Indlæg

En hvalp er en hvalp

På min vante vej ned til bageren, slagteren, videre mod fitness centret osv  går jeg langs søen, hvor en af familierne har et par hvalpe for tiden.

Og hvalpe er jo hvalpe uanset om de ender deres dage i en gryde eller får et langt liv med plads i fodenden hos husherren, hvor de bor.

Denne lille slambert er både bange og modig på samme tid. Bjæffer ad mig og løber lidt efter mig. Vil gerne snakke – og så nej, alligevel ikke.

Den er lidt håndsky og jeg ved ærligt talt heller ikke om jeg har lyst til at klappe den særligt meget – den har åbenlyst lopper. Men sød er den altså, no matter what! Jeg stopper op og kigger lidt  på den og kommer også hurtigt til at  tale til den på den der dumme måde med høj stemme, som er helt til grin, når man ser det udefra. Der sidder da også et par vietnamesere i nærheden, der får sig en fin oplevelse. Mærkelig udlænding, der stiller sig op og sætter sig på hug, tager kamera frem og taler til hunden. Hunde er altså ikke noget man taler til eller med. De er der bare…

 

Hvalpen har fundet lidt skrald at rode i. Minsandten om ikke der var en gammel fisk iblandt dåser, plastik emballage og snask. Uhhmmmm! Lækker fisk…

Nå, jeg må  videre….  Så godt lugtede den lækre fisk nemlig ikke…..

Mannequiner

Der er noget, der undrer mig. Ja, selvfølgelig er der meget her i dette meget-anderledes-end-Danmark-land…. Men nu det med mannequiner i tøjbutikkerne for eksempel. De er altid en anden størrelse – en anden race – end vietnameserne.

Mannequin med brede (vestlige) hofterJeg fatter ikke, hvorfor man ikke har asiatiske modeller – og det gælder sådan set også for det meste anden markedsføring – at man altid bruger hvide, eller vesterlændinge eller kaukasere eller hvad vi skal kalde os som samlet gruppe, til at sælge tøj til vietnamesere.

Jeg har f.eks. noteret mig at Triumph (som er et stort brand herude) på alle deres posters i butikkerne viser forholdsvis barmfagre vesterlandske kvinder. Så ser man sådan en solbrun barm – str. C-E eller i noget i den stil – på kæmpe plakater – og lige nedenunder hænger de bitte-bitte små BH-er i str. 50-60A eller hvad ved jeg. Men det er måske bare mig, der tror, at der skal være en sammenhæng. Jeg blev i hvert fald klogere i den lokale Ecco butik forleden, da jeg så de feeeedeste støvler på modellen, der sad i en strandkant på posteren… Men dem havde de slet ikke i butikken….  Og den vietnamesiske ekspedient viste mig stolt nogle helt andre støvler. En anden farve, et andet materiale, en helt anden slags…. Som jeg ikke kunne bruge til noget som helst. Never mind – jeg har alligevel aldrig været vild med Ecco!

Nå, men her gælder det altså mande-quiner, som har fået vietnamesiske bukser på. Og dem kan de jo ikke passe…

Têt – det vietnamesiske nytår

Mandarintræer transporteres rundt overalt i byenNytåret nærmer sig hastigt her i Hanoi, hvor man benytter sig af måne-kalenderen  – ligesom kineserne. Det kaldes derfor også det kinesiske nytår – på vietnamesisk ”Têt” og det er en gigantisk højtid. Meget større end vores jul, men det nærmeste man kan sammenligne med. Grunden til at jeg kalder det ”større” er, at det gamle års slutning og det nye års begyndelse begge er forbundet så meget gammeldags overtro og moderne show-off, at det også er en stor belastning for mange af  vietnameserne. Overtroen bevirker at man må foretage alle mulige krumspring, så som at slippe karper løs i de nærliggende søer eller at sætte et ferskentræ foran sit hus for at holde onde ånder væk. Og show-off  betyder at man for at (be)vise sit ufatteligt succesfulde år, der nu rinder ud, helst skal købe mange, dyre gaver til familien. Det vil nemlig samtidig sikre dem en god start på det nye år….. Og vietnameserne har som andre asiatiske lande det, man kalder et udvidet familiebegreb. Det betyder, at hvor vi i Danmark betegner vores forældre, søskende og bedsteforældre som familie, så tæller vietnameserne også onkler, tanter, fætre, kusiner, bedsteforældres søskende og især også deres døde forfædre med som familie. Det løber op, når man tæller, hvem der skal begaves med blomster, drikkevarer, mad og rede penge for at komme godt ind i det nye år.

En af vores unge medarbejdere fortalte hvordan der i hendes familie med 4 døtre  også er 3 svigersønner, der hver især skal bevise deres værd ved at købe dyre blomster eller træer til hendes forældre. Så lurer de en tid på hinanden som haner, der skal i kamp og sætter ind før nytåret med kæmpe store træer, så svigerforældrene dårligt kan være i deres hus for dem. Svigerforældrene har henstillet til at de skal lade være, for det føler sig dårligt tilpas over at være nødt til at smide træerne ud på grund af pladsmangel, hvilket så vidt jeg forstod, har forskudt kamppladsen til blomster-området. Så nu er det dyre blomster, der kæmpes på.

...og sælges på alle gadehjørnerDet er i øvrigt uhørt at have 4 døtre i et land, der har længe har haft 2-børns politik – men man SKAL jo helst have en søn, så det er selvfølgelig det, forældrene har prøvet – og prøvet – og prøvet og en sidste gang prøvet…. Man må så leve med skammen over 4 børn, som i den grad er et brud på den socialistiske forståelse af samfundssind, og oven i det bære sorgen over ikke at have fået en søn.

Der findes eet meget vigtigt nytårstræ – kumquats træet. Det bringer lykke i det nye år iflg. overleveringen. Det er et fint, grønt eet med masser af små appelsinlærlinge spredt dekorativt ud over hele planten. Det kan være kegleformet eller mere naturligt med en stamme eller flere hovedgrene. Vores træ på kontoret, der er valgt at to ledende medarbejdere, har en forgrening, så der er to store stammer. Det betyder dobbelt lykke, og er nøje udvalgt til at tjene dette formål. Det kostede omkring en halv månedsløn for en gennemsnitlig medarbejder hos os, dvs. en grafisk uddannet mand eller kvinde med et par års erfaring. I danske kroner ville det vil svare til at vi betalte 10-12.000 kr. for juletræet. Nu kunne mindre måske også gøre det, men vi  har en stor balkon ved vores reception, og der kan man jo ikke have et lille fedterøvstræ stående. Hvilket indtryk ville det ikke give de guder der uddeler lykke…?

De dyreste træer er faktisk ikke nødvendigvis de største. Det er klart, at man betaler for størrelsen, men det er som bekendt også fra andre sammenhænge, ikke den, det kommer an på. Næeh, de dyreste træer er dem med alle udviklingstrin repræsenteret: unge, spæde, grønne blade, blomster dels i knop, dels fuldt udsprungne, frugter der er grønne og umodne samt nogle, der er orange og fuldmodne. Det hele fordelt mellem de mørkegrønne, ældre blade. DET er et rigtigt Tet-træ. Jeg tænker, at det er typiske for den østlige filosofi at man tænker i helheder, når det gælder noget så vigtigt som at få held og lykke med ind i et nyt år.

Træerne dyrkes i plantager i udkanten af byenAlle SKAL have et træ. Det er ikke som i Danmark, hvor man kan forsvare/forklare ikke at have eet, hvis man f.eks. ikke holder julen hjemme. Her skal ALLE have et træ. Selv de mindste huse eller værelser, der måske kun er 10 kvm til en familie. Det betyder selvfølgelig,  at de findes i alle størrelser – endda i bonsai-udgaver. Man tør ganske enkelt ikke imødegå det nye år uden denne lykkebringer.

Vi passerer på vej til vores arbejde et område med planteskoler der laver Tet-træer. Det meste af året er der næsten ingen aktivitet. Det vil sige, at de folk, der har jordsstykket og som ofte bor på det i små træ- eller bølgeblikskure, har andet arbejde ved siden af træproduktionen. Men at de året rundt nusser om træerne, vander selvfølgelig og klipper løbende blade og grene til – og ikke mindst binder forsigtigt op med tynde, tynde, ståltrådsmønstre inde i træet, så det kan få den fine facon enten som en kegle eller med busklignende grene ud til begge sider. Frugterne er alt for tunge til at træet kan holde den slags faconer af sig selv, så det hele er sirligt forbundet med usynligt ståltrådsfiligran inde bag de grønne blade.

Jeg har ladet mig fortælle, at sådanne familier, der ejer et jordstykke med Tet-træer har langt hovedparten af deres indtægt i forbindelse med det nye år og at de vejrmæssige forhold i den sidste månedstid op til nytåret derfor er helt afgørende for, hvor meget de kan få for deres træer. For et par år siden var vejret således dårligt, og træerne trivedes ikke så godt, så priserne hen imod nytåret bare faldt og faldt og gartnerierne underbød hinanden for at få skidtet solgt inden de mistede alle frugter og blomster.

Det er familie-business at dyrke og sælge træerneMan kan sige at vilkårene jo er de samme for alle gartnerierne men da der sandsynligvis er nogle flere træer end der skal bruges, er der kamp til stregen sådan et år, hvor man må imødese store tab. Og hvis 80% af ens families indkomst halveres, er det indlysende, at det nye år starter med stor sorg over ikke at vide hvordan man tjener pengene ind det kommende år. Og hvis året starter skidt, betyder det desværre iflg. overtroen, at hele året bliver skidt.

Langt det meste her i Hanoi transporteres på bagsædet af en knallert eller scooter. Selvom de rige er begyndt at køre i biler, skal der da sandelig ikke svines til med træer og jord og den slags på det Burberry ternede indtræk.

Så de små og mellemstore træer må op bagpå leverandørens scooter. Det betyder, at man baster og binder træ med jord og kæmpe lerpotte fast bagpå – ja endda på mange cykler, ser man denne farefulde opsætning. Så vakler chaufføren afsted med den alt for tunge last og dytter og dytter for at få dem foran til at give plads. Det gør det selvfølgelig ikke og trafikken virker i disse dage endnu mere kaotisk og uforudsigelig pga. alle disse køretøjer med for høj og for tung last.

Jeg er lidt uklar på hvor længe man skal have Tet-træet stående af hensyn til det med den lykkelige start på det nye år. Men jeg ved, at når vi har sikret os på kontoret, skal træet tilbage og passes, der hvor det kom fra. Så får vi nemlig rabat på næste års træ. Hvordan man holder øje med det henstår også i det uvisse – måske man kan få sit navn på og genser sit træ næste år, eller man har bare en bonusbog derhenne, så man kan vælge et hvilket som helst…?

Nogen træer bliver bundet op i find kegleformDen anden slags træ, der er meget vigtigt her i nytårstiden er ferskentræet. Det er bladløst på denne årstid, men har lyserøde eller mørkepink blomster. Det kan være med rod eller en løs gren. Det vigtige er, at blomsterne er mange og at de er timet, så det blomstrer i fuldt flor i de første dage af det nye år. Deres formål er at skræmme onde ånder væk.  Legenden som den er blevet mig fortalt, er noget i retning af, at de gode ånder, som normalt våger over huset – især køkkenet – er taget ”hjem” til guderne for at aflægge årsrapport og derfor er huset nu uden beskyttelse. Ifølge overleveringerne stammer hele historien fra Soc Son bjergene i det nordlige Vietnam, hvor et kæmpemæssigt ferskentræ i tidernes morgen husede to rigtige powerguder – Tra og Uat Luy – som passede på hele nationen.

Man kan så åbenbart narre de onde ånder (der holdes hen i uvidenhed om det med årsrapporten) ved at sætte ferskentræer op foran huset , fordi de så tror, at her bor en god og kraftfuld ånd…

Selv fejrer vi jo ikke det kinesiske nytår på anden måde end at holde fri. Kontoret er lukket og vi benytter os af det til at indfri en gammel drøm om at se Angkor Watt i Cambodja – et fantastisk tempelkompleks der bl.a. er på UNESCO’s verdensarvliste.

Rygsvømning

Det er ikke lutter fornøjelse at slentre en tur i Hanois gader. Det gælder både dem midt i byen ”det gamle kvarter” og langs søen i vores velhaver nærområde. For her er selvfølgelig ikke samme standarder som i Danmark.

Der er skrald på hvert et gadehjørne, man smider bare sit affald hvor man står og går. Husholdningsaffald bæres ud i plastikposer….. og sættes ved det nærmeste palmetræ eller i rendestenen, hvor det hentes om aftenen af de autoriserede skraldekvinder, der møjsommeligt skubber tunge vogne med alt slags skrald.

Så der er naturligvis rotter i gaderne. En død rotte hist og en druknet rotte her. En levende piler gennem gaden eller henover fødderne som f.eks. på den amerikanske kvinde vi fulgtes med på den guidede tur i midten af Hanoi. Det var midt i et gårdmiljø tæt på utallige familiers småbitte boliger. Selvfølgelig er her rotter – det er bare om ikke at tænke for meget på det.
Det prøvede jeg virkelig da vores kontorchef forleden fortalte at en mus havde gnavet en ledning over i køkkenet på kontoret og at hun nu var på vej ud og købe musefælder. Jeg spurgte afdækkende om hun var sikker på, at det var en mus og ikke en rotte. Ingen grund til at købe musefælder, hvis man skal fange en rotte der er 4-6 gange så stor. ”Det er det samme” svarede hun til min forbløffelse og forfærdelse. ”Nej, nej, rotten er mange gange større – du skal købe en stor fælde, hvis det er en rotte” forklarede jeg. ”Jamen det er det så  for vagten så den spise kartofler nede bag køkkenet forleden” var svaret. OK – bare af sted og få købt den rottefælde så…. Imens jeg prøver at fortrænge hvad du lige fortalte…

Sofa surfet igen

Vi har lige haft besøg af Couchsurferne Elisah og Willie fra RHollllland. Det var dem der berigede os med porcelænstræskoene. Men også med en hel masse andet.

Willie er beslagsmed – tror jeg det hedder. Altså han lever af at sko heste. Og et par geder betroede han mig. Plus selvfølgelig æsler. Men ikke køer, vandbøfler eller får. Egentlig ville han gerne have været dyrlæge ligesom sin far. Ikke jurist som sine to brødre – det var alligevel for kedeligt. Men dyrlæge ville have været nice. Men Willie er ordblind og derfor blev han smed. Han taler et udmærket engelsk – dog med rullende r’er som den typiske rhollænder gør.  Han lærte sig selv engelsk i løbet af et par måneder, hvor han var i England og  opsøgte smede af forskellig slags, som han så kunne gå sammen med som  frivillig arbejdskraft . Såeh – vupti lærte Willie engelsk.

Elisah er den der står for planlægningen af turen, som er deres første på egen hånd. Hun er meget taknemmelig for at være havnet hos os de første par dage, imens de planlægger og organiserer deres tur videre ned gennem Vietnam. Den første aften fortæller hun om deres plan med at købe et par motorcykler og køre ned til Saigon og sælge dem inden de tager hjem. Imens Willie hjælper os af med de fleste af de dåseøl, der har hobet sig op i vores køleskab, tjekker vi udlejningsforretninger med motorcykler, da vi mener det vil være lettere for dem at leje end at købe og sælge den slags transportmidler. Og det kan ganske rigtigt lade sig gøre at leje i Hanoi og aflevere i Saigon.

Elisah og Willie bruger deres 2. dag i Hanoi på at komme vidt omkring på Elisahs planlagte rute, der bringer dem til to meget forskellige templer, ud omkring det Etnografiske museum i udkanten af Hanoi – i en cykeltaxa (så kan det hakkes af på tjeklisten) og videre til det gamle kvarter (som man SKAL se som turist her) og ud forbi den boghandel, der handler med kort over Vietnam – for at slutte af hos motorcykeludlejeren. Her tager det tre timer at ordne papirer, tjekke maskinerne og komme tilbage gennem Hanois fredagsmyldretid. Det er ca 2 timer længere end Elisah har planlagt, så hun er fuld af undskyldninger over at komme for sent hjem. No problem, vi bestiller noget take-away indermad med kød til Willie og os, vegetar-kufta til Elisah og har tid til at høre om den skrækindjagende tur gennem Hanoi i mørke på motorcykel, som hun stadig ryster i kroppen over. Willie derimod synes, det er noget af det fedeste, han har prøvet i sit 26-årige liv. Minsk’en – gammel rusisk 2-takts maskine – er gået i blodet på ham i en sådan grad, at han må ud og køre en ekstra tur under påskud af at hæve penge i en nærliggende hæveautomat. Han er helt tosset med Minsk’en allerede – og smiler saligt ved tanken om de små 1700 km til Saigon imens han overhører Elisahs bøn om ikke at køre for hurtigt, for hun er faktisk ikke rigtigt tryg ved at skulle ud og køre motorcykel. Hun spørger også lidt bekymret til det med hjælmen, der vist ikke er helt ren – og hvad er det egentlig kvinderne sidder og leder efter i hinandens hår på de små stole inde ved gadekøkkenerne….? Er det mon ikke grå hår, tror jeg? Nix – det er lus, selvfølgelig. Jeg mener alle danske skolebørn har lus, så hvad tror du vietnamesiske kvinder, der lever ganske meget tættere og mindre hygiejnisk end velnærede danske ynglinge, har? Det klør i Elisah’s hovedbund ved tanken om hjælmen, der skal følge hende til Saigon…

Vi vinker farvel næste morgen ved 9-tiden, da Willie har lastet cyklerne, bundet rygsækkene forsvarligt fast og sparket liv i sin nye kærlighed. Elisah sidder krampagtigt på sin røde ganger og prøver at vænne sig til hestekræfterne, inden hun slipper med fødderne og Hondaen hopper ud på midten af vejen. Og stopper. Hun må på den igen – starter og hopper et par meter videre, inden den igen nægter at samarbejde. Willie holder længere oppe ad vejen og  kigger sig tilbage og venter utålmodigt.

Jeg tænker at det bliver en lang tur til Saigon – vinker en sidste gang til deres rygge og lader lørdagens gøremål overtage mine tanker…

Kæresteri

Sån noen som os…… har jo brug for en kæærst’… synger Poul Krebs i et af sine største hits. Den går rent ind – for hvem kan ikke identificere sig med “så noen”…?

De unge hanoianere har selvfølgelig også brug for at være kærester. Og med unge mener jeg nok dem over 20 år – før er det vist ikke passende at tænke på den slags. Men så skal man også til at komme i gang, især hvis man er kvinde, for inden man er 25 skal man helst giftes; derefter har man 1-2 år til at levere det første barn. Helst en dreng. For sådan een skal man ha’. Det betyder at hvis det første barn bliver en pige, er man 100% sikker på at skulle have et mere. Skulle uheldet (eller guderne?) være ude og sørge for at man får to døtre, kan man være nødt til at trodse 2-barns politikken og forsøge sig en tredje gang. Jeg har ikke hørt om nogen, der har 4, men jeg har hørt rygtet om en kok, der kun havde født sin mand døtre, hvilket resulterede i at manden fandt en anden kvinde, som fødte ham en søn, og som han så selvfølgelig flyttede hen til. Så ku hun lære det, kokken, og sidenhen stå alene med forsørgelsen af de 3 piger.Det er efter sigende helt socialt acceptabelt – i  hvert fald i den provins hun kom fra.

Nå, men det med at være kærester er altså ikke så lige til for de unge i Hanoi. Det er nemlig ikke socialt acceptabelt med førægteskabelig sex. Overhovedet ikke! Og herunder heller ikke at kysse, kramme eller holde i hånd. Når man ser unge mennesker gå hånd i hånd her, er det typisk to af same køn. Og det er altså ikke fordi de er homoseksuelle – det findes slet ikke iflg. de offentlige statistikker (hvilket er dejligt belejligt, for så behøver man ikke forholde sig til det) – det er bare bedste-venner, eller måske brødre  eller kusiner. Men altså kun folk af samme køn.

Kæresterne må gemme sig af vejen for at kunne have fysisk nærhed med hinanden. De får det selvfølgelig på knallerterne (moto bikes) og det er nok også een af grundene til at de opholder sig så meget på dem f.eks. i weekenderne. Jeg har talt med mine unge kolleger om det med at køre rundt og rundt – f.eks. om den sø vi bor lige ved. ”They drive for no reason” svarede Viet Anh mig. Jaaeh, men så alligevel. Måske uden åbenlys grund, og ikke noget de vil vedkende sig. Men måske kører de for at kunne sidde tæt.

De benytter også afsides hjørner og kroge til at sidde og kysse i. Og afsides åbne pladser for den sags skyld. Som nu f.eks. Tay Ho søen (her hvor vi bor) – som er langt væk fra deres nærområde. Her kan de sidde på deres moto bike og kigge ud over søen. Og som en af mine kolleger  – Thu – forklarede mig, så er det dejlige ved at have front mod søen, at de ikke kan se de andre mennesker. Og ingen kan se dem. Det er altså en måde at skabe et frirum på.

Når der er fest, som da Hanoi fyldte 1000 og i weekenderne sådan i almindelighed, tager kæresterne på skovtur midt i byen. Så omdannes anlæggene (ja sådan må det hedde, det er ikke en rigtig park, men en slags udvidet fortov med forsøg på græs og buske. Ved godt at det sådan eet Agnes tog børnene med i i Matador!) til en kærstesump, hvor parrene hænger ud; nogle smider sig henover hinanden andre sætter sig pænt og nydeligt, tager skoene af og sipper lidt te eller saftevand. Andre bliver bare siddende på knallerten – der har de god træning i at gøre de mest forskellige ting, vil jeg tro. Så sidder de bare der og hænger op ad  hinanden og snakker, snacker og drikker.

Det hele handler om at komme væk hjemme fra, hvor der hverken er fysisk plads eller socialt rum til at man kan vise sin kærlighed. Det gælder især inden man bliver gift – men faktisk også efter. Når man aldrig ser nogen gå hånd-i-hånd gælder det jo også ældre ægtepar.

Så kæresterne øver sig altså i at blive voksne og lære hinanden lidt at kende. Og hvis man er over 25 gælder det som sagt om at få fart på. Så stiger familiens forventning til giftemål… der bliver bedt og ofret i templerne for at få de unge til at finde sig en mage, så man kan få sikret familiens ære og forældre-generationens alderdom. For når man bliver gift overtager den ældste søn i familien ansvaret for forældrene og bliver boende i sit barndomshjem sammen med dem til de dør.

Når først de er gift, klapper fælden. Man bliver som udgangspunkt ikke skilt her. Ikke sådan lovformeligt i hvert fald. Jeg hører ofte om nogen der er flyttte fra hinanden af forskellige letforklarelige grunde som f.eks. at man har fået arbejde i en anden by. Man får aldrig den forklaring at man ikke kunne holde ud at bo sammen, at man var vokset fra hinanden, eller at manden havde fundet en yngre model. Det hører man kun via sladderen. Den fylder til gengæld også rigtigt meget i landskabet. Men det er en helt anden historie….

Hvad med danskheden?

Joeh tak, det går rigtigt udmærket med at være dansk på andre præmisser end de sædvanlige. Det er jo oplagt at følge med på nettet i mangt og meget  – f.eks. at læse de danske aviser, men vi ser f.eks. også danske nyheder hver dag – enten 18.30 eller 21.00 fra DR1.  Der er godt nok forskel på hvordan det er lagt an (18.30 er jo mere til små børn  og ”mor Karen” end 21’eren, hvor man har lov at vise mere voldelige indslag) – men det giver da en kontinuerlig forståelse af hvad der sker og fokuseres på i Danmark. Så vi er godt med på ”mail-sagen” og tidligere på sommeren Helles skattesag…..

Vi kan jo se alt, hvad DR podcaster – heriblandt Spise med Price (rigeligt godt!!), Bonderøven, Fængslet og også Aftenshowet. Det ser vi så – når vi kan holde det ud, og trænger til lidt feel-good ugebladsjournalistik. Puk og Mads og Louise der småsludrende virker uforberedt og vender småt og stort med indslag, der ikke er længere end de kan fastholde alle småstressedes og irriteredes koncentration. Vi er med på alt fra kuglestødende ny-politikere til seernes bekymrede spørgsmål om spædbørns onani som hyggelige Læge-Peter heldigvis – med ægte kittel – kan berolige.

Og så er youtube.com leveringsdygtige i god satire som Krysters Kartel og Live fra Bremen, hvis man trænger til et dansk grin.

Den mere officielle del af at være dansk sørger udenrigsministeriet via ambassaden for. Det var her vi brevstemte ved sidste folketingsvalg – og måske kommer til det igen, hvem ved –og her mødes alle danske, der vil det, den første tirsdag i hver måned til ”tirsdag på taget”. Det er et uformelt samlingspunkt, hvor der serveres fadøl (ja, Carlsberg) som på skift doneres af de danske virksomheder herude.  Der sludres om løst og fast af det der optager en dansker, der har sit liv i Vietnam og man udveksler røverhistorier og tips/tricks til f.eks. at håndtere forskellige vietnamesiske myndigheder – dem er der rigeligt af.

Og så gives der forskellige beskeder, der formodes at vedkomme alle som f.eks. hvornår der holdes dansk julefrokost og at der i år for første gang er mulighed for at bestille juletræer fra selveste Schackenborg til levering ultimo november.

Jotak, der er masser af danskhed her – vi lider ingen kulturel nød.

Ny dreng i kassen

Imens de søde hundehvalpe i metalkassen nede på hjørnet har travlt med at blive store (af grunde vi som bekendt ikke ønsker at beskæftige os særligt med) er der dukket en ny yndling op.  Samme slags – det er de alle sammen, sådan noget gadekryds af 4-5 forskellige racer. De ligner hinanden over hele asien har jeg indtryk af. Jeg har i hvert fald setden slags både her og i Thailand. Der er nok nogle gener der er stærkere end andre, så det bliver et miks af dem der overlever. Sjovt at tænke på hvor trimmede vores racer er og hvor meget vi går op i det med at have hund. Dansk Kennelklub ville ikke få et (kød)ben til jorden her….

Den nye er ganske lille og som det ses af billedet har den fået en kæmpe metallænke med tilhørende endnu større karabinhage sat i halsbåndet. Jeg tror ikke den løber nogen steder med den last om halsen. De bor inde i kassen har jeg opdaget  – ved ikke lige om der ikke bliver MEGET varmt derinde….? Nå, men selvom de ligger og daser en del af dagen,  både fordi de er trætte og fordi det gør hundehvalpe, giver de altså også en del lyd af sig. De leger vist bare og hopper rundt og bjæffer og napper i hinandens ører, hale eller hvor de nu kan få fat. Det gør de også om aftenen og natten. Hundeopdragelse her er ikke en del af det at blive hundeejer. Og jeg er sikker på at der ikke er nogen hold hos FOF om lørdagen med hvalpetræning, ligesom  i Danmark, hvor det er afgørende at få skabt en velopdragen og velfungerende hund fra starten.

Så hundene hviner og piber bare lystigt kl. 4 om morgenen såvel som kl. 11 om aftenen, hvis det er det, de vil. Eneste trøst er at ejerne lever lige op og ned af dem, så det må genere dem lige så meget som det generer os, der trods alt bor 5 etager oppe.

Det er nok ikke gavtyven her, der er den største glammer, men de store drenge der stadig kun kan løbe og lege så langt kæden rækker.

Vietnams uafhængighedsdag

I dag er en stor dag i Vietnam. Det røde flag med den gule stjerne ses over hele byen, fyrværkeri i særklasse fyres af ved Hoan Kiem søen – Hanois vartegn og største turistattraktion. Det er den officielle uafhængighedsdag – og dermed fridag, som alle vietnameserne tilbringer dagen sammen med deres familie – æder og drikker nøjagtigt ligesom danskere gør, når noget skal fejres. Vi har sørget for at stjernen vajer foran kontoret. Godt nok fik Lien i går købt et flag, der overhovedet ikke passer i størrelsen til den flagstang, vi har hængende ud fra balkonen – og der var også en (bambus, selvfølgelig)-stang på det, selvom vi mere havde ønsket os snore….. men nevermind, det handlede mest om, at vi ville vise os fra vores bedste vietnamesiske side og gøre det som gøres bør: flage!!!

Altså! Op med flaget – bambusstangen måtte sættes fast på den der permanente flagstang.  Vi var renons i ledningsstraps og vores danske gaffatape lå derhjemme…. Mads fandt sammen med An noget gammel ledning, som ku splittes ad og bruges til at vinde omkring stængerne. ”Har vi en saks!” ”Jada” – An har kontorets saks, men er ikke meget for at udlevere den –  ”den kan slet ikke klippe noget så tykt som ledningen”, prøver hun at redde saksens liv…. ”Vissevasse – selvfølgelig kan den det”. Klip! Mads beviser sin påstand og så ud på balkonen med ledning og flag-på-stang i de 40 grader, det tilfældigvis var i går, og vikle bæstet fast.  Sådan! Så flager vi også – så alle i gaden kan se det.

Men det var ikke den eneste vietnameservenlige gerning vi måtte gøre i går. Der skulle også uddeles fest-dags-bonus. Vi  fik et hint fra en af medarbejderne om at sådan én plejer de altså at få – har de fået de sidste 2 år – og er noget man typisk får af sit firma. Måske ligesom danske funktionærer nogle steder får påskeæg eller julegaver.  Ok – så må vi hellere følge trop. Og her fungerer tingene jo på et meget konkret plan, så det er bare om at få sig bevæget ned  i banken og hæve knapt  5 mio dong i 3 slags sedler, bede den undrende-men-dog-servicevenlige-og-professionelle-bankmoster om at få 14 kuverter, så vi kan fordele 330.000 dong til hver af de ansatte  – hvilket foregik under stor begejstring og klapsalver.

Således sluttede dagen-før-dagen og i dag har vi fri og skal nok nyde de 40+ grader fra indersiden af terrassedøren eller fra poolkanten…

Livet er ikke lutter kødben

Hunde i Hanoi er ikke bare noget man spiser. Det gør man også – men til forskel fra i 2007, da vi var her sidst, er hunde nu også noget, man ser meget mere som kæle/husdyr. Jeg ved ikke, om man egentlig kan kalde det kæledyr, for dyrene render mest rundt på må og få, spiser lidt i rendestenen eller hvor de finder madrester – eller står lænket i alt for korte kæder. Jeg har i hvert fald ikke indtryk af at vietnameserne ligefrem kæler med dem. Jeg hælder mere til at det er tegn på velstand; man kan føde på flere end sin familie. Katte i snor og fugle i bur er også mangedoblet de senere år.

Jeg sender den lille gule glade hund derhjemme et par ekstra tanker, hver gang jeg ser denne hund, der måske skal fungere som ”vagthund” ved et hus nær vores fitness center. Eller nej, det kan ikke være vagthund, for den står ikke ved nogen indgang – den hører til i huset på den anden side af gaden  – og jeg har aldrig hørt den gø. Dens kæde er ufattelig kort og den løber hele tiden i cirkler om sig selv, manisk stirrende og i ryk pga. den korte rækkevidde. Dens hus er også ganske lille, så den har ikke engang bevægelighed til at gå rundt om sig selv inden den lægger sig. Godt at Kaos har endeløse marker at løbe på hjemme i Pårup.

Denne her hund hører til ved det gadekøkken, vi kan se fra vores balkon. Den er mindre end en labrador, schæferlignende pels og udtryk, og så kigger den sig altid tilbage ”over skulderen”. Men som Mads siger ”i et land, hvor man spiser hunde, har den måske også god grund til det”. Jeg ved nu ikke om det er derfor. Måske er det for at holde øje med dem, der sparker ud efter den. Det sker tit, når den nærmer sig de lidt mere fashionable restauranter, der ligger her i gaden. Det er dyre restauranter, der tiltrækker rige vietnamesere i deres store Mercedes’er, ambassadører og andet gourmet-godtfolk som for eksempel Deres udsendte.

De gider altså ikke have loppereden ind i deres køkken – og da den ikke lyder noget navn, genner vagterne eller ejeren selv den væk ved at sparke ud efter den. Hunden selv er meget sød – ikke til at tale med eller kæle med, den løber hele tiden planløst og lidt manisk rundt. Det er mere end man kan sige om dens to hvalpe, som står lænket bag en metalboks. Jeg har aldrig fundet ud af, om de faktisk bor inde i boksen eller bare på en smal stribe bag den. Jeg tror det sidste, for boksen er alt for stor til at man ville bruge den til to små hunde. Hvad værre er, tror jeg, grunden til at de holdes i lænke. Hvorfor nu det, når deres mor løber frit rundt. Kan være fordi de ikke må blive kørt ned, ja. Men hvorfor må de så ikke det?? Fordi de skal vokse sig store, ja. Men hvorfor nu det??? Jeg er ikke meget for at sige det (og du er ikke meget for at læse det!!),  men det er ikke usandsynligt, at de havner i den store sorte gryde, som gadekøkkenet, hvor de hører til, betjener sig af morgen, middag og aften. Heri koger de suppe med grøntsager og noget ubestemmeligt kød, som de sidder og hakker med en økse nede på asfalten. Der er ikke noget, der taler imod, at det kunne ske. Da det er naturligt at spise hunde, er det nærliggende at de føder på dem for at de skal gøre sig godt i gryden……

Deres udsendte holder et vågent øje fra balkonen og vender tilbage, så snart der er nyt i sagen…