Sexydance

Samtidig med at Fatwa rådet diskuterer om poco poco dansetrin skal forbydes – og i en enkelt stat er det så faktisk forbudt at steppe rundt i poco poco facon – ser man plakater som dennerher udenfor en natklub i Georgetown, som er hovedbyen her på Penang…..

Ikke til at sige hvad slags dans “sexydance” er – måske poco poco – måske noget der er endu værre….? Hvad ved jeg, der aldrig kommer på natklubber. Heller ikke denneher. Det er i hvert fald noget, man som gæst kan vinde priser for…

Endnu et tegn på landets mangfoldighed – som ud over at rumme mange forskellige racer og religioner altså også indeholder moral på mange niveauer….

 

Nice Cutex

“Nice Cutex, Ma’am” sagde 7-11 ekspedienten – en kvinde først i tyverne af Indisk/Malaysisk afstamning. Med rigeligt ferskenfarvet øjeskygge og imødekommende attitude til at tage sig af betalingen af min flaske vand, der var udset til at skulle redde min krop fra udtørring.

Nice Cutex – min hjerne roder i samtlige index efter mening. Hvad er det, hun snakker om?? ”Pardon” siger jeg og holder øje med hendes blik, da hun gentager komplimenten. Hun kigger på mine hænder……

NÅÅÅÅEEH – altså Cutex som i neglelakken Cutex. Hun synes om min neglelak går det nu op for mig. Jeg har aldrig hørt udtrykket Cutex om det før – ville tro man sagde Nail polish – men kender godt Cutex mærket. Jeg bruger nu Revlon, så hun er helt i skoven… anyway – jeg takker for komplimenten og hun fortæller at hun også selv bruger neglelak somme tider.  Mere præcist, når hun har menstruation….!!!

Jow, fordi hun er muslim, fortæller hun mig. Og man må ikke have neglelak på når man beder. ”Vi beder hele tiden, så det er kun når jeg har menstruation…..” smiler hun, underforstået at man ikke beder i den periode.

Fin lektion i kultur. Og sikke meget man kan lære om de meste forskellige emner på 2 minutters 7-11 snak…

Forbudte dansetrin

Poco poco dans er blevet forbudt i Malaysia – af Det Nationale Fatwa råd, som mener at fordi man danser trin, der former et kors (et kristent symbol), så er det ikke passende for muslimer at danse den.

Men Malajerne er siden begyndelsen af dette årtusinde blevet så begejstrede for poco poco trinene, som de træder både når de dyrker aerobic og når de holder bryllupper, så de brokker sig og vil have ophævet forbudet, der blev udstedt i februar i år.

I min avis i dag, er der både en artikel og et læserbrev om poco poco dansen. Faktisk er Fatwa rådet kommet til fornuft og har ophævet fatwa’en – så længe danserne altså overholder ”The Islamic Entertainment Guide”….

Men det forhindrer ikke Muftien i Perak (en delstat) i at fastholde det oprindelige forbud. Han er hverken til at hugge eller stikke i fordi han er blevet oplyst om, at dansen stammer fra Jamaica og indeholder ikke alene kristne trin, men også elementer af ånde-tilbedelse.

I læserbrevet fremhæves det, at dansen ikke stammer fra Jamaica, men fra Indonesien (der primært er muslimsk, ligesom Malaysia) og at man til bryllupper ikke danser med andre end sine fætre og kusiner, onkler og tanter – da det med blandede køn jo ikke tillades indenfor Islam. Og så fremhæver læserbrevsskribentinden helseperspektivet ikke at forglemme, naturligvis – det er godt for folket med motion.

Jeg tænker om så ikke de danseglade malajer fra Perak bare tager over bygrænsen og danser løs hos naboerne….

Her er  artiklen

Her er lidt poco poco dans, hvis du skulle være blevet nysgerrig. Bemærk især stilletterne der danser forrest i billedet i denne aerobic klasse.

Blomster i rendestenen

Vietnameserne har den  vane at smide blomster ud i rendestenen imens de stadig er helt friske og fine. Det har undret mig siden vi kom til Hanoi første gang i 2007 hvorfor de gør det – og jeg ved det stadig ikke med sikkerhed. Men jeg har natuligvis spurgt mig frem og fået forskellige forklaringer, hvoraf flere tyder på, at når man får blomster, er det mere selve gerningen der tæller – det er jo til at forstå: ligesom vi i Danmark siger at det er tanken der tæller  – selvom vi tit hentyder til en gave der ikke var noget særligt eller ikke faldt i vores smag.

Men det gælder ikke kun blomster man har fået som gave – det gælder alle afskårne blomster. Og her er en anden  forklaring den,  at blomster man har i vase indendørs kun er smukke sålænge de er knopper eller liiiiige nøjagtigt sprunget ud – derefter er de ikke pæne mere og må hastigt videre på deres færd – via rendestenen altså. De kvinder der sælger blomster fra deres cykler rundt omkring i byen, gør et stort nummer ud af at pakke  rosenknopperne ind i vådt avispapir –  det er sikkert for at holde på knopperne, så blomsterne ikke springer ud imens de er til salg – for så er der jo angiveligt ingen, der vil have dem…

Jeg husker at jeg en dag havde købt blomster til receptionen på kontoret – mange gyldne asters – som den indre sparegris havde  forestillet sig kunne stå der hele ugen. Sådan blev det nu ikke, for Ann – vores kontorchef – smed dem ud dagen. Og  købte nye,  som helt sikkert var mere i hendes smag – og som holdt een dag – hvorefter jeg  forklarede hende at mit indkøb ikke var et carte blanche til at købe friske blomster til receptionen hver dag og at vi i Danmark ville beholde dem mindst et par dage – måske en uge, imens vi forsigtigt pillede de visne blomster ud. Det syntes hun helt sikert ikke om, for der kom aldrig i hendes tid til at stå blomster mere end een dag ad gangen.  Så måske er der mere i det, end at de ifølge vietnamesisk skik ikke ser pæne ud – måske er der noget overtro forbundet med andendagsblomster….. Jeg ved det stadig ikke!

Forældrenes indflydelse på tøsedrengeri

I min avis her til morgen faldt jeg over en interessant artikel under  ovenstående overskrift – her gengivet i en kortere udgave:

”Hvorfor er nogle drenge så kvindagtige? En psykolog mener at forældre ubevidst kan komme til at udvikle feminine sider hos deres sønner ved at klæde dem i pigeagtigt tøj, når de er små, ved at lade dem udføre husligt arbejde uden at forklare dem om samfundets kønsroller – eller det kan ske, fordi deres far  er for streng.

Siti Aminah Omar underviser i psykologi på Universiti Teknologi Mara og udtaler at mange udearbejdende husmødre beder deres sønner deltage i husligt arbejde som rengøring og madlavning. Det er der ikke noget forkert i, men mødrene glemmer ofte at fortælle drengene at disse huslige pligter traditionelt udføres af kvinder og at drenge der ikke forstår hvilke roller der udføres af de to køn, vokser op i den tro, at de er normalt for dem at være kvind-agtige. Hendes udtalelse falder i forbindelse med at en lokal undervisning komite har sendt 66 skoledrenge med kvindagtige tendenser på en camp for at hjælpe dem af med deres problem.

Hun siger endvidere at samme problemer kan opstå hvis faderen er  for streng og ikke har kontakt med børnene, som så vokser op udelukkende i feminine rammer og selv udvikler kvindagtige sider,  fordi de så føler sig mere sikre. Hun opfordrer derfor fædre til at være mere sammen med deres 13-16 årige sønner fordi det er i den alder at de er mest forvirrede over deres identitet.

Til sidst forklare hun at drenge med feminine sider ser ud til at skabe deres egne fællesskaber for derigennem at få mulighed for at udtrykke deres personlighed, men det er skidt fordi at når de begynder at dele deres problemer, vil de tro at dette er normalt. Hun håber derfor at skole administrationerne landet over vil identificere sådanne grupper og sørge for at drengene med den rette rådgivning kan håndtere deres følelser.”

Malaysias multikulturelle befolkning domineres af muslimer. Homoseksualitet er forbudt og straffes med 2-20 års fængsel eller piskeslag. Ikke desto mindre ses mange unge mænd med make up og feminint kropssprog i gadebilledet, også enkelte af de såkaldte ladyboys, som er et udbredt fænomen i nabolandet Thailand.

 

 

 

 

Mægtige Malaysia

Her er mægtigt i Malaysia. Mægtig mad, mægtig mangfoldig kultur og natur…. og meget imødekommende mennesker. Malaysia er lige blevet kåret som et af verdens 10 venligste lande. Ikke så underligt, for de er altså fucking flinke her.

Malaysia er meget forskellig fra land til by – ligesom alle andre lande. I Kuala Lumpur (i daglig tale KL) findes alt det, der kendetegner en stor, moderne by: Tæt bebyggelse, høje huse, masser af hoteller, shopping malls (næsten for mange og for store), underholdning, afveksling, tidsfordriv, meget af det hele…

I ”provinsen”  hvor vi bor nu i Tanjung Bunga (på Penangs nordkyst) lige op ad bjerge og ud til havet, er der længere mellem mall’sne og underholdningen, men begge dele er her, utallige hoteller og lejlighedskomplekser langs kysten – og der er masser at se på i lokallivet.

Malaysia præges af mangfoldigheder på alle mulige  måder. Befolkningen består af malajer (58% – mestendels muslimer – faktisk baserer landets love sig på sharia…!) indvandrede kinesere (25% – de er buddhister, konfuzianister og taoister) og indvandrede indere (7% – som jo er hinduer). Da flere af disse religioner  fylder lidt mere i det offentlige rum end dansk folkekirketro, er her moskeer, hindutempler og buddhisttempler spredt med gavmild hånd. Hver dag hører vi der kaldes til bøn i den nærliggende ”flydende moske” og på hotelværelset fandt vi langt om længe ud af hvad pilen i loftet betyder.  Den angiver retningen for Mekka! Når man skal bede, skal man altså ikke først til at finde ud af retningen ved hjælp af kompas og Google Maps! Det er god kundeservice og giver et fingerpeg om, hvor vigtig en del af den muslimske hverdag det er at bede. Da vi ankom i lufthavnen fra Hanoi, bemærkede vi også, at der blev sagt over højttaleren, at det var tid at bede for muslimsk troende. Og så valfartede forskelligt slags personale mod bederummet – et fænomen, der selvfølgelig findes overalt fra rastepladser til shopping centre og lokale skoler.

I skolen er det almindeligt at lære Bahasa (malaysisk),  Mandarin og/eller Kantonesisk (der findes store enklaver af de herboende kinesere, der også taler dialekten Hokkien) og så engelsk, da Malaysia er en gammel engelsk koloni (Malaysia blev uafhængig i 1957)

Udover lokalbefolk-ningen er der mange turister her på Penang, så ind imellem de nævnte sprog, høres en del australsk, tysk, forskellige engelske varianter samt japansk og ikke mindst arabisk, da Malaysia er et stort rejsemål for arabere. Og ja, så er Thailand jo lige om hjørnet, så mon ikke der sniger sig et par Thai gloser ind.

Alle disse forskellige sprog anerkendes på lige fod, og derfor ser man skilte på malay, engelsk og kinesisk. Enkelte turisttunge steder også japansk og arabisk, hvilket unægtelig giver nogle lange skilte bare for at fortælle, at man har forladt butikken et øjeblik og kan fanges på mobilen…

 

Kender du Durian?

Næeh, vel…..? De færreste danskere kender Durian, den slemrian.

Durian forbudtDurian er en farlig fætter – stor og tung med tusindevis af pigge udenpå, og en stank af en mellemting mellem meget overmoden ananas og rådne æg indeni. Som frugt betragtet er den meget anderledes end hvad de fleste af os forstår ved en eksotisk frugt.

Den er et velkendt fænomen her i Asien. Den lugter så fælt, at de fleste hoteller har som en del af deres reglement, at man ikke må medbringe den på værelserne – ja, eller nogen andre stedet på hotellet for den sags skyld. Man må ryge de fleste steder på hotellet – men altså ikke mæske sig med Durian.

Ikke desto mindre er den en favorit er i Malaysia, hvor den dyrkes i flere varianter. Den er også almindelig i Vietnam, hvor de dyrker den sydpå og sælger den på gaden i Hanoi, men den er ikke markedsført som noget guddommeligt, sådan som jeg oplever den er her. Der er faktisk en Durian festival her på Penang i midten af maj. Jeg ved endnu ikke om jeg magter en hel festival med den stinkende slambert af en kæmpefrugt – men jeg har lovet mig selv at smage den, nu jeg er her.

Thuy – vores vietnamesiske veninde, der nu er bosat her på Penang – har lovet at tage mig med hen et sted, hvor man købe og spiser sin stinkende godbid på stedet…. Mads er ikke til megen hjælp – for han kan slet ikke holde tanken ud om dens rådne lugt.

Efter hvad jeg har hørt, sveder man den ud ligesom hvidløg, så ikke nok med at den lugter skidt før man spiser den, man går altså også rundt i en fesen lugt dagen efter. Godt nok en mærkelig frugt, den Durian.

En hvalp er en hvalp

På min vante vej ned til bageren, slagteren, videre mod fitness centret osv  går jeg langs søen, hvor en af familierne har et par hvalpe for tiden.

Og hvalpe er jo hvalpe uanset om de ender deres dage i en gryde eller får et langt liv med plads i fodenden hos husherren, hvor de bor.

Denne lille slambert er både bange og modig på samme tid. Bjæffer ad mig og løber lidt efter mig. Vil gerne snakke – og så nej, alligevel ikke.

Den er lidt håndsky og jeg ved ærligt talt heller ikke om jeg har lyst til at klappe den særligt meget – den har åbenlyst lopper. Men sød er den altså, no matter what! Jeg stopper op og kigger lidt  på den og kommer også hurtigt til at  tale til den på den der dumme måde med høj stemme, som er helt til grin, når man ser det udefra. Der sidder da også et par vietnamesere i nærheden, der får sig en fin oplevelse. Mærkelig udlænding, der stiller sig op og sætter sig på hug, tager kamera frem og taler til hunden. Hunde er altså ikke noget man taler til eller med. De er der bare…

 

Hvalpen har fundet lidt skrald at rode i. Minsandten om ikke der var en gammel fisk iblandt dåser, plastik emballage og snask. Uhhmmmm! Lækker fisk…

Nå, jeg må  videre….  Så godt lugtede den lækre fisk nemlig ikke…..

Facebook vennerne – den selvvalgte familie?

Ifølge Facebook selv, har vi for længst rundet 2 mio. danskere, der er hoppet på vognen med en profil på den populære Internet opslagstavle. Man kan bruge de sociale medier på mange forskellige måder. De unge definerer hele deres liv via de sociale sider, mens vi, der er ældre end unge, stadig famler lidt med formålet. Hvis jeg kigger mig omkring i min egen elektroniske vennekreds, ser jeg nogle, der har en minimal profil og ”bare kigger med” uden selv at bidrage, mens andre bruger hele pakken; eksperimenterer med det nye medie og spiller, chatter og deler billeder, links osv. med veninder, kolleger og familie. En større gruppe er forsamlet i mellem de to grupper og er typisk sporadisk deltagende.

Men hvad giver det os egentlig, dette sociale medie? Hvad får vi, som vi ikke har fået før?

Fuldblodsvenner og Fjæsevenner

De fleste starter deres Facebook karriere med venner, de etableret et forhold til i det virkelige liv, også kaldet IRL – In Real Life. Men der er også plads på vennelisten til bekendte, som vi måske kun har mødt en enkelt gang eller kender ganske perifert. Den første slags – de oprindelige venner – kalder vi for nemheds skyld her for Fuldblodsvenner. Og dem vi sjældent eller aldrig ser i det virkelige liv, kaldes Fjæsevenner.

Jeg har selv en god Fjæseven, der bor i Asien, og som jeg derfor ikke kan mødes med særligt ofte. Hun hedder Thuy og var i begyndelsen en professionel kontakt. Da tiden var moden til at ses privat, var jeg på vej ud af Vietnam, og vores sidste møde blev det første og eneste, der havde venskabelig karakter. Jeg tænkte ofte siden, at det var en skam, at vi ikke nåede at knytte den tætte kontakt tidligere, for vi havde en usædvanlig god kemi.

Men et par år senere fandt jeg Thuy på Facebook og hun blev igen en del af mit liv, men på en helt ny måde. At vi skriver sammen, i stedet for at tale, har stor betydning. Vi kan begge bedre formulere os med større omtanke, for det kræver lidt mere at udtrykke sig nøjagtigt, når man ikke gør det på sit modersmål. Og vi har mulighed for at dele f.eks. billeder og film, som vi kan se uafhængigt at tid og rum. Det er svært for os at afse tid samtidig, dels pga. tidsforskellen mellem Europa og Asien, dels fordi vi begge har så meget andet, der kræver opmærksomhed.

Det føles som om vi er meget tættere end de 8.000 kilometers reelle afstand. Hvis vi boede nærmere hinanden, ville vi helt sikkert være Fuldblodsvenner, og jeg håber da at møde hende igen IRL. Men jeg har opdaget, at det ikke afgørende. Vi trives fint som Fjæsevenner.

Venskab er nærvær, men ikke nødvendigvis nærhed

En gang troede vi, at nærvær krævede fysisk nærhed. Det gør det altså slet ikke. De unge har for længst taget nye nærværsformer i brug – først på mobilen og senere på de sociale medier. De holder tæt kontakt til deres nærmeste venner – hele tiden, men uden at være fysisk til sammen. Hvis du, som jeg, er forælder, kan du måske genkende situationen: Min søn har en afleveringsopgave for til dagen efter og sidder nu endelig foran pc’en med matematikbog, passer og tegnetrekant indenfor rækkevidde. Han har mobilen i hånden og sms’er uafladeligt. Med den ene hånd beskæftiget på mobilen, bladrer han i bogen og læser fragmenter af opgaven, imens han besvarer de indkomne meddelelser. Pludselig får computerskærmen hele hans opmærksomhed – en veninde har skrevet til ham på chatten. Han griner, sender lynhurtigt en kommentar retur, og citerer ud i rummet noget som en eller anden stand-up komiker har sagt. Hans opmærksomhed går tilbage til matematikken og han taster svar på et par spørgsmål om radius og omkreds, inden han forstyrres af en anden ven, der lige vil dele et klip på YouTube med ham. Det er indiskutabelt, om det skal være nu. Efter fem minutter med et fransk musikvideoklip og ca. 45 sms’er fokuseres der igen på vinklerne og cirklerne i opgavebogen.

”De unge har ikke noget indholdsmæssigt formål med at kommunikere. De kommunikerer for kommunikationens egen skyld. Det vil altså sige, at de henvender sig til hinanden blot for at vedligeholde de sociale relationer – for at bekræfte hinanden i sine venskaber” fortæller Malene Charlotte Larsen, der er ph.d. stipendiat på Aalborg Universitet og forsker i unges medievaner. Det, der giver følelsen af nærvær er tilgængeligheden; at ”du er der lige nu, hvor jeg har brug for at du er det”. Nærvær behøver ikke inkludere fysisk tilstedeværelse, hvis bare vi har fornemmelsen af, at den anden ”er der” – i den anden ende af et medie.

Der er altså opstået en ny slags nærvær, som de unge trives med. Nærvær uden øjenkontakt og aflæsning af kropssprog, som er vigtige dele af de traditionelle nærværsprincipper. Til gengæld forventes det, at man svarer straks – igen og igen.

 

Du er ikke alene

Vi mennesker har et grundlæggende behov for at mærke, at vi ikke er alene. Vi er flokdyr. Uanset hvor meget vi taler om individualisering, er vi stadig afhængige af at være en del af flokken – af dens accept og inkludering. På Facebook findes massevis af flokke, du kan blive en del af, ligesom du kan opsøge flokke, du engang var med i, så I kan føle jeres gamle fællesskab på ny.

Typisk for os i den ældre-end-unge generation er, at vi har gamle skolekammerater som Fjæsevenner. Gensynets glæde er intens om end flygtig. Man bliver bare glad over at genfinde en gammel ven eller veninde efter mange år:

Du kender det sikkert: Din bedsteveninde Ulla flyttede med sine forældre til Fyn midt i fjerde klasse og du så hende aldrig siden. Ærgerligt, for I havde faktisk en masse tilfælles dengang. Gad vide hvor hun er i dag…? Surfe, surfe, surfe… Hendes specielle efternavn dukker straks op og du genkender hende på billedet, nu med en midaldrende kvindes træk. Det må være omkring 32 år siden du så hende sidst… Klikker ind og sender en besked med beskrivelse af tid og sted samt et par kodeord fra jeres fælles fortid. Hun svarer hurtigt tilbage; jo det er hende og selvfølgelig husker hun også dig.

Så følger en beskrivelse af hendes liv nu med mand, børn og bankjob. Rimeligt kedeligt i en jysk forstad, men nostalgien eller nysgerrigheden kildrer i maven. Hvor er hendes barnlige sjæl fra dengang hvor I stjal hendes mors læbestift og curlere – og omsatte det til ”fine damer”. Eller hvad med den gang I klatrede i forbudte træer og hendes hvide sommerkjole led en krank skæbne? Ikke helt i overensstemmelse med hendes mors opfattelse af velopdragne, pæne piger!

I morer jer sammen, udveksler billeder af jeres børn  og genopfrisker hukommelsen om hinandens små søskende, der i mellemtiden har rundet 40! Alt sammen fremkalder det tryghed og gode minder fra barndommen, hvor I tilbragte hele døgn sammen. Dejligt at vide, at hun stadig er derude.

Men så alligevel – pludselig – PUF! Magien er væk. Det er forbi, det ved du straks. Kontakten bliver svagere og forsvinder lige så stille. Det hele er sagt nu; genoplivet og brugt op. Det kunstige åndedræt kunne ikke vække venskabet til live for evigt. I fik ikke engang talt om at mødes. Men den passive kontakt består – og nu ved I hvor I kan finde hinanden – hvis altså…

Ægte venner

På Facebook kalder vi alle for venner! Jamen venner – rigtige, ægte venner – det kan de da umuligt være alle sammen. Eller kan de? Det afhænger af om definitionen af venner er endegyldig, eller som så meget andet, under forandring. Det sidste er det mest sandsynlige og som sædvanlig er de unge først på færde. Det er naturligt for dem at have hundredvis af venner, hvilket virker provokerende på os, der er vokset op med venskaber af en anden kaliber. Venskabsbegrebet er allerede sat på prøve, og i kølvandet følger en række andre interessante nyfortolkninger af institutioner som for eksempel søskendeforhold og ægteskab.

Ifølge Malene Larsen, har de unge længe været i gang med at udvide – eller udhule – begrebet venner i forbindelse med deres sociale aktiviteter på nettet. ”De unge bruger begrebet venskab om det, de ældre generationer bruger om bekendtskab. Og ”rigtige venner” er i de unges sprogunivers blevet ”dem, de elsker overalt på jorden” siger hun.

Noget tyder altså på, at de begreber, vi bruger om forskellige relationer som familie, venner, bekendte og kammerater, er under udvikling. Eller afvikling? Tidligere tiders forståelse er opløst. De unge tolker forbindelserne anderledes, hvad enten vi kan lide det eller ej.

Malene Larsen fortæller videre hvordan de unge på Arto – en pendant til Facebook – kan indgå såkaldte Arto-ægteskaber. Denne mulighed var højst sandsynligt tiltænkt kærester IRL, der her fik mulighed for at bekræfte deres kærlighed i den virtuelle verden. Men sådan bruger de unge den ikke. De gifter sig i stedet med deres bedsteveninde eller bedsteven! Ifølge Malene Larsen netop fordi de har brug for at signalere, at der er forskel på venner og venner; nogle er bedre-end, andre er bare venner.

Tendensen er fortsat på Facebook, hvortil Arto-borgere i stort tal emigrerer. Her gifter de unge sig underligt nok ikke med hinanden, men skriver deres Fuldblodsveninder ind som om de er i familie. Under rubrikken ”søskende” inkluderer man altså vidt forskellige relationer som for eksempel biologiske halv- og helsøskende, mors nye mands børn af tidligere ægteskaber, som man ikke er blodsbeslægtede med, og så de allerallerbedste venner. Sidstnævnte kategori er naturligvis ikke permanent, for bedsteveninden bliver skiftet ud ofte – nøjagtigt som hun altid er blevet det.

Denne selvvalgte familie sætter nye standarder for det, der i den grad har været rammesættende i vores kultur; nemlig hvem vi er i familie med og hvem vi gifter os med.

Gammel vin på nye medier

Udover at der opstår nye ord, hvilket kendetegner de fleste områder af livet, og at kendte begreber får nyt indhold, er der så noget at skrive hjem om – her fra den nye sociale virkelighed?

Både ja og nej: For mens medier og udtryk forandres, forbliver de grundlæggende menneskelige sociale behov uforandrede. Vi har som altid behov for at være i tæt kontakt med de andre i vores flok, men flokken kendetegnes ikke længere af blodbånd eller fælles oprindelse og findes ikke nødvendigvis indenfor et afgrænset geografiske område.

Facebook og de andre sociale medier bidrager med mulighed for tilgængelighed og nærvær på tværs af tid og geografi. På denne tidssvarende måde kan vi tilfredsstille et af vores grundlæggende behov: Vi kan med andre ord være sociale uden at være sammen.

Blegere er bedre

Her i Vietnam må man endelig ikke være brun. Helt modsat i Danmark, hvor vi trods advarsler og Kronprinsessens indsats for at vi beskytter os mod UV strålerne, ligger strandene tynde, så snart den mindste solstråle titter frem.

I Vietnam skal man være bleg. Basta. Det betyder først og fremmest, at man ikke opholder sig i solen – hvilket også er en rigtig god ide, selvom her er nok af den, for den er der i mange måneder om året og brænder virkeligt på huden. Men det er ikke nok – hvis man er rigtigt hip,  bleger man sin hud med blegecreme. Mig bekendt har de ikke særligt meget fokus på solfaktor creme, men det er jo heller ikke nær så effektivt, hvis målet er at (for)blive bleg.

Så vidt jeg har forstået, handler det ikke om faren for hudkræft (og i givet fald er blegemiddel nok heller ikke det bedste alternativ), men om at man kan vise sin status gennem bleghed.  Ved at være bleg signalerer man, at man er højt hævet over dem, der slider i det med udendørs arbejde, fx i rismarkerne.

Men det er så ikke nok at være naturligt bleg – man vil gerne være endnu blegere, så næsten alle cremer indeholder ”whitening” og da jeg for nyligt var inde i den autoriserede Clinique butik for at købe en farvet dagcreme i ”min farve”, måtte jeg forlade den med uforrettet sag. Den ligner ellers godt nok til fuldstændighed alle andre Clinique’er jeg har set. Ekspedienterne er i hvide kitler – godt nok suppleret med høje sorte hæle og halvtykke sokker med kaniner på – og de har den der lidt kliniske måde at præsentere tingene på. I skrighvide plastikborde/displays med tandlæge-agtigt lys. Og alle displays er fyldt helt op med prøve cremer i alle nuancer fra ”snowwhite” til ”natural suntan” – mascara på række ved siden af neglelak på række…

Men det er bare noget de leger – at de har en rigtig Clinique butik. For cremerne findes ikke i 9 nuancer – man kan faktisk kun købe de 3 blegeste. Men Clinique’s franchise koncept tillader selvfølgelig nok ikke at displayene står halvtomme…