Til bryllup i en bjerglandsby

Vi er på tur i pjaskende regnvejr. Med regnfrakke, paraply og gennnemblødte gummisko trasker i op ad vejen til landsbyen Ta Phin, hvor de røde Dao’er (udtales zao) bor. Vi har vores guide Dao (udtales Dauv) med til at fortælle og oversætte undervejs. Han er en flink fyr, der har lært sig selv engelsk fordi han gerne ville være guide. Det går fint – han er nem at forstå og ved en masse om Sapa området, hvor han har været guide og bærer i 8 år.

Landsbyen ligner på mange måder de andre vi har set – mudrede veje, løse grise, hunde og høns langs vejen, ved husene og på de høstede risterrasser.  Vi taler med Dao om,  hvad vi ser på vejen, stopper op og tager billeder og trisser langsomt ud ad en lille ”forstad” og henimod den næste lille flok huse.

Dao drejer pludselig ind mod en hytte og spørger om vi har lyst til at  komme ind og se hvordan, der ser ud indenfor…? Ja mon ikke vi har! Han kender denne families ene datter, som også er guide, og han mener nok vi kan smutte ind og hilse på her.

Indenfor er der helt mørkt, for huset har ingen vinduer. Der er et bålsted lige indenfor døren, hvor en håndfuld mænd sidder – snakkende og drikkende. De kigger nysgerrigt på  os og gør plads, så vi kan kante os forbi og længere ind i huset. En hundehvalp tøffer rundt og der er vist også en gris – måske er det den samme vi så udenfor… Vi står sådan lidt midt i det hele – mændene taler videre omkring bålet, Mads beder om lov til at fotografere – og får det. Der står bunker af  rissække stablet sammen i et hjørne og udgør hovedparten af vinterens kommende måltider.

Øjnene skal lige vænne sig til mørket og Dao forklarer hvordan huset er opdelt i soveafdeling, køkkenfaciliteter ude bag ved, tørreloft ovenover bålstedet –  og han nævner også et ”badeværelse”, men jeg er ikke helt sikker på hvad han mere nøjagtigt mener, at der er derude. Nok ikke et badekar, håndvask og porcelænstoilet. Måske et hul i jorden og et zinkfad. Måske ingen af delene.

En kvinde med flot rødt, turbanlignende tørklæde opsats er ved at binde de sidste totter af tørklædet sammen på den helt rigtige måde for en Rød Dao.  Denne hovedbeklædning er den mest karakteristiske del af deres beklædning. Derudover har hun mørkeblå bukser og en mørk tunika-skjorte med løse flapper. Det hele er lavet af hamp og farvet med indigo. Indfarvningen foregår ved at man plukker en masse blade fra indigoplanten og lægger dem til at rådne i noget vand. Når det er opløst bliver det blåt og man kan farve stoffet – som man jo selv har spundet og vævet! – i det. Det skal farves mange gange for at blive mættet. Dernæst syr man håndbroderede stykker ind som i bl.a. en del af bukserne og på kanterne af skjorten.

Kvinden – der viser sig at være 64 år – har også et karakteristisk halssmykke på i rødt stof med  sølvdekoration. Og en række armbånd. Denne stamme er ligesom flere af de andre, meget dekorerede med smykker og deres tøj er et kunstværk i sig selv. Til gengæld har de ikke meget andet. Huset  har ingen møbler – kun et par taburetter eller plastikstole. Daoerne er meget selvforsynende, så penge er et forholdsvis nyt fænomen for dem.

Dao kvinden er på vej til bryllup længere nede ad vejen – og vi inviteres med. Det er en stor ære at blive budt med til sådan en vigtig begivenhed, så vi takker ærbødigt og kvitterer ved at købe et par bukser af kvinden – håndlavede fra første hamptråd til sidste broderede stykke. De lugter temmelig meget af røg og koster  den nette sum af 130 kr. ,  som vi helt i overensstemmelse med hendes og de andres forventninger har handlet ned fra hendes oprindelige bud på 180 kr. Begge dele er sikkert den vildeste overpris, men jeg er ligeglad. Jeg får et helt bryllup med i prisen…

Vi følger spændte med hende ned ad vejen via smattede og glatte mudderstier og ned igennem et teltagtigt set-up lavet at presenninger.  Hytten, hvor brylluppet foregår, er magen til den vi kom fra – og man har lånt sig ind på naboens præmisser også, for at have plads til alle de gæster, der kommer og går henover de 2 dage brylluppet forventes at vare.

Indenfor er der mad over det hele – i små skåle på bordene og hængende ned fra loftet til videre forarbejdning. Flæskesider, tarme, halve dyr hænger langs siden af huset og venter på at komme over ilden ved bålstedet, der også her er lige indenfor døren. Luften er tyk af røg fra bålet og fra mændenes piber. Der er lavloftet og alt træværket er sort og sodet. Alle kvinderne bærer de røde tørklæder på hovedet – de unge har et mere simpelt et, der bare er bundet rundt om hovedet – det er kun de ældre, der har den store model, der bindes i sirlige mønstre og skjuler alt deres hår.

Vi hilser via tolken på brudens mor og mormor. De er meget beærede over at have os hvide på besøg til deres bryllup og vi tilbydes naturligvis at spise og drikke  med dem. Det havde vores guide nået at advare os om på vejen derned, og vi havde derfor allerede fortalt ham om vores religion, der desværre forbyder os at drikke alkohol… så vi må springe den stærke, hjemmebryggede risvin i de beskidte plastikdunke over. Ved samme lejlighed forsvinder tilbuddet om spisning – og vi gør ikke meget for at genoplive det…

Mændene til festen er alle sammen skæve af druk og måske også af hash. Traditionen er at man(d) skal drikke  med alle gæsterne, når de hæver glasset – så der skåles hver gang en ny mand dukker op for at gratulere. Det kan iflg. mine beregninger blive til en del henover 2 døgn.

Brudeparret er ca 16-17 år gamle.  Gommen er fra en anden landsby og skal efter brylluppet bo hos sin svigerfamilie, der desværre ikke selv har sønner. Han ser også noget alene ud i sit stive puds med tilhørende laksko, der måske engang var blanke. Men det var inden de stiftede bekendtskab med mudderstien ned af bakken til brudens hjem…

Bruden forstår en lille smule engelsk og kigger genert væk , da jeg siger, at hun ser smuk ud og ønsker hende tillykke med dagen.  Vi får lov at tage billeder af både hende og gommen og lover at sende en fil til vores guide, der så ved næste lejlighed vil komme forbi med dem. Jeg ved ikke helt hvad de skal stille op med dem, men det er det nærmeste, vi kan komme at gøre gengæld for denne unikke oplevelse.

Vi takker af og holder hænder med brudens mor og mormor. Alle gentager vi vores glæde og ære ved at være tilstede og at have som gæster. Dao oversætter, at vi er kede af, at vi ikke kan blive længere. Vi må videre. Og vi ønsker dem alt muligt held og lykke – lover at sende billederne osv. Inden vi går støder vi også på morfaren, der dinglende stiv i slidt, beskidt tøj med tegnsprog og gennem et par rådne tandstumper gør os forståeligt, at han altså også er en del af  værtskabet her.

Farvel morfar – og tak for kigget…

På marked i Bac Ha

Markedet i Bac Ha – det har jeg ærgret mig over ikke at få med sidste gang vi var i Sapa. Sapa er bjergområdet i det nordlige Vietnam helt op i mod den kinesiske grænse. Det er en fin bjergby, der kunne ligne en fransk eller østrigsk af samme slags – altså med undtagelse af, at der færdes sorte H’Mong’er (udtales hmong) og røde Dao’er  (udtales zao) i gaderne. Og så er prislejet jo vietnamesisk. Heldigvis.

Sapa er faktisk temmelig turistet – også i en sådan grad, at man bliver træt af det, men det er udgangspunkt for en masse fantastiske oplevelser området med mange forskellige bjergstammer. Der findes vistnok over 40 forskellige etniske minoritetsgrupper, der for de flestes vedkommende lever som de har gjort i hundredvis af år og taler deres eget stammesprog, går i forskellige og ofte farvestrålende dragter og bygger deres hytter på gammeldags traditionel vis. Disse stammer gifter sig ikke ind i hinanden og forstår kun delvis hinanden. De lever i et mærkeligt kontrastfyldt samfund med een mobiltelefon i hver familie, flere generationer under samme tag og grisene gående inde i huset. Deres sprog er kun talt – ikke skrevet – og myndighederne og hjælpeorganisationerne kæmper for at få dem til at sende deres børn i skole i stedet for i rismarken eller ud og sælge souvenirs til turisterne.

Der findes en håndfuld forskellige slags H’Mong’er og  Dao’er. Dertil kommer nogle Lao’er og Thai’er. Alle er de vandret ind i området fra Laos, Thailand, Kina og fra selve Vietnam. De har i mange år levet som de ville uden at myndighederne gad interessere sig for dem – og altså heller ikke gad hjælpe dem. Nu er der lidt mere fokus på dem – blandt andet blev det for ca. 5 år siden forbudt at have husdyrene, heste, høns og grise, inde i husene…. Men der skal jo politibetjente med olivengrønne pressefolder og laksko helt ud ad de mudrede stier, henover højderygge og ind i de tilrøgede huse for at tjekke den slags. Og dertil kommer, at hvis de vil give dem bøder, må stammefolkene, som hovedsageligt lever i en naturalieøkonomi, jo have noget at betale disse bøder med….. Så det forbud lever nok sit eget stille skrivebordsliv.

På markedet i Bac Ha er det mest Blomster H’Mong folket, der kommer for at handle alt fra vandbøfler til broderede halsstykker og grøntsager, foruden gummistøvler og flettede kurve og hvad man ellers har brug for i et H’Mong liv.

De bærer typisk deres børn svøbt i flot broderede stykker på ryggen, har mange lag tykt tøj på og store sølvsmykker. De virker glade og tilfredse med det liv andre vil kalde primitivt, traditionelt eller måske endda tilbagestående. For i deres landsbyer er der knapt nok kommet elektricitet og de er selvforsynende og har først indenfor det sidste års tid fået det allestedsnærværende behov for at meddele sig via mobiltelefon til hinanden.

Markedet bærer ikke præg af turisme… endnu! Der er få hvide og det virker som om den almindelige tummel og handlen, spisen på bænke under presseningerne og hælden risvin over fra beskidte dunke til ditto flasker, foregår som det plejer uden at stille sig an for nogen af os blege…

Det er fascinerende at være en del af. Summen af liv, dufte og lugte af meget fremmed – og ikke alt sammen lige appetitligt, tandløse grin og enkelte der vil klappe den bleges arm. Jeg klapper tilbage på sjove hatte og flotte kjoler, Mads knipser babyer i svøb og rynkede koner, handler med vandbøfler og grise i snor.  Vi er kørt langt for at kunne være en del af dette scenario. Men ikke for langt.

Jeg deler lidt med jer her – beklager at det kun kan blive en mikroskopisk del af den virkelige oplevelse.

Vi ses igen Bac Ha!

Kan man få rugbrød derude…?

Bare rolig – det kan man godt, omend det er tysk og ikke helt den rigtige smag. Vi kan allerbedst li det danske man selv kan bage i en papæske…. Men der er 3-4 små butikker her i vores område, der jo er befolket af udlændinge, som  har specialiseret sig i den slags, som vi gerne betaler urimelige overpriser for. Der er også et stort vietnamesisk supermarked a la OBS! med flest vietnamesiske varer, som har noget af det importerede gods til os hvide. De har f.eks. mange slags smør; fransk, new zealandsk, dansk og lokalt.

De dyreste af dem har en stor alarmklods på for at man ikke skal stjæle dem. Tænker tit på bare for sjov skyld at tage en pakke op og gemme 10 min. på en hylde, så den bliver  blød og man kan tage den ud af metalbåndet…. Men det er jo også bare fordi jeg er så barnlig…

Oasis er en italiensk ejet delikatesse- og slagterbutik, hvor vi har et kæmpestort udvalg af oste (alle slags), skinker og pølser, friske varer hele vejen igennem. Ejeren, som er en midaldrende hyggelig fyr, der altid selv er omkring sin butik, er også lagerførende i hjemmebagte foccasia brød og hver dag kører 3-4 kyllinger lystigt rundt i sådan en gammeldags ovn med et langt spyd. De smager vildt godt efter sådan 5-6 timer på pinden…  L’s Place er et lille supermarked med alle slags amerikansk, tysk, svensk, dansk, australsk mærkevaremad på ganske få kvadratmeter. Mini food shop er et andet et supermarked med knapt så mange amerikanske og europæiske mærker, men et godt supplement til de andre, og så bringer de ud, når man har bestilt. Og forleden opdagede jeg et par stykker frisk laks i deres køleskab.  ”Har den været frosset” spørger jeg min vietnamesiske suprmarkedsværtinde, der taler et helt rimeligt engelsk. ”No,no – not frosen. I leave for 3 days and if not sold I put in freezer” forklarer hun mig. OK – fint stykke laks til ca.  60 kr. – nogenlunde samme størrelse som jeg husker Irma tager 50 kr. for.

Der er også Katjes lakridser – og Haribo er stor herude. Mest med skum-vingummei og den slags – men for nyligt fik Mads fingre i adskillige poser ”grammofonplade-lakrids”. Han tog for sig af pladerne – man skal holde sig til, når man ser noget man kan li, for man ved aldrig hvornår det dukker op på hylderne igen. I dag så det nu ikke ud til at være noget problem, for der blev straks sendt en lakridslakaj ud  på lageret og hente resten af kassen fra Haribo.

Chokolade og andet slik er her også (desværre!) masser af. M&M’s, Snickers og Mars bar, Hersheys kisses mm, Rittersport og Lindts er lettilgængelige og derudover er der masser af forskellige slags is, kiks og kager.

Der er også flyttet et fransk bageri ind her på et nærliggende hjørne. Brødet bliver aldrig rigtigt helt så godt som de bedste brød i Danmark, men det er skam til at leve med – og der er stort udvalg. Der mangler kerner og groft hvidt brød – men ikke kager. Og på bedste franske vis bager de baguettes 2 gange om dagen.

Man kan altså finde både lakrids, Ribena, rugbrød, ost, knækbrød (Wasa), Knor’s buillon og noget ribssyltetøj i vores køkken. Unødvendigt er det vel at sige, at der også er Heinz tomatkechup, Coca Cola, Philidelphia flødeost (Tartares hvidløbsost er godt nok for dyr – den har vi boycottet) og Sunmaid rosiner…. Foruden Duni servietter, køkkenrulle og kleenex i papirvareafdelingen – og naturligvis Dove, Johnson & Johnson samt L’Oreal produkter på badekarskanten. Ansigtscreme skal man dog være lidt påpasselig med – for der er blegemiddel i alt herude – det er smart at være hvid – IKKE brun.

Hvad med danskheden?

Joeh tak, det går rigtigt udmærket med at være dansk på andre præmisser end de sædvanlige. Det er jo oplagt at følge med på nettet i mangt og meget  – f.eks. at læse de danske aviser, men vi ser f.eks. også danske nyheder hver dag – enten 18.30 eller 21.00 fra DR1.  Der er godt nok forskel på hvordan det er lagt an (18.30 er jo mere til små børn  og ”mor Karen” end 21’eren, hvor man har lov at vise mere voldelige indslag) – men det giver da en kontinuerlig forståelse af hvad der sker og fokuseres på i Danmark. Så vi er godt med på ”mail-sagen” og tidligere på sommeren Helles skattesag…..

Vi kan jo se alt, hvad DR podcaster – heriblandt Spise med Price (rigeligt godt!!), Bonderøven, Fængslet og også Aftenshowet. Det ser vi så – når vi kan holde det ud, og trænger til lidt feel-good ugebladsjournalistik. Puk og Mads og Louise der småsludrende virker uforberedt og vender småt og stort med indslag, der ikke er længere end de kan fastholde alle småstressedes og irriteredes koncentration. Vi er med på alt fra kuglestødende ny-politikere til seernes bekymrede spørgsmål om spædbørns onani som hyggelige Læge-Peter heldigvis – med ægte kittel – kan berolige.

Og så er youtube.com leveringsdygtige i god satire som Krysters Kartel og Live fra Bremen, hvis man trænger til et dansk grin.

Den mere officielle del af at være dansk sørger udenrigsministeriet via ambassaden for. Det var her vi brevstemte ved sidste folketingsvalg – og måske kommer til det igen, hvem ved –og her mødes alle danske, der vil det, den første tirsdag i hver måned til ”tirsdag på taget”. Det er et uformelt samlingspunkt, hvor der serveres fadøl (ja, Carlsberg) som på skift doneres af de danske virksomheder herude.  Der sludres om løst og fast af det der optager en dansker, der har sit liv i Vietnam og man udveksler røverhistorier og tips/tricks til f.eks. at håndtere forskellige vietnamesiske myndigheder – dem er der rigeligt af.

Og så gives der forskellige beskeder, der formodes at vedkomme alle som f.eks. hvornår der holdes dansk julefrokost og at der i år for første gang er mulighed for at bestille juletræer fra selveste Schackenborg til levering ultimo november.

Jotak, der er masser af danskhed her – vi lider ingen kulturel nød.