Mælk er ikke hvad det har været…

Da jeg var barn, var mælk uomtvisteligt sundt! Det var noget alle skulle have, børn, voksne, unge, ældre, gamle…. Ikke så megen snak, vi sku bare se at få drukket noget mælk!

Der var så vidt jeg husker to slags: sødmælk og kærnemælk. Den sidste udelukket af mine diktatoriske smagsløg – altså var der én slags. Sødmælken.

Indtil jeg var 10 år havde jeg ikke gjort mig mange tanker om dens herkomst. Jeg er forstadsbarn og mælken kom fra køleskabet, hvor man tog den fra en flaske.
Men da så min mor en annonce fra en landmand i Grenå – han lejede stuehuset ud i sommerferien, så byfamilier kunne holde bondegårdsferie på en rigtig bondegård. Altså: 2 uger i Grenå med komøgslugt, fluer på lit-de-parade på fluefangerklisterpapiret i vindueskarmen, stilhed og solskin. Han stangede tænder med et rustent søm og hed Håkon – og var enkemand, snakkesaglig, men desværre også jysk, så det var vist så som så med de dybere konversationer. Han var flyttet ud i kostalden, hvor han sov på en drømmeseng imens vi indtog hans stuehus. Min mor tilbragte sandsynligvis den første uge med at bringe rengøringsstandarden op til by-grænsen, mens min far sandsynligvis var at finde  bag en kriminalroman på terrassen.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Jeg gik på opdagelse ude i stalden. Hos køerne, af hvis bagdel jeg lærte at udrede hvem der var hvem. Det var her mælk antog en anden dimension end den kendte køleskabskolde. Her var mælk en varm, tyk masse med skind på toppen i en stor metaljunge. Ved siden af en gammel underkop med en sjat til kattene. Google ved at katte ikke kan tåle mælk i deres maver. Men ikke Håkon, dengang.

Jeg brød mig afgjort ikke om mælk med legemstemperatur. Og endnu mindre om skind på toppen. Men Håkon besnakkede mig til at prøve. Føj for fanden!!!!

I dag kunne det ikke forekomme nogen steder at man lod uskyldige børn drikke mælk direkte af jungen. For slet ikke at tale om, at nogen børn ville vove sig ud i en kostald. Ikke engang bondebørn, for stalden er steril – en produktionshal, hvor græs gennem drøvtygningsmaver omdannes til mælk. Ikke en legeplads for nysgerrige sjæle eller smagsløg.

I dag findes der ikke kun én slags mælk. Eller to. Sidst jeg kiggede efter i en køledisk i supermarkedet var der ud over sødmælk og kærnemælk også letmælk, minimælk, skummetmælk, promillemælk, skolemælk, gårdmælk, caffelattemælk – flere i udgaver som økologiske eller ej, nogle direkte fra gården på 24 timer, andre langsommere distribuerede, den med billede af koen og landmanden, der nu er en kvinde – og alle de andre varianter i  poser, pap og plastik, i størrelser og gørelser der berettiger til metervis og atter metervis af hyldemeter.

Og efterlader forbrugeren med et sandt helvede af varianter, emballager, priser og politiske beslutninger…

 

Tak for hjælpen Ole Olsen

Hvis der er noget, der kan bygge bro mellem folkeslag, er det sport. Det oplevede jeg i mandags, hvor jeg nød godt af en pensioneret dansk sportsudøvers store goodwill i Tjekkiet.

Alle udlændinge, der vil opholde sig mere end 90 dage i Tjekkiet, skal lade sig registrere hos fremmedpolitiet. Her skal man vise sit pas, sin helbredsforsikring og skrive under på, at man fraskriver sig alle sociale ydelser.

“Hvis I ikke gør det, bryder helvede løs, I får en kæmpe bøde og I bliver smidt ud af landet,” forklarede damen på universitetet, der stod for at byde dette semesters godt 200 Erasmus-studerende velkommen.

Derfor skulle jeg en tur forbi fremmedpolitiet, som har til huse to stop længere ude af sporvognslinje 9 end min egen lejlighed.

I min uendelige naivitet tænkte jeg, at hvis jeg kom sidst på dagen, ville der ikke være så mange mennesker og dermed ikke særlig lang ventetid. Der havde jeg imidlertid taget voldsomt fejl, for ventelokalet var fyldt med mennesker i alle mulige størrelser, farver, klædedragter og nationaliteter. Adskilligt flere end der var stole til og flere, end der var luft i lokalet til.

Hos fremmedpolitiet, hvor man jo må formode, at de ikke er uvant med udlændinge, er alle skilte og formularer kun skrevet på tjekkisk. Det gjaldt også for nummersystemet til køen. Her kunne man vælge mellem forskellige knapper, alt efter hvad ens ærinde var. Jeg valgte at helgardere, trykkede på alle knapperne og fik fem forskellige numre. Så havde jeg i det mindste en plads køen, mens jeg med hjælp fra Google Translate forsøgte at finde ud af hvilken, der var den rigtige.

Da jeg endelig fandt ud af, hvilken kø jeg hørte til i, blev jeg alvorligt træt. Min kø var nået til nummer 135 og på min seddel stod der nummer 243. Cirka samtidig opdagede jeg, at min telefon var ved at løbe tør for strøm, og at jeg ikke havde noget læsestof med. Ergo var der ikke andet at gøre end at finde den store tålmodighed frem, kigge sig omkring i lokalet, lave historier om alle de andre mennesker, der sad og ventede og forsøge at regne ud, hvornår det ville blive min tur. Det sidste viste sig imidlertid at være helt umuligt, for der var forskellige nummerserier og ingen gennemskuelig sammenhæng i, hvilken rækkefølge folk blev kaldt frem i, og hvor lang tid hver ekspedition tog.

To timer og tre kvarter senere var det endelig min tur. Jeg blev vist ind i et lille lokale med mintgrønne vægge, grå linoleum på gulvet og døre i imiteret palisander. Bag et usædvanlig kaotisk og rodet skrivebord fra sovjettiden residerede en betjent, der lignede en 20 år ældre og meget livstræt udgave af Carl Holst. Til al overflod talte han intet andet end tjekkisk, så i starten havde vi en del problemer med at forstå hinanden. Ved hjælp af mine medbragte og på forhånd udfyldte formularer, gik det op for ham, hvad det var jeg ville, og han begyndte at taste på sin computer.

Efter et par minutters akavet tavshed, hvor jeg spekulerede på, om han mon var gået i gang med noget helt andet, greb han mit pas, som han holdt op ved siden af mit ansigt, mens han med et skeptisk udtryk sammenlignede billedet med den ægte vare. Herefter begyndte han igen langsomt at taste med to fingre, efter princippet; søg og du skal finde.

Så kiggede han pludselig op og sagde med en spørgende gestus: “dánský?” Jeg nikkede bekræftende, mens jeg spekulerede på, om det på nogen måde kunne komme mig til skade, at hundredevis af danske gymnasieelever flere år i træk har hærget Prag i vinterferien og har opført sig så tåbeligt, at flere af de tjekker jeg har talt med, har måttet kommentere den danske gymnasieungdoms drikkevaner.

“Ole Olsen,” sagde betjenten så smilende og bredte armene ud til siden, knyttede næverne og lavede motorlyde, mens han drejede på et imaginært gashåndtag.

Foto: Wikimedia Commons

Den danske speedwaykører Ole Olsen vandt i sin karriere 21 verdensmesterskaber.

Jeg fattede ingenting og må have lignet et temmeligt stort spørgsmåltegn.

“Ole Olsen,” gentog han begejstret, skruede op for motorlydene og vred endnu en gang det imaginære gashåndtag helt i bund.

“Very good speedway!!”

Så faldt femøren. Det, den nu ikke helt så livstrætte Carl Holst kopi henviste til, var den flerdobbelte danske verdensmester i speedway, Ole Olsen. Han kørte sit sidste løb i 1983, men speedway er en meget populær sportsgren i Tjekkiet, og Ole Olsen har vundet tjekkiets mest prestigefyldte speedwaytrofæ, Den Gyldne Hjelm fra Pardubice, flere gange en nogen anden kører i verden. Så for dem, der kan huske så langt tilbage, er den snart 70-årige mekaniker fra Haderslev stadig en helt i Tjekkiet.

“Yes, very good!,” svarede jeg imødekommende og nikkede ivrigt.

Det var tilsyneladende, det der skulle til for at  få fastslået, at jeg var god nok og måtte blive i Tjekkiet.

Betjenten tastede lidt mere, mens jeg spekulerede på, om han var ved at skrive, at jeg kendte til Ole Olsen.

“Karlovy Vary,” udbrød han så pludselig og fortsatte endnu mere storsmilede: “Český Krumlov.” Han pegede ivrigt på sin skærm, som jeg ikke kunne se, og jeg fattede absolut ingenting. Hvordan hang Ole Olsen sammen med to tjekkiske provinsbyer? Jeg må endnu en gang have lignet et måbende spørgsmålstegn, for med en resolut bevægelse vendte han skærmen om, så jeg kunne se den, og pegede. Nu fattede jeg, hvad det drejede sig om. Det han henviste til var, at jeg allerede var registreret i politiets register over udlændinge. Ikke fordi jeg havde gjort noget ulovligt, men fordi jeg i foråret 2012 havde besøgt de to provinsbyer og var blevet registreret på de hoteller vi havde boet på.

Det fjernede tilsyneladende den sidste rest af tvivl om min vandel og  hæderlighed.

Resolut greb Carl Holsts ældre dobbeltgænger bunken med mine medbragte formularer, slog et par krydser og satte et par kruseduller, inden han sluttede af med at hamre et overdimensioneret rødt stempel på alle papirer i bunken.

“Alles OK!!!,” smilede han, da han rakte bunken med formularer og mit pas tilbage til mig. Nu må jeg gerne blive i Tjekkiet, og jeg skulle ikke engang fraskrive mig sociale ydelser eller vise mit blå sygesikringsbevis.