Mannequiner

Der er noget, der undrer mig. Ja, selvfølgelig er der meget her i dette meget-anderledes-end-Danmark-land…. Men nu det med mannequiner i tøjbutikkerne for eksempel. De er altid en anden størrelse – en anden race – end vietnameserne.

Mannequin med brede (vestlige) hofterJeg fatter ikke, hvorfor man ikke har asiatiske modeller – og det gælder sådan set også for det meste anden markedsføring – at man altid bruger hvide, eller vesterlændinge eller kaukasere eller hvad vi skal kalde os som samlet gruppe, til at sælge tøj til vietnamesere.

Jeg har f.eks. noteret mig at Triumph (som er et stort brand herude) på alle deres posters i butikkerne viser forholdsvis barmfagre vesterlandske kvinder. Så ser man sådan en solbrun barm – str. C-E eller i noget i den stil – på kæmpe plakater – og lige nedenunder hænger de bitte-bitte små BH-er i str. 50-60A eller hvad ved jeg. Men det er måske bare mig, der tror, at der skal være en sammenhæng. Jeg blev i hvert fald klogere i den lokale Ecco butik forleden, da jeg så de feeeedeste støvler på modellen, der sad i en strandkant på posteren… Men dem havde de slet ikke i butikken….  Og den vietnamesiske ekspedient viste mig stolt nogle helt andre støvler. En anden farve, et andet materiale, en helt anden slags…. Som jeg ikke kunne bruge til noget som helst. Never mind – jeg har alligevel aldrig været vild med Ecco!

Nå, men her gælder det altså mande-quiner, som har fået vietnamesiske bukser på. Og dem kan de jo ikke passe…

Templernes konge

Templer, templer, templer….. der er masser af dem i Vietnam og vi besøger da med jævne mellemrum en håndfuld særligt udvalgte i Hanoi – så hvorfor i grunden tage til Cambodja for at se flere af dem…?

Tempelområdet i Siem Reap i Cambodja er kendt som alle templers moder, det strækker sig over 400 kvadratkilometer(!) og dele af templerne (der er usandsynligt mange) er overgroet med jungle. Andre er faldet næsten helt fra hinanden og ligner ikke længere bygninger.
Jeg har aldrig set noget lignende….

Desværre er her så mange turister, at det er ulideligt  at færdes på ”hovedstrøgene” hvor busserne ligner myretuer, hvorfra turister af alle slags med alt fra kæmperygsække med eksklusivt fotoudstyr til stavgangspinde (du læste rigtigt) myldrer ud – og alle sammen tager samme retning mod hovedingangene. Inde i selve templernes gange ophobes horder af japanere, der vælter rundt, råbende og grinende imens de tager alle mulige billeder af sig selv og hinanden med deres mobiltelefoner samtidig med at lokale guider forsøger at overdøve larmen med deres foredrag om de  hellige skatte.

Hvorfor i alverden kan japanere ikke vise stedet respekt, når nu der er sat skilte op med bl.a. et piktogram, der viser at man skal være stille….?  Europæerne og/eller amerikanerne er ikke stå støjende – altså rent bogstaveligt. De er bare så ignorante overfor andre kulturer, at de ikke synes de behøver følge forskrifterne om at være ”passende” klædt. Iflg. alle turistbøger (der er også skilte ved indgangene), skal man have tildækket skuldre og lår. Det er simpelthen respektløst – især for kvinder – at vise sin krop frem. De munke, der færdes i templerne – måske bor de der – er så utilpasse ved fænomenet, at de end ikke kan få sig selv til at bede os turister om at gøre noget ved det. Det er mig en gåde at forstå, hvorfor man som turist ikke vil vise respekt for det sted man besøger, når det nu bare drejer sig om at man trækker en t-shirt over den brankede kavalergang og smider en sarong om livet. Det kunne nok også lette deres solskoldninger vil jeg tro – for på store åbne pladser og græsarealer imellem templerne straffer solen ubønhørligt.

Men her er  S T O R T på så mange planer, at det er svært at fatte. Hvordan kan de stakkels mennesker for 1000 år siden have bakset rundt med tonstunge sten og stablet dem ovenpå hinanden? Og hvordan kan de have vidst hvad man gjorde for at lave buer og tagkonstruktioner? Tankevækkende som vi moderne mennesker tror, at det kun er os, der kan opfinde fantastiske ting som telefonen og internettet. Hvordan har arkitekterne sørget for at bygningerne stadig står – og gad vide hvor mange mandeliv man regnede med at sådan et byggeri tog? Det kan ikke have været noget fest at være stenslæber hele sit korte liv for cambodjanerne – og hvordan kan de overhovedet have båret noget så tungt – mændene vejer vel 50-55 kg.

Det er også et helligt sted, selvfølgelig,  som tiltrækker mange buddhister  på pilgrimsfærd – hvilket i praksis betyder, at der er folk, der sidder og beder foran de forskellige Buddhaer. Midt i turisthelvedet sidder de i dyb bøn – og hvem ved, måske har de rejst i dagevis for deres opsparede skillinger for bare én gang i deres liv at komme og bede ved netop denne her Buddha.

Fascinerende….

Det er så anderledes fra hvad jeg er vokset op med, at jeg ikke kan andet end at blive betaget. Jeg har sådan set ikke sat mig særligt ind i historien – om konge dit eller dat byggede eller  udbyggede denne fløj eller lod hugge en særlig frise i sten som sit eftermæle. Jeg kan bare godt lide de kæmpestore bygninger, fornemmelsen af tusinder af års stille slid og spirituelle ritualer – at indånde storheden i historie, kultur og natur i disse særlige omgivelser er noget helt særligt.

Samtidig med at det er noget af det ældst bevarede fra denne kultur, er det også en af de yngste turistattraktioner, da tempelområdet ligger midt inde i junglen og da Cambodja har været hærget af krig indtil for lidt mere end 10 år siden. Det er derfor nyt i det hele taget at have en mega turistattraktion og da landet samtidig er utroligt fattigt, er man ikke nået til at spekulere på hvordan man beskytter de hellige sten mod slid og grov udnyttelse. At se de store menneskemængder vælte ind over og op ad templernes trapper, ruiner og halve statuer er forstemmende. Selv de steder, der er afspærret med primitive snore og skilte om ”danger” tramper folk rundt i de mosbegroede brokker, for at få det bedste billede af udsigten eller kæresten. Mig først, mig først!!!

Vi har en dag tilbage på vores ”turpas” til templerne – som vi har besluttet at indløse kl. 06.00 i et naivt håb om at få dem lidt for os selv