Nice Cutex

“Nice Cutex, Ma’am” sagde 7-11 ekspedienten – en kvinde først i tyverne af Indisk/Malaysisk afstamning. Med rigeligt ferskenfarvet øjeskygge og imødekommende attitude til at tage sig af betalingen af min flaske vand, der var udset til at skulle redde min krop fra udtørring.

Nice Cutex – min hjerne roder i samtlige index efter mening. Hvad er det, hun snakker om?? ”Pardon” siger jeg og holder øje med hendes blik, da hun gentager komplimenten. Hun kigger på mine hænder……

NÅÅÅÅEEH – altså Cutex som i neglelakken Cutex. Hun synes om min neglelak går det nu op for mig. Jeg har aldrig hørt udtrykket Cutex om det før – ville tro man sagde Nail polish – men kender godt Cutex mærket. Jeg bruger nu Revlon, så hun er helt i skoven… anyway – jeg takker for komplimenten og hun fortæller at hun også selv bruger neglelak somme tider.  Mere præcist, når hun har menstruation….!!!

Jow, fordi hun er muslim, fortæller hun mig. Og man må ikke have neglelak på når man beder. ”Vi beder hele tiden, så det er kun når jeg har menstruation…..” smiler hun, underforstået at man ikke beder i den periode.

Fin lektion i kultur. Og sikke meget man kan lære om de meste forskellige emner på 2 minutters 7-11 snak…

Forbudte dansetrin

Poco poco dans er blevet forbudt i Malaysia – af Det Nationale Fatwa råd, som mener at fordi man danser trin, der former et kors (et kristent symbol), så er det ikke passende for muslimer at danse den.

Men Malajerne er siden begyndelsen af dette årtusinde blevet så begejstrede for poco poco trinene, som de træder både når de dyrker aerobic og når de holder bryllupper, så de brokker sig og vil have ophævet forbudet, der blev udstedt i februar i år.

I min avis i dag, er der både en artikel og et læserbrev om poco poco dansen. Faktisk er Fatwa rådet kommet til fornuft og har ophævet fatwa’en – så længe danserne altså overholder ”The Islamic Entertainment Guide”….

Men det forhindrer ikke Muftien i Perak (en delstat) i at fastholde det oprindelige forbud. Han er hverken til at hugge eller stikke i fordi han er blevet oplyst om, at dansen stammer fra Jamaica og indeholder ikke alene kristne trin, men også elementer af ånde-tilbedelse.

I læserbrevet fremhæves det, at dansen ikke stammer fra Jamaica, men fra Indonesien (der primært er muslimsk, ligesom Malaysia) og at man til bryllupper ikke danser med andre end sine fætre og kusiner, onkler og tanter – da det med blandede køn jo ikke tillades indenfor Islam. Og så fremhæver læserbrevsskribentinden helseperspektivet ikke at forglemme, naturligvis – det er godt for folket med motion.

Jeg tænker om så ikke de danseglade malajer fra Perak bare tager over bygrænsen og danser løs hos naboerne….

Her er  artiklen

Her er lidt poco poco dans, hvis du skulle være blevet nysgerrig. Bemærk især stilletterne der danser forrest i billedet i denne aerobic klasse.

Blomster i rendestenen

Vietnameserne har den  vane at smide blomster ud i rendestenen imens de stadig er helt friske og fine. Det har undret mig siden vi kom til Hanoi første gang i 2007 hvorfor de gør det – og jeg ved det stadig ikke med sikkerhed. Men jeg har natuligvis spurgt mig frem og fået forskellige forklaringer, hvoraf flere tyder på, at når man får blomster, er det mere selve gerningen der tæller – det er jo til at forstå: ligesom vi i Danmark siger at det er tanken der tæller  – selvom vi tit hentyder til en gave der ikke var noget særligt eller ikke faldt i vores smag.

Men det gælder ikke kun blomster man har fået som gave – det gælder alle afskårne blomster. Og her er en anden  forklaring den,  at blomster man har i vase indendørs kun er smukke sålænge de er knopper eller liiiiige nøjagtigt sprunget ud – derefter er de ikke pæne mere og må hastigt videre på deres færd – via rendestenen altså. De kvinder der sælger blomster fra deres cykler rundt omkring i byen, gør et stort nummer ud af at pakke  rosenknopperne ind i vådt avispapir –  det er sikkert for at holde på knopperne, så blomsterne ikke springer ud imens de er til salg – for så er der jo angiveligt ingen, der vil have dem…

Jeg husker at jeg en dag havde købt blomster til receptionen på kontoret – mange gyldne asters – som den indre sparegris havde  forestillet sig kunne stå der hele ugen. Sådan blev det nu ikke, for Ann – vores kontorchef – smed dem ud dagen. Og  købte nye,  som helt sikkert var mere i hendes smag – og som holdt een dag – hvorefter jeg  forklarede hende at mit indkøb ikke var et carte blanche til at købe friske blomster til receptionen hver dag og at vi i Danmark ville beholde dem mindst et par dage – måske en uge, imens vi forsigtigt pillede de visne blomster ud. Det syntes hun helt sikert ikke om, for der kom aldrig i hendes tid til at stå blomster mere end een dag ad gangen.  Så måske er der mere i det, end at de ifølge vietnamesisk skik ikke ser pæne ud – måske er der noget overtro forbundet med andendagsblomster….. Jeg ved det stadig ikke!

Forældrenes indflydelse på tøsedrengeri

I min avis her til morgen faldt jeg over en interessant artikel under  ovenstående overskrift – her gengivet i en kortere udgave:

”Hvorfor er nogle drenge så kvindagtige? En psykolog mener at forældre ubevidst kan komme til at udvikle feminine sider hos deres sønner ved at klæde dem i pigeagtigt tøj, når de er små, ved at lade dem udføre husligt arbejde uden at forklare dem om samfundets kønsroller – eller det kan ske, fordi deres far  er for streng.

Siti Aminah Omar underviser i psykologi på Universiti Teknologi Mara og udtaler at mange udearbejdende husmødre beder deres sønner deltage i husligt arbejde som rengøring og madlavning. Det er der ikke noget forkert i, men mødrene glemmer ofte at fortælle drengene at disse huslige pligter traditionelt udføres af kvinder og at drenge der ikke forstår hvilke roller der udføres af de to køn, vokser op i den tro, at de er normalt for dem at være kvind-agtige. Hendes udtalelse falder i forbindelse med at en lokal undervisning komite har sendt 66 skoledrenge med kvindagtige tendenser på en camp for at hjælpe dem af med deres problem.

Hun siger endvidere at samme problemer kan opstå hvis faderen er  for streng og ikke har kontakt med børnene, som så vokser op udelukkende i feminine rammer og selv udvikler kvindagtige sider,  fordi de så føler sig mere sikre. Hun opfordrer derfor fædre til at være mere sammen med deres 13-16 årige sønner fordi det er i den alder at de er mest forvirrede over deres identitet.

Til sidst forklare hun at drenge med feminine sider ser ud til at skabe deres egne fællesskaber for derigennem at få mulighed for at udtrykke deres personlighed, men det er skidt fordi at når de begynder at dele deres problemer, vil de tro at dette er normalt. Hun håber derfor at skole administrationerne landet over vil identificere sådanne grupper og sørge for at drengene med den rette rådgivning kan håndtere deres følelser.”

Malaysias multikulturelle befolkning domineres af muslimer. Homoseksualitet er forbudt og straffes med 2-20 års fængsel eller piskeslag. Ikke desto mindre ses mange unge mænd med make up og feminint kropssprog i gadebilledet, også enkelte af de såkaldte ladyboys, som er et udbredt fænomen i nabolandet Thailand.

 

 

 

 

Mægtige Malaysia

Her er mægtigt i Malaysia. Mægtig mad, mægtig mangfoldig kultur og natur…. og meget imødekommende mennesker. Malaysia er lige blevet kåret som et af verdens 10 venligste lande. Ikke så underligt, for de er altså fucking flinke her.

Malaysia er meget forskellig fra land til by – ligesom alle andre lande. I Kuala Lumpur (i daglig tale KL) findes alt det, der kendetegner en stor, moderne by: Tæt bebyggelse, høje huse, masser af hoteller, shopping malls (næsten for mange og for store), underholdning, afveksling, tidsfordriv, meget af det hele…

I ”provinsen”  hvor vi bor nu i Tanjung Bunga (på Penangs nordkyst) lige op ad bjerge og ud til havet, er der længere mellem mall’sne og underholdningen, men begge dele er her, utallige hoteller og lejlighedskomplekser langs kysten – og der er masser at se på i lokallivet.

Malaysia præges af mangfoldigheder på alle mulige  måder. Befolkningen består af malajer (58% – mestendels muslimer – faktisk baserer landets love sig på sharia…!) indvandrede kinesere (25% – de er buddhister, konfuzianister og taoister) og indvandrede indere (7% – som jo er hinduer). Da flere af disse religioner  fylder lidt mere i det offentlige rum end dansk folkekirketro, er her moskeer, hindutempler og buddhisttempler spredt med gavmild hånd. Hver dag hører vi der kaldes til bøn i den nærliggende ”flydende moske” og på hotelværelset fandt vi langt om længe ud af hvad pilen i loftet betyder.  Den angiver retningen for Mekka! Når man skal bede, skal man altså ikke først til at finde ud af retningen ved hjælp af kompas og Google Maps! Det er god kundeservice og giver et fingerpeg om, hvor vigtig en del af den muslimske hverdag det er at bede. Da vi ankom i lufthavnen fra Hanoi, bemærkede vi også, at der blev sagt over højttaleren, at det var tid at bede for muslimsk troende. Og så valfartede forskelligt slags personale mod bederummet – et fænomen, der selvfølgelig findes overalt fra rastepladser til shopping centre og lokale skoler.

I skolen er det almindeligt at lære Bahasa (malaysisk),  Mandarin og/eller Kantonesisk (der findes store enklaver af de herboende kinesere, der også taler dialekten Hokkien) og så engelsk, da Malaysia er en gammel engelsk koloni (Malaysia blev uafhængig i 1957)

Udover lokalbefolk-ningen er der mange turister her på Penang, så ind imellem de nævnte sprog, høres en del australsk, tysk, forskellige engelske varianter samt japansk og ikke mindst arabisk, da Malaysia er et stort rejsemål for arabere. Og ja, så er Thailand jo lige om hjørnet, så mon ikke der sniger sig et par Thai gloser ind.

Alle disse forskellige sprog anerkendes på lige fod, og derfor ser man skilte på malay, engelsk og kinesisk. Enkelte turisttunge steder også japansk og arabisk, hvilket unægtelig giver nogle lange skilte bare for at fortælle, at man har forladt butikken et øjeblik og kan fanges på mobilen…

 

Kender du Durian?

Næeh, vel…..? De færreste danskere kender Durian, den slemrian.

Durian forbudtDurian er en farlig fætter – stor og tung med tusindevis af pigge udenpå, og en stank af en mellemting mellem meget overmoden ananas og rådne æg indeni. Som frugt betragtet er den meget anderledes end hvad de fleste af os forstår ved en eksotisk frugt.

Den er et velkendt fænomen her i Asien. Den lugter så fælt, at de fleste hoteller har som en del af deres reglement, at man ikke må medbringe den på værelserne – ja, eller nogen andre stedet på hotellet for den sags skyld. Man må ryge de fleste steder på hotellet – men altså ikke mæske sig med Durian.

Ikke desto mindre er den en favorit er i Malaysia, hvor den dyrkes i flere varianter. Den er også almindelig i Vietnam, hvor de dyrker den sydpå og sælger den på gaden i Hanoi, men den er ikke markedsført som noget guddommeligt, sådan som jeg oplever den er her. Der er faktisk en Durian festival her på Penang i midten af maj. Jeg ved endnu ikke om jeg magter en hel festival med den stinkende slambert af en kæmpefrugt – men jeg har lovet mig selv at smage den, nu jeg er her.

Thuy – vores vietnamesiske veninde, der nu er bosat her på Penang – har lovet at tage mig med hen et sted, hvor man købe og spiser sin stinkende godbid på stedet…. Mads er ikke til megen hjælp – for han kan slet ikke holde tanken ud om dens rådne lugt.

Efter hvad jeg har hørt, sveder man den ud ligesom hvidløg, så ikke nok med at den lugter skidt før man spiser den, man går altså også rundt i en fesen lugt dagen efter. Godt nok en mærkelig frugt, den Durian.