En hvalp er en hvalp

På min vante vej ned til bageren, slagteren, videre mod fitness centret osv  går jeg langs søen, hvor en af familierne har et par hvalpe for tiden.

Og hvalpe er jo hvalpe uanset om de ender deres dage i en gryde eller får et langt liv med plads i fodenden hos husherren, hvor de bor.

Denne lille slambert er både bange og modig på samme tid. Bjæffer ad mig og løber lidt efter mig. Vil gerne snakke – og så nej, alligevel ikke.

Den er lidt håndsky og jeg ved ærligt talt heller ikke om jeg har lyst til at klappe den særligt meget – den har åbenlyst lopper. Men sød er den altså, no matter what! Jeg stopper op og kigger lidt  på den og kommer også hurtigt til at  tale til den på den der dumme måde med høj stemme, som er helt til grin, når man ser det udefra. Der sidder da også et par vietnamesere i nærheden, der får sig en fin oplevelse. Mærkelig udlænding, der stiller sig op og sætter sig på hug, tager kamera frem og taler til hunden. Hunde er altså ikke noget man taler til eller med. De er der bare…

 

Hvalpen har fundet lidt skrald at rode i. Minsandten om ikke der var en gammel fisk iblandt dåser, plastik emballage og snask. Uhhmmmm! Lækker fisk…

Nå, jeg må  videre….  Så godt lugtede den lækre fisk nemlig ikke…..

Facebook vennerne – den selvvalgte familie?

Ifølge Facebook selv, har vi for længst rundet 2 mio. danskere, der er hoppet på vognen med en profil på den populære Internet opslagstavle. Man kan bruge de sociale medier på mange forskellige måder. De unge definerer hele deres liv via de sociale sider, mens vi, der er ældre end unge, stadig famler lidt med formålet. Hvis jeg kigger mig omkring i min egen elektroniske vennekreds, ser jeg nogle, der har en minimal profil og ”bare kigger med” uden selv at bidrage, mens andre bruger hele pakken; eksperimenterer med det nye medie og spiller, chatter og deler billeder, links osv. med veninder, kolleger og familie. En større gruppe er forsamlet i mellem de to grupper og er typisk sporadisk deltagende.

Men hvad giver det os egentlig, dette sociale medie? Hvad får vi, som vi ikke har fået før?

Fuldblodsvenner og Fjæsevenner

De fleste starter deres Facebook karriere med venner, de etableret et forhold til i det virkelige liv, også kaldet IRL – In Real Life. Men der er også plads på vennelisten til bekendte, som vi måske kun har mødt en enkelt gang eller kender ganske perifert. Den første slags – de oprindelige venner – kalder vi for nemheds skyld her for Fuldblodsvenner. Og dem vi sjældent eller aldrig ser i det virkelige liv, kaldes Fjæsevenner.

Jeg har selv en god Fjæseven, der bor i Asien, og som jeg derfor ikke kan mødes med særligt ofte. Hun hedder Thuy og var i begyndelsen en professionel kontakt. Da tiden var moden til at ses privat, var jeg på vej ud af Vietnam, og vores sidste møde blev det første og eneste, der havde venskabelig karakter. Jeg tænkte ofte siden, at det var en skam, at vi ikke nåede at knytte den tætte kontakt tidligere, for vi havde en usædvanlig god kemi.

Men et par år senere fandt jeg Thuy på Facebook og hun blev igen en del af mit liv, men på en helt ny måde. At vi skriver sammen, i stedet for at tale, har stor betydning. Vi kan begge bedre formulere os med større omtanke, for det kræver lidt mere at udtrykke sig nøjagtigt, når man ikke gør det på sit modersmål. Og vi har mulighed for at dele f.eks. billeder og film, som vi kan se uafhængigt at tid og rum. Det er svært for os at afse tid samtidig, dels pga. tidsforskellen mellem Europa og Asien, dels fordi vi begge har så meget andet, der kræver opmærksomhed.

Det føles som om vi er meget tættere end de 8.000 kilometers reelle afstand. Hvis vi boede nærmere hinanden, ville vi helt sikkert være Fuldblodsvenner, og jeg håber da at møde hende igen IRL. Men jeg har opdaget, at det ikke afgørende. Vi trives fint som Fjæsevenner.

Venskab er nærvær, men ikke nødvendigvis nærhed

En gang troede vi, at nærvær krævede fysisk nærhed. Det gør det altså slet ikke. De unge har for længst taget nye nærværsformer i brug – først på mobilen og senere på de sociale medier. De holder tæt kontakt til deres nærmeste venner – hele tiden, men uden at være fysisk til sammen. Hvis du, som jeg, er forælder, kan du måske genkende situationen: Min søn har en afleveringsopgave for til dagen efter og sidder nu endelig foran pc’en med matematikbog, passer og tegnetrekant indenfor rækkevidde. Han har mobilen i hånden og sms’er uafladeligt. Med den ene hånd beskæftiget på mobilen, bladrer han i bogen og læser fragmenter af opgaven, imens han besvarer de indkomne meddelelser. Pludselig får computerskærmen hele hans opmærksomhed – en veninde har skrevet til ham på chatten. Han griner, sender lynhurtigt en kommentar retur, og citerer ud i rummet noget som en eller anden stand-up komiker har sagt. Hans opmærksomhed går tilbage til matematikken og han taster svar på et par spørgsmål om radius og omkreds, inden han forstyrres af en anden ven, der lige vil dele et klip på YouTube med ham. Det er indiskutabelt, om det skal være nu. Efter fem minutter med et fransk musikvideoklip og ca. 45 sms’er fokuseres der igen på vinklerne og cirklerne i opgavebogen.

”De unge har ikke noget indholdsmæssigt formål med at kommunikere. De kommunikerer for kommunikationens egen skyld. Det vil altså sige, at de henvender sig til hinanden blot for at vedligeholde de sociale relationer – for at bekræfte hinanden i sine venskaber” fortæller Malene Charlotte Larsen, der er ph.d. stipendiat på Aalborg Universitet og forsker i unges medievaner. Det, der giver følelsen af nærvær er tilgængeligheden; at ”du er der lige nu, hvor jeg har brug for at du er det”. Nærvær behøver ikke inkludere fysisk tilstedeværelse, hvis bare vi har fornemmelsen af, at den anden ”er der” – i den anden ende af et medie.

Der er altså opstået en ny slags nærvær, som de unge trives med. Nærvær uden øjenkontakt og aflæsning af kropssprog, som er vigtige dele af de traditionelle nærværsprincipper. Til gengæld forventes det, at man svarer straks – igen og igen.

 

Du er ikke alene

Vi mennesker har et grundlæggende behov for at mærke, at vi ikke er alene. Vi er flokdyr. Uanset hvor meget vi taler om individualisering, er vi stadig afhængige af at være en del af flokken – af dens accept og inkludering. På Facebook findes massevis af flokke, du kan blive en del af, ligesom du kan opsøge flokke, du engang var med i, så I kan føle jeres gamle fællesskab på ny.

Typisk for os i den ældre-end-unge generation er, at vi har gamle skolekammerater som Fjæsevenner. Gensynets glæde er intens om end flygtig. Man bliver bare glad over at genfinde en gammel ven eller veninde efter mange år:

Du kender det sikkert: Din bedsteveninde Ulla flyttede med sine forældre til Fyn midt i fjerde klasse og du så hende aldrig siden. Ærgerligt, for I havde faktisk en masse tilfælles dengang. Gad vide hvor hun er i dag…? Surfe, surfe, surfe… Hendes specielle efternavn dukker straks op og du genkender hende på billedet, nu med en midaldrende kvindes træk. Det må være omkring 32 år siden du så hende sidst… Klikker ind og sender en besked med beskrivelse af tid og sted samt et par kodeord fra jeres fælles fortid. Hun svarer hurtigt tilbage; jo det er hende og selvfølgelig husker hun også dig.

Så følger en beskrivelse af hendes liv nu med mand, børn og bankjob. Rimeligt kedeligt i en jysk forstad, men nostalgien eller nysgerrigheden kildrer i maven. Hvor er hendes barnlige sjæl fra dengang hvor I stjal hendes mors læbestift og curlere – og omsatte det til ”fine damer”. Eller hvad med den gang I klatrede i forbudte træer og hendes hvide sommerkjole led en krank skæbne? Ikke helt i overensstemmelse med hendes mors opfattelse af velopdragne, pæne piger!

I morer jer sammen, udveksler billeder af jeres børn  og genopfrisker hukommelsen om hinandens små søskende, der i mellemtiden har rundet 40! Alt sammen fremkalder det tryghed og gode minder fra barndommen, hvor I tilbragte hele døgn sammen. Dejligt at vide, at hun stadig er derude.

Men så alligevel – pludselig – PUF! Magien er væk. Det er forbi, det ved du straks. Kontakten bliver svagere og forsvinder lige så stille. Det hele er sagt nu; genoplivet og brugt op. Det kunstige åndedræt kunne ikke vække venskabet til live for evigt. I fik ikke engang talt om at mødes. Men den passive kontakt består – og nu ved I hvor I kan finde hinanden – hvis altså…

Ægte venner

På Facebook kalder vi alle for venner! Jamen venner – rigtige, ægte venner – det kan de da umuligt være alle sammen. Eller kan de? Det afhænger af om definitionen af venner er endegyldig, eller som så meget andet, under forandring. Det sidste er det mest sandsynlige og som sædvanlig er de unge først på færde. Det er naturligt for dem at have hundredvis af venner, hvilket virker provokerende på os, der er vokset op med venskaber af en anden kaliber. Venskabsbegrebet er allerede sat på prøve, og i kølvandet følger en række andre interessante nyfortolkninger af institutioner som for eksempel søskendeforhold og ægteskab.

Ifølge Malene Larsen, har de unge længe været i gang med at udvide – eller udhule – begrebet venner i forbindelse med deres sociale aktiviteter på nettet. ”De unge bruger begrebet venskab om det, de ældre generationer bruger om bekendtskab. Og ”rigtige venner” er i de unges sprogunivers blevet ”dem, de elsker overalt på jorden” siger hun.

Noget tyder altså på, at de begreber, vi bruger om forskellige relationer som familie, venner, bekendte og kammerater, er under udvikling. Eller afvikling? Tidligere tiders forståelse er opløst. De unge tolker forbindelserne anderledes, hvad enten vi kan lide det eller ej.

Malene Larsen fortæller videre hvordan de unge på Arto – en pendant til Facebook – kan indgå såkaldte Arto-ægteskaber. Denne mulighed var højst sandsynligt tiltænkt kærester IRL, der her fik mulighed for at bekræfte deres kærlighed i den virtuelle verden. Men sådan bruger de unge den ikke. De gifter sig i stedet med deres bedsteveninde eller bedsteven! Ifølge Malene Larsen netop fordi de har brug for at signalere, at der er forskel på venner og venner; nogle er bedre-end, andre er bare venner.

Tendensen er fortsat på Facebook, hvortil Arto-borgere i stort tal emigrerer. Her gifter de unge sig underligt nok ikke med hinanden, men skriver deres Fuldblodsveninder ind som om de er i familie. Under rubrikken ”søskende” inkluderer man altså vidt forskellige relationer som for eksempel biologiske halv- og helsøskende, mors nye mands børn af tidligere ægteskaber, som man ikke er blodsbeslægtede med, og så de allerallerbedste venner. Sidstnævnte kategori er naturligvis ikke permanent, for bedsteveninden bliver skiftet ud ofte – nøjagtigt som hun altid er blevet det.

Denne selvvalgte familie sætter nye standarder for det, der i den grad har været rammesættende i vores kultur; nemlig hvem vi er i familie med og hvem vi gifter os med.

Gammel vin på nye medier

Udover at der opstår nye ord, hvilket kendetegner de fleste områder af livet, og at kendte begreber får nyt indhold, er der så noget at skrive hjem om – her fra den nye sociale virkelighed?

Både ja og nej: For mens medier og udtryk forandres, forbliver de grundlæggende menneskelige sociale behov uforandrede. Vi har som altid behov for at være i tæt kontakt med de andre i vores flok, men flokken kendetegnes ikke længere af blodbånd eller fælles oprindelse og findes ikke nødvendigvis indenfor et afgrænset geografiske område.

Facebook og de andre sociale medier bidrager med mulighed for tilgængelighed og nærvær på tværs af tid og geografi. På denne tidssvarende måde kan vi tilfredsstille et af vores grundlæggende behov: Vi kan med andre ord være sociale uden at være sammen.

Blegere er bedre

Her i Vietnam må man endelig ikke være brun. Helt modsat i Danmark, hvor vi trods advarsler og Kronprinsessens indsats for at vi beskytter os mod UV strålerne, ligger strandene tynde, så snart den mindste solstråle titter frem.

I Vietnam skal man være bleg. Basta. Det betyder først og fremmest, at man ikke opholder sig i solen – hvilket også er en rigtig god ide, selvom her er nok af den, for den er der i mange måneder om året og brænder virkeligt på huden. Men det er ikke nok – hvis man er rigtigt hip,  bleger man sin hud med blegecreme. Mig bekendt har de ikke særligt meget fokus på solfaktor creme, men det er jo heller ikke nær så effektivt, hvis målet er at (for)blive bleg.

Så vidt jeg har forstået, handler det ikke om faren for hudkræft (og i givet fald er blegemiddel nok heller ikke det bedste alternativ), men om at man kan vise sin status gennem bleghed.  Ved at være bleg signalerer man, at man er højt hævet over dem, der slider i det med udendørs arbejde, fx i rismarkerne.

Men det er så ikke nok at være naturligt bleg – man vil gerne være endnu blegere, så næsten alle cremer indeholder ”whitening” og da jeg for nyligt var inde i den autoriserede Clinique butik for at købe en farvet dagcreme i ”min farve”, måtte jeg forlade den med uforrettet sag. Den ligner ellers godt nok til fuldstændighed alle andre Clinique’er jeg har set. Ekspedienterne er i hvide kitler – godt nok suppleret med høje sorte hæle og halvtykke sokker med kaniner på – og de har den der lidt kliniske måde at præsentere tingene på. I skrighvide plastikborde/displays med tandlæge-agtigt lys. Og alle displays er fyldt helt op med prøve cremer i alle nuancer fra ”snowwhite” til ”natural suntan” – mascara på række ved siden af neglelak på række…

Men det er bare noget de leger – at de har en rigtig Clinique butik. For cremerne findes ikke i 9 nuancer – man kan faktisk kun købe de 3 blegeste. Men Clinique’s franchise koncept tillader selvfølgelig nok ikke at displayene står halvtomme…

Hvordan laver man glukose?

Har du nogensinde tænkt over det? Jeg havde faktisk ikke, selvom jeg nok må siges at have konsumeret en del af slagsen i mit lange liv…

Det er nok ikke så let at komme til at undersøge på egen hånd i Danmark, men det er det heldigvis i Vietnam. Forleden tog vi på udflugt ca. 20  km udenfor Hanoi til ”nudellandsbyen”. Faktisk er der tale om 3 landsbyer, der næsten er smeltet sammen – det er kun den ene, der laver nudler. De andre har noget andet fødevareproduktion – blandt andet glukose og noget stivelsesudtræk af kassava rødder. Men denne historie handler altså om glukosen.

Vi havde forsøgt at sikre os en taxa, der kunne finde vej og som havde forstået, at vi også skulle hjem igen. Men det var som sædvanligt gået galt, så vi kørte med en eller andens søn,  og han måtte hele tiden ringe eller sms’e for at forsøge at finde vej derud. Mads havde heldigvis GPS i telefonen og jeg havde kopieret et par sider fra en bog med nogle skematiske kort og det udgjorde den samlede mængde af informationer, der satte os i stand til at forklare junior, hvornår han skulle dreje og hvornår ikke.

Vores østrigste veninde MichaelaVi havde fornøjelsen af at have Michaela med – vores østrigske veninde, som på sin næstesidste dag i Hanoi ville med ud og kigge på den virkelige verden udenfor vores base i Hanoi.

Vi forlader taxaen lige uden for byen og går lidt forsigtigt fremad. Vi synes at byen virker mærkeligt ren i forhold til Hanoi – og menneskene mere venlige. Der er sådan lidt tomt i gaderne – som om de fleste beboere ikke er hjemme. Men det indtryk holder ikke længe, for vi kan høre mægtige maskiner banke løs inde bag murene og se røg og damp komme ud og op.

Vi lusker ind ad en gyde og videre hen ad en anden… og ser en kvinde stå og skovle rundt med noget tykt, sort, tungt mudderagtigt noget, der ligner en blanding af kul og ler.

Hun skovler det ind under et stort kar, der næsten forsvinder i damp. En diesel generator trækker vejret tungt og larmer helt ulideligt. Vi kigger ind i noget, der ligner et hjem og en produktionsenhed i et. Det er det også.

En flink mand tusser rundt derinde. Imødekommende og venlig, og uden et ord på engelsk, inviterer han os ind via fagter og håndtegn. Mads viser ham kameraet og får lov at fotografere… men inden, skal vi da lige have en kop te. Vietnameserne har sådan nogle dukkehusstørrelseskopper og serverer tit og gerne noget meget bitter te, som fyldes i kopperne, lige så hurtigt, som vi tømmer dem.

Ser serveres altid bitter grøn the af dukkehuskopper når der kommer gæster.Det smager aldeles rædselsfuldt, men vi må betale prisen for vores nysgerrighed, for billeder af familien og indsigt i deres produktion – som viser sig at være glukose. Jeg ville egentlig også gerne låne et toilet, og da især efter mange fingerbøl af den bitre te, men da de ikke kan et ord engelsk og jeg ikke lige kan huske, hvad det hedder på vietnamesisk, er jeg på røven – rent ud sagt. Vi sidder lidt endnu og forsøger at tale sammen –  flere familiemedlemmer dukker op. Mads gestikulerer sig til at komme ud i produktionen sammen med mester selv, og de forsvinder med kameraet på nakken. Jeg skal tisse noget så gudsjammerligt efterhånden og er sikker på, at de i hvert fald har et hul i jorden et sted – eller et skur – men hvordan faen skal jeg få det forklaret til dem?? Hvad er håndtegnet for at skulle tisse? Jeg ser i et flash Grethe Sønck i  ”Gæt og grimasser”  – hun lå vist på gulvet på alle fire – husker ikke, hvad hun skulle ligne. Nå, men uanset om jeg smed mig på gulvet ville det ikke give mening for det stakkels mennesker – og i værste fald, vil de tro, at jeg er syg. En hurtig rådslagning med Michaela overbeviser mig om, at det ikke bliver nemmere noget andet sted i byen – vi er på landet – de taler ikke engelsk – der er ingen offentlige toiletter (og hvis der var, ville jeg ikke synes om standarden) – så chancen er NU, hvor vi er i et af de bedre stillede hjem med separat køkken,  stort offeralter og TV.

Der skovles kulholdigt ler på kedlerne..og gryden bobler..efterhånden tappes glucosen fra og filtreres gennem et gammelt pudebetræk..og til sidst hældes det på sække med 80 kg i hverAltså prøver jeg at sige WC, toilet, bathroom på engelsk, på langsomt engelsk og på noget, der med lidt god vilje kunne være fransk. Til stede er en bedstemor, en mor ca. midt i 30’ern med en helt lille fyr på armen sant en skolepige på måske 8, der lige er kommet hjem i sin skoleuniform. Hun er mit største håb, for hun har måske engelsk i skolen og ser måske noget engelsk TV.  Jeg spørger dem hver især – tyyyyydelig udtale – toooo-iiii-leeet – weeee-ciiii…..?? Peger rundt i huset – ud mod køkken-regionen…? De voksne nikker og bedstemoderen siger en del på vietnamesisk. Nikker igen. Jeg prøver med bathroom – og de andre på fransk. Michaela kan også tale tysk og italiensk, men det nytter nok slet ikke. Jeg finder et stykke papir, skriver ”wc” og ”toilet” og viser det til pigen. Hun siger noget vietnamesisk til sin mor, der kigger på mig og nikker helt vildt. Jeg tror, hun har forstået ordet – nu mangler jeg bare at overbringe det glade budskab,  at jeg gerne vil låne det. Så jeg peger selvfølgelig på migselv og siger toilet og peger ud mod køkkenet. Hun nikker og jeg antager, at vi har en aftale. Jeg begynder at gå ud imod køkkenet og den generte heltinde i skoleuniform gemmer sig bag sin mor. Jeg nikker til hende og viser med hånden, at hun må følge mig. Det gør hun så – og jeg havde ret i at køkkenområdet var i den rigtige retning. Hun åbner døren til toilettet: der ER faktisk et toilet. Altså kumme – ikke pedal. Og bræt på! Og fanme også papir!!!!!! Langt over standard…. Ikke rent – overhovedet – men langt bedre end hvad jeg havde frygtet. Jeg er også lige ved at løbe over.

Mads har i mellemtiden fået en forelæsning – på vietnamesisk – om hvordan man laver glukose ud af noget, der ligner græstørv i det kæmpestore kar vi så på vej ind. Det er noget med slanger, damp og dieselgeneratoren, der vistnok trækker en kæmpestor ventilator. Og så en øse til at hælde det klæbrige stads ned i plastiksække, der er nede i nogle andre sække, der så syes til foroven – med nål og noget bastlignende  snor.

Der er en usandsynlig larm og dampen står ud til alle sider fra det fnysende uhyre. Vi filosoferer sammen med Michaela over, hvordan der mon er i den hede sæson med høj luftfugtighed. Not so nice. Men til gengæld har de jo et glimrende tag over hovedet og arbejde til en hel familie.

Inden vi går, sniger jeg 2000 dong (ca 50 øre) ned i pigens hånd….. Men jeg plejer da ikke at være sådan en fedterøv…..??? Det er jeg heller ikke – en ufaglært arbejder som pigens far, tjener ca. 2-2,5 kr. i timen….

Børn her har ikke penge selv, sådan som de har i Danmark, så den lille pige har sikkert givet dem til sin mor. Håber hun får et par farveblyanter…