Bum-bum?

Ja, så har jeg prøvet det med. At være på bordel altså. Ikke helt med vilje, og da slet ikke med fornøjelse…. Men det viste sig altså at mine sære fornemmelser af, at noget var galt, viste sig at være rigtig.

Forleden ville have massage – min ryg var øm og de havde ikke tid  hos Yakushi, mit sædvanlige helsested, så jeg kiggede mig lidt omkring i nærområdet, hvor der er 4-5 ”spa’er” indenfor gåafstand.

”Indara Massage” har en farvestrålende facade og vi havde nok på fornemmelsen at de sælger flere slags massage her…

Når Mads kører i taxa alene, foreslår chaufføren ofte at sætte ham af der. Når Mads så nægter at stige ud af bilen og insisterer på at komme til vores adresse, foreslår chaufføren”bum-bum”, som er kodeordet for sex herude. Han har altså erfaring for, at  vestlige, enlige mænd på disse kanter, kommer for at få sex.

Men der er også en hybrid mellem sex og massage, så vidt jeg forstår: man bestiller – og får – almindelig massage, men tilbydes derefter en ”happy end”. Et anden kodeord for  sex, men nu med massage først. Det er svært at vide hvilken slags massagested man har fundet, før man er i det – så jeg moser ind hos Indara og spørger efter en times kropsmassage.

Der sad et par unge vietnamesiske fyre og hang ved et bord ved siden af, og en af dem sprang op for at være med til at tale med mig (receptionisten talte ikke engelsk – der er der ikke noget mærkeligt i) – og jeg synes godt nok allerede fra starten, at han snarere grinede end smilede, da han viste mig ind i et lillebitte rum med en sært fesenfarvet fersken på væggene. Rummet var meget smalt og massagebriksen stod helt op mod den ene væg. Det undrede mig lidt, for alle de andre steder står den midt i rummet, men det var der ikke plads til her. Hende der kom ind for at massere, talte absolut intet engelsk og stank – STANK – af hvidløg. Hun viste mig aircon’en og jeg forstod, at jeg kunne vælge om den skulle tændes. Da jeg sagde ja, råbte hun henover mig til fyrene udenfor at de skulle tænde den. Og så gik hun ellers i gang med at tæve løs på min hovedbund. Hun tjattede og småslog med hurtige, heftige bevægelser til mine tindinger og pande, slog med sine håndrygge på toppen af mit hoved og nappede hovedbunden sådan på den ubehagelige måde. Inden jeg nåede at bede hende stoppe var hun heldigvis færdig –på vej videre til armene , der fik samme tur.

Der var ganske rigtigt ikke plads til at hun kunne stå ved siden af briksen, da hun skulle i gang med min højre side, så hun sprang op ved siden af mig – ikke elegant og lydløst som både thai og vietnamesiske massøser kan, men plump og tung,, og så skubbede hun mig over på den ene halv del af briksen. Halvdel er måske så meget sagt, for min bredde matcher sådan set ikke med en halv briks, snarer ¾. Hendes lange hår faldt ned over mig hele tiden og hendes hvidløgshørm indhyllede os i en ubehagelig puppe.

Ryggen, som jo i virkeligheden var årsagen til min udflugt, fik også lidt tjat tilfældige steder og så kløede hun mig – sådan med neglene… jeg tror ganske enkelt ikke hun havde den fjerneste anelse om, hvad hun skulle stille op med sådan en mærkelig kvinde, der havde købt en times massage…

Hun spurgte ikke på noget som helst tidspunkt til noget. Som regel spørger massøserne – selv dem, der intet engelsk kan – om det er for hårdt, når de masserer. Udtrykket ”too hurt for you” er en gængs sætning for at finde ud af om det nu også er behageligt for kunden. Hende her talte angiveligt ikke et ord engelsk. Og dog… Da hun var færdig, pegede hun på uret for at vise mig at de 60 min var gået… Hun blev demonstrativt stående da jeg skulle til at tage tøj på – og da jeg kiggede bestemt, spørgende på hende, svarede hun: ”tip, tip, tip”. Så et enkelt ord kunne hun alligevel på engelsk.

Hun fik ingen tip… jeg tog flugten og betalte pænt ved udgangen og gik hjemad. Imens jeg undrede mig lidt over min egen tidsfornemmelse, begyndte jeg at regne på tidsforløbet. Da jeg nåede hjem ca. 50 min efter at jeg gik, og det tager ca. 5-7 min at gå derned, og jeg havde været inde på mit sædvanlige sted for at høre om de havde plads, havde jeg jo næppe fået de 60 min jeg betalte for. Nok snarere 35…  Selvfølgelig…. havde hun bare pillet ved uret!!!

Sidenhen har jeg skrevet på New Hanoian, som er den website alle udlændinge/expats bruger til at anmelde restauranter, seværdigheder osv. Og  som svar til mit indlæg, skrev en anonym mand, at jeg har helt ret: det er et bordel. Som en ekstra servicemeddelelse kunne han fortælle, at de vistnok har et par unge mænd, til at betjene damer…. Øøh! Ellers mange slags tak!

The Love Chocolate Café

Ja, det hedder den faktisk. Chokoladeelskere! Foren jer – find en flyafgang og kom i gear….

Chokoladecafeen ligner ikke noget særligt udefra, men INDENI er den helt utrolig. Stilen er modebilleder fra 50’erne og overpudret engelsk blomsterstyle med små tuttenuttede sofaer med blomstrede puder. Med flæser naturligvis…Der er tunge gardiner, der hænge i dybe guirlander  med store blomstermønstre på – de dækker vinduerne og hænger også som dekoration på nogle af væggene. Men de er ikke nær så interessante som de billeder der er fremstillet til cafeeen. De har motiver af 50’er mode divaer – og så er der klistret smykker, perler, pelskanter og andet lir på selve lærredet. Cool og nytænkende. Og helt sin egen stil. For ikke at tale om citaterne disse 50’er hippe kvinder præsenterer sammen med den lidt tung-søde stemning. ”You’re nobody until you have mastered the art of eating a truffle”. Syret oplevelse.

Betjeningen er sød(!) og imødekommende. De små vietnameserinder er ved at drukne i svulstige hårbånd i tung blomstret gobelin og flæseforklæde i blomsterbomuld, når de kommer slæbende med de vildt overdimensionerede menukort, der er kæmpestore med rigtige billeder af retterne, tapet ind på tykt sort pap med kilometervis af helt almindelig tape. De er utrolige – tunge, uhåndterlige og med et næsten komisk islæt. Og beskriver  mange sære chokoladekombinationer.

Og jeg er her jo for chokoladens skyld… Kaffe med chokolade, brownie med espresso og pebersmag, små søde marengs klistret sammen med chokolade – eller hvad med  iskaffe med chokotwist, kokosmælk og lime? Og selvfølgelig klassikere som chokoladekage med flydende midte og chokoladeis med rigelig mørk, kraftig chokolade – og stedets eneste rigtige mad – chilli med kanel og chokolade.

Jeg har været her et par gange og skulle nok komme her noget mere, for det er virkelig et af Hanois mere specielle steder. Nr. 24 i To Ngoc Van street. Se så at komme af sted, chokoholics!!!

Rygsvømning

Det er ikke lutter fornøjelse at slentre en tur i Hanois gader. Det gælder både dem midt i byen ”det gamle kvarter” og langs søen i vores velhaver nærområde. For her er selvfølgelig ikke samme standarder som i Danmark.

Der er skrald på hvert et gadehjørne, man smider bare sit affald hvor man står og går. Husholdningsaffald bæres ud i plastikposer….. og sættes ved det nærmeste palmetræ eller i rendestenen, hvor det hentes om aftenen af de autoriserede skraldekvinder, der møjsommeligt skubber tunge vogne med alt slags skrald.

Så der er naturligvis rotter i gaderne. En død rotte hist og en druknet rotte her. En levende piler gennem gaden eller henover fødderne som f.eks. på den amerikanske kvinde vi fulgtes med på den guidede tur i midten af Hanoi. Det var midt i et gårdmiljø tæt på utallige familiers småbitte boliger. Selvfølgelig er her rotter – det er bare om ikke at tænke for meget på det.
Det prøvede jeg virkelig da vores kontorchef forleden fortalte at en mus havde gnavet en ledning over i køkkenet på kontoret og at hun nu var på vej ud og købe musefælder. Jeg spurgte afdækkende om hun var sikker på, at det var en mus og ikke en rotte. Ingen grund til at købe musefælder, hvis man skal fange en rotte der er 4-6 gange så stor. ”Det er det samme” svarede hun til min forbløffelse og forfærdelse. ”Nej, nej, rotten er mange gange større – du skal købe en stor fælde, hvis det er en rotte” forklarede jeg. ”Jamen det er det så  for vagten så den spise kartofler nede bag køkkenet forleden” var svaret. OK – bare af sted og få købt den rottefælde så…. Imens jeg prøver at fortrænge hvad du lige fortalte…

Sofa surfet igen

Vi har lige haft besøg af Couchsurferne Elisah og Willie fra RHollllland. Det var dem der berigede os med porcelænstræskoene. Men også med en hel masse andet.

Willie er beslagsmed – tror jeg det hedder. Altså han lever af at sko heste. Og et par geder betroede han mig. Plus selvfølgelig æsler. Men ikke køer, vandbøfler eller får. Egentlig ville han gerne have været dyrlæge ligesom sin far. Ikke jurist som sine to brødre – det var alligevel for kedeligt. Men dyrlæge ville have været nice. Men Willie er ordblind og derfor blev han smed. Han taler et udmærket engelsk – dog med rullende r’er som den typiske rhollænder gør.  Han lærte sig selv engelsk i løbet af et par måneder, hvor han var i England og  opsøgte smede af forskellig slags, som han så kunne gå sammen med som  frivillig arbejdskraft . Såeh – vupti lærte Willie engelsk.

Elisah er den der står for planlægningen af turen, som er deres første på egen hånd. Hun er meget taknemmelig for at være havnet hos os de første par dage, imens de planlægger og organiserer deres tur videre ned gennem Vietnam. Den første aften fortæller hun om deres plan med at købe et par motorcykler og køre ned til Saigon og sælge dem inden de tager hjem. Imens Willie hjælper os af med de fleste af de dåseøl, der har hobet sig op i vores køleskab, tjekker vi udlejningsforretninger med motorcykler, da vi mener det vil være lettere for dem at leje end at købe og sælge den slags transportmidler. Og det kan ganske rigtigt lade sig gøre at leje i Hanoi og aflevere i Saigon.

Elisah og Willie bruger deres 2. dag i Hanoi på at komme vidt omkring på Elisahs planlagte rute, der bringer dem til to meget forskellige templer, ud omkring det Etnografiske museum i udkanten af Hanoi – i en cykeltaxa (så kan det hakkes af på tjeklisten) og videre til det gamle kvarter (som man SKAL se som turist her) og ud forbi den boghandel, der handler med kort over Vietnam – for at slutte af hos motorcykeludlejeren. Her tager det tre timer at ordne papirer, tjekke maskinerne og komme tilbage gennem Hanois fredagsmyldretid. Det er ca 2 timer længere end Elisah har planlagt, så hun er fuld af undskyldninger over at komme for sent hjem. No problem, vi bestiller noget take-away indermad med kød til Willie og os, vegetar-kufta til Elisah og har tid til at høre om den skrækindjagende tur gennem Hanoi i mørke på motorcykel, som hun stadig ryster i kroppen over. Willie derimod synes, det er noget af det fedeste, han har prøvet i sit 26-årige liv. Minsk’en – gammel rusisk 2-takts maskine – er gået i blodet på ham i en sådan grad, at han må ud og køre en ekstra tur under påskud af at hæve penge i en nærliggende hæveautomat. Han er helt tosset med Minsk’en allerede – og smiler saligt ved tanken om de små 1700 km til Saigon imens han overhører Elisahs bøn om ikke at køre for hurtigt, for hun er faktisk ikke rigtigt tryg ved at skulle ud og køre motorcykel. Hun spørger også lidt bekymret til det med hjælmen, der vist ikke er helt ren – og hvad er det egentlig kvinderne sidder og leder efter i hinandens hår på de små stole inde ved gadekøkkenerne….? Er det mon ikke grå hår, tror jeg? Nix – det er lus, selvfølgelig. Jeg mener alle danske skolebørn har lus, så hvad tror du vietnamesiske kvinder, der lever ganske meget tættere og mindre hygiejnisk end velnærede danske ynglinge, har? Det klør i Elisah’s hovedbund ved tanken om hjælmen, der skal følge hende til Saigon…

Vi vinker farvel næste morgen ved 9-tiden, da Willie har lastet cyklerne, bundet rygsækkene forsvarligt fast og sparket liv i sin nye kærlighed. Elisah sidder krampagtigt på sin røde ganger og prøver at vænne sig til hestekræfterne, inden hun slipper med fødderne og Hondaen hopper ud på midten af vejen. Og stopper. Hun må på den igen – starter og hopper et par meter videre, inden den igen nægter at samarbejde. Willie holder længere oppe ad vejen og  kigger sig tilbage og venter utålmodigt.

Jeg tænker at det bliver en lang tur til Saigon – vinker en sidste gang til deres rygge og lader lørdagens gøremål overtage mine tanker…