Indlæg

Templernes konge

Templer, templer, templer….. der er masser af dem i Vietnam og vi besøger da med jævne mellemrum en håndfuld særligt udvalgte i Hanoi – så hvorfor i grunden tage til Cambodja for at se flere af dem…?

Tempelområdet i Siem Reap i Cambodja er kendt som alle templers moder, det strækker sig over 400 kvadratkilometer(!) og dele af templerne (der er usandsynligt mange) er overgroet med jungle. Andre er faldet næsten helt fra hinanden og ligner ikke længere bygninger.
Jeg har aldrig set noget lignende….

Desværre er her så mange turister, at det er ulideligt  at færdes på ”hovedstrøgene” hvor busserne ligner myretuer, hvorfra turister af alle slags med alt fra kæmperygsække med eksklusivt fotoudstyr til stavgangspinde (du læste rigtigt) myldrer ud – og alle sammen tager samme retning mod hovedingangene. Inde i selve templernes gange ophobes horder af japanere, der vælter rundt, råbende og grinende imens de tager alle mulige billeder af sig selv og hinanden med deres mobiltelefoner samtidig med at lokale guider forsøger at overdøve larmen med deres foredrag om de  hellige skatte.

Hvorfor i alverden kan japanere ikke vise stedet respekt, når nu der er sat skilte op med bl.a. et piktogram, der viser at man skal være stille….?  Europæerne og/eller amerikanerne er ikke stå støjende – altså rent bogstaveligt. De er bare så ignorante overfor andre kulturer, at de ikke synes de behøver følge forskrifterne om at være ”passende” klædt. Iflg. alle turistbøger (der er også skilte ved indgangene), skal man have tildækket skuldre og lår. Det er simpelthen respektløst – især for kvinder – at vise sin krop frem. De munke, der færdes i templerne – måske bor de der – er så utilpasse ved fænomenet, at de end ikke kan få sig selv til at bede os turister om at gøre noget ved det. Det er mig en gåde at forstå, hvorfor man som turist ikke vil vise respekt for det sted man besøger, når det nu bare drejer sig om at man trækker en t-shirt over den brankede kavalergang og smider en sarong om livet. Det kunne nok også lette deres solskoldninger vil jeg tro – for på store åbne pladser og græsarealer imellem templerne straffer solen ubønhørligt.

Men her er  S T O R T på så mange planer, at det er svært at fatte. Hvordan kan de stakkels mennesker for 1000 år siden have bakset rundt med tonstunge sten og stablet dem ovenpå hinanden? Og hvordan kan de have vidst hvad man gjorde for at lave buer og tagkonstruktioner? Tankevækkende som vi moderne mennesker tror, at det kun er os, der kan opfinde fantastiske ting som telefonen og internettet. Hvordan har arkitekterne sørget for at bygningerne stadig står – og gad vide hvor mange mandeliv man regnede med at sådan et byggeri tog? Det kan ikke have været noget fest at være stenslæber hele sit korte liv for cambodjanerne – og hvordan kan de overhovedet have båret noget så tungt – mændene vejer vel 50-55 kg.

Det er også et helligt sted, selvfølgelig,  som tiltrækker mange buddhister  på pilgrimsfærd – hvilket i praksis betyder, at der er folk, der sidder og beder foran de forskellige Buddhaer. Midt i turisthelvedet sidder de i dyb bøn – og hvem ved, måske har de rejst i dagevis for deres opsparede skillinger for bare én gang i deres liv at komme og bede ved netop denne her Buddha.

Fascinerende….

Det er så anderledes fra hvad jeg er vokset op med, at jeg ikke kan andet end at blive betaget. Jeg har sådan set ikke sat mig særligt ind i historien – om konge dit eller dat byggede eller  udbyggede denne fløj eller lod hugge en særlig frise i sten som sit eftermæle. Jeg kan bare godt lide de kæmpestore bygninger, fornemmelsen af tusinder af års stille slid og spirituelle ritualer – at indånde storheden i historie, kultur og natur i disse særlige omgivelser er noget helt særligt.

Samtidig med at det er noget af det ældst bevarede fra denne kultur, er det også en af de yngste turistattraktioner, da tempelområdet ligger midt inde i junglen og da Cambodja har været hærget af krig indtil for lidt mere end 10 år siden. Det er derfor nyt i det hele taget at have en mega turistattraktion og da landet samtidig er utroligt fattigt, er man ikke nået til at spekulere på hvordan man beskytter de hellige sten mod slid og grov udnyttelse. At se de store menneskemængder vælte ind over og op ad templernes trapper, ruiner og halve statuer er forstemmende. Selv de steder, der er afspærret med primitive snore og skilte om ”danger” tramper folk rundt i de mosbegroede brokker, for at få det bedste billede af udsigten eller kæresten. Mig først, mig først!!!

Vi har en dag tilbage på vores ”turpas” til templerne – som vi har besluttet at indløse kl. 06.00 i et naivt håb om at få dem lidt for os selv

Sofa surfet igen

Vi har lige haft besøg af Couchsurferne Elisah og Willie fra RHollllland. Det var dem der berigede os med porcelænstræskoene. Men også med en hel masse andet.

Willie er beslagsmed – tror jeg det hedder. Altså han lever af at sko heste. Og et par geder betroede han mig. Plus selvfølgelig æsler. Men ikke køer, vandbøfler eller får. Egentlig ville han gerne have været dyrlæge ligesom sin far. Ikke jurist som sine to brødre – det var alligevel for kedeligt. Men dyrlæge ville have været nice. Men Willie er ordblind og derfor blev han smed. Han taler et udmærket engelsk – dog med rullende r’er som den typiske rhollænder gør.  Han lærte sig selv engelsk i løbet af et par måneder, hvor han var i England og  opsøgte smede af forskellig slags, som han så kunne gå sammen med som  frivillig arbejdskraft . Såeh – vupti lærte Willie engelsk.

Elisah er den der står for planlægningen af turen, som er deres første på egen hånd. Hun er meget taknemmelig for at være havnet hos os de første par dage, imens de planlægger og organiserer deres tur videre ned gennem Vietnam. Den første aften fortæller hun om deres plan med at købe et par motorcykler og køre ned til Saigon og sælge dem inden de tager hjem. Imens Willie hjælper os af med de fleste af de dåseøl, der har hobet sig op i vores køleskab, tjekker vi udlejningsforretninger med motorcykler, da vi mener det vil være lettere for dem at leje end at købe og sælge den slags transportmidler. Og det kan ganske rigtigt lade sig gøre at leje i Hanoi og aflevere i Saigon.

Elisah og Willie bruger deres 2. dag i Hanoi på at komme vidt omkring på Elisahs planlagte rute, der bringer dem til to meget forskellige templer, ud omkring det Etnografiske museum i udkanten af Hanoi – i en cykeltaxa (så kan det hakkes af på tjeklisten) og videre til det gamle kvarter (som man SKAL se som turist her) og ud forbi den boghandel, der handler med kort over Vietnam – for at slutte af hos motorcykeludlejeren. Her tager det tre timer at ordne papirer, tjekke maskinerne og komme tilbage gennem Hanois fredagsmyldretid. Det er ca 2 timer længere end Elisah har planlagt, så hun er fuld af undskyldninger over at komme for sent hjem. No problem, vi bestiller noget take-away indermad med kød til Willie og os, vegetar-kufta til Elisah og har tid til at høre om den skrækindjagende tur gennem Hanoi i mørke på motorcykel, som hun stadig ryster i kroppen over. Willie derimod synes, det er noget af det fedeste, han har prøvet i sit 26-årige liv. Minsk’en – gammel rusisk 2-takts maskine – er gået i blodet på ham i en sådan grad, at han må ud og køre en ekstra tur under påskud af at hæve penge i en nærliggende hæveautomat. Han er helt tosset med Minsk’en allerede – og smiler saligt ved tanken om de små 1700 km til Saigon imens han overhører Elisahs bøn om ikke at køre for hurtigt, for hun er faktisk ikke rigtigt tryg ved at skulle ud og køre motorcykel. Hun spørger også lidt bekymret til det med hjælmen, der vist ikke er helt ren – og hvad er det egentlig kvinderne sidder og leder efter i hinandens hår på de små stole inde ved gadekøkkenerne….? Er det mon ikke grå hår, tror jeg? Nix – det er lus, selvfølgelig. Jeg mener alle danske skolebørn har lus, så hvad tror du vietnamesiske kvinder, der lever ganske meget tættere og mindre hygiejnisk end velnærede danske ynglinge, har? Det klør i Elisah’s hovedbund ved tanken om hjælmen, der skal følge hende til Saigon…

Vi vinker farvel næste morgen ved 9-tiden, da Willie har lastet cyklerne, bundet rygsækkene forsvarligt fast og sparket liv i sin nye kærlighed. Elisah sidder krampagtigt på sin røde ganger og prøver at vænne sig til hestekræfterne, inden hun slipper med fødderne og Hondaen hopper ud på midten af vejen. Og stopper. Hun må på den igen – starter og hopper et par meter videre, inden den igen nægter at samarbejde. Willie holder længere oppe ad vejen og  kigger sig tilbage og venter utålmodigt.

Jeg tænker at det bliver en lang tur til Saigon – vinker en sidste gang til deres rygge og lader lørdagens gøremål overtage mine tanker…

I sovevogn fra Singapore

Vores tur hjem i førsteklasses sovevogn var imødeset med nogen spænding efter vores opdagelser på vejen ud. At førsteklasse nok ikke var helt det vi forstod ved førsteklasse og at der ikke var noget mad at købe sådan ud over en slat ris og en lunken æblejuice….

Turen hjem startede kl 22.30 med planmæssig ankomst til Kuala Lumpur kl. ca 7 næste morgen. Så der var ikke så meget tid at fordrive som på udturen – og vi forventede at sove noget ad vejen lidt afhængig af faciliteternes beskaffenhed.

Bevæbnet til tænderne med flere liter vand, cola og noget chokolade mødte vi op i god tid på den afsides liggende station, der består af 2 spor, en masse gammelt udstyr og en spisesal med lysstofrør og sygeligt grønne fliser.

Vi myldrer frem sammen med et par millioner andre passagerer – mest af indisk og malaysisk herkomst – og får stukket et ud/indrejsekort i hånden på vej hen imod et paskontrolskur. Der sidder en stor inder og nikker og stempler samtidig med at han konverserer  en ven, der sidder med i skuret…

Vi skal jo krydse en landegrænse og det er ikke at spøge med.  Altså skal der nikkes og stemples.

Vi haster ned langs det meget lange tog i spændt forventning om mødet med førsteklassesvognen. Selvfølgelig er der ikke rent i vognen på vej ind. Og selvfølgelig lugter der lidt af toiletrens og røgelse. Men vognen, den kunne være meget værre. Kunne også være meget bedre, men det er der jo ingen der for alvor regner med.

Altså glæder vi os over at det ser rimeligt ud,  at vi måske kan sove på vejen, og Mads checker interesseret de elektroniske installationer, der minsandten rummer et tv og et kontrolpanel for samme plus sengelampe ved hver seng.

Det virker naturligvis ikke overhovedet, men det har det sikkert gjort engang. I 70’erne måske. Eller 60’erne.

Nevermind – vi gør os det behageligt og ser danske nyheder på Mads’ nye legetøj – en Ipad (kaldet paden) og det er jo ikke så ringe endda. Selvom noget surrealistisk at sidde på grænsen mellem Malaysia og Singapore i en gammel, beskidt og udrangeret sovevogn og se danske nyheder….

Vi skal holde os vågne til billettjek og så skal vi ud af toget i Singapore – gennem deres paskontrol, videre hen til en ventesal og vente på at ALLE togets passagerer er med igen, inden vi lukkes ud og tilbage til toget. Vi gør som der forventes og vender tilbage til privatlivet bag kupe døren.

Her lykkes det mig at tage et bad i det diminutive  bruserum og tørre mig i en vaskeklud (du læste rigtigt!) da det er det eneste vi havde med – sådan en klud er god at have  i varmen, når man skal tørre sveden bogstaveligt talt af panden. På døren til ”badeværelset” stod der godt nok en besked om at det fremlagte håndklæde skulle efterlades i kupeen – alternativt skulle man købe det hos personalet hvis man var blevet så glad for designet at man måtte eje det. Vi skreg af grin – af teksten, der var kopieret fra luksushoteller, der skriver at badekåben – den der tykke, lækre, hvide med broderet logo – er til låns, men at den kan købes i receptionen. Vi kunne umuligt forestille os at det omtalte håndklæde ville være af en kvalitet, man kunne ønske sig at købe. Og i første omgang var det altså slet ikke at finde i kupeen – og vi havde ikke engang fantasier om at det nogensinde ville dukke op. Langt mere sandsynligt at skiltet bare aldrig var blevet pillet ned og at håndklædet var skåret væk for årtier siden. Altså brugte jeg bare vaskekluden som badehåndklæde. Det gik fint og fik aflivet den usandsynligt klamme fornemmelse af en hel dags sved og byos som Singapore havde forsynet mig med imens vi have travet byen rundt.

Der var rent – RENT – sengelinned på puderne og rundt om tæppet, som jeg ikke tjekkede, mest fordi jeg ikke i virkeligheden ønskede at kende dets hygiejniske kvaliteter. Jeg tror jeg ville sove bedre uden!

Så jeg hoppede i seng og overlod badefaciliteterne til Mads, som var blevet færdig med at se noget AnneMad på paden – og snart var klokken  01. Vi var klar til at slukke og satsede på noget hvile.

Stor var vores forbavselse derfor, da de bankede heftig på døren og underkøjeindehaver Mads Westermann måtte krænge sig ud i en fart og lukke døren på klem. Der stod en steward (må det vel hedde?) og ville aflevere en pose med det føromtalte håndklæde (der by the way snildt kunne forveksles med en vaskeklud), lillebitte shampoo og tandpasta osv, noget aftensmad!! bestående af lidt ris og grøntsager plus det obligatoriske halve æg og nogle tørrede fisk (åbenbart noget man SKAL have til alle retter her) samt ske og gaffel at bearbejde det hele med. En flaske vand pr. person blev det også til før han hilste godnat og gik videre.

Vi havde ikke særligt lyst til det halve æg og fiskene, så vi slukkede bare lyset og lagde os smalle som tændstikker til at sove.

Klokken 6 ringede uret og vi begyndte opstigningen, påklædningen og ompakning af et par småting for at være klar til at lande på KL s  centrale  station. Minsandten om ikke han var der igen – stewarden  med lidt slatten yoghurt i et papbæger. Vi takkede pænt nej og inhalerede noget Ritter Sport. Kvadratisk, god og praktisk at have med på sådan en tur.

Kun en halv times tid forsinket kørte toget ind på stationen og vi kunne fordrive et par timer der, inden vores lejede bil var klar hos Avis på et af de store hoteller i Kuala Lumpur. Ikke så forslåede som vi havde frygtet men heller ikke 100% udhvilede.

5 stjernet tur

Vores weekend i Malaysia var helt igennem super

Mads er skrap til at orientere sig blandt de tusindvis af tilbud der gemmer sig hos bl.a. luftfartsselskaberne, og det kom os til gode i Kuala Lumpur forrige weekend. Der havde vi fornøjelsen af et 5-stjernet luksushotel i midten af byen til næsten ingen penge fordi opholdet var købt sammen med flybilletterne hos Air Asia som er lavprisselskabet herude.

Petrona Towers set nedefraVi tog fra Hanoi ved 20-tiden og efter 3½ time i luften, diverse indtjekning og en times tidsforskel kunne vi gå i seng i værelse 2409 på Westin hotel – med udsigt til Kuala Lumpurs skyline inkl. verdens højeste tårne Petrona Towers.

Næste morgen nåede vi lige nøjagtigt morgenbuffeten der meget internationalt omfattede både indisk karrygryde med lam og Naan brød (en blanding af brød og pandekage), kogt fisk med syltede ansjoser – noget japanerne er meget glade for om morgenen – og friskbagte pandekager eller vafler samt en hel masse brød og “danish” som wienerbrød hedder ude i verden.

Det er et meget moderne hotel, indretningen lidt 50’er retro og holdt i lyse træsorter og lidt pangfarver hist og her. Meget Ikea-inspireret blev vi hurtigt enige om. Faktisk havde de dekoreret lobbyen om aftenen med de samme fyrfadslysestager som vi har brugt i julen og siden taget med herud. Dejlig afslappet stemning selvom der blev holdt døre og sagt “maam” hele tiden. Alle talte flydende engelsk og var meget imødekommende og flinke til at spørge, om man havde brug for noget.

24. etage – det er godt nok højt oppe – men ikke desto mindre var der masser af højere huse at kigge ud på igennem panoramavinduet på værelset. Vi trak gardinerne fra om aftenen, så vi kunne nyde udsigten efter vi var gået i seng.

udsigt westin hotelMads investerede i et par nye linser til sit kamera, og jeg må sige, at jeg er imponeret over hvad de formåede…….

Byen ligner mest en blanding af New York og Bangkok. Meget høje huse og kæmpestore lyskryds, butikker og mærkevarer overalt. Dertil kommer at bybilledet er farvet af utroligt mange slags mennesker, sorte, brune, gule, hvide, høje, lave, tykke, tynde, med turban eller baseball kasket, afklippede shorts og flipfloppere eller professionelt pyntede i Hugo Boss habit med blankpudsede sko. Malaysias befolkning er overvejende muslimsk, derfor er der en hel del kvinder med slør og mere eller mindre tildækkede kroppe og ansigter.

Jeg fik fornemmelsen af en meget international by, der rummer alle slags mennesker på en fredelig og rolig måde.

Det foretrukne befordringsmiddel er en mono-rail – en slags metro, der kører et par etager over jorden og giver et glimrende overblik over byen. Den kører med få minutters mellemrum og er derfor fin at komme rundt med. Hvis man kan overskue det, kan man i stedet krydse igennem shoppingcentrene hen til det sted (eller shoppingcenter) man har sat sig som mål. At gå på gaderne er ikke særligt nemt, for man kan ikke komme over vejen særligt mange steder, så man kommer til at gå mega lange omveje. Det er der ingen der er interesserede i, når det er 40 grader og regner.

Det regner meget i Kuala Lumpur – det ses blandt andet på at hotellerne og shoppingcentrene har en paraplyindpakningsmaskine stående udenfor. Der sætter man sin nedslåede paraply ind og trykker på knappen, så bliver den vacuumpakket i plastik, så den ikke drypper imens man er indendørs!!!

Gensyn med civilisationen

Vi har været på weekend tur til Kuala Lumpur

Hvilken fryd at gense vestlig civilisation…. Alting er så velfungerende og velholdt, alle taler engelsk og er meget, meget venlige. Selv i lufthavnens paskontrol kl. 1 om natten spurgte den venlige mand, om det var vores første tur til Malaysia, og ønskede os en god tur med et kaffebolche, han gemte på en underkop under bordet.

At være på McDonalds bragte tårerne frem i øjnene, og under selve måltidet savlede og talte vi, som var vi på den ypperste Gourmet restaurant.

Vi vidste slet ikke, at vi havde savnet det sådan. Altså ikke bare burgerne, men den vestlige måde at gøre tingene på. Det, at man kan vælge imellem flere varianter, er f.eks. ikke noget vi har meget af i Hanoi. Vi glædede os derfor også meget over at smovse på Starbucks, der har usædvanlig god kaffe i mange smagsvarianter – både kolde og varme.

Vi genså både Hagendaas, Starbucks, Burger King (der spiste vi også burgere!) og 7-11, ligesom vi svælgede i mærkevarer indenfor sportstøj og elektronik – det var ægte. Her i Vietnam er det meste kopier og det er aldrig til at vide, om hverken hostesaft eller elektronik er den ægte vare indeni, eller om det bare ligner.

Vi havde nu godt nok en oplevelse i samme retning, da vi kiggede på mobiltelefoner, for dem der lå udstillet var kun modeller, men det vidste vi ikke til at starte med. Hver enkelt handlende køber formentlig først den ægte vare lidt længere nede ad gaden, i samme øjeblik han har en kunde stående der vil købe telefonen. Udstillingsmodellerne var utroligt plastic-agtige og nemme at krænge og lød hule når man bankede på dem. Det havde vi ikke meget lyst til at købe – og spurgte derfor om vi kunne prøve dem med strøm på. I langt de fleste butikker kunne det ikke lade sig gøre – enkelte steder fandt de så et batteri i en anden telefon som måske kunne bruges…. Men der må åbenbart være folk, der køber den slags fleretusindekronersprodukter uden at have set dem i brug. Mærkeligt.

Forlystelsespark og shoppingcenter

I Kuala Lumpur findes denne mærkværdige kombination

På vores tur til Kuala Lumpur så vi i shoppingcenteret Berjaya Times Square ikke bare mærkevarer til absolutte lavpriser, men også verdens værste rutchebane lige over vores hoveder.

Rutchebanens loopShoppingcenteret er 7 etager højt. De øverste 2-3 er en forlystelsespark og der er åbent derop til i dele af centeret. Man kan altså stå mit i sin sko-shopping eller tøjindkøb og høre hvinene fra rutschebanen, der både looper og twister lige over hovedet på én. Syret. Og så uhyggeligt, at vi ikke turde prøve. Vi nøjedes med at betale entreen og så gå og kigge lidt. Ja, og så prøve en uskyldighed a la “kålormen” som vi i vores generation kendte den i gamle dage i Tivoli. Minder i sin opstilling om vikingeskibene, dog noget hurtigere.

Rutsjebanen lignede den ungerne fremstiller i “Rollercoaster Tycoon” – noget plastikagtig og med alt for mange hop og twist og loop til at det kunne være rigtigt at den kunne holde. Men ikke desto mindre holdt den da hele den time hvor vi befandt os under den.

Der var også en spillehal, hvor Mads og jeg heltmodigt befandt os i en god halv time. Det er umuligt at beskrive det støjniveau der er sådan et sted, hvor et halv hundrede spillemaskiner med dytten og båtten, skudsekvenser og karate-råb blander sig med de unge menneskers råben og heppen på hinanden. Vi følte os i vores gode ret til at fremhæve vores uforlignelige forældreegenskaber resten af dagen.

Resten af dagen bød på mere fredsommelige forlystelser som at drikke kaffe og købe nye mobiltelefoner. Jeg havde jo svoret at jeg ville opgraderes på mobilfronten, men den Nokia vi havde købt var altså ikke særligt nem at betjene, og da min begyndte at have problemer med selve tastaturet og telefonen i det hele taget har været en skuffelse….. købte vi altså en ny. Nu en Sony Ericsson, så gæt lige om jeg er sat tilbage til stenalderen hvad angår betjeningen af den…..

Opgradering igen igen.

Min ven Fred

Herreløse hunde i Thailand er søde og kommer næsten når man kalder

Hedder alle hunde virkelig Fred? Jeg har startet et eksperiment…. jeg vil vide om de vilde hunde her i Thailand lyder navnet Fred.Hedder alle vilde hunde mon Fred? De har jo i sagens natur ikke navne, da de ikke indgaar i familierne som kæledyr som vi kender det. Men sidst vi var her døbte vi restauranthunden Fred, og vi mener at kunne huske at den lystrede.

Vi fandt senere ud af, at Fred er en tæve, men da var det for sent. Den hed nu en gang Fred og det blev den ved med. Det goer den stadig. Og nogle gange kommer den når vi kalder paa den. Den er meget sød, blød og velplejet og faar helt sikkert masser af mad – både af restaurantpersonalet og af gæsterne. På trods af det store skilt, der beder om at man ikke fodrer vilde hunde ved bordene, er der nemlig mange gæster, der ikke stå for Freds bedende blik. Ellers er den nu ikke så indladende som vi kender det fra vores egen labrador derhjemme. Naaeh, Fred er lidt reserveret og stiller sig gerne lige udenfor kæleafstand, eller lægger sig ind under liggestolen på stranden.

 For at kunne kende Fred fra Fred – der er nemlig masser af hunde her – alene på hotelomrødet vel en 15-20 stykker, har vi nu maatte udvide repertoiret med bla. hvalpeFred, pelsFred (den med lidt længere pels) og saagar originalFred, desuden er der humpeFred (maaske er benet brækket, men det er der jo ikke nogen, der tager særligt notits af og humpeFred ser glad og fornøjet ud, naar den leger med de andre på stranden) – plettede Fred derimod kan de andre ikke li. Den knurrer de af så den hyler længe inden de har naaet indenfor dens rækkevidde – og den har hele tiden halen imellem benene. SorteFred giver sig selv og er vistnok far til hvalpeFred, der er sort med hvid blis og et frækt og hvalpeagtigt blik – og meget skarpe tænder. Der virker ikke som om de har (særligt mange!) lopper – måske er det fordi de opholder sig så meget i sand og saltvand, at lopperne må opgive ævred. Omkring solnedgang kan man se Fred jage fisk på det lave vand. Det ser helt vildt sjovt ud når han sætter sig ned i vandet og holder øje med de småbitte fisk og en gang i mellem forsøger at fange dem med poten. Vi har aldrig set Fred fange en fisk, så måske er det bare noget de leger. Fred og fiskene. Nå, men undersøgelsen går altså i sin enkelhed ud på at prøve at få en hvilken som helst hund vi møder på vores vej til at lystre på navnet Fred. Indtil videre er der ikke nogen sikre videnskabelige resultater – sådan nærmest fifty-fifty. Der er forbudt at lokke dem med mad eller at kalde med andet end ordet Fred – evt. fortyndet med lidt ”er du en fin hund” ”hedder du så ikke Fred” og hundesnak i den stil.

Jeg vender tilbage naar der er afgørende nyt i sagen……;O)

På dykkertur til Chumporn Pinnacle

Chumporn Pinnacle en oase på sandbunden

På den flade sandbund rejser Chumporn Pinnacle sig 30 meter op. Som en oase på sandbunden tiltrœkker den hundreder af forskellige fiskearter og koraller.

Da vækkeuret ringede klokken halv seks var det stadig mørkt udenfor og de eneste lyde der hørtes var lyden af bølgeskvulp mod stranden som blandede sig med Lis og Emils rytmiske vejrtrækning. Jeg forsøgte at sætte min hjerne i gear, men den blev ved med ”at børste tænder” i gearkassen. Det eneste der driver mig på den slags morgener er erfaringen om at der venter ”noget stort” forude. Hvis jeg ikke var i stand til at programmere min krop og min hjerne til dette er det helt sikkert at jeg aldrig ville komme ud af lagnerne før et par timer senere.

Jeg vælter søvndrukkent ud af sengen og direkte ind under bruseren. Kæmper med at sætte en kontaktlinse i mit venstre øje (det eneste jeg rigtig kan se på) og springer så i et par shorts og en T-shirt inden jeg griber tasken med dykkerudstyr som jeg har pakket aftenen i forvejen, vel vidende at rationelle tanker ikke er min stærke side på det her tidspunkt af døgnet.

Afgang til Chumporn PinnacleEfter at have hentet min madpakke ved bagdøren i restauranten sætter jeg mig til at vente på de andre dykkere som en efter en dukker op. Nogle af dem mindst lige så søvndrukne og stille som jeg og andre er hysterisk morgenfriske. Da alle er kommet bliver der holdt mandtal og vi sætter os op i den lille fladbundede jolle som skal fragte os ud til dykkerbåden der ligger for svaj en lille halv kilometer ude i bugten. Vi kommer ombord i dykkerbåden og begynder med det samme at rigge vores udstyr til så det er klart til vi skal dykke.

Lige så snart båden forlader den lille bugt og runder pynten ud til det åbne hav begynder bølgerne at skylle ind over fordækket og med jævne mellemrum får alle et ekstra morgenbad i saltvand og skumsprøjt. Selvom vi ved vandet er 27 grader så føles det koldt og det frisker.

Efter en lille halv times sejltur kan vi høre en boat-boy råbe et eller andet på thai. Han har set fortøjningsbøjen der er bundet til en undersøisk klippe ved dykkerstedet. Solen er endnu ikke steget op over horisonten da vi som den første båd hægter os på bøjen.

Så snart vi ligger stille ved bøjen gynger båden straks noget mindre og efter et hurtigt check af udstyret og en kort briefing fra Dive Masteren om hvad vi kan forvente under de grå, næsten to meter høje bølger, springer vi i vandet, gør hurtigt OK tegnet – pegefinger og tommelfinger samlet til en ring – fulgt af en nedafvendt tommel som tegn på at vi går ned. Ingen ønsker at ligge og vugge i de høje bølger og den stærke strøm længere end højest nødvendigt.

Lige så snart vi er under vandet bliver det bedre. De første tre fire meter under overfladen gynger det stadig og vi bliver kastet rundt mellem hinanden, men så bliver der stille. Hurtigt når vi fem meter og han hverken se overfladen eller bunden. Det er underligt sådant at hænge her midt i et grønt ”ingenting” uden at have andet holdepunkt end de andre dykkere og sanserne der heldigvis stadig kan kende forskel på op og ned. Efter et minuts tid når vi bunden på femten meters dybde – eller rettere sagt – vi når toppen af Chumporn Pinnacle.

Chumporn Pinnacle er en 30 meter høj granitsøjle der helt umotiveret rejser sig fra sandbunden ca. 12 km syd for Koh Tao. Det regnes for et af de absolut bedste dykkersteder i Sydøstasien og ofte ses der både hvalhaj og de kæmpe store Mantarokker her. I dag har disse to majestætiske kæmper dog besluttet sig for at være fraværende.

Fra toppen af søjlen glider vi langsomt ned langs den lodrette væg mod sandbunden. Ved 25 meters dybde støder vi på et stort koralfremspring og beslutter at der ikke er nogen grund til at gå dybere ned. Normalt vil sigtbarheden her være mellem 30 og 40 meter, men på grund af en usædvanlig sen monsunsæson har det blæst meget de sidste par uger og vandet er derfor fyldt med små partikler der gør at vi ikke kan se længere end fem seks meter. Det betyder at selvom der skulle gemme sig en hvalhaj eller en reef-shark ude i dybet, så vil vi ikke kunne se den med mindre den nærmest passerer lige under vores næse. Vi beslutter derfor at koncentrere os om væggen, som er fyldt med store søanemoner som hver især giver husly til et par rosa anemonefisk. De er helt trygge ved vores tilstedeværelse og vi har lejlighed til at studere dem på helt nært hold.

Mens vi langsomt cirkler rundt om granitsøjlen og stiger to tre meter for hver omgang har vi rig lejlighed til at kigge på alt det andet liv der lever her på denne oase på sandbunden. På tyve meters dybde støder vi under en stor tallerkenkoral på en Blue Spotted Stingray. Den er modsat anemonefiskene ikke det fjerneste selskabelig og synes det er højest upassende at vi sådan bryder ind i dens privatliv. Mens den lader det ene øje rotere 360 grader kryber den fornærmet længere ind i sit skjul under koralen.

Højere oppe begynder dagslyset at trænge ned til os der kommer flere små fisk der svømmer ind og ud mellem korallerne. Et enkelt sted ligger en stor grå Puffer Fish i skjul under et fremspring og venter på at det igen bliver mørkt. Vi lader den være i fred, selvom fristelsen til at tirre den er stor. Når Puffer Fish føler sig truede blæser de sig op til tredobbelt størrelse og har pigge der stritter til alle sider. De kan dog kun holde til dette et par gange i døgnet så derfor er der ikke nogen grund til at misbruge denne evne bare for at underholde os.

Da vi efter en god halv time igen når toppen af granitsøjlen holder vi kort mandtal for at sikre os at alle er ok og er klar til at begynde opstigningen. Vi tømmer vores balanceveste for luft, sætter blidt fra og begynder langsomt at svømme opad. På grund af den store trykforskel mellem overfladen og bunden må man ikke stige mere end 18 meter i minuttet og fordi den menneskelige krop ophober nitrogen i blodet når den er under tryk skal vi når vi når fem meters dybde holde pause i opstigningen for ikke at få dykkersyge. Igen hænger vi i grønne ”intet” hvor vi hverken kan se bunden eller overfladen og alle kigger som hypnotiserede på deres dykkercomputer eller armbåndsur. Efterhånden som de enkelte får OK fra deres dykkercomputer forsvinder de parvis opad og de sidste vi ser af dem er deres stærkt farvede svømmefinner over vores hoveder. Min computer er indstillet til at være temmelig konservativ og derfor er jeg sammen med Dive Masteren den sidste der forlader sikkerhedsstoppet for at begive mig mod overfladen. De sidste fem meter bipper min computer hysterisk. Jeg har kun 34 bar tilbage og den mener at jeg bør set at få ”røven med mig” i en fart.

Da vi bryder overfladen og igen trækker frisk luft er solen steget op og har forvandlet den tidligere rosa og grå himmel til helt klar og blå. Bølgerne er stadig lige høje og derfor er der ingen der føler trang til at ligge i overfladen – vi henholdsvis kravler op på båden og enkelte heldige bliver kastet derop af bølgerne der står ind over bagdækket.

At komme op fra et dyk og få fast grund under fødderne er sikkert den samme fornemmelse som astronauter har når de vender tilbage til jorden. Efter at have været vægtløs og kunnet bevæge sig frit mærkes tyngdekraften dobbelt så stærkt som normalt.

Da alle er oppe smider båden linen og mens vi skifter flaske, drikker kaffe og spiser den friske frugt som mandskabet har sat frem til os er den på vej mod næste dykkersted.

Thai-tæv

Vi har fået tæv af tre thailændere

Vi har fået bank i dag. Altså bank på den såkaldt fede måde. Nemlig Thaimassage. Det er en lang række tryk og træk i de stakkels flyvetrætte funktionær-muskler af enormt stærke fingre – og knæ – og albuer – og tæer. Thaifolket bruger nemlig hele kroppen og nærmest klatrer rundt på én, når de masserer. De er tre i den nyopførte bambushytte her på stranden. Med officielle t-shirts på, der viser at de er en del af hotelpersonalet. Alt imens de kravler rundt på os, taler de om os på thai. Det kan man vel ikke fortænke dem i. Vi ligger selv og stønner og griner ind imellem af de kildrende smerter og/eller af hinanden. Som nu da der undslap Mads en lille snorkelyd f.eks.

De taler helt sikkert om at det er uretfærdigt fordelt at den ene skal massere Mads og at den anden kan nøjes med Emil. Men de tager det nu pænt. Måske er det udsigten med vand så langt øjet rækker og havets skvulpen i ørerne, der gør det. Det må være fantastisk at have sådan en udsigt hele dagen. Måske er det bare det at have et arbejde…. Eller måske er de ligefrem godt betalt. Vi ved det ikke. Men her senere på aftenen, da vi passerer forbi imens de mishandler 3 andre turister, er vi på nik og hej. Vi kommer også helt sikkert igen og får flere tæv. Man har det så godt bagefter.

Lufthavnsstemning

Security og støj i Heathrow lufthavn

Forhøjet alarmberedskab og Security-folk fylder meget i lufthavnsbilledet – men måske ikke så meget i selve sikkerhedsbilledet

Jeg har lige tid til at nedfælde tanker om en lufthavn – for Mads er ude at ryge og Emil rundt og snuse. Der er forbud mod at købe den obligatoriske deodorant, førend vi lander i Bangkok på vej mod Hanoi. Vi har alt, alt, alt for meget med allerede. Flere kilos overvægt (ja, altså i kufferterne…;O), som heldigvis er sluppet igennem både i København og nu også  de mangfoldige sikkerhedsforanstaltninger her i London.

Selve securitysystemet er en farce her. Ugennemført og sporadisk sætter englænderne ind overfor farlige flydende elementer og fodsved….

Der står en indisk pige først i tyverne med slør og hele balladen og ovenpå kjolen et lag af de festlige neongulgrønne veste som alt personalet har, og råber ud i køen, at man ikke må have flydende ting med i sin håndbagage, og så nævner hun i flæng, shampoo, parfume, drikkevand, andet slags vand osv osv – og har man det, skal man prøve at pakke det ned i sin bagage (der på nuværende tidspunkt ER checket ind) ellers skal det pakkes i disse her plasticposer – råber hun og vifter med de gennemsigtige poser over hovedet på sig selv og os andre…..

Hun har en kollega, der trækker folk ud af køen og smider deres håndbagage ned i en kasse for at se om den overholder målene for håndbagage. Der er vi skrækslagne for at Mads’ pukkel af en kæmperygsæk skal havne – for vi kan ikke overskue konsekvenserne af at skulle tage noget ud – for hvor fan’en skal vi putte det hen? Vores bagage er checket ind allerede i København og vi kan jo ikke smide (nogle af!) hans kameraer ud – eller den blærbare pc….?

Nå, vi slipper med skrækken og bliver kostet videre igennem til den egentlige kontrol(!) – nemlig der hvor vi igen skal lægge laptoppene i separate kasser, den gennemsigtige plasticpose med de omtalte flydende væsker i en anden, jakken for sig – og huske endelig at tage bæltet  af….. Og så er det jeg morer mig her i køen, for i køen til venstre for os skal passagererne også tage skoene af…. Men det skal vi ikke i vores kø, og heller ikke i køen til højre for os…..:O).

Mads glemmer bæltet og bliver heller ikke bedt om at tage det af, Emil husker sit og har allerede løsnet snørebåndene, fordi vi troede at vi også skulle have skoene af.

Ham der skal sørge for at alting bliver lagt i de rette kasser – ældre gråhåret herre – er gået lidt væk og taler private med en anden ansat, og så gør vi det bare selv. Indtil han kommer tilbage, så bliver det igen presserende, at det er en ansat med mærker på skjorten, der gør det…..!!

For ikke at tale om ham der sidder og kigger på scanneren – han sidder åbenlyst og sover!!

Meget sikker sikkerhedskontrol, synes vi.

Jeg sidder her hvor vi lige har spist – på Pret a Manger – en dejligt konceptbutik tror jeg det hedder,  hvor de laver FRISKE sandwich – med masser af salat, grønsager og grovbrød – udelukkende økologiske råvarer – og har humoristiske tekster på både servietter og emballage (der naturligvis er genbrugsfrembragt) – der er friskpresset juice i mange forskellige varianter, og de har gode supper også.

Nå, men her sidder jeg så og tager mig en dosis ekstremt støjniveau. Vi ved, at Hanoi er en meget støjende by, så vi prøver om vi kan udholde at sidde lige foran en legetøjsbutik, hvor der på et lille bord står en flok mekaniske dyr og pipper, gør, grynter og spiller tromme…. Efterhånden er det kun trommebamsen – der desværre også er i besiddelse af en fløjte – som har flere duracell kræfter. Den trommer og fløjter lystigt, imens den forsøger at gå rundt og rundt, som den nu er skabt til – men ak, der bliver ikke meget sightseeing på det lille bord. Bare den ikke bliver rundtosset. Vi taler flere gange om at gøre en ende på såvel dens som vore pinsler, men overlader det alligevel til den Fætter BR lignende ekspedient at gøre det ved lukketid.

Der spilles musik og her er udskiftning af menneskemængden hele tiden. Masser af mennesker, der taler og råber, spædbørn der skriger, børn, der hujer og leger tag-fat, og af og til kører et af de officielle lufthavnskøretøjer forbi med sit monotone bip-bip-bip-bip-bip. Som et andet udrykningskøretøj har det til advarsel orange blink på taget og som regel overvægtige ældre på passagersædet.