I dag er en stor dag i Vietnam. Det røde flag med den gule stjerne ses over hele byen, fyrværkeri i særklasse fyres af ved Hoan Kiem søen – Hanois vartegn og største turistattraktion. Det er den officielle uafhængighedsdag – og dermed fridag, som alle vietnameserne tilbringer dagen sammen med deres familie – æder og drikker nøjagtigt ligesom danskere gør, når noget skal fejres. Vi har sørget for at stjernen vajer foran kontoret. Godt nok fik Lien i går købt et flag, der overhovedet ikke passer i størrelsen til den flagstang, vi har hængende ud fra balkonen – og der var også en (bambus, selvfølgelig)-stang på det, selvom vi mere havde ønsket os snore….. men nevermind, det handlede mest om, at vi ville vise os fra vores bedste vietnamesiske side og gøre det som gøres bør: flage!!!
Altså! Op med flaget – bambusstangen måtte sættes fast på den der permanente flagstang. Vi var renons i ledningsstraps og vores danske gaffatape lå derhjemme…. Mads fandt sammen med An noget gammel ledning, som ku splittes ad og bruges til at vinde omkring stængerne. ”Har vi en saks!” ”Jada” – An har kontorets saks, men er ikke meget for at udlevere den – ”den kan slet ikke klippe noget så tykt som ledningen”, prøver hun at redde saksens liv…. ”Vissevasse – selvfølgelig kan den det”. Klip! Mads beviser sin påstand og så ud på balkonen med ledning og flag-på-stang i de 40 grader, det tilfældigvis var i går, og vikle bæstet fast. Sådan! Så flager vi også – så alle i gaden kan se det.
Men det var ikke den eneste vietnameservenlige gerning vi måtte gøre i går. Der skulle også uddeles fest-dags-bonus. Vi fik et hint fra en af medarbejderne om at sådan én plejer de altså at få – har de fået de sidste 2 år – og er noget man typisk får af sit firma. Måske ligesom danske funktionærer nogle steder får påskeæg eller julegaver. Ok – så må vi hellere følge trop. Og her fungerer tingene jo på et meget konkret plan, så det er bare om at få sig bevæget ned i banken og hæve knapt 5 mio dong i 3 slags sedler, bede den undrende-men-dog-servicevenlige-og-professionelle-bankmoster om at få 14 kuverter, så vi kan fordele 330.000 dong til hver af de ansatte – hvilket foregik under stor begejstring og klapsalver.
Således sluttede dagen-før-dagen og i dag har vi fri og skal nok nyde de 40+ grader fra indersiden af terrassedøren eller fra poolkanten…