Kæresteri

Sån noen som os…… har jo brug for en kæærst’… synger Poul Krebs i et af sine største hits. Den går rent ind – for hvem kan ikke identificere sig med “så noen”…?

De unge hanoianere har selvfølgelig også brug for at være kærester. Og med unge mener jeg nok dem over 20 år – før er det vist ikke passende at tænke på den slags. Men så skal man også til at komme i gang, især hvis man er kvinde, for inden man er 25 skal man helst giftes; derefter har man 1-2 år til at levere det første barn. Helst en dreng. For sådan een skal man ha’. Det betyder at hvis det første barn bliver en pige, er man 100% sikker på at skulle have et mere. Skulle uheldet (eller guderne?) være ude og sørge for at man får to døtre, kan man være nødt til at trodse 2-barns politikken og forsøge sig en tredje gang. Jeg har ikke hørt om nogen, der har 4, men jeg har hørt rygtet om en kok, der kun havde født sin mand døtre, hvilket resulterede i at manden fandt en anden kvinde, som fødte ham en søn, og som han så selvfølgelig flyttede hen til. Så ku hun lære det, kokken, og sidenhen stå alene med forsørgelsen af de 3 piger.Det er efter sigende helt socialt acceptabelt – i  hvert fald i den provins hun kom fra.

Nå, men det med at være kærester er altså ikke så lige til for de unge i Hanoi. Det er nemlig ikke socialt acceptabelt med førægteskabelig sex. Overhovedet ikke! Og herunder heller ikke at kysse, kramme eller holde i hånd. Når man ser unge mennesker gå hånd i hånd her, er det typisk to af same køn. Og det er altså ikke fordi de er homoseksuelle – det findes slet ikke iflg. de offentlige statistikker (hvilket er dejligt belejligt, for så behøver man ikke forholde sig til det) – det er bare bedste-venner, eller måske brødre  eller kusiner. Men altså kun folk af samme køn.

Kæresterne må gemme sig af vejen for at kunne have fysisk nærhed med hinanden. De får det selvfølgelig på knallerterne (moto bikes) og det er nok også een af grundene til at de opholder sig så meget på dem f.eks. i weekenderne. Jeg har talt med mine unge kolleger om det med at køre rundt og rundt – f.eks. om den sø vi bor lige ved. ”They drive for no reason” svarede Viet Anh mig. Jaaeh, men så alligevel. Måske uden åbenlys grund, og ikke noget de vil vedkende sig. Men måske kører de for at kunne sidde tæt.

De benytter også afsides hjørner og kroge til at sidde og kysse i. Og afsides åbne pladser for den sags skyld. Som nu f.eks. Tay Ho søen (her hvor vi bor) – som er langt væk fra deres nærområde. Her kan de sidde på deres moto bike og kigge ud over søen. Og som en af mine kolleger  – Thu – forklarede mig, så er det dejlige ved at have front mod søen, at de ikke kan se de andre mennesker. Og ingen kan se dem. Det er altså en måde at skabe et frirum på.

Når der er fest, som da Hanoi fyldte 1000 og i weekenderne sådan i almindelighed, tager kæresterne på skovtur midt i byen. Så omdannes anlæggene (ja sådan må det hedde, det er ikke en rigtig park, men en slags udvidet fortov med forsøg på græs og buske. Ved godt at det sådan eet Agnes tog børnene med i i Matador!) til en kærstesump, hvor parrene hænger ud; nogle smider sig henover hinanden andre sætter sig pænt og nydeligt, tager skoene af og sipper lidt te eller saftevand. Andre bliver bare siddende på knallerten – der har de god træning i at gøre de mest forskellige ting, vil jeg tro. Så sidder de bare der og hænger op ad  hinanden og snakker, snacker og drikker.

Det hele handler om at komme væk hjemme fra, hvor der hverken er fysisk plads eller socialt rum til at man kan vise sin kærlighed. Det gælder især inden man bliver gift – men faktisk også efter. Når man aldrig ser nogen gå hånd-i-hånd gælder det jo også ældre ægtepar.

Så kæresterne øver sig altså i at blive voksne og lære hinanden lidt at kende. Og hvis man er over 25 gælder det som sagt om at få fart på. Så stiger familiens forventning til giftemål… der bliver bedt og ofret i templerne for at få de unge til at finde sig en mage, så man kan få sikret familiens ære og forældre-generationens alderdom. For når man bliver gift overtager den ældste søn i familien ansvaret for forældrene og bliver boende i sit barndomshjem sammen med dem til de dør.

Når først de er gift, klapper fælden. Man bliver som udgangspunkt ikke skilt her. Ikke sådan lovformeligt i hvert fald. Jeg hører ofte om nogen der er flyttte fra hinanden af forskellige letforklarelige grunde som f.eks. at man har fået arbejde i en anden by. Man får aldrig den forklaring at man ikke kunne holde ud at bo sammen, at man var vokset fra hinanden, eller at manden havde fundet en yngre model. Det hører man kun via sladderen. Den fylder til gengæld også rigtigt meget i landskabet. Men det er en helt anden historie….

Fest i gaden

Når Hanoi fester skal der farver på. Det skal der i det hele taget altid når noget er noget særligt. Det betyder at man i weekenden og på særlige festdage kan se mængder af balloner, vifter, plastikdimser til børn, finurligt snoede dyr lavet af bambus eller græsarter – og så selvfølgelig rød og gul(d)t som i flagets farver. Der er noget med flag og farver – vi har det også i Danmark – altså at vi synes at rødt og hvid bare ER festligt på et dækket bord f.eks. Vietnameserne synes jo så selvfølgelig at rødt og gult eller guld er fantastisk sammen…

Da Hanoi fyldte 1000 var jeg en tur i byen sådan bare for at gå en tur i miljøet. Man kunne heller ikke andet, for der var mennesker overalt, og de havde lukket en del gader for trafik.Visse gader kun for biltrafik, men en hel del også for knallerttrafik. Folk flyder ganske enkelt på fortove og i parker.

Dem, der kører på knallert, scooter eller som de kalder det hele under eet “moto bike”, kan på bedste “drive-tru” facon købe en ballon uden at stige af køretøjet. Nemt, bekvemt og lige ved hånden så at sige…

De køber f.eks. en ballon til et barn de har med – eller til deres kæreste. Jeg købte ikke nogen og ved derfor ikke hvad det koster – men synes bare på afstand at det er et festligt syn med alle de balloner…

Smukke, smukke Sapa

Det er egentlig ikke, fordi jeg er vild med bjerge. Altså sådan i almindelighed. Jeg har ikke besteget nogen – har ikke den der længsel efter bare at være i bjergene eller er lamslået over deres storhed. Bevares – det ER da stort med sådan et bjerg – og som Dansker fra det måske fladeste land i verden , kan man ikke lade være med at synes at bjerge er… hmm – i hvert fald interessante.

Men bjerglandskabet i Sapa er jeg altså vild med. Det er betagende, storslået, fantastisk – vildt at det bare ligger der… Dette bløde, svungne landskab – ofte halvt gemt bag tåge eller små lette vattotskyer betager mig, det må jeg indrømme. Jeg har været i Sapa to gange nu – i vidt forskelligt slags vejr har jeg været på ture, blevet transporteret af biler og busser så langt de uvejsomme forhold tillader det og gået resten af vejen.

Stejle stykker langs rismarkerne – ned, ned, ned og videre op ad trapper eller hoppende fra tue til tue. Én gang i mudder til anklerne i regnvejr, hvor guiden måtte hente en spade og hakke ”trin” ind i skrænten for at sikre sig at de kluntede, usmidige vesterlændinge ikke gled på måsen hele vejen ned.

En anden gang i fantastisk sol med udsigt og solen i nakken ned mod floden og et brusende fald under bambusbroer…

Undervejs har jeg nydt udsigten over rismarker i forskellige stadier fra halvrådne stråstumper, der trampes møre af vandbøfler og hængebugssvin til vajende gulgrønne planter med riskornene dinglende som bjælder på havreagtig vis.

Et stykke vej af marmor….. er det ikke fantastisk? Vejen er naturligvis sprængt igennem et marmorbjerg – og man har ikke asfalteret ovenpå det, eller slebet det jævnt, men lever med de store huller, der bliver fyldt med vand og mudder…

Billederne kan jo ikke gengive den stemning af storhed og ro der hersker her – blandet med det lokale liv, der nok er slidsomt og ikke nær så romantisk og idyllisk som kulissen angiver.  Men det er det bedste jeg kan give videre…..

Det er det, du må nøjes med indtil du får lejlighed til at se det selv.

Den sorte H’Mong skole

I landsbyen Lao Chai meget, meget langt væk fra  slutningen af den lappede, smalle, gamle og udslidte asfaltvej ca. 7 km fra Sapa – idyllisk midt i de Vietnamesiske bjerge op mod den kinesiske grænse, får børnene nu undervisning på deres modersmål: H’Mong. Det har de ikke altid fået – tidligere var det kun på vietnamesisk. De har heller ikke tradition for at gå i skole, så det er stort for en etnisk minoritet som det sorte H’Mong folk at være nået så vidt.

Vi er på privilegeret vis inviteret indenfor på denne skole her langt oppe i bjergene. Vi har gået, hoppet, soppet og sprunget fra sten til sten ad den mudrede sti – henover små og store pytter, op og ned ad tuer i forsøg på at skåne de engang så hvide Nike Air…. Og nu er vi her – i skolegården – hvor børnene er gået i gang med at fremføre en simpel dans med flotte farvede vifter, der giver dem vinger som var de sommerfugle. Musikken skratter fra de udendørs højttalerne og takten er svær at holde, men alle gør deres bedste. Nogle er i deres fineste tøj, andre sandsynligvis ikke.

Alle børnene ser ud til at være begejstrede for musikken – og for at gå i skole. Vi har en lokal guide med og jeg spørger til frekvensen af skolesøgende børn. Han forklarer, at det er en del af lærernes job at hente børnene ude i området – ofte flere kilometers gang fra skolen – og igen og igen forklare forældrene, hvorfor det er vigtigt, at børnene går i skole.

Skolen her er støttet af et UNICEF-program, der tilgodeser moders-målsundervisning. Det er derfor børnene modtager undervisning på H’Mong sprog de første år af deres skolegang. Derefter undervises de også på vietnamesisk og engelsk. H’Mong sproget er ikke et skriftsprog, hvilket giver en hulens masse nyt at lære, når man skal starte på vietnamesisk. Det er derfor lettere for børnene at få en grundlæggende forståelse på deres eget sprog, inden de skal til at lære et helt nyt.

De har også matematik på H’Mong de første år. Og det er en matematiktime for børn på ca. 7 år, vi følger ved vores besøg på skolen.

Det drejer sig om 11-tabellen i dag – og da al undervisningen foregår på H’Mong, fatter vi naturligvis ikke en klejne, bortset fra de tal der står på tavlen.

Læreren er overraskende pædagogisk og tålmodig. Jeg havde forberedt mig på en mere autoritær facon, for det er sædvanligvis det, vi hører om det vietnamesiske uddannelsessystem i almindelighed. Læreren er en mand i kridhvid skjorte og med sit ID-kort i en snor om halsen. Børnene skiftevis arbejder i grupper, skriver ved tavlen og taler i kor. Ind imellem skifter de rundt i grupperne og hele tiden klapper de ad hinanden, når nogen har skrevet på tavlen eller svaret rigtigt på lærerens spørgsmål.

Mens H’Mongerne regner den ud, har jeg tid til at tænke på hvor kæmpestor forskel der er på at være en lille bjergbonde-pige her i bjerglandskabet og så en forstadsforkælet samme i Danmark. Hende her må gå kilometervis af ufremkommelige veje for bare at nå i skole, hvilket hendes forældre sikkert heller ikke bliver ved med at støtte, for hun er nok en god og måske nødvendig hjælp i rismarken. Hvis familien holder sig til de gængse H’Mong normer og traditioner skal hun giftes om 8-9 år og så er resten af hendes skæbne beseglet med børn, markarbejde og dagen og vejen…

Danske børn tænker naturligvis aldrig på at det skulle være et privillegie at blive oplyst og uddannet, ligesom de ikke hverken vil eller bliver presset til at gå flere kilometer hver dag. Heldigvis skal de færreste af dem giftes på kongebrev som  16-årige og endnu mere heldigvis får de fleste ikke børn, mens de selv er det…

11-tabellen fylder hele timen så vidt jeg forstår det – og der var vist ingen klokke til at fortælle, at det var slut med talfesten for denne gang. Pludselig klapper de alle sammen – igen – og pakker deres ting ned i de slidte UNICEF-tasker.

I mens de moser op og henter deres plastik- eller metalbøtter, som står på en lille reol under tavlen, og stiller sig i kø for at få et sjask suppe fra lærerindens store gryde, der netop er ankommet, viser min indre biograf et klip i skærende kontrast. Det er fra en af de podcastede Annemads udsendelser, vi har liggende. Annemads Anne går amok i en madpakkerus – og disker op med ideer til en lækker og varieret madpakke til ungerne –  salat i en bøtte for sig (og ENDELIG dressingen i en anden), lidt osteklodser man selv skærer (ikke snyde og købe de færdige!), gulerods- og agurkestænger samt en sandwich med grovbrød og så liiiiiige en håndfuld nødder til dessert…