Mælk er ikke hvad det har været…

Da jeg var barn, var mælk uomtvisteligt sundt! Det var noget alle skulle have, børn, voksne, unge, ældre, gamle…. Ikke så megen snak, vi sku bare se at få drukket noget mælk!

Der var så vidt jeg husker to slags: sødmælk og kærnemælk. Den sidste udelukket af mine diktatoriske smagsløg – altså var der én slags. Sødmælken.

Indtil jeg var 10 år havde jeg ikke gjort mig mange tanker om dens herkomst. Jeg er forstadsbarn og mælken kom fra køleskabet, hvor man tog den fra en flaske.
Men da så min mor en annonce fra en landmand i Grenå – han lejede stuehuset ud i sommerferien, så byfamilier kunne holde bondegårdsferie på en rigtig bondegård. Altså: 2 uger i Grenå med komøgslugt, fluer på lit-de-parade på fluefangerklisterpapiret i vindueskarmen, stilhed og solskin. Han stangede tænder med et rustent søm og hed Håkon – og var enkemand, snakkesaglig, men desværre også jysk, så det var vist så som så med de dybere konversationer. Han var flyttet ud i kostalden, hvor han sov på en drømmeseng imens vi indtog hans stuehus. Min mor tilbragte sandsynligvis den første uge med at bringe rengøringsstandarden op til by-grænsen, mens min far sandsynligvis var at finde  bag en kriminalroman på terrassen.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Jeg gik på opdagelse ude i stalden. Hos køerne, af hvis bagdel jeg lærte at udrede hvem der var hvem. Det var her mælk antog en anden dimension end den kendte køleskabskolde. Her var mælk en varm, tyk masse med skind på toppen i en stor metaljunge. Ved siden af en gammel underkop med en sjat til kattene. Google ved at katte ikke kan tåle mælk i deres maver. Men ikke Håkon, dengang.

Jeg brød mig afgjort ikke om mælk med legemstemperatur. Og endnu mindre om skind på toppen. Men Håkon besnakkede mig til at prøve. Føj for fanden!!!!

I dag kunne det ikke forekomme nogen steder at man lod uskyldige børn drikke mælk direkte af jungen. For slet ikke at tale om, at nogen børn ville vove sig ud i en kostald. Ikke engang bondebørn, for stalden er steril – en produktionshal, hvor græs gennem drøvtygningsmaver omdannes til mælk. Ikke en legeplads for nysgerrige sjæle eller smagsløg.

I dag findes der ikke kun én slags mælk. Eller to. Sidst jeg kiggede efter i en køledisk i supermarkedet var der ud over sødmælk og kærnemælk også letmælk, minimælk, skummetmælk, promillemælk, skolemælk, gårdmælk, caffelattemælk – flere i udgaver som økologiske eller ej, nogle direkte fra gården på 24 timer, andre langsommere distribuerede, den med billede af koen og landmanden, der nu er en kvinde – og alle de andre varianter i  poser, pap og plastik, i størrelser og gørelser der berettiger til metervis og atter metervis af hyldemeter.

Og efterlader forbrugeren med et sandt helvede af varianter, emballager, priser og politiske beslutninger…