kaviar med vodka, friske østers, lammesteg, farseret svinekam med chorizopølse, rejer, jomfruhummere og soft shell krabber. Jeg nåede heller ikke at smage chokoladebomben eller den hjemmelavede vanilieis og jordbærsorbet.

Uanset hvor determineret man er og hvor meget man har sultet sig i forvejen kan man ikke nå at smage det hele. Det gør nu heller ikke noget, for så har man en undskyldning for at komme tilbage en anden søndag.

På morgentur gennem duftlabyrinten

Min mave er ikke en morgenmave

At komme på arbejde uden at blive uvenner med sin mave kræver nøje planlægning og en del zig-zag fra fortov til fortov.

Som vi har skrevet om før er de vietnamesiske morgenmadsvaner en smule aparte – i alle tilfælde set fra min maves synspunkt.

Som jeg også har beskrevet før er jeg ikke noget morgenmenneske. Min mave er heller ikke nogen morgenmave og derfor indtager jeg meget sjældent morgenmad før langt op af formiddagen. Faktisk synes min mave at morgenmad er en temmelig overvurderet ting. Den vil meget hellere have mellemmåltider inden frokost. Ellers bliver den sær og forsøger at vende vrangen ud på sig selv.

Disse to omstændigheder har i begyndelsen af vores liv her i Hanoi givet et par udfordringer i forhold til at gå på arbejde om morgenen.

Morgenmad indtages på gaden Det er sådan at rigtig mange vietnamesere indtager deres morgenmad – eller måske er det et mellemmåltid – hvis de har været rigtigt tidligt oppe – ca. samtidig med at jeg går på arbejde. Da rigtig meget af livet her i Hanoi foregår på gaden spiser vietnameserne naturligvis også morgenmad (eller morgen-mellemåltider) i et af de mangfoldige gadekøkkener der er placeret – ja rigtigt – på gaden. Det betyder at jeg, på den korte fodtur fra vores lejlighed til kontoret hvor vi arbejder, passerer mellem 30 og 50 gadekøkkener.

Et gadekøkken her i Hanoi er en 15-20 børneskamler i plastik – model Jysk Sengetøjslager, en 10-15 skåle med diverse helt friske råvarer og et par kogeapparater der oftest holdes i gang af nogle specielle kulbriketter. Hvert gadekøkken laver kun en eller to forskellige retter. Disse retter er de så efter sigende eksperter i at lave og derfor vælger kunderne ikke retter på et menukort, men vælger gadekøkken efter hvad de har lyst til at spise til morgenmad den dag.

Som vi har skrevet tidligere er hovedingredienserne i vietnamesisk morgenmad varm suppe med nudler. Suppen kan så være tilsat forskellige grøntsager, krydderier, kød og fisk. Nogen gange har jeg set små dejpakker i stil med de kinesiske won-tons. Her sidder vietnameserne så på fortovet på deres små skamler og spiser nudelsuppe med pinde alt imens den morlille der nu har gadekøkkenet braser og koger af hjertens lyst og langer små skåle rundt.

Al den madlavning giver naturligvis nogle dufte (og lugte) fra sig og det er her udfordringen i forhold til at komme på arbejde materialiserer sig. Min mave er f.eks. ikke det fjerneste begejstret for lugten af kogt fisk om morgenen og lugten af kogt svinekød får den til at iværksætte flugtforsøg ud gennem min hals. Lugten fra nogle af  ingredienserne kan dæmpes af lugten fra kulbriketterne og andre forstærkes af kulbriketterne og hvis det er en lugt min mave ikke kan lide, så undlader den ikke at gøre opmærksom på det – heller ikke selvom jeg efter bedste evne forsøger at overbevise den om at gadekøkkenerne har ret til at være der og at jeg nok skal undlade at spise nudelsuppe med grisetæer til morgenmad – eller for den sags skyld på noget andet tidspunkt.

Heldigvis holder de samme gadekøkkener til på de samme steder hver dag og de laver de samme retter. Det betyder at når man har gået turen et par gange kan man begynde at planlægge ruten så man undgår at ophidse sin morgensarte mave.

Lige når jeg kommer ud af hotellet og går over den første gade støder jeg på det første gadekøkken. Det ligger lige foran den lokale politistation – de laver kyllingesuppe med won-ton pakker. Det er faktisk ok og det ser ud som om politifolkene aldrig får andet end kyllingesuppe med won-ton til morgenmad. Halvtreds meter længere nede ad gaden må jeg over på den anden side af gaden. Her er nemlig et gadekøkken der har specialiseret sig i grisetæer – kogte grisetæer – fy for pyffer!!! Herfra kan jeg komme rundt om et par hjørner uden at skulle skifte fortov inden jeg møder det gadekøkken der har kogt makrel som specialitet. Så er det over på det andet fortov igen. Forbi et gammelt buddhistisk tempel hvor der brændes røgelse af hele døgnet. Det lugter faktisk godt og det kan til en vis grad aflede opmærksomheden hvis jeg skulle være så uheldig at et vindstød har blæst lidt kogt makrelhørm i min retning. Sådan går det i zig zag og det lykkedes mig i det store hele at komme på arbejde uden at vække min mave.

Eneste undtagelse er når jeg passerer forbi markedet. Her ved man aldrig hvad der venter en – den ene dag er det fisk, den anden dag er det fjerkræ og den tredje dag er det begge dele. Her er det ikke kogt – her er det bare friskslagtet og råt. Det er trods alt ikke så slemt som de kogte makreller og på en eller anden måde har jeg fået overbevist min mave om at det er ufarligt – det er som om den ved at jeg aldrig kunne finde på at sætte tænderne i en rå karpe eller en rå kyllingevinge. Markedet byder på gode dage på lugten af frisk frugt og mynte i millioner af variationer. Så sider konerne med deres spidse hatte og har stablet ananas, citrusfrugter, mango og passionsfrugter op i pyramider i de bambuskurve som de bærer på et åg over skuldrene.

Heldigvis er det kun morgenmaden der ifølge min mave er decideret uappetitlig. Når jeg går hjem om eftermiddagen er de begyndt på deres aftensmad – eller er det endnu et mellemmåltid? Den består også af nudelsuppe, men af en eller anden årsag er lugten ikke så slem om eftermiddagen og nogle steder er der den mest liflige duft af grillet kød – så er det jeg må prøve at overbevise min mave om at jeg endnu ikke selv er modig nok til at spise på et gadekøkken. Så går jeg den lige vej hjem uden at skifte fortov og løbe zig zag.

Jeg håber at jeg en dag bliver modig nok til at prøve et gadekøkken – ikke så meget fordi jeg er bange for deres mad – mere for den ravage det vil skabe når en af de små plastikskamler udånder under min europæiske fysiognomi og jeg kommer til at tage en 5-8 sagesløse vietnamesere med i faldet mens suppe og spisepinde flyver til alle sider.

Den første nadver

Traditionel vietnamesisk morgenmad

Emil og Lis var de modige, der – næsten – frivilligt og kun lidt presset af den søde kvindelige tjener i morgenmadsrestauranten – begav sig ud i at spise den traditionelle vietnamesiske morgenmad

Emil spiser nudelsuppe med pinde mens Lis ser til Den var en del af den mægtige buffet, hvor man også kunne vælge wienerbrød, friske frugter, corn flakes, forskelligt brød og den slags. Men næeh, vi valgte så at få risnudler i hønsebouillon med chili og forårsløg, kogt kylling samt koriander (den asiatiske persille som mest smager af håndsæbe). Man efterbehandler hele balladen med soja, limesaft, chillisovs eller noget fiskesovsnoget…..Til al overflod skal det så spises med pinde – og det gjorde vi så. I hvert fald et forsøg på.

Det smager faktisk ikke slemt. Hvis man holder igen med chilien, smager det ikke af særligt meget. Men det er altså ikke noget der bliver min livret til morgenmad. Til aften kan de gå an, men dælme ikke om morgenen.

Nudelsuppe er den traditionelle vietnamesiske morgenmad