Her får du den bedste burger i Prag

Ser man bort fra traditionelle burgerrestauranter som “Den Gyldne Måge” og Burger King, som serverer ganske OK, men middelmådige industriburgere, så er de fleste cafeer og restauranters burgermenuer lidt ligesom menuen på dårlige kineserrestauranter. Længden af menukortet er ligefrem proportionalt med antallet af kombinationsmuligheder på de ingredienser køkkenet anvender. Ofte helt uden skelen til om ingredienserne overhovedet passer sammen og ofte kan man ikke skelne de enkelte smagsindtryk fra hinanden. Derudover er det mere reglen end undtagelsen, at burgeren også samlet, så den er fuldstændig umulig at spise uden at smøre både sin egen overkrop og de nærmeste omgivelser ind i indholdet mellem bollerne.

Af samme årsag bestiller jeg meget sjældent burger på en cafe eller en restaurant, for når det kommer til burgere, er jeg temmelig konservativ.

Jeg synes ikke, at det er en ubrydelig naturlov, at en god burger skal være mere end 25 centimeter høj og indeholde mere end 10 ingredienser. Og kombinationen af fyldet i bollen behøver ikke nødvendigvis virke, som om det er noget en Noma-kok har hallucineret i et ondt svampetrip.

Tværtimod synes jeg, at burgere skal være simple. De kunne spises med hånden og jeg har helt ærligt aldrig forstået, hvad guacamole, blå ost, remoulade eller rejesalat skal i en burger. For mig er det meget vigtigere, at der er brugt godt kød, som er behandlet rigtigt, og at der er få men velvalgte ingredienser af høj kvalitet.

Naše Maso

Lørdag ved frokosttid var alle borde i butikken besat og der var lang kø ved disken.

Derfor havde jeg temmelig høje forventninger, da jeg tog sporvognen til den anden ende af byen, udelukkende for at spise en burger på Naše Maso. For hvis rygtet talte sandt, så var det nøjagtigt den slags burgere man kan få der, og ifølge brugerne på Tripadvisor, er det i skrivende stund Prags syvende bedste restaurant.

I virkeligheden er det ikke en restaurant. Det er en slagterbutik, som på bedste konditorvis har kastet et par borde ind i lokalet. Her serveres der så et lille udvalg af snacks fremstillet af butikkens egne varer.

Selvom de mere en 600 gode anmeldelser på Tripadvisor lokker mange turister til at besøge Naše Maso, har de modsat mange  andre restauranter i Prag ikke spisekort på flere sprog fyldt med forsikringer om, at her serverer man den eneste ægte tjekkiske mad i byen. Hos Naše Maso er menuen bare et skilt på tjekkisk over slagterdisken, og så må kunderne selv finde ud af, hvad de vil have at spise og bestille det ved kasseapparatet. Her gør man ikke noget specielt for at trække turister til, og manden, der tager imod bestillinger og penge, taler kun tjekkisk og et meget rudimentært engelsk og tysk.

Menuen på Naše Maso

Menuen på Naše Maso hænger på skilte over disken og er kun på Tjekkisk.

Da jeg kom en lørdag ved frokosttid, var alle bordene i butikken besat, og køen af kunder ved disken, der enten skulle købe kød til den hjemlige lørdagsmiddag eller bestille fra menuen, var lang.

Ofte plejer det at være et godt tegn, når der kommer mange lokale på en restaurant, og denne lørdag på Naše Maso var tjekkerne lang i overtal. De spiste enten den hjemmerørte tartar, en simpel sandwich med hjemmelavet oksebryst, det hjemmelavede farsbrød eller stedets burger, som jeg også havde bestemt mig for.

Bestiller man husets burger, skal man hverken tage stilling til fyld, smørelse eller stegning. Den kommer kun i en enkelt udgave, som tilsyneladende ikke kan fraviges. Det oplevede en engelsktalende dame længere fremme i køen, da hun forsøgte at bestille den “well-done”. Hun blev bare mødt af energisk hovedrysten fra ekspedienten, som med tyk tjekkisk accent svarede: “Only medium rare”.

Da min burger efter næsten en halv time endelig blev rakt over disken, var den lige nøjagtig så minimalistisk, som jeg godt kan lide, og da jeg havde sat tænderne i den første bid, var jeg overbevist om, at det sandsynligvis er den bedste burger jeg endnu har fået i mit liv.

Bollen var ristet gylden udenpå og var blød og svampet inden i, sådan som en burgerbolle skal være.  Modsat de fabriksfremstillede burgerboller man normalt bliver udsat for, var den her ikke spor sød. Til gengæld kunne man smage brødets ristede smag, som var næsten nøddeagtig.

På Naše Maso kan man købe øl eller vand, og begge dele kommer ud af en hane i væggen, som kunderne selv forsyner sig fra.

På Naše Maso kan man købe øl eller vand, og begge dele kommer ud af en hane i væggen, som kunderne selv forsyner sig fra.

Mellem bollerne lå der en ca. to centimeter tyk bøf, som, helt  i overensstemmelse ekspedientens beskrivelse, var “medium rare”. Udenpå var den brunet og sprød og inden i var den saftig, velkrydret og velsmagende. Ud over bøffen var det eneste andet fyld tre tynde skiver syltet agurk, der havde en markant smag af frisk dild og eddike og et par papirstynde skiver af rå rødløg. Begge dele gik op i en nærmest guddommelig helhed med bøffen og bollen.

Ved det her besøg nøjedes jeg bare med en burger, men hvis jeg ville have haft noget at drikke, så er der på samme minimalistiske vis kun to muligheder at vælge imellem. Man kan enten få vand eller øl. Begge dele kommer ud af en hane i væggen, som man selv forsyner sig fra.

Mit festmåltid løb op i 139 tjekkiske koruna (ca. 38 danske kroner).  Det er efter tjekkisk standard temmelig mange penge for en burger, når tager i betragtning, at en Big Mac på McDonalds kun koster 75 Koruna (ca. 21 danske kroner).  Til gengæld er Naše Masos burger kompromisløs kvalitet hele vejen igennem, og det er ikke sidste gang jeg rejser på tværs af byen for at sætte tænderne en.

 

 

 

 

Tak for hjælpen Ole Olsen

Hvis der er noget, der kan bygge bro mellem folkeslag, er det sport. Det oplevede jeg i mandags, hvor jeg nød godt af en pensioneret dansk sportsudøvers store goodwill i Tjekkiet.

Alle udlændinge, der vil opholde sig mere end 90 dage i Tjekkiet, skal lade sig registrere hos fremmedpolitiet. Her skal man vise sit pas, sin helbredsforsikring og skrive under på, at man fraskriver sig alle sociale ydelser.

“Hvis I ikke gør det, bryder helvede løs, I får en kæmpe bøde og I bliver smidt ud af landet,” forklarede damen på universitetet, der stod for at byde dette semesters godt 200 Erasmus-studerende velkommen.

Derfor skulle jeg en tur forbi fremmedpolitiet, som har til huse to stop længere ude af sporvognslinje 9 end min egen lejlighed.

I min uendelige naivitet tænkte jeg, at hvis jeg kom sidst på dagen, ville der ikke være så mange mennesker og dermed ikke særlig lang ventetid. Der havde jeg imidlertid taget voldsomt fejl, for ventelokalet var fyldt med mennesker i alle mulige størrelser, farver, klædedragter og nationaliteter. Adskilligt flere end der var stole til og flere, end der var luft i lokalet til.

Hos fremmedpolitiet, hvor man jo må formode, at de ikke er uvant med udlændinge, er alle skilte og formularer kun skrevet på tjekkisk. Det gjaldt også for nummersystemet til køen. Her kunne man vælge mellem forskellige knapper, alt efter hvad ens ærinde var. Jeg valgte at helgardere, trykkede på alle knapperne og fik fem forskellige numre. Så havde jeg i det mindste en plads køen, mens jeg med hjælp fra Google Translate forsøgte at finde ud af hvilken, der var den rigtige.

Da jeg endelig fandt ud af, hvilken kø jeg hørte til i, blev jeg alvorligt træt. Min kø var nået til nummer 135 og på min seddel stod der nummer 243. Cirka samtidig opdagede jeg, at min telefon var ved at løbe tør for strøm, og at jeg ikke havde noget læsestof med. Ergo var der ikke andet at gøre end at finde den store tålmodighed frem, kigge sig omkring i lokalet, lave historier om alle de andre mennesker, der sad og ventede og forsøge at regne ud, hvornår det ville blive min tur. Det sidste viste sig imidlertid at være helt umuligt, for der var forskellige nummerserier og ingen gennemskuelig sammenhæng i, hvilken rækkefølge folk blev kaldt frem i, og hvor lang tid hver ekspedition tog.

To timer og tre kvarter senere var det endelig min tur. Jeg blev vist ind i et lille lokale med mintgrønne vægge, grå linoleum på gulvet og døre i imiteret palisander. Bag et usædvanlig kaotisk og rodet skrivebord fra sovjettiden residerede en betjent, der lignede en 20 år ældre og meget livstræt udgave af Carl Holst. Til al overflod talte han intet andet end tjekkisk, så i starten havde vi en del problemer med at forstå hinanden. Ved hjælp af mine medbragte og på forhånd udfyldte formularer, gik det op for ham, hvad det var jeg ville, og han begyndte at taste på sin computer.

Efter et par minutters akavet tavshed, hvor jeg spekulerede på, om han mon var gået i gang med noget helt andet, greb han mit pas, som han holdt op ved siden af mit ansigt, mens han med et skeptisk udtryk sammenlignede billedet med den ægte vare. Herefter begyndte han igen langsomt at taste med to fingre, efter princippet; søg og du skal finde.

Så kiggede han pludselig op og sagde med en spørgende gestus: “dánský?” Jeg nikkede bekræftende, mens jeg spekulerede på, om det på nogen måde kunne komme mig til skade, at hundredevis af danske gymnasieelever flere år i træk har hærget Prag i vinterferien og har opført sig så tåbeligt, at flere af de tjekker jeg har talt med, har måttet kommentere den danske gymnasieungdoms drikkevaner.

“Ole Olsen,” sagde betjenten så smilende og bredte armene ud til siden, knyttede næverne og lavede motorlyde, mens han drejede på et imaginært gashåndtag.

Foto: Wikimedia Commons

Den danske speedwaykører Ole Olsen vandt i sin karriere 21 verdensmesterskaber.

Jeg fattede ingenting og må have lignet et temmeligt stort spørgsmåltegn.

“Ole Olsen,” gentog han begejstret, skruede op for motorlydene og vred endnu en gang det imaginære gashåndtag helt i bund.

“Very good speedway!!”

Så faldt femøren. Det, den nu ikke helt så livstrætte Carl Holst kopi henviste til, var den flerdobbelte danske verdensmester i speedway, Ole Olsen. Han kørte sit sidste løb i 1983, men speedway er en meget populær sportsgren i Tjekkiet, og Ole Olsen har vundet tjekkiets mest prestigefyldte speedwaytrofæ, Den Gyldne Hjelm fra Pardubice, flere gange en nogen anden kører i verden. Så for dem, der kan huske så langt tilbage, er den snart 70-årige mekaniker fra Haderslev stadig en helt i Tjekkiet.

“Yes, very good!,” svarede jeg imødekommende og nikkede ivrigt.

Det var tilsyneladende, det der skulle til for at  få fastslået, at jeg var god nok og måtte blive i Tjekkiet.

Betjenten tastede lidt mere, mens jeg spekulerede på, om han var ved at skrive, at jeg kendte til Ole Olsen.

“Karlovy Vary,” udbrød han så pludselig og fortsatte endnu mere storsmilede: “Český Krumlov.” Han pegede ivrigt på sin skærm, som jeg ikke kunne se, og jeg fattede absolut ingenting. Hvordan hang Ole Olsen sammen med to tjekkiske provinsbyer? Jeg må endnu en gang have lignet et måbende spørgsmålstegn, for med en resolut bevægelse vendte han skærmen om, så jeg kunne se den, og pegede. Nu fattede jeg, hvad det drejede sig om. Det han henviste til var, at jeg allerede var registreret i politiets register over udlændinge. Ikke fordi jeg havde gjort noget ulovligt, men fordi jeg i foråret 2012 havde besøgt de to provinsbyer og var blevet registreret på de hoteller vi havde boet på.

Det fjernede tilsyneladende den sidste rest af tvivl om min vandel og  hæderlighed.

Resolut greb Carl Holsts ældre dobbeltgænger bunken med mine medbragte formularer, slog et par krydser og satte et par kruseduller, inden han sluttede af med at hamre et overdimensioneret rødt stempel på alle papirer i bunken.

“Alles OK!!!,” smilede han, da han rakte bunken med formularer og mit pas tilbage til mig. Nu må jeg gerne blive i Tjekkiet, og jeg skulle ikke engang fraskrive mig sociale ydelser eller vise mit blå sygesikringsbevis.