Har du nogensinde tænkt over det? Jeg havde faktisk ikke, selvom jeg nok må siges at have konsumeret en del af slagsen i mit lange liv…
Det er nok ikke så let at komme til at undersøge på egen hånd i Danmark, men det er det heldigvis i Vietnam. Forleden tog vi på udflugt ca. 20 km udenfor Hanoi til ”nudellandsbyen”. Faktisk er der tale om 3 landsbyer, der næsten er smeltet sammen – det er kun den ene, der laver nudler. De andre har noget andet fødevareproduktion – blandt andet glukose og noget stivelsesudtræk af kassava rødder. Men denne historie handler altså om glukosen.
Vi havde forsøgt at sikre os en taxa, der kunne finde vej og som havde forstået, at vi også skulle hjem igen. Men det var som sædvanligt gået galt, så vi kørte med en eller andens søn, og han måtte hele tiden ringe eller sms’e for at forsøge at finde vej derud. Mads havde heldigvis GPS i telefonen og jeg havde kopieret et par sider fra en bog med nogle skematiske kort og det udgjorde den samlede mængde af informationer, der satte os i stand til at forklare junior, hvornår han skulle dreje og hvornår ikke.
Vi havde fornøjelsen af at have Michaela med – vores østrigske veninde, som på sin næstesidste dag i Hanoi ville med ud og kigge på den virkelige verden udenfor vores base i Hanoi.
Vi forlader taxaen lige uden for byen og går lidt forsigtigt fremad. Vi synes at byen virker mærkeligt ren i forhold til Hanoi – og menneskene mere venlige. Der er sådan lidt tomt i gaderne – som om de fleste beboere ikke er hjemme. Men det indtryk holder ikke længe, for vi kan høre mægtige maskiner banke løs inde bag murene og se røg og damp komme ud og op.
Vi lusker ind ad en gyde og videre hen ad en anden… og ser en kvinde stå og skovle rundt med noget tykt, sort, tungt mudderagtigt noget, der ligner en blanding af kul og ler.
Hun skovler det ind under et stort kar, der næsten forsvinder i damp. En diesel generator trækker vejret tungt og larmer helt ulideligt. Vi kigger ind i noget, der ligner et hjem og en produktionsenhed i et. Det er det også.
En flink mand tusser rundt derinde. Imødekommende og venlig, og uden et ord på engelsk, inviterer han os ind via fagter og håndtegn. Mads viser ham kameraet og får lov at fotografere… men inden, skal vi da lige have en kop te. Vietnameserne har sådan nogle dukkehusstørrelseskopper og serverer tit og gerne noget meget bitter te, som fyldes i kopperne, lige så hurtigt, som vi tømmer dem.
Det smager aldeles rædselsfuldt, men vi må betale prisen for vores nysgerrighed, for billeder af familien og indsigt i deres produktion – som viser sig at være glukose. Jeg ville egentlig også gerne låne et toilet, og da især efter mange fingerbøl af den bitre te, men da de ikke kan et ord engelsk og jeg ikke lige kan huske, hvad det hedder på vietnamesisk, er jeg på røven – rent ud sagt. Vi sidder lidt endnu og forsøger at tale sammen – flere familiemedlemmer dukker op. Mads gestikulerer sig til at komme ud i produktionen sammen med mester selv, og de forsvinder med kameraet på nakken. Jeg skal tisse noget så gudsjammerligt efterhånden og er sikker på, at de i hvert fald har et hul i jorden et sted – eller et skur – men hvordan faen skal jeg få det forklaret til dem?? Hvad er håndtegnet for at skulle tisse? Jeg ser i et flash Grethe Sønck i ”Gæt og grimasser” – hun lå vist på gulvet på alle fire – husker ikke, hvad hun skulle ligne. Nå, men uanset om jeg smed mig på gulvet ville det ikke give mening for det stakkels mennesker – og i værste fald, vil de tro, at jeg er syg. En hurtig rådslagning med Michaela overbeviser mig om, at det ikke bliver nemmere noget andet sted i byen – vi er på landet – de taler ikke engelsk – der er ingen offentlige toiletter (og hvis der var, ville jeg ikke synes om standarden) – så chancen er NU, hvor vi er i et af de bedre stillede hjem med separat køkken, stort offeralter og TV.
Altså prøver jeg at sige WC, toilet, bathroom på engelsk, på langsomt engelsk og på noget, der med lidt god vilje kunne være fransk. Til stede er en bedstemor, en mor ca. midt i 30’ern med en helt lille fyr på armen sant en skolepige på måske 8, der lige er kommet hjem i sin skoleuniform. Hun er mit største håb, for hun har måske engelsk i skolen og ser måske noget engelsk TV. Jeg spørger dem hver især – tyyyyydelig udtale – toooo-iiii-leeet – weeee-ciiii…..?? Peger rundt i huset – ud mod køkken-regionen…? De voksne nikker og bedstemoderen siger en del på vietnamesisk. Nikker igen. Jeg prøver med bathroom – og de andre på fransk. Michaela kan også tale tysk og italiensk, men det nytter nok slet ikke. Jeg finder et stykke papir, skriver ”wc” og ”toilet” og viser det til pigen. Hun siger noget vietnamesisk til sin mor, der kigger på mig og nikker helt vildt. Jeg tror, hun har forstået ordet – nu mangler jeg bare at overbringe det glade budskab, at jeg gerne vil låne det. Så jeg peger selvfølgelig på migselv og siger toilet og peger ud mod køkkenet. Hun nikker og jeg antager, at vi har en aftale. Jeg begynder at gå ud imod køkkenet og den generte heltinde i skoleuniform gemmer sig bag sin mor. Jeg nikker til hende og viser med hånden, at hun må følge mig. Det gør hun så – og jeg havde ret i at køkkenområdet var i den rigtige retning. Hun åbner døren til toilettet: der ER faktisk et toilet. Altså kumme – ikke pedal. Og bræt på! Og fanme også papir!!!!!! Langt over standard…. Ikke rent – overhovedet – men langt bedre end hvad jeg havde frygtet. Jeg er også lige ved at løbe over.
Mads har i mellemtiden fået en forelæsning – på vietnamesisk – om hvordan man laver glukose ud af noget, der ligner græstørv i det kæmpestore kar vi så på vej ind. Det er noget med slanger, damp og dieselgeneratoren, der vistnok trækker en kæmpestor ventilator. Og så en øse til at hælde det klæbrige stads ned i plastiksække, der er nede i nogle andre sække, der så syes til foroven – med nål og noget bastlignende snor.
Der er en usandsynlig larm og dampen står ud til alle sider fra det fnysende uhyre. Vi filosoferer sammen med Michaela over, hvordan der mon er i den hede sæson med høj luftfugtighed. Not so nice. Men til gengæld har de jo et glimrende tag over hovedet og arbejde til en hel familie.
Inden vi går, sniger jeg 2000 dong (ca 50 øre) ned i pigens hånd….. Men jeg plejer da ikke at være sådan en fedterøv…..??? Det er jeg heller ikke – en ufaglært arbejder som pigens far, tjener ca. 2-2,5 kr. i timen….
Børn her har ikke penge selv, sådan som de har i Danmark, så den lille pige har sikkert givet dem til sin mor. Håber hun får et par farveblyanter…
Der er noget, der undrer mig. Ja, selvfølgelig er der meget her i dette meget-anderledes-end-Danmark-land…. Men nu det med mannequiner i tøjbutikkerne for eksempel. De er altid en anden størrelse – en anden race – end vietnameserne.
Jeg fatter ikke, hvorfor man ikke har asiatiske modeller – og det gælder sådan set også for det meste anden markedsføring – at man altid bruger hvide, eller vesterlændinge eller kaukasere eller hvad vi skal kalde os som samlet gruppe, til at sælge tøj til vietnamesere.
Jeg har f.eks. noteret mig at Triumph (som er et stort brand herude) på alle deres posters i butikkerne viser forholdsvis barmfagre vesterlandske kvinder. Så ser man sådan en solbrun barm – str. C-E eller i noget i den stil – på kæmpe plakater – og lige nedenunder hænger de bitte-bitte små BH-er i str. 50-60A eller hvad ved jeg. Men det er måske bare mig, der tror, at der skal være en sammenhæng. Jeg blev i hvert fald klogere i den lokale Ecco butik forleden, da jeg så de feeeedeste støvler på modellen, der sad i en strandkant på posteren… Men dem havde de slet ikke i butikken…. Og den vietnamesiske ekspedient viste mig stolt nogle helt andre støvler. En anden farve, et andet materiale, en helt anden slags…. Som jeg ikke kunne bruge til noget som helst. Never mind – jeg har alligevel aldrig været vild med Ecco!
Nå, men her gælder det altså mande-quiner, som har fået vietnamesiske bukser på. Og dem kan de jo ikke passe…
Tags: butikshandel, gadebillede, Hanoi
Templer, templer, templer….. der er masser af dem i Vietnam og vi besøger da med jævne mellemrum en håndfuld særligt udvalgte i Hanoi – så hvorfor i grunden tage til Cambodja for at se flere af dem…?
Tempelområdet i Siem Reap i Cambodja er kendt som alle templers moder, det strækker sig over 400 kvadratkilometer(!) og dele af templerne (der er usandsynligt mange) er overgroet med jungle. Andre er faldet næsten helt fra hinanden og ligner ikke længere bygninger.
Jeg har aldrig set noget lignende….
Desværre er her så mange turister, at det er ulideligt at færdes på ”hovedstrøgene” hvor busserne ligner myretuer, hvorfra turister af alle slags med alt fra kæmperygsække med eksklusivt fotoudstyr til stavgangspinde (du læste rigtigt) myldrer ud – og alle sammen tager samme retning mod hovedingangene. Inde i selve templernes gange ophobes horder af japanere, der vælter rundt, råbende og grinende imens de tager alle mulige billeder af sig selv og hinanden med deres mobiltelefoner samtidig med at lokale guider forsøger at overdøve larmen med deres foredrag om de hellige skatte.
Hvorfor i alverden kan japanere ikke vise stedet respekt, når nu der er sat skilte op med bl.a. et piktogram, der viser at man skal være stille….? Europæerne og/eller amerikanerne er ikke stå støjende – altså rent bogstaveligt. De er bare så ignorante overfor andre kulturer, at de ikke synes de behøver følge forskrifterne om at være ”passende” klædt. Iflg. alle turistbøger (der er også skilte ved indgangene), skal man have tildækket skuldre og lår. Det er simpelthen respektløst – især for kvinder – at vise sin krop frem. De munke, der færdes i templerne – måske bor de der – er så utilpasse ved fænomenet, at de end ikke kan få sig selv til at bede os turister om at gøre noget ved det. Det er mig en gåde at forstå, hvorfor man som turist ikke vil vise respekt for det sted man besøger, når det nu bare drejer sig om at man trækker en t-shirt over den brankede kavalergang og smider en sarong om livet. Det kunne nok også lette deres solskoldninger vil jeg tro – for på store åbne pladser og græsarealer imellem templerne straffer solen ubønhørligt.
Men her er S T O R T på så mange planer, at det er svært at fatte. Hvordan kan de stakkels mennesker for 1000 år siden have bakset rundt med tonstunge sten og stablet dem ovenpå hinanden? Og hvordan kan de have vidst hvad man gjorde for at lave buer og tagkonstruktioner? Tankevækkende som vi moderne mennesker tror, at det kun er os, der kan opfinde fantastiske ting som telefonen og internettet. Hvordan har arkitekterne sørget for at bygningerne stadig står – og gad vide hvor mange mandeliv man regnede med at sådan et byggeri tog? Det kan ikke have været noget fest at være stenslæber hele sit korte liv for cambodjanerne – og hvordan kan de overhovedet have båret noget så tungt – mændene vejer vel 50-55 kg.
Det er også et helligt sted, selvfølgelig, som tiltrækker mange buddhister på pilgrimsfærd – hvilket i praksis betyder, at der er folk, der sidder og beder foran de forskellige Buddhaer. Midt i turisthelvedet sidder de i dyb bøn – og hvem ved, måske har de rejst i dagevis for deres opsparede skillinger for bare én gang i deres liv at komme og bede ved netop denne her Buddha.
Fascinerende….
Det er så anderledes fra hvad jeg er vokset op med, at jeg ikke kan andet end at blive betaget. Jeg har sådan set ikke sat mig særligt ind i historien – om konge dit eller dat byggede eller udbyggede denne fløj eller lod hugge en særlig frise i sten som sit eftermæle. Jeg kan bare godt lide de kæmpestore bygninger, fornemmelsen af tusinder af års stille slid og spirituelle ritualer – at indånde storheden i historie, kultur og natur i disse særlige omgivelser er noget helt særligt.
Samtidig med at det er noget af det ældst bevarede fra denne kultur, er det også en af de yngste turistattraktioner, da tempelområdet ligger midt inde i junglen og da Cambodja har været hærget af krig indtil for lidt mere end 10 år siden. Det er derfor nyt i det hele taget at have en mega turistattraktion og da landet samtidig er utroligt fattigt, er man ikke nået til at spekulere på hvordan man beskytter de hellige sten mod slid og grov udnyttelse. At se de store menneskemængder vælte ind over og op ad templernes trapper, ruiner og halve statuer er forstemmende. Selv de steder, der er afspærret med primitive snore og skilte om ”danger” tramper folk rundt i de mosbegroede brokker, for at få det bedste billede af udsigten eller kæresten. Mig først, mig først!!!
Vi har en dag tilbage på vores ”turpas” til templerne – som vi har besluttet at indløse kl. 06.00 i et naivt håb om at få dem lidt for os selv
Nytåret nærmer sig hastigt her i Hanoi, hvor man benytter sig af måne-kalenderen – ligesom kineserne. Det kaldes derfor også det kinesiske nytår – på vietnamesisk ”Têt” og det er en gigantisk højtid. Meget større end vores jul, men det nærmeste man kan sammenligne med. Grunden til at jeg kalder det ”større” er, at det gamle års slutning og det nye års begyndelse begge er forbundet så meget gammeldags overtro og moderne show-off, at det også er en stor belastning for mange af vietnameserne. Overtroen bevirker at man må foretage alle mulige krumspring, så som at slippe karper løs i de nærliggende søer eller at sætte et ferskentræ foran sit hus for at holde onde ånder væk. Og show-off betyder at man for at (be)vise sit ufatteligt succesfulde år, der nu rinder ud, helst skal købe mange, dyre gaver til familien. Det vil nemlig samtidig sikre dem en god start på det nye år….. Og vietnameserne har som andre asiatiske lande det, man kalder et udvidet familiebegreb. Det betyder, at hvor vi i Danmark betegner vores forældre, søskende og bedsteforældre som familie, så tæller vietnameserne også onkler, tanter, fætre, kusiner, bedsteforældres søskende og især også deres døde forfædre med som familie. Det løber op, når man tæller, hvem der skal begaves med blomster, drikkevarer, mad og rede penge for at komme godt ind i det nye år.
En af vores unge medarbejdere fortalte hvordan der i hendes familie med 4 døtre også er 3 svigersønner, der hver især skal bevise deres værd ved at købe dyre blomster eller træer til hendes forældre. Så lurer de en tid på hinanden som haner, der skal i kamp og sætter ind før nytåret med kæmpe store træer, så svigerforældrene dårligt kan være i deres hus for dem. Svigerforældrene har henstillet til at de skal lade være, for det føler sig dårligt tilpas over at være nødt til at smide træerne ud på grund af pladsmangel, hvilket så vidt jeg forstod, har forskudt kamppladsen til blomster-området. Så nu er det dyre blomster, der kæmpes på.
Det er i øvrigt uhørt at have 4 døtre i et land, der har længe har haft 2-børns politik – men man SKAL jo helst have en søn, så det er selvfølgelig det, forældrene har prøvet – og prøvet – og prøvet og en sidste gang prøvet…. Man må så leve med skammen over 4 børn, som i den grad er et brud på den socialistiske forståelse af samfundssind, og oven i det bære sorgen over ikke at have fået en søn.
Der findes eet meget vigtigt nytårstræ – kumquats træet. Det bringer lykke i det nye år iflg. overleveringen. Det er et fint, grønt eet med masser af små appelsinlærlinge spredt dekorativt ud over hele planten. Det kan være kegleformet eller mere naturligt med en stamme eller flere hovedgrene. Vores træ på kontoret, der er valgt at to ledende medarbejdere, har en forgrening, så der er to store stammer. Det betyder dobbelt lykke, og er nøje udvalgt til at tjene dette formål. Det kostede omkring en halv månedsløn for en gennemsnitlig medarbejder hos os, dvs. en grafisk uddannet mand eller kvinde med et par års erfaring. I danske kroner ville det vil svare til at vi betalte 10-12.000 kr. for juletræet. Nu kunne mindre måske også gøre det, men vi har en stor balkon ved vores reception, og der kan man jo ikke have et lille fedterøvstræ stående. Hvilket indtryk ville det ikke give de guder der uddeler lykke…?
De dyreste træer er faktisk ikke nødvendigvis de største. Det er klart, at man betaler for størrelsen, men det er som bekendt også fra andre sammenhænge, ikke den, det kommer an på. Næeh, de dyreste træer er dem med alle udviklingstrin repræsenteret: unge, spæde, grønne blade, blomster dels i knop, dels fuldt udsprungne, frugter der er grønne og umodne samt nogle, der er orange og fuldmodne. Det hele fordelt mellem de mørkegrønne, ældre blade. DET er et rigtigt Tet-træ. Jeg tænker, at det er typiske for den østlige filosofi at man tænker i helheder, når det gælder noget så vigtigt som at få held og lykke med ind i et nyt år.
Alle SKAL have et træ. Det er ikke som i Danmark, hvor man kan forsvare/forklare ikke at have eet, hvis man f.eks. ikke holder julen hjemme. Her skal ALLE have et træ. Selv de mindste huse eller værelser, der måske kun er 10 kvm til en familie. Det betyder selvfølgelig, at de findes i alle størrelser – endda i bonsai-udgaver. Man tør ganske enkelt ikke imødegå det nye år uden denne lykkebringer.
Vi passerer på vej til vores arbejde et område med planteskoler der laver Tet-træer. Det meste af året er der næsten ingen aktivitet. Det vil sige, at de folk, der har jordsstykket og som ofte bor på det i små træ- eller bølgeblikskure, har andet arbejde ved siden af træproduktionen. Men at de året rundt nusser om træerne, vander selvfølgelig og klipper løbende blade og grene til – og ikke mindst binder forsigtigt op med tynde, tynde, ståltrådsmønstre inde i træet, så det kan få den fine facon enten som en kegle eller med busklignende grene ud til begge sider. Frugterne er alt for tunge til at træet kan holde den slags faconer af sig selv, så det hele er sirligt forbundet med usynligt ståltrådsfiligran inde bag de grønne blade.
Jeg har ladet mig fortælle, at sådanne familier, der ejer et jordstykke med Tet-træer har langt hovedparten af deres indtægt i forbindelse med det nye år og at de vejrmæssige forhold i den sidste månedstid op til nytåret derfor er helt afgørende for, hvor meget de kan få for deres træer. For et par år siden var vejret således dårligt, og træerne trivedes ikke så godt, så priserne hen imod nytåret bare faldt og faldt og gartnerierne underbød hinanden for at få skidtet solgt inden de mistede alle frugter og blomster.
Man kan sige at vilkårene jo er de samme for alle gartnerierne men da der sandsynligvis er nogle flere træer end der skal bruges, er der kamp til stregen sådan et år, hvor man må imødese store tab. Og hvis 80% af ens families indkomst halveres, er det indlysende, at det nye år starter med stor sorg over ikke at vide hvordan man tjener pengene ind det kommende år. Og hvis året starter skidt, betyder det desværre iflg. overtroen, at hele året bliver skidt.
Langt det meste her i Hanoi transporteres på bagsædet af en knallert eller scooter. Selvom de rige er begyndt at køre i biler, skal der da sandelig ikke svines til med træer og jord og den slags på det Burberry ternede indtræk.
Så de små og mellemstore træer må op bagpå leverandørens scooter. Det betyder, at man baster og binder træ med jord og kæmpe lerpotte fast bagpå – ja endda på mange cykler, ser man denne farefulde opsætning. Så vakler chaufføren afsted med den alt for tunge last og dytter og dytter for at få dem foran til at give plads. Det gør det selvfølgelig ikke og trafikken virker i disse dage endnu mere kaotisk og uforudsigelig pga. alle disse køretøjer med for høj og for tung last.
Jeg er lidt uklar på hvor længe man skal have Tet-træet stående af hensyn til det med den lykkelige start på det nye år. Men jeg ved, at når vi har sikret os på kontoret, skal træet tilbage og passes, der hvor det kom fra. Så får vi nemlig rabat på næste års træ. Hvordan man holder øje med det henstår også i det uvisse – måske man kan få sit navn på og genser sit træ næste år, eller man har bare en bonusbog derhenne, så man kan vælge et hvilket som helst…?
Den anden slags træ, der er meget vigtigt her i nytårstiden er ferskentræet. Det er bladløst på denne årstid, men har lyserøde eller mørkepink blomster. Det kan være med rod eller en løs gren. Det vigtige er, at blomsterne er mange og at de er timet, så det blomstrer i fuldt flor i de første dage af det nye år. Deres formål er at skræmme onde ånder væk. Legenden som den er blevet mig fortalt, er noget i retning af, at de gode ånder, som normalt våger over huset – især køkkenet – er taget ”hjem” til guderne for at aflægge årsrapport og derfor er huset nu uden beskyttelse. Ifølge overleveringerne stammer hele historien fra Soc Son bjergene i det nordlige Vietnam, hvor et kæmpemæssigt ferskentræ i tidernes morgen husede to rigtige powerguder – Tra og Uat Luy – som passede på hele nationen.
Man kan så åbenbart narre de onde ånder (der holdes hen i uvidenhed om det med årsrapporten) ved at sætte ferskentræer op foran huset , fordi de så tror, at her bor en god og kraftfuld ånd…
Selv fejrer vi jo ikke det kinesiske nytår på anden måde end at holde fri. Kontoret er lukket og vi benytter os af det til at indfri en gammel drøm om at se Angkor Watt i Cambodja – et fantastisk tempelkompleks der bl.a. er på UNESCO’s verdensarvliste.
Tags: forfædre, Hanoi, højtid, kattens år, kultur, nytår, overtro, religion, tet
Ja, så har jeg prøvet det med. At være på bordel altså. Ikke helt med vilje, og da slet ikke med fornøjelse…. Men det viste sig altså at mine sære fornemmelser af, at noget var galt, viste sig at være rigtig.
Forleden ville have massage – min ryg var øm og de havde ikke tid hos Yakushi, mit sædvanlige helsested, så jeg kiggede mig lidt omkring i nærområdet, hvor der er 4-5 ”spa’er” indenfor gåafstand.
”Indara Massage” har en farvestrålende facade og vi havde nok på fornemmelsen at de sælger flere slags massage her…
Når Mads kører i taxa alene, foreslår chaufføren ofte at sætte ham af der. Når Mads så nægter at stige ud af bilen og insisterer på at komme til vores adresse, foreslår chaufføren”bum-bum”, som er kodeordet for sex herude. Han har altså erfaring for, at vestlige, enlige mænd på disse kanter, kommer for at få sex.
Men der er også en hybrid mellem sex og massage, så vidt jeg forstår: man bestiller – og får – almindelig massage, men tilbydes derefter en ”happy end”. Et anden kodeord for sex, men nu med massage først. Det er svært at vide hvilken slags massagested man har fundet, før man er i det – så jeg moser ind hos Indara og spørger efter en times kropsmassage.
Der sad et par unge vietnamesiske fyre og hang ved et bord ved siden af, og en af dem sprang op for at være med til at tale med mig (receptionisten talte ikke engelsk – der er der ikke noget mærkeligt i) – og jeg synes godt nok allerede fra starten, at han snarere grinede end smilede, da han viste mig ind i et lillebitte rum med en sært fesenfarvet fersken på væggene. Rummet var meget smalt og massagebriksen stod helt op mod den ene væg. Det undrede mig lidt, for alle de andre steder står den midt i rummet, men det var der ikke plads til her. Hende der kom ind for at massere, talte absolut intet engelsk og stank – STANK – af hvidløg. Hun viste mig aircon’en og jeg forstod, at jeg kunne vælge om den skulle tændes. Da jeg sagde ja, råbte hun henover mig til fyrene udenfor at de skulle tænde den. Og så gik hun ellers i gang med at tæve løs på min hovedbund. Hun tjattede og småslog med hurtige, heftige bevægelser til mine tindinger og pande, slog med sine håndrygge på toppen af mit hoved og nappede hovedbunden sådan på den ubehagelige måde. Inden jeg nåede at bede hende stoppe var hun heldigvis færdig –på vej videre til armene , der fik samme tur.
Der var ganske rigtigt ikke plads til at hun kunne stå ved siden af briksen, da hun skulle i gang med min højre side, så hun sprang op ved siden af mig – ikke elegant og lydløst som både thai og vietnamesiske massøser kan, men plump og tung,, og så skubbede hun mig over på den ene halv del af briksen. Halvdel er måske så meget sagt, for min bredde matcher sådan set ikke med en halv briks, snarer ¾. Hendes lange hår faldt ned over mig hele tiden og hendes hvidløgshørm indhyllede os i en ubehagelig puppe.
Ryggen, som jo i virkeligheden var årsagen til min udflugt, fik også lidt tjat tilfældige steder og så kløede hun mig – sådan med neglene… jeg tror ganske enkelt ikke hun havde den fjerneste anelse om, hvad hun skulle stille op med sådan en mærkelig kvinde, der havde købt en times massage…
Hun spurgte ikke på noget som helst tidspunkt til noget. Som regel spørger massøserne – selv dem, der intet engelsk kan – om det er for hårdt, når de masserer. Udtrykket ”too hurt for you” er en gængs sætning for at finde ud af om det nu også er behageligt for kunden. Hende her talte angiveligt ikke et ord engelsk. Og dog… Da hun var færdig, pegede hun på uret for at vise mig at de 60 min var gået… Hun blev demonstrativt stående da jeg skulle til at tage tøj på – og da jeg kiggede bestemt, spørgende på hende, svarede hun: ”tip, tip, tip”. Så et enkelt ord kunne hun alligevel på engelsk.
Hun fik ingen tip… jeg tog flugten og betalte pænt ved udgangen og gik hjemad. Imens jeg undrede mig lidt over min egen tidsfornemmelse, begyndte jeg at regne på tidsforløbet. Da jeg nåede hjem ca. 50 min efter at jeg gik, og det tager ca. 5-7 min at gå derned, og jeg havde været inde på mit sædvanlige sted for at høre om de havde plads, havde jeg jo næppe fået de 60 min jeg betalte for. Nok snarere 35… Selvfølgelig…. havde hun bare pillet ved uret!!!
Sidenhen har jeg skrevet på New Hanoian, som er den website alle udlændinge/expats bruger til at anmelde restauranter, seværdigheder osv. Og som svar til mit indlæg, skrev en anonym mand, at jeg har helt ret: det er et bordel. Som en ekstra servicemeddelelse kunne han fortælle, at de vistnok har et par unge mænd, til at betjene damer…. Øøh! Ellers mange slags tak!
Ja, det hedder den faktisk. Chokoladeelskere! Foren jer – find en flyafgang og kom i gear….
Chokoladecafeen ligner ikke noget særligt udefra, men INDENI er den helt utrolig. Stilen er modebilleder fra 50’erne og overpudret engelsk blomsterstyle med små tuttenuttede sofaer med blomstrede puder. Med flæser naturligvis…Der er tunge gardiner, der hænge i dybe guirlander med store blomstermønstre på – de dækker vinduerne og hænger også som dekoration på nogle af væggene. Men de er ikke nær så interessante som de billeder der er fremstillet til cafeeen. De har motiver af 50’er mode divaer – og så er der klistret smykker, perler, pelskanter og andet lir på selve lærredet. Cool og nytænkende. Og helt sin egen stil. For ikke at tale om citaterne disse 50’er hippe kvinder præsenterer sammen med den lidt tung-søde stemning. ”You’re nobody until you have mastered the art of eating a truffle”. Syret oplevelse.
Betjeningen er sød(!) og imødekommende. De små vietnameserinder er ved at drukne i svulstige hårbånd i tung blomstret gobelin og flæseforklæde i blomsterbomuld, når de kommer slæbende med de vildt overdimensionerede menukort, der er kæmpestore med rigtige billeder af retterne, tapet ind på tykt sort pap med kilometervis af helt almindelig tape. De er utrolige – tunge, uhåndterlige og med et næsten komisk islæt. Og beskriver mange sære chokoladekombinationer.
Og jeg er her jo for chokoladens skyld… Kaffe med chokolade, brownie med espresso og pebersmag, små søde marengs klistret sammen med chokolade – eller hvad med iskaffe med chokotwist, kokosmælk og lime? Og selvfølgelig klassikere som chokoladekage med flydende midte og chokoladeis med rigelig mørk, kraftig chokolade – og stedets eneste rigtige mad – chilli med kanel og chokolade.
Jeg har været her et par gange og skulle nok komme her noget mere, for det er virkelig et af Hanois mere specielle steder. Nr. 24 i To Ngoc Van street. Se så at komme af sted, chokoholics!!!
Tags: cafe, chokolade, flæser, surrealistisk
Det er ikke lutter fornøjelse at slentre en tur i Hanois gader. Det gælder både dem midt i byen ”det gamle kvarter” og langs søen i vores velhaver nærområde. For her er selvfølgelig ikke samme standarder som i Danmark.
Der er skrald på hvert et gadehjørne, man smider bare sit affald hvor man står og går. Husholdningsaffald bæres ud i plastikposer….. og sættes ved det nærmeste palmetræ eller i rendestenen, hvor det hentes om aftenen af de autoriserede skraldekvinder, der møjsommeligt skubber tunge vogne med alt slags skrald.
Så der er naturligvis rotter i gaderne. En død rotte hist og en druknet rotte her. En levende piler gennem gaden eller henover fødderne som f.eks. på den amerikanske kvinde vi fulgtes med på den guidede tur i midten af Hanoi. Det var midt i et gårdmiljø tæt på utallige familiers småbitte boliger. Selvfølgelig er her rotter – det er bare om ikke at tænke for meget på det.
Det prøvede jeg virkelig da vores kontorchef forleden fortalte at en mus havde gnavet en ledning over i køkkenet på kontoret og at hun nu var på vej ud og købe musefælder. Jeg spurgte afdækkende om hun var sikker på, at det var en mus og ikke en rotte. Ingen grund til at købe musefælder, hvis man skal fange en rotte der er 4-6 gange så stor. ”Det er det samme” svarede hun til min forbløffelse og forfærdelse. ”Nej, nej, rotten er mange gange større – du skal købe en stor fælde, hvis det er en rotte” forklarede jeg. ”Jamen det er det så for vagten så den spise kartofler nede bag køkkenet forleden” var svaret. OK – bare af sted og få købt den rottefælde så…. Imens jeg prøver at fortrænge hvad du lige fortalte…
Vi har lige haft besøg af Couchsurferne Elisah og Willie fra RHollllland. Det var dem der berigede os med porcelænstræskoene. Men også med en hel masse andet.
Willie er beslagsmed – tror jeg det hedder. Altså han lever af at sko heste. Og et par geder betroede han mig. Plus selvfølgelig æsler. Men ikke køer, vandbøfler eller får. Egentlig ville han gerne have været dyrlæge ligesom sin far. Ikke jurist som sine to brødre – det var alligevel for kedeligt. Men dyrlæge ville have været nice. Men Willie er ordblind og derfor blev han smed. Han taler et udmærket engelsk – dog med rullende r’er som den typiske rhollænder gør. Han lærte sig selv engelsk i løbet af et par måneder, hvor han var i England og opsøgte smede af forskellig slags, som han så kunne gå sammen med som frivillig arbejdskraft . Såeh – vupti lærte Willie engelsk.
Elisah er den der står for planlægningen af turen, som er deres første på egen hånd. Hun er meget taknemmelig for at være havnet hos os de første par dage, imens de planlægger og organiserer deres tur videre ned gennem Vietnam. Den første aften fortæller hun om deres plan med at købe et par motorcykler og køre ned til Saigon og sælge dem inden de tager hjem. Imens Willie hjælper os af med de fleste af de dåseøl, der har hobet sig op i vores køleskab, tjekker vi udlejningsforretninger med motorcykler, da vi mener det vil være lettere for dem at leje end at købe og sælge den slags transportmidler. Og det kan ganske rigtigt lade sig gøre at leje i Hanoi og aflevere i Saigon.
Elisah og Willie bruger deres 2. dag i Hanoi på at komme vidt omkring på Elisahs planlagte rute, der bringer dem til to meget forskellige templer, ud omkring det Etnografiske museum i udkanten af Hanoi – i en cykeltaxa (så kan det hakkes af på tjeklisten) og videre til det gamle kvarter (som man SKAL se som turist her) og ud forbi den boghandel, der handler med kort over Vietnam – for at slutte af hos motorcykeludlejeren. Her tager det tre timer at ordne papirer, tjekke maskinerne og komme tilbage gennem Hanois fredagsmyldretid. Det er ca 2 timer længere end Elisah har planlagt, så hun er fuld af undskyldninger over at komme for sent hjem. No problem, vi bestiller noget take-away indermad med kød til Willie og os, vegetar-kufta til Elisah og har tid til at høre om den skrækindjagende tur gennem Hanoi i mørke på motorcykel, som hun stadig ryster i kroppen over. Willie derimod synes, det er noget af det fedeste, han har prøvet i sit 26-årige liv. Minsk’en – gammel rusisk 2-takts maskine – er gået i blodet på ham i en sådan grad, at han må ud og køre en ekstra tur under påskud af at hæve penge i en nærliggende hæveautomat. Han er helt tosset med Minsk’en allerede – og smiler saligt ved tanken om de små 1700 km til Saigon imens han overhører Elisahs bøn om ikke at køre for hurtigt, for hun er faktisk ikke rigtigt tryg ved at skulle ud og køre motorcykel. Hun spørger også lidt bekymret til det med hjælmen, der vist ikke er helt ren – og hvad er det egentlig kvinderne sidder og leder efter i hinandens hår på de små stole inde ved gadekøkkenerne….? Er det mon ikke grå hår, tror jeg? Nix – det er lus, selvfølgelig. Jeg mener alle danske skolebørn har lus, så hvad tror du vietnamesiske kvinder, der lever ganske meget tættere og mindre hygiejnisk end velnærede danske ynglinge, har? Det klør i Elisah’s hovedbund ved tanken om hjælmen, der skal følge hende til Saigon…
Vi vinker farvel næste morgen ved 9-tiden, da Willie har lastet cyklerne, bundet rygsækkene forsvarligt fast og sparket liv i sin nye kærlighed. Elisah sidder krampagtigt på sin røde ganger og prøver at vænne sig til hestekræfterne, inden hun slipper med fødderne og Hondaen hopper ud på midten af vejen. Og stopper. Hun må på den igen – starter og hopper et par meter videre, inden den igen nægter at samarbejde. Willie holder længere oppe ad vejen og kigger sig tilbage og venter utålmodigt.
Jeg tænker at det bliver en lang tur til Saigon – vinker en sidste gang til deres rygge og lader lørdagens gøremål overtage mine tanker…
Sån noen som os…… har jo brug for en kæærst’… synger Poul Krebs i et af sine største hits. Den går rent ind – for hvem kan ikke identificere sig med “så noen”…?
De unge hanoianere har selvfølgelig også brug for at være kærester. Og med unge mener jeg nok dem over 20 år – før er det vist ikke passende at tænke på den slags. Men så skal man også til at komme i gang, især hvis man er kvinde, for inden man er 25 skal man helst giftes; derefter har man 1-2 år til at levere det første barn. Helst en dreng. For sådan een skal man ha’. Det betyder at hvis det første barn bliver en pige, er man 100% sikker på at skulle have et mere. Skulle uheldet (eller guderne?) være ude og sørge for at man får to døtre, kan man være nødt til at trodse 2-barns politikken og forsøge sig en tredje gang. Jeg har ikke hørt om nogen, der har 4, men jeg har hørt rygtet om en kok, der kun havde født sin mand døtre, hvilket resulterede i at manden fandt en anden kvinde, som fødte ham en søn, og som han så selvfølgelig flyttede hen til. Så ku hun lære det, kokken, og sidenhen stå alene med forsørgelsen af de 3 piger.Det er efter sigende helt socialt acceptabelt – i hvert fald i den provins hun kom fra.
Nå, men det med at være kærester er altså ikke så lige til for de unge i Hanoi. Det er nemlig ikke socialt acceptabelt med førægteskabelig sex. Overhovedet ikke! Og herunder heller ikke at kysse, kramme eller holde i hånd. Når man ser unge mennesker gå hånd i hånd her, er det typisk to af same køn. Og det er altså ikke fordi de er homoseksuelle – det findes slet ikke iflg. de offentlige statistikker (hvilket er dejligt belejligt, for så behøver man ikke forholde sig til det) – det er bare bedste-venner, eller måske brødre eller kusiner. Men altså kun folk af samme køn.
Kæresterne må gemme sig af vejen for at kunne have fysisk nærhed med hinanden. De får det selvfølgelig på knallerterne (moto bikes) og det er nok også een af grundene til at de opholder sig så meget på dem f.eks. i weekenderne. Jeg har talt med mine unge kolleger om det med at køre rundt og rundt – f.eks. om den sø vi bor lige ved. ”They drive for no reason” svarede Viet Anh mig. Jaaeh, men så alligevel. Måske uden åbenlys grund, og ikke noget de vil vedkende sig. Men måske kører de for at kunne sidde tæt.
De benytter også afsides hjørner og kroge til at sidde og kysse i. Og afsides åbne pladser for den sags skyld. Som nu f.eks. Tay Ho søen (her hvor vi bor) – som er langt væk fra deres nærområde. Her kan de sidde på deres moto bike og kigge ud over søen. Og som en af mine kolleger – Thu – forklarede mig, så er det dejlige ved at have front mod søen, at de ikke kan se de andre mennesker. Og ingen kan se dem. Det er altså en måde at skabe et frirum på.
Når der er fest, som da Hanoi fyldte 1000 og i weekenderne sådan i almindelighed, tager kæresterne på skovtur midt i byen. Så omdannes anlæggene (ja sådan må det hedde, det er ikke en rigtig park, men en slags udvidet fortov med forsøg på græs og buske. Ved godt at det sådan eet Agnes tog børnene med i i Matador!) til en kærstesump, hvor parrene hænger ud; nogle smider sig henover hinanden andre sætter sig pænt og nydeligt, tager skoene af og sipper lidt te eller saftevand. Andre bliver bare siddende på knallerten – der har de god træning i at gøre de mest forskellige ting, vil jeg tro. Så sidder de bare der og hænger op ad hinanden og snakker, snacker og drikker.
Det hele handler om at komme væk hjemme fra, hvor der hverken er fysisk plads eller socialt rum til at man kan vise sin kærlighed. Det gælder især inden man bliver gift – men faktisk også efter. Når man aldrig ser nogen gå hånd-i-hånd gælder det jo også ældre ægtepar.
Så kæresterne øver sig altså i at blive voksne og lære hinanden lidt at kende. Og hvis man er over 25 gælder det som sagt om at få fart på. Så stiger familiens forventning til giftemål… der bliver bedt og ofret i templerne for at få de unge til at finde sig en mage, så man kan få sikret familiens ære og forældre-generationens alderdom. For når man bliver gift overtager den ældste søn i familien ansvaret for forældrene og bliver boende i sit barndomshjem sammen med dem til de dør.
Når først de er gift, klapper fælden. Man bliver som udgangspunkt ikke skilt her. Ikke sådan lovformeligt i hvert fald. Jeg hører ofte om nogen der er flyttte fra hinanden af forskellige letforklarelige grunde som f.eks. at man har fået arbejde i en anden by. Man får aldrig den forklaring at man ikke kunne holde ud at bo sammen, at man var vokset fra hinanden, eller at manden havde fundet en yngre model. Det hører man kun via sladderen. Den fylder til gengæld også rigtigt meget i landskabet. Men det er en helt anden historie….
Når Hanoi fester skal der farver på. Det skal der i det hele taget altid når noget er noget særligt. Det betyder at man i weekenden og på særlige festdage kan se mængder af balloner, vifter, plastikdimser til børn, finurligt snoede dyr lavet af bambus eller græsarter – og så selvfølgelig rød og gul(d)t som i flagets farver. Der er noget med flag og farver – vi har det også i Danmark – altså at vi synes at rødt og hvid bare ER festligt på et dækket bord f.eks. Vietnameserne synes jo så selvfølgelig at rødt og gult eller guld er fantastisk sammen…
Da Hanoi fyldte 1000 var jeg en tur i byen sådan bare for at gå en tur i miljøet. Man kunne heller ikke andet, for der var mennesker overalt, og de havde lukket en del gader for trafik.Visse gader kun for biltrafik, men en hel del også for knallerttrafik. Folk flyder ganske enkelt på fortove og i parker.
Dem, der kører på knallert, scooter eller som de kalder det hele under eet “moto bike”, kan på bedste “drive-tru” facon købe en ballon uden at stige af køretøjet. Nemt, bekvemt og lige ved hånden så at sige…
De køber f.eks. en ballon til et barn de har med – eller til deres kæreste. Jeg købte ikke nogen og ved derfor ikke hvad det koster – men synes bare på afstand at det er et festligt syn med alle de balloner…