På marked i Bac Ha

Markedet i Bac Ha – det har jeg ærgret mig over ikke at få med sidste gang vi var i Sapa. Sapa er bjergområdet i det nordlige Vietnam helt op i mod den kinesiske grænse. Det er en fin bjergby, der kunne ligne en fransk eller østrigsk af samme slags – altså med undtagelse af, at der færdes sorte H’Mong’er (udtales hmong) og røde Dao’er  (udtales zao) i gaderne. Og så er prislejet jo vietnamesisk. Heldigvis.

Sapa er faktisk temmelig turistet – også i en sådan grad, at man bliver træt af det, men det er udgangspunkt for en masse fantastiske oplevelser området med mange forskellige bjergstammer. Der findes vistnok over 40 forskellige etniske minoritetsgrupper, der for de flestes vedkommende lever som de har gjort i hundredvis af år og taler deres eget stammesprog, går i forskellige og ofte farvestrålende dragter og bygger deres hytter på gammeldags traditionel vis. Disse stammer gifter sig ikke ind i hinanden og forstår kun delvis hinanden. De lever i et mærkeligt kontrastfyldt samfund med een mobiltelefon i hver familie, flere generationer under samme tag og grisene gående inde i huset. Deres sprog er kun talt – ikke skrevet – og myndighederne og hjælpeorganisationerne kæmper for at få dem til at sende deres børn i skole i stedet for i rismarken eller ud og sælge souvenirs til turisterne.

Der findes en håndfuld forskellige slags H’Mong’er og  Dao’er. Dertil kommer nogle Lao’er og Thai’er. Alle er de vandret ind i området fra Laos, Thailand, Kina og fra selve Vietnam. De har i mange år levet som de ville uden at myndighederne gad interessere sig for dem – og altså heller ikke gad hjælpe dem. Nu er der lidt mere fokus på dem – blandt andet blev det for ca. 5 år siden forbudt at have husdyrene, heste, høns og grise, inde i husene…. Men der skal jo politibetjente med olivengrønne pressefolder og laksko helt ud ad de mudrede stier, henover højderygge og ind i de tilrøgede huse for at tjekke den slags. Og dertil kommer, at hvis de vil give dem bøder, må stammefolkene, som hovedsageligt lever i en naturalieøkonomi, jo have noget at betale disse bøder med….. Så det forbud lever nok sit eget stille skrivebordsliv.

På markedet i Bac Ha er det mest Blomster H’Mong folket, der kommer for at handle alt fra vandbøfler til broderede halsstykker og grøntsager, foruden gummistøvler og flettede kurve og hvad man ellers har brug for i et H’Mong liv.

De bærer typisk deres børn svøbt i flot broderede stykker på ryggen, har mange lag tykt tøj på og store sølvsmykker. De virker glade og tilfredse med det liv andre vil kalde primitivt, traditionelt eller måske endda tilbagestående. For i deres landsbyer er der knapt nok kommet elektricitet og de er selvforsynende og har først indenfor det sidste års tid fået det allestedsnærværende behov for at meddele sig via mobiltelefon til hinanden.

Markedet bærer ikke præg af turisme… endnu! Der er få hvide og det virker som om den almindelige tummel og handlen, spisen på bænke under presseningerne og hælden risvin over fra beskidte dunke til ditto flasker, foregår som det plejer uden at stille sig an for nogen af os blege…

Det er fascinerende at være en del af. Summen af liv, dufte og lugte af meget fremmed – og ikke alt sammen lige appetitligt, tandløse grin og enkelte der vil klappe den bleges arm. Jeg klapper tilbage på sjove hatte og flotte kjoler, Mads knipser babyer i svøb og rynkede koner, handler med vandbøfler og grise i snor.  Vi er kørt langt for at kunne være en del af dette scenario. Men ikke for langt.

Jeg deler lidt med jer her – beklager at det kun kan blive en mikroskopisk del af den virkelige oplevelse.

Vi ses igen Bac Ha!