Blomster i rendestenen

Vietnameserne har den  vane at smide blomster ud i rendestenen imens de stadig er helt friske og fine. Det har undret mig siden vi kom til Hanoi første gang i 2007 hvorfor de gør det – og jeg ved det stadig ikke med sikkerhed. Men jeg har natuligvis spurgt mig frem og fået forskellige forklaringer, hvoraf flere tyder på, at når man får blomster, er det mere selve gerningen der tæller – det er jo til at forstå: ligesom vi i Danmark siger at det er tanken der tæller  – selvom vi tit hentyder til en gave der ikke var noget særligt eller ikke faldt i vores smag.

Men det gælder ikke kun blomster man har fået som gave – det gælder alle afskårne blomster. Og her er en anden  forklaring den,  at blomster man har i vase indendørs kun er smukke sålænge de er knopper eller liiiiige nøjagtigt sprunget ud – derefter er de ikke pæne mere og må hastigt videre på deres færd – via rendestenen altså. De kvinder der sælger blomster fra deres cykler rundt omkring i byen, gør et stort nummer ud af at pakke  rosenknopperne ind i vådt avispapir –  det er sikkert for at holde på knopperne, så blomsterne ikke springer ud imens de er til salg – for så er der jo angiveligt ingen, der vil have dem…

Jeg husker at jeg en dag havde købt blomster til receptionen på kontoret – mange gyldne asters – som den indre sparegris havde  forestillet sig kunne stå der hele ugen. Sådan blev det nu ikke, for Ann – vores kontorchef – smed dem ud dagen. Og  købte nye,  som helt sikkert var mere i hendes smag – og som holdt een dag – hvorefter jeg  forklarede hende at mit indkøb ikke var et carte blanche til at købe friske blomster til receptionen hver dag og at vi i Danmark ville beholde dem mindst et par dage – måske en uge, imens vi forsigtigt pillede de visne blomster ud. Det syntes hun helt sikert ikke om, for der kom aldrig i hendes tid til at stå blomster mere end een dag ad gangen.  Så måske er der mere i det, end at de ifølge vietnamesisk skik ikke ser pæne ud – måske er der noget overtro forbundet med andendagsblomster….. Jeg ved det stadig ikke!

Kender du Durian?

Næeh, vel…..? De færreste danskere kender Durian, den slemrian.

Durian forbudtDurian er en farlig fætter – stor og tung med tusindevis af pigge udenpå, og en stank af en mellemting mellem meget overmoden ananas og rådne æg indeni. Som frugt betragtet er den meget anderledes end hvad de fleste af os forstår ved en eksotisk frugt.

Den er et velkendt fænomen her i Asien. Den lugter så fælt, at de fleste hoteller har som en del af deres reglement, at man ikke må medbringe den på værelserne – ja, eller nogen andre stedet på hotellet for den sags skyld. Man må ryge de fleste steder på hotellet – men altså ikke mæske sig med Durian.

Ikke desto mindre er den en favorit er i Malaysia, hvor den dyrkes i flere varianter. Den er også almindelig i Vietnam, hvor de dyrker den sydpå og sælger den på gaden i Hanoi, men den er ikke markedsført som noget guddommeligt, sådan som jeg oplever den er her. Der er faktisk en Durian festival her på Penang i midten af maj. Jeg ved endnu ikke om jeg magter en hel festival med den stinkende slambert af en kæmpefrugt – men jeg har lovet mig selv at smage den, nu jeg er her.

Thuy – vores vietnamesiske veninde, der nu er bosat her på Penang – har lovet at tage mig med hen et sted, hvor man købe og spiser sin stinkende godbid på stedet…. Mads er ikke til megen hjælp – for han kan slet ikke holde tanken ud om dens rådne lugt.

Efter hvad jeg har hørt, sveder man den ud ligesom hvidløg, så ikke nok med at den lugter skidt før man spiser den, man går altså også rundt i en fesen lugt dagen efter. Godt nok en mærkelig frugt, den Durian.

En hvalp er en hvalp

På min vante vej ned til bageren, slagteren, videre mod fitness centret osv  går jeg langs søen, hvor en af familierne har et par hvalpe for tiden.

Og hvalpe er jo hvalpe uanset om de ender deres dage i en gryde eller får et langt liv med plads i fodenden hos husherren, hvor de bor.

Denne lille slambert er både bange og modig på samme tid. Bjæffer ad mig og løber lidt efter mig. Vil gerne snakke – og så nej, alligevel ikke.

Den er lidt håndsky og jeg ved ærligt talt heller ikke om jeg har lyst til at klappe den særligt meget – den har åbenlyst lopper. Men sød er den altså, no matter what! Jeg stopper op og kigger lidt  på den og kommer også hurtigt til at  tale til den på den der dumme måde med høj stemme, som er helt til grin, når man ser det udefra. Der sidder da også et par vietnamesere i nærheden, der får sig en fin oplevelse. Mærkelig udlænding, der stiller sig op og sætter sig på hug, tager kamera frem og taler til hunden. Hunde er altså ikke noget man taler til eller med. De er der bare…

 

Hvalpen har fundet lidt skrald at rode i. Minsandten om ikke der var en gammel fisk iblandt dåser, plastik emballage og snask. Uhhmmmm! Lækker fisk…

Nå, jeg må  videre….  Så godt lugtede den lækre fisk nemlig ikke…..

Blegere er bedre

Her i Vietnam må man endelig ikke være brun. Helt modsat i Danmark, hvor vi trods advarsler og Kronprinsessens indsats for at vi beskytter os mod UV strålerne, ligger strandene tynde, så snart den mindste solstråle titter frem.

I Vietnam skal man være bleg. Basta. Det betyder først og fremmest, at man ikke opholder sig i solen – hvilket også er en rigtig god ide, selvom her er nok af den, for den er der i mange måneder om året og brænder virkeligt på huden. Men det er ikke nok – hvis man er rigtigt hip,  bleger man sin hud med blegecreme. Mig bekendt har de ikke særligt meget fokus på solfaktor creme, men det er jo heller ikke nær så effektivt, hvis målet er at (for)blive bleg.

Så vidt jeg har forstået, handler det ikke om faren for hudkræft (og i givet fald er blegemiddel nok heller ikke det bedste alternativ), men om at man kan vise sin status gennem bleghed.  Ved at være bleg signalerer man, at man er højt hævet over dem, der slider i det med udendørs arbejde, fx i rismarkerne.

Men det er så ikke nok at være naturligt bleg – man vil gerne være endnu blegere, så næsten alle cremer indeholder ”whitening” og da jeg for nyligt var inde i den autoriserede Clinique butik for at købe en farvet dagcreme i ”min farve”, måtte jeg forlade den med uforrettet sag. Den ligner ellers godt nok til fuldstændighed alle andre Clinique’er jeg har set. Ekspedienterne er i hvide kitler – godt nok suppleret med høje sorte hæle og halvtykke sokker med kaniner på – og de har den der lidt kliniske måde at præsentere tingene på. I skrighvide plastikborde/displays med tandlæge-agtigt lys. Og alle displays er fyldt helt op med prøve cremer i alle nuancer fra ”snowwhite” til ”natural suntan” – mascara på række ved siden af neglelak på række…

Men det er bare noget de leger – at de har en rigtig Clinique butik. For cremerne findes ikke i 9 nuancer – man kan faktisk kun købe de 3 blegeste. Men Clinique’s franchise koncept tillader selvfølgelig nok ikke at displayene står halvtomme…

Hvordan laver man glukose?

Har du nogensinde tænkt over det? Jeg havde faktisk ikke, selvom jeg nok må siges at have konsumeret en del af slagsen i mit lange liv…

Det er nok ikke så let at komme til at undersøge på egen hånd i Danmark, men det er det heldigvis i Vietnam. Forleden tog vi på udflugt ca. 20  km udenfor Hanoi til ”nudellandsbyen”. Faktisk er der tale om 3 landsbyer, der næsten er smeltet sammen – det er kun den ene, der laver nudler. De andre har noget andet fødevareproduktion – blandt andet glukose og noget stivelsesudtræk af kassava rødder. Men denne historie handler altså om glukosen.

Vi havde forsøgt at sikre os en taxa, der kunne finde vej og som havde forstået, at vi også skulle hjem igen. Men det var som sædvanligt gået galt, så vi kørte med en eller andens søn,  og han måtte hele tiden ringe eller sms’e for at forsøge at finde vej derud. Mads havde heldigvis GPS i telefonen og jeg havde kopieret et par sider fra en bog med nogle skematiske kort og det udgjorde den samlede mængde af informationer, der satte os i stand til at forklare junior, hvornår han skulle dreje og hvornår ikke.

Vores østrigste veninde MichaelaVi havde fornøjelsen af at have Michaela med – vores østrigske veninde, som på sin næstesidste dag i Hanoi ville med ud og kigge på den virkelige verden udenfor vores base i Hanoi.

Vi forlader taxaen lige uden for byen og går lidt forsigtigt fremad. Vi synes at byen virker mærkeligt ren i forhold til Hanoi – og menneskene mere venlige. Der er sådan lidt tomt i gaderne – som om de fleste beboere ikke er hjemme. Men det indtryk holder ikke længe, for vi kan høre mægtige maskiner banke løs inde bag murene og se røg og damp komme ud og op.

Vi lusker ind ad en gyde og videre hen ad en anden… og ser en kvinde stå og skovle rundt med noget tykt, sort, tungt mudderagtigt noget, der ligner en blanding af kul og ler.

Hun skovler det ind under et stort kar, der næsten forsvinder i damp. En diesel generator trækker vejret tungt og larmer helt ulideligt. Vi kigger ind i noget, der ligner et hjem og en produktionsenhed i et. Det er det også.

En flink mand tusser rundt derinde. Imødekommende og venlig, og uden et ord på engelsk, inviterer han os ind via fagter og håndtegn. Mads viser ham kameraet og får lov at fotografere… men inden, skal vi da lige have en kop te. Vietnameserne har sådan nogle dukkehusstørrelseskopper og serverer tit og gerne noget meget bitter te, som fyldes i kopperne, lige så hurtigt, som vi tømmer dem.

Ser serveres altid bitter grøn the af dukkehuskopper når der kommer gæster.Det smager aldeles rædselsfuldt, men vi må betale prisen for vores nysgerrighed, for billeder af familien og indsigt i deres produktion – som viser sig at være glukose. Jeg ville egentlig også gerne låne et toilet, og da især efter mange fingerbøl af den bitre te, men da de ikke kan et ord engelsk og jeg ikke lige kan huske, hvad det hedder på vietnamesisk, er jeg på røven – rent ud sagt. Vi sidder lidt endnu og forsøger at tale sammen –  flere familiemedlemmer dukker op. Mads gestikulerer sig til at komme ud i produktionen sammen med mester selv, og de forsvinder med kameraet på nakken. Jeg skal tisse noget så gudsjammerligt efterhånden og er sikker på, at de i hvert fald har et hul i jorden et sted – eller et skur – men hvordan faen skal jeg få det forklaret til dem?? Hvad er håndtegnet for at skulle tisse? Jeg ser i et flash Grethe Sønck i  ”Gæt og grimasser”  – hun lå vist på gulvet på alle fire – husker ikke, hvad hun skulle ligne. Nå, men uanset om jeg smed mig på gulvet ville det ikke give mening for det stakkels mennesker – og i værste fald, vil de tro, at jeg er syg. En hurtig rådslagning med Michaela overbeviser mig om, at det ikke bliver nemmere noget andet sted i byen – vi er på landet – de taler ikke engelsk – der er ingen offentlige toiletter (og hvis der var, ville jeg ikke synes om standarden) – så chancen er NU, hvor vi er i et af de bedre stillede hjem med separat køkken,  stort offeralter og TV.

Der skovles kulholdigt ler på kedlerne..og gryden bobler..efterhånden tappes glucosen fra og filtreres gennem et gammelt pudebetræk..og til sidst hældes det på sække med 80 kg i hverAltså prøver jeg at sige WC, toilet, bathroom på engelsk, på langsomt engelsk og på noget, der med lidt god vilje kunne være fransk. Til stede er en bedstemor, en mor ca. midt i 30’ern med en helt lille fyr på armen sant en skolepige på måske 8, der lige er kommet hjem i sin skoleuniform. Hun er mit største håb, for hun har måske engelsk i skolen og ser måske noget engelsk TV.  Jeg spørger dem hver især – tyyyyydelig udtale – toooo-iiii-leeet – weeee-ciiii…..?? Peger rundt i huset – ud mod køkken-regionen…? De voksne nikker og bedstemoderen siger en del på vietnamesisk. Nikker igen. Jeg prøver med bathroom – og de andre på fransk. Michaela kan også tale tysk og italiensk, men det nytter nok slet ikke. Jeg finder et stykke papir, skriver ”wc” og ”toilet” og viser det til pigen. Hun siger noget vietnamesisk til sin mor, der kigger på mig og nikker helt vildt. Jeg tror, hun har forstået ordet – nu mangler jeg bare at overbringe det glade budskab,  at jeg gerne vil låne det. Så jeg peger selvfølgelig på migselv og siger toilet og peger ud mod køkkenet. Hun nikker og jeg antager, at vi har en aftale. Jeg begynder at gå ud imod køkkenet og den generte heltinde i skoleuniform gemmer sig bag sin mor. Jeg nikker til hende og viser med hånden, at hun må følge mig. Det gør hun så – og jeg havde ret i at køkkenområdet var i den rigtige retning. Hun åbner døren til toilettet: der ER faktisk et toilet. Altså kumme – ikke pedal. Og bræt på! Og fanme også papir!!!!!! Langt over standard…. Ikke rent – overhovedet – men langt bedre end hvad jeg havde frygtet. Jeg er også lige ved at løbe over.

Mads har i mellemtiden fået en forelæsning – på vietnamesisk – om hvordan man laver glukose ud af noget, der ligner græstørv i det kæmpestore kar vi så på vej ind. Det er noget med slanger, damp og dieselgeneratoren, der vistnok trækker en kæmpestor ventilator. Og så en øse til at hælde det klæbrige stads ned i plastiksække, der er nede i nogle andre sække, der så syes til foroven – med nål og noget bastlignende  snor.

Der er en usandsynlig larm og dampen står ud til alle sider fra det fnysende uhyre. Vi filosoferer sammen med Michaela over, hvordan der mon er i den hede sæson med høj luftfugtighed. Not so nice. Men til gengæld har de jo et glimrende tag over hovedet og arbejde til en hel familie.

Inden vi går, sniger jeg 2000 dong (ca 50 øre) ned i pigens hånd….. Men jeg plejer da ikke at være sådan en fedterøv…..??? Det er jeg heller ikke – en ufaglært arbejder som pigens far, tjener ca. 2-2,5 kr. i timen….

Børn her har ikke penge selv, sådan som de har i Danmark, så den lille pige har sikkert givet dem til sin mor. Håber hun får et par farveblyanter…

Mannequiner

Der er noget, der undrer mig. Ja, selvfølgelig er der meget her i dette meget-anderledes-end-Danmark-land…. Men nu det med mannequiner i tøjbutikkerne for eksempel. De er altid en anden størrelse – en anden race – end vietnameserne.

Mannequin med brede (vestlige) hofterJeg fatter ikke, hvorfor man ikke har asiatiske modeller – og det gælder sådan set også for det meste anden markedsføring – at man altid bruger hvide, eller vesterlændinge eller kaukasere eller hvad vi skal kalde os som samlet gruppe, til at sælge tøj til vietnamesere.

Jeg har f.eks. noteret mig at Triumph (som er et stort brand herude) på alle deres posters i butikkerne viser forholdsvis barmfagre vesterlandske kvinder. Så ser man sådan en solbrun barm – str. C-E eller i noget i den stil – på kæmpe plakater – og lige nedenunder hænger de bitte-bitte små BH-er i str. 50-60A eller hvad ved jeg. Men det er måske bare mig, der tror, at der skal være en sammenhæng. Jeg blev i hvert fald klogere i den lokale Ecco butik forleden, da jeg så de feeeedeste støvler på modellen, der sad i en strandkant på posteren… Men dem havde de slet ikke i butikken….  Og den vietnamesiske ekspedient viste mig stolt nogle helt andre støvler. En anden farve, et andet materiale, en helt anden slags…. Som jeg ikke kunne bruge til noget som helst. Never mind – jeg har alligevel aldrig været vild med Ecco!

Nå, men her gælder det altså mande-quiner, som har fået vietnamesiske bukser på. Og dem kan de jo ikke passe…

Templernes konge

Templer, templer, templer….. der er masser af dem i Vietnam og vi besøger da med jævne mellemrum en håndfuld særligt udvalgte i Hanoi – så hvorfor i grunden tage til Cambodja for at se flere af dem…?

Tempelområdet i Siem Reap i Cambodja er kendt som alle templers moder, det strækker sig over 400 kvadratkilometer(!) og dele af templerne (der er usandsynligt mange) er overgroet med jungle. Andre er faldet næsten helt fra hinanden og ligner ikke længere bygninger.
Jeg har aldrig set noget lignende….

Desværre er her så mange turister, at det er ulideligt  at færdes på ”hovedstrøgene” hvor busserne ligner myretuer, hvorfra turister af alle slags med alt fra kæmperygsække med eksklusivt fotoudstyr til stavgangspinde (du læste rigtigt) myldrer ud – og alle sammen tager samme retning mod hovedingangene. Inde i selve templernes gange ophobes horder af japanere, der vælter rundt, råbende og grinende imens de tager alle mulige billeder af sig selv og hinanden med deres mobiltelefoner samtidig med at lokale guider forsøger at overdøve larmen med deres foredrag om de  hellige skatte.

Hvorfor i alverden kan japanere ikke vise stedet respekt, når nu der er sat skilte op med bl.a. et piktogram, der viser at man skal være stille….?  Europæerne og/eller amerikanerne er ikke stå støjende – altså rent bogstaveligt. De er bare så ignorante overfor andre kulturer, at de ikke synes de behøver følge forskrifterne om at være ”passende” klædt. Iflg. alle turistbøger (der er også skilte ved indgangene), skal man have tildækket skuldre og lår. Det er simpelthen respektløst – især for kvinder – at vise sin krop frem. De munke, der færdes i templerne – måske bor de der – er så utilpasse ved fænomenet, at de end ikke kan få sig selv til at bede os turister om at gøre noget ved det. Det er mig en gåde at forstå, hvorfor man som turist ikke vil vise respekt for det sted man besøger, når det nu bare drejer sig om at man trækker en t-shirt over den brankede kavalergang og smider en sarong om livet. Det kunne nok også lette deres solskoldninger vil jeg tro – for på store åbne pladser og græsarealer imellem templerne straffer solen ubønhørligt.

Men her er  S T O R T på så mange planer, at det er svært at fatte. Hvordan kan de stakkels mennesker for 1000 år siden have bakset rundt med tonstunge sten og stablet dem ovenpå hinanden? Og hvordan kan de have vidst hvad man gjorde for at lave buer og tagkonstruktioner? Tankevækkende som vi moderne mennesker tror, at det kun er os, der kan opfinde fantastiske ting som telefonen og internettet. Hvordan har arkitekterne sørget for at bygningerne stadig står – og gad vide hvor mange mandeliv man regnede med at sådan et byggeri tog? Det kan ikke have været noget fest at være stenslæber hele sit korte liv for cambodjanerne – og hvordan kan de overhovedet have båret noget så tungt – mændene vejer vel 50-55 kg.

Det er også et helligt sted, selvfølgelig,  som tiltrækker mange buddhister  på pilgrimsfærd – hvilket i praksis betyder, at der er folk, der sidder og beder foran de forskellige Buddhaer. Midt i turisthelvedet sidder de i dyb bøn – og hvem ved, måske har de rejst i dagevis for deres opsparede skillinger for bare én gang i deres liv at komme og bede ved netop denne her Buddha.

Fascinerende….

Det er så anderledes fra hvad jeg er vokset op med, at jeg ikke kan andet end at blive betaget. Jeg har sådan set ikke sat mig særligt ind i historien – om konge dit eller dat byggede eller  udbyggede denne fløj eller lod hugge en særlig frise i sten som sit eftermæle. Jeg kan bare godt lide de kæmpestore bygninger, fornemmelsen af tusinder af års stille slid og spirituelle ritualer – at indånde storheden i historie, kultur og natur i disse særlige omgivelser er noget helt særligt.

Samtidig med at det er noget af det ældst bevarede fra denne kultur, er det også en af de yngste turistattraktioner, da tempelområdet ligger midt inde i junglen og da Cambodja har været hærget af krig indtil for lidt mere end 10 år siden. Det er derfor nyt i det hele taget at have en mega turistattraktion og da landet samtidig er utroligt fattigt, er man ikke nået til at spekulere på hvordan man beskytter de hellige sten mod slid og grov udnyttelse. At se de store menneskemængder vælte ind over og op ad templernes trapper, ruiner og halve statuer er forstemmende. Selv de steder, der er afspærret med primitive snore og skilte om ”danger” tramper folk rundt i de mosbegroede brokker, for at få det bedste billede af udsigten eller kæresten. Mig først, mig først!!!

Vi har en dag tilbage på vores ”turpas” til templerne – som vi har besluttet at indløse kl. 06.00 i et naivt håb om at få dem lidt for os selv

Têt – det vietnamesiske nytår

Mandarintræer transporteres rundt overalt i byenNytåret nærmer sig hastigt her i Hanoi, hvor man benytter sig af måne-kalenderen  – ligesom kineserne. Det kaldes derfor også det kinesiske nytår – på vietnamesisk ”Têt” og det er en gigantisk højtid. Meget større end vores jul, men det nærmeste man kan sammenligne med. Grunden til at jeg kalder det ”større” er, at det gamle års slutning og det nye års begyndelse begge er forbundet så meget gammeldags overtro og moderne show-off, at det også er en stor belastning for mange af  vietnameserne. Overtroen bevirker at man må foretage alle mulige krumspring, så som at slippe karper løs i de nærliggende søer eller at sætte et ferskentræ foran sit hus for at holde onde ånder væk. Og show-off  betyder at man for at (be)vise sit ufatteligt succesfulde år, der nu rinder ud, helst skal købe mange, dyre gaver til familien. Det vil nemlig samtidig sikre dem en god start på det nye år….. Og vietnameserne har som andre asiatiske lande det, man kalder et udvidet familiebegreb. Det betyder, at hvor vi i Danmark betegner vores forældre, søskende og bedsteforældre som familie, så tæller vietnameserne også onkler, tanter, fætre, kusiner, bedsteforældres søskende og især også deres døde forfædre med som familie. Det løber op, når man tæller, hvem der skal begaves med blomster, drikkevarer, mad og rede penge for at komme godt ind i det nye år.

En af vores unge medarbejdere fortalte hvordan der i hendes familie med 4 døtre  også er 3 svigersønner, der hver især skal bevise deres værd ved at købe dyre blomster eller træer til hendes forældre. Så lurer de en tid på hinanden som haner, der skal i kamp og sætter ind før nytåret med kæmpe store træer, så svigerforældrene dårligt kan være i deres hus for dem. Svigerforældrene har henstillet til at de skal lade være, for det føler sig dårligt tilpas over at være nødt til at smide træerne ud på grund af pladsmangel, hvilket så vidt jeg forstod, har forskudt kamppladsen til blomster-området. Så nu er det dyre blomster, der kæmpes på.

...og sælges på alle gadehjørnerDet er i øvrigt uhørt at have 4 døtre i et land, der har længe har haft 2-børns politik – men man SKAL jo helst have en søn, så det er selvfølgelig det, forældrene har prøvet – og prøvet – og prøvet og en sidste gang prøvet…. Man må så leve med skammen over 4 børn, som i den grad er et brud på den socialistiske forståelse af samfundssind, og oven i det bære sorgen over ikke at have fået en søn.

Der findes eet meget vigtigt nytårstræ – kumquats træet. Det bringer lykke i det nye år iflg. overleveringen. Det er et fint, grønt eet med masser af små appelsinlærlinge spredt dekorativt ud over hele planten. Det kan være kegleformet eller mere naturligt med en stamme eller flere hovedgrene. Vores træ på kontoret, der er valgt at to ledende medarbejdere, har en forgrening, så der er to store stammer. Det betyder dobbelt lykke, og er nøje udvalgt til at tjene dette formål. Det kostede omkring en halv månedsløn for en gennemsnitlig medarbejder hos os, dvs. en grafisk uddannet mand eller kvinde med et par års erfaring. I danske kroner ville det vil svare til at vi betalte 10-12.000 kr. for juletræet. Nu kunne mindre måske også gøre det, men vi  har en stor balkon ved vores reception, og der kan man jo ikke have et lille fedterøvstræ stående. Hvilket indtryk ville det ikke give de guder der uddeler lykke…?

De dyreste træer er faktisk ikke nødvendigvis de største. Det er klart, at man betaler for størrelsen, men det er som bekendt også fra andre sammenhænge, ikke den, det kommer an på. Næeh, de dyreste træer er dem med alle udviklingstrin repræsenteret: unge, spæde, grønne blade, blomster dels i knop, dels fuldt udsprungne, frugter der er grønne og umodne samt nogle, der er orange og fuldmodne. Det hele fordelt mellem de mørkegrønne, ældre blade. DET er et rigtigt Tet-træ. Jeg tænker, at det er typiske for den østlige filosofi at man tænker i helheder, når det gælder noget så vigtigt som at få held og lykke med ind i et nyt år.

Træerne dyrkes i plantager i udkanten af byenAlle SKAL have et træ. Det er ikke som i Danmark, hvor man kan forsvare/forklare ikke at have eet, hvis man f.eks. ikke holder julen hjemme. Her skal ALLE have et træ. Selv de mindste huse eller værelser, der måske kun er 10 kvm til en familie. Det betyder selvfølgelig,  at de findes i alle størrelser – endda i bonsai-udgaver. Man tør ganske enkelt ikke imødegå det nye år uden denne lykkebringer.

Vi passerer på vej til vores arbejde et område med planteskoler der laver Tet-træer. Det meste af året er der næsten ingen aktivitet. Det vil sige, at de folk, der har jordsstykket og som ofte bor på det i små træ- eller bølgeblikskure, har andet arbejde ved siden af træproduktionen. Men at de året rundt nusser om træerne, vander selvfølgelig og klipper løbende blade og grene til – og ikke mindst binder forsigtigt op med tynde, tynde, ståltrådsmønstre inde i træet, så det kan få den fine facon enten som en kegle eller med busklignende grene ud til begge sider. Frugterne er alt for tunge til at træet kan holde den slags faconer af sig selv, så det hele er sirligt forbundet med usynligt ståltrådsfiligran inde bag de grønne blade.

Jeg har ladet mig fortælle, at sådanne familier, der ejer et jordstykke med Tet-træer har langt hovedparten af deres indtægt i forbindelse med det nye år og at de vejrmæssige forhold i den sidste månedstid op til nytåret derfor er helt afgørende for, hvor meget de kan få for deres træer. For et par år siden var vejret således dårligt, og træerne trivedes ikke så godt, så priserne hen imod nytåret bare faldt og faldt og gartnerierne underbød hinanden for at få skidtet solgt inden de mistede alle frugter og blomster.

Det er familie-business at dyrke og sælge træerneMan kan sige at vilkårene jo er de samme for alle gartnerierne men da der sandsynligvis er nogle flere træer end der skal bruges, er der kamp til stregen sådan et år, hvor man må imødese store tab. Og hvis 80% af ens families indkomst halveres, er det indlysende, at det nye år starter med stor sorg over ikke at vide hvordan man tjener pengene ind det kommende år. Og hvis året starter skidt, betyder det desværre iflg. overtroen, at hele året bliver skidt.

Langt det meste her i Hanoi transporteres på bagsædet af en knallert eller scooter. Selvom de rige er begyndt at køre i biler, skal der da sandelig ikke svines til med træer og jord og den slags på det Burberry ternede indtræk.

Så de små og mellemstore træer må op bagpå leverandørens scooter. Det betyder, at man baster og binder træ med jord og kæmpe lerpotte fast bagpå – ja endda på mange cykler, ser man denne farefulde opsætning. Så vakler chaufføren afsted med den alt for tunge last og dytter og dytter for at få dem foran til at give plads. Det gør det selvfølgelig ikke og trafikken virker i disse dage endnu mere kaotisk og uforudsigelig pga. alle disse køretøjer med for høj og for tung last.

Jeg er lidt uklar på hvor længe man skal have Tet-træet stående af hensyn til det med den lykkelige start på det nye år. Men jeg ved, at når vi har sikret os på kontoret, skal træet tilbage og passes, der hvor det kom fra. Så får vi nemlig rabat på næste års træ. Hvordan man holder øje med det henstår også i det uvisse – måske man kan få sit navn på og genser sit træ næste år, eller man har bare en bonusbog derhenne, så man kan vælge et hvilket som helst…?

Nogen træer bliver bundet op i find kegleformDen anden slags træ, der er meget vigtigt her i nytårstiden er ferskentræet. Det er bladløst på denne årstid, men har lyserøde eller mørkepink blomster. Det kan være med rod eller en løs gren. Det vigtige er, at blomsterne er mange og at de er timet, så det blomstrer i fuldt flor i de første dage af det nye år. Deres formål er at skræmme onde ånder væk.  Legenden som den er blevet mig fortalt, er noget i retning af, at de gode ånder, som normalt våger over huset – især køkkenet – er taget ”hjem” til guderne for at aflægge årsrapport og derfor er huset nu uden beskyttelse. Ifølge overleveringerne stammer hele historien fra Soc Son bjergene i det nordlige Vietnam, hvor et kæmpemæssigt ferskentræ i tidernes morgen husede to rigtige powerguder – Tra og Uat Luy – som passede på hele nationen.

Man kan så åbenbart narre de onde ånder (der holdes hen i uvidenhed om det med årsrapporten) ved at sætte ferskentræer op foran huset , fordi de så tror, at her bor en god og kraftfuld ånd…

Selv fejrer vi jo ikke det kinesiske nytår på anden måde end at holde fri. Kontoret er lukket og vi benytter os af det til at indfri en gammel drøm om at se Angkor Watt i Cambodja – et fantastisk tempelkompleks der bl.a. er på UNESCO’s verdensarvliste.

Bum-bum?

Ja, så har jeg prøvet det med. At være på bordel altså. Ikke helt med vilje, og da slet ikke med fornøjelse…. Men det viste sig altså at mine sære fornemmelser af, at noget var galt, viste sig at være rigtig.

Forleden ville have massage – min ryg var øm og de havde ikke tid  hos Yakushi, mit sædvanlige helsested, så jeg kiggede mig lidt omkring i nærområdet, hvor der er 4-5 ”spa’er” indenfor gåafstand.

”Indara Massage” har en farvestrålende facade og vi havde nok på fornemmelsen at de sælger flere slags massage her…

Når Mads kører i taxa alene, foreslår chaufføren ofte at sætte ham af der. Når Mads så nægter at stige ud af bilen og insisterer på at komme til vores adresse, foreslår chaufføren”bum-bum”, som er kodeordet for sex herude. Han har altså erfaring for, at  vestlige, enlige mænd på disse kanter, kommer for at få sex.

Men der er også en hybrid mellem sex og massage, så vidt jeg forstår: man bestiller – og får – almindelig massage, men tilbydes derefter en ”happy end”. Et anden kodeord for  sex, men nu med massage først. Det er svært at vide hvilken slags massagested man har fundet, før man er i det – så jeg moser ind hos Indara og spørger efter en times kropsmassage.

Der sad et par unge vietnamesiske fyre og hang ved et bord ved siden af, og en af dem sprang op for at være med til at tale med mig (receptionisten talte ikke engelsk – der er der ikke noget mærkeligt i) – og jeg synes godt nok allerede fra starten, at han snarere grinede end smilede, da han viste mig ind i et lillebitte rum med en sært fesenfarvet fersken på væggene. Rummet var meget smalt og massagebriksen stod helt op mod den ene væg. Det undrede mig lidt, for alle de andre steder står den midt i rummet, men det var der ikke plads til her. Hende der kom ind for at massere, talte absolut intet engelsk og stank – STANK – af hvidløg. Hun viste mig aircon’en og jeg forstod, at jeg kunne vælge om den skulle tændes. Da jeg sagde ja, råbte hun henover mig til fyrene udenfor at de skulle tænde den. Og så gik hun ellers i gang med at tæve løs på min hovedbund. Hun tjattede og småslog med hurtige, heftige bevægelser til mine tindinger og pande, slog med sine håndrygge på toppen af mit hoved og nappede hovedbunden sådan på den ubehagelige måde. Inden jeg nåede at bede hende stoppe var hun heldigvis færdig –på vej videre til armene , der fik samme tur.

Der var ganske rigtigt ikke plads til at hun kunne stå ved siden af briksen, da hun skulle i gang med min højre side, så hun sprang op ved siden af mig – ikke elegant og lydløst som både thai og vietnamesiske massøser kan, men plump og tung,, og så skubbede hun mig over på den ene halv del af briksen. Halvdel er måske så meget sagt, for min bredde matcher sådan set ikke med en halv briks, snarer ¾. Hendes lange hår faldt ned over mig hele tiden og hendes hvidløgshørm indhyllede os i en ubehagelig puppe.

Ryggen, som jo i virkeligheden var årsagen til min udflugt, fik også lidt tjat tilfældige steder og så kløede hun mig – sådan med neglene… jeg tror ganske enkelt ikke hun havde den fjerneste anelse om, hvad hun skulle stille op med sådan en mærkelig kvinde, der havde købt en times massage…

Hun spurgte ikke på noget som helst tidspunkt til noget. Som regel spørger massøserne – selv dem, der intet engelsk kan – om det er for hårdt, når de masserer. Udtrykket ”too hurt for you” er en gængs sætning for at finde ud af om det nu også er behageligt for kunden. Hende her talte angiveligt ikke et ord engelsk. Og dog… Da hun var færdig, pegede hun på uret for at vise mig at de 60 min var gået… Hun blev demonstrativt stående da jeg skulle til at tage tøj på – og da jeg kiggede bestemt, spørgende på hende, svarede hun: ”tip, tip, tip”. Så et enkelt ord kunne hun alligevel på engelsk.

Hun fik ingen tip… jeg tog flugten og betalte pænt ved udgangen og gik hjemad. Imens jeg undrede mig lidt over min egen tidsfornemmelse, begyndte jeg at regne på tidsforløbet. Da jeg nåede hjem ca. 50 min efter at jeg gik, og det tager ca. 5-7 min at gå derned, og jeg havde været inde på mit sædvanlige sted for at høre om de havde plads, havde jeg jo næppe fået de 60 min jeg betalte for. Nok snarere 35…  Selvfølgelig…. havde hun bare pillet ved uret!!!

Sidenhen har jeg skrevet på New Hanoian, som er den website alle udlændinge/expats bruger til at anmelde restauranter, seværdigheder osv. Og  som svar til mit indlæg, skrev en anonym mand, at jeg har helt ret: det er et bordel. Som en ekstra servicemeddelelse kunne han fortælle, at de vistnok har et par unge mænd, til at betjene damer…. Øøh! Ellers mange slags tak!

The Love Chocolate Café

Ja, det hedder den faktisk. Chokoladeelskere! Foren jer – find en flyafgang og kom i gear….

Chokoladecafeen ligner ikke noget særligt udefra, men INDENI er den helt utrolig. Stilen er modebilleder fra 50’erne og overpudret engelsk blomsterstyle med små tuttenuttede sofaer med blomstrede puder. Med flæser naturligvis…Der er tunge gardiner, der hænge i dybe guirlander  med store blomstermønstre på – de dækker vinduerne og hænger også som dekoration på nogle af væggene. Men de er ikke nær så interessante som de billeder der er fremstillet til cafeeen. De har motiver af 50’er mode divaer – og så er der klistret smykker, perler, pelskanter og andet lir på selve lærredet. Cool og nytænkende. Og helt sin egen stil. For ikke at tale om citaterne disse 50’er hippe kvinder præsenterer sammen med den lidt tung-søde stemning. ”You’re nobody until you have mastered the art of eating a truffle”. Syret oplevelse.

Betjeningen er sød(!) og imødekommende. De små vietnameserinder er ved at drukne i svulstige hårbånd i tung blomstret gobelin og flæseforklæde i blomsterbomuld, når de kommer slæbende med de vildt overdimensionerede menukort, der er kæmpestore med rigtige billeder af retterne, tapet ind på tykt sort pap med kilometervis af helt almindelig tape. De er utrolige – tunge, uhåndterlige og med et næsten komisk islæt. Og beskriver  mange sære chokoladekombinationer.

Og jeg er her jo for chokoladens skyld… Kaffe med chokolade, brownie med espresso og pebersmag, små søde marengs klistret sammen med chokolade – eller hvad med  iskaffe med chokotwist, kokosmælk og lime? Og selvfølgelig klassikere som chokoladekage med flydende midte og chokoladeis med rigelig mørk, kraftig chokolade – og stedets eneste rigtige mad – chilli med kanel og chokolade.

Jeg har været her et par gange og skulle nok komme her noget mere, for det er virkelig et af Hanois mere specielle steder. Nr. 24 i To Ngoc Van street. Se så at komme af sted, chokoholics!!!