De små misforståelser i hverdagen

Det er ikke nemt at kommunikere i hverdagen. Det har vi adskillige eksempler på. Nogle gange er det sjovt eller pudsigt, andre gange virkeligt meningsforstyrrende. Og under alle omstændigheder altid tidskrævende…

Inden du læser videre, kan det være godt at vide, at de fleste af vores kolleger simpelthen ikke planlægger noget som helst. De laver de opgaver der er her og nu, indtil nogen med autoritet (f.eks. en chef, et familiemedlem, en kollega der er ældre) siger at de skal gøre noget andet. De er ikke vant til at blive spurgt hvad der passer dem eller at tage højde for at opgaver skal laves i en bestemt rækkefølge. Så jeg er her igen faldet i en kulturgrøft, hvor jeg af respekt for mandens øvrige arbejde forsøger at tilpasse den intensive undervisning, jeg skal give ham, ved at spørge hvornår det passer i hans hverdag.

Nedenstående er et eksempel på en chatsamtale på Skype mellem mig og en vietnamesisk kollega, der har meget svært ved engelsk, men som læser bedre end han taler. Det kan derfor være lettere at skrive sammen end at tale. Han har dog også vanskeligt ved at læse og bruger derfor flittigt ”google translate”!

Mig: De næste 2 uger er det mig der skal give dig intensiv engelsk undervisning – Deborah  (engelsklæreren) har ikke så meget tid, så vi har besluttet at hun kun skal have det almindelige hold. Du skal altså have undervisning med det almindelige hold kl. 9-10 tirsdag og torsdag. Hvornår vil det passe dig at få en halv times intensiv undervisning af mig?

Viet kollega: Hvad skal jeg gore?

Mig: Du skal ikke gore noget andet end at fortælle mig hvad tid på dagen du gerne vil have intensiv engelsk undervisning. Vi kan for eksempel gøre det kl. 10 eller kl. 14.

Viet kollega: Jeg forstår hendes kommentarer – jeg vil prøve!

(Jeg opdager fejltagelsen og beslutter mig for ikke at spørge, men diktere hvornår vi skal arbejde intensivt med hans engelsk)

Mig: Jeg vil gerne give dig intensiv undervisning hver dag i næste uge kl. 10. OK?

Viet kollega: Jeg har oversat det engelske på nettet, hendes sympati. Det kan være forkert da jeg mener nej.

Mig: OK – dette her bliver til misforståelser. Jeg kommer ned til dig senere idag og taler om det.

Viet kollega: Jeg er altid klar

Mig: Også jeg

Viet kollega: Mange tak

Viet kollega: Tak for alt!

I sovevogn fra Singapore

Vores tur hjem i førsteklasses sovevogn var imødeset med nogen spænding efter vores opdagelser på vejen ud. At førsteklasse nok ikke var helt det vi forstod ved førsteklasse og at der ikke var noget mad at købe sådan ud over en slat ris og en lunken æblejuice….

Turen hjem startede kl 22.30 med planmæssig ankomst til Kuala Lumpur kl. ca 7 næste morgen. Så der var ikke så meget tid at fordrive som på udturen – og vi forventede at sove noget ad vejen lidt afhængig af faciliteternes beskaffenhed.

Bevæbnet til tænderne med flere liter vand, cola og noget chokolade mødte vi op i god tid på den afsides liggende station, der består af 2 spor, en masse gammelt udstyr og en spisesal med lysstofrør og sygeligt grønne fliser.

Vi myldrer frem sammen med et par millioner andre passagerer – mest af indisk og malaysisk herkomst – og får stukket et ud/indrejsekort i hånden på vej hen imod et paskontrolskur. Der sidder en stor inder og nikker og stempler samtidig med at han konverserer  en ven, der sidder med i skuret…

Vi skal jo krydse en landegrænse og det er ikke at spøge med.  Altså skal der nikkes og stemples.

Vi haster ned langs det meget lange tog i spændt forventning om mødet med førsteklassesvognen. Selvfølgelig er der ikke rent i vognen på vej ind. Og selvfølgelig lugter der lidt af toiletrens og røgelse. Men vognen, den kunne være meget værre. Kunne også være meget bedre, men det er der jo ingen der for alvor regner med.

Altså glæder vi os over at det ser rimeligt ud,  at vi måske kan sove på vejen, og Mads checker interesseret de elektroniske installationer, der minsandten rummer et tv og et kontrolpanel for samme plus sengelampe ved hver seng.

Det virker naturligvis ikke overhovedet, men det har det sikkert gjort engang. I 70’erne måske. Eller 60’erne.

Nevermind – vi gør os det behageligt og ser danske nyheder på Mads’ nye legetøj – en Ipad (kaldet paden) og det er jo ikke så ringe endda. Selvom noget surrealistisk at sidde på grænsen mellem Malaysia og Singapore i en gammel, beskidt og udrangeret sovevogn og se danske nyheder….

Vi skal holde os vågne til billettjek og så skal vi ud af toget i Singapore – gennem deres paskontrol, videre hen til en ventesal og vente på at ALLE togets passagerer er med igen, inden vi lukkes ud og tilbage til toget. Vi gør som der forventes og vender tilbage til privatlivet bag kupe døren.

Her lykkes det mig at tage et bad i det diminutive  bruserum og tørre mig i en vaskeklud (du læste rigtigt!) da det er det eneste vi havde med – sådan en klud er god at have  i varmen, når man skal tørre sveden bogstaveligt talt af panden. På døren til ”badeværelset” stod der godt nok en besked om at det fremlagte håndklæde skulle efterlades i kupeen – alternativt skulle man købe det hos personalet hvis man var blevet så glad for designet at man måtte eje det. Vi skreg af grin – af teksten, der var kopieret fra luksushoteller, der skriver at badekåben – den der tykke, lækre, hvide med broderet logo – er til låns, men at den kan købes i receptionen. Vi kunne umuligt forestille os at det omtalte håndklæde ville være af en kvalitet, man kunne ønske sig at købe. Og i første omgang var det altså slet ikke at finde i kupeen – og vi havde ikke engang fantasier om at det nogensinde ville dukke op. Langt mere sandsynligt at skiltet bare aldrig var blevet pillet ned og at håndklædet var skåret væk for årtier siden. Altså brugte jeg bare vaskekluden som badehåndklæde. Det gik fint og fik aflivet den usandsynligt klamme fornemmelse af en hel dags sved og byos som Singapore havde forsynet mig med imens vi have travet byen rundt.

Der var rent – RENT – sengelinned på puderne og rundt om tæppet, som jeg ikke tjekkede, mest fordi jeg ikke i virkeligheden ønskede at kende dets hygiejniske kvaliteter. Jeg tror jeg ville sove bedre uden!

Så jeg hoppede i seng og overlod badefaciliteterne til Mads, som var blevet færdig med at se noget AnneMad på paden – og snart var klokken  01. Vi var klar til at slukke og satsede på noget hvile.

Stor var vores forbavselse derfor, da de bankede heftig på døren og underkøjeindehaver Mads Westermann måtte krænge sig ud i en fart og lukke døren på klem. Der stod en steward (må det vel hedde?) og ville aflevere en pose med det føromtalte håndklæde (der by the way snildt kunne forveksles med en vaskeklud), lillebitte shampoo og tandpasta osv, noget aftensmad!! bestående af lidt ris og grøntsager plus det obligatoriske halve æg og nogle tørrede fisk (åbenbart noget man SKAL have til alle retter her) samt ske og gaffel at bearbejde det hele med. En flaske vand pr. person blev det også til før han hilste godnat og gik videre.

Vi havde ikke særligt lyst til det halve æg og fiskene, så vi slukkede bare lyset og lagde os smalle som tændstikker til at sove.

Klokken 6 ringede uret og vi begyndte opstigningen, påklædningen og ompakning af et par småting for at være klar til at lande på KL s  centrale  station. Minsandten om ikke han var der igen – stewarden  med lidt slatten yoghurt i et papbæger. Vi takkede pænt nej og inhalerede noget Ritter Sport. Kvadratisk, god og praktisk at have med på sådan en tur.

Kun en halv times tid forsinket kørte toget ind på stationen og vi kunne fordrive et par timer der, inden vores lejede bil var klar hos Avis på et af de store hoteller i Kuala Lumpur. Ikke så forslåede som vi havde frygtet men heller ikke 100% udhvilede.

På første klasse fra Malaysia til Singapore

Vi er taget på togtur til Singapore. På første klasse ovenikøbet. Vi ville gerne se Singapore og blev enige om at tage toget – det tager små 8 timer og vi valgte dagstur den ene vej og nattog den anden.

Billederne på nettet så lovende ud – sådan lidt i den usmagelige og overblomstrede ende a la England for 30 år siden, men alligevel rart og langsomt.

Der er ca 300 km, så 8 timer er ikke at forhaste sig. Vi ville derfor kunne sidde der og kigge ud ad vinduet – Malaysia er utroligt frodigt og grønt.

Vi var på stationen, KL Sentral hedder den, for at hente billetterne dagen før. De havde nemlig lukket deres mailordre-system en månedstid, fordi de skulle opdatere det, så vi var nødt til at komme forbi og hente dem. KL Sentral er en kæmpe station med moderne faciliteter og virker meget vestlig i hele sin fremtoning

Nummersystem og flotte stålbænke, virkeligt pænt og rent som resten af Kuala Lumpur og det hele foregår ordentligt og systematisk.

Så næste morgen tager vi en taxa (teksi på Malay) ind til stationen og venter en halv times tid på vores tog.

Da vi går ned langs toget imod førsteklassesvognen lægger vi mærke til at det er usædvanligt gammelt og slidt – interiøret ligeledes falmet og ikke særligt indbydende. Vi krydser fingre for at første klasse er heeeeelt anderledes.

Hvilket den naturligvis ikke er. Her er ældgammelt og lugter af en blading af mug, kakkerlakgift og den der typiske indiske parfume, som helsekostbutikker kan lugte af i Danmark.

Forskellen på 1. og 2. klasse er airconen og sædernes bredde. Det er så i øvrigt heller ikke uvæsentlige faktorer til 8 timers kørsel, men vi må nok konstatere, at vi er lidt skuffede.  Der er ikke mange andre end os, så her er bade fred og ro og god plads. Og faktisk skidekoldt!  Jeg fryser allerede og har i øvrigt slet ingen langærmede bluser med. Finder een mere med korte frem af tasken og tager den udenpå den anden. Hmmm – det havde jeg ikke lige regnet med – at komme til at fryse på denneher tur.  Det er jo de varme lande, dette her – hallo! Vi har sgu da ikke lukkede sko eller lange ærmer med her.

Vejret er godt, solen skinner og vi ruster os til at få det bedste – og især noget rigtigt godt – ud af turen, som jo er smuk nok, da vi lige kommer udenfor KL´s forstadsbebyggelse. Vi har købt nogle blade og jeg har en bog under armen også, så vi sætter os til at læse og slumre og meditere kiggende ud ad vinduerne. Vi har som velkomstgave fået en lun mineralvand og et stykke kage eller hvad det nu er – det ligner en blanding af sandkage og rugbrød – i den udelikate ende, så vi gemmer den bare i tasken.

Landskabet skifter ikke særligt meget – bananpalmer og oliepalmer (de har i øvrigt vildt flotte blanke blade og er helt mørkegrønne).   Her ligner lidt Bali og Mauritius – falmet og fattigt, men med meget farverige indslag på bygninger, træværk mm

Efter 3 timers kørsel vover jeg mig ud på en lille tur henimod det der udefra lignede spisevognen. Der er tomt – dvs der er en række faste borde og stole, hvor der sidder et par drenge og en togkonduktør. Og et for mig opsigtsvækkende skilt, der forbyder spytning! Men der er ingen ekspedition, ikke skyggen af mad eller noget der ligner. Åh-åh!! Vi har ikke selv mad med – havde faktisk fået bildt os selv ind, at der ville være en veludrustet spisevogn.

Heldigvis skete der noget umiddelbart efter. På stationen efter mit mislykkede provianttogt kom kantinemutter på toget og der blev halet små plastikbokse frem med mad samt  lune æblejuice og sojamælk. Punktum. Vi troede nær ikke vores egne øjne, da hun havde stablet ca 8 bokse op indeholdende ca. 60 g ris med en ganske lillebitte smule grøntsager i og noget der mindede om fiskeboller skåret i småbitte stykker. Ved siden af ca 8 bokse med nudler, der havde noget brunligt – måske soyaagtigt – sovs. Det sidste turde jeg ikke binde an med – det lignede regnorme på en dårlig dag. Jeg sikrede mig to med ris og tilhørende æblejuice.

Det smagte ikke særligt dårligt – eller godt for den sags skyld. Var hverken varmt eller koldt.

Spisevognen udmærkede sig ved at være varmere end den airconditionerede førsteklasses vogn. Så vi blev hængende lidt…

Tilbage igen havde nogen taget vores pladser – men flyttede sig pænt, da vi bad om det. Det var 2. klasses folk, der havde flyttet rundt – havde jeg set flere gange – indtil vognen var helt fyldt op. Syntes vel bedre om aircon end ikke.

Toiletterne er som I allerede har gættet heller ikke førsteklasses. De er ikke engang rene. Til gengæld kan man vælge om man vil “squatte” (engelsk for at sidde på hug, det vi kalder stå-lokummer) eller sidde. Jeg har kun prøvet siddemodellen, men den var ingen fest. Dog lugter her ikke så slemt, som der kunne gøre. Der sprøjtes hele tiden med noget rengøringsmiddel, der lugter af syntetisk kanel…

Vel fremme ved Singapores kant, måtte alle mand ud af toget og ind igennem paskontrollen. Med baggage og hele balladen, for hvem tør lade sine ejendele stå i et uaflåst tog ved en grænseovergang. Videre hen i en ventesal og vente(!) på at alle passagerer kom igennem og så alle sammen ind på pladserne igen. Så kunne vi køre de sidste 20 minutter indtil vi var helt inde i Singapore på en mærkelig station, der lignede noget der skulle have været lukket. Der var hverken taxaer eller pengeautomater og da vi spurgte var der ingen hjælp at hente. Udenfor stod vi lige et øjeblik og tænkte over hvad vi så skulle gore, da en sjovt skaldet indertype med hennafarvet hår (en mand!) kom hen og spurgte hvor vi ville køres hen. Vi var ved at afvis ham, men da han var det bedste bud på en transportmulighed fik han chancen, og vi endte med at hoppe ind i hans minibus, hvor der i forvejen sad en amerikaner, der skulle til lufthavnen, men på vejen kunne vi så blive sat af på vores hotel.

Til fødselsdag på Skype

I dag er det Emils fødselsdag (hurra, hurra, hurra!)

Han sikkert sig en gave får som han har ønsket sig i år…. Nemlig en PS3.

Vi har lige været til fødselsdag hos Emil – i Lyngby hos Moster Lone og Onkel Peter. De har nemlig været så søde at lægge hus til festlighederne i vores fysiske fravær. Til gengæld var vi med på Skype og kunne sige tillykke til Emil og næsten være der da han åbnede sin gave. Det er godt nok skønt med de elektroniske muligheder vi har for at være nærværende på en næsten helt fysisk måde.

Laptoppen med ”os” på blev placeret på toppen af en skab for enden af fødselsdagsbordet så vi kunne kigge med ned på kager og kakao. Heldigvis havde vi også vores egen lagkage og kakao – og flag på bordet. Sådan kan en long-distance fødselsdag også holdes.

Tillykke Emil med de 16 år. Håber du har en god dag i dag…

Og tak til Mosteriet for support!!

De tossede tyrolere

Vores couchsurfere de sidste par uger er Michaela og Andreas. De kommer fra Italien-Østrig-området – og er altså på trods af de manglende lederhosen ægte tyrolere….

Og ægte tyrolere rejser ingen steder uden deres ski. Heller ikke til Hanoi. Da de ankom havde de en del bagage med, så halvdelen stod nede i opgangen, hvor jeg gik med Andreas ned for at hente det. Jeg kiggede på de lange poser og spurgte interesseret til hvad der var i – min hjerne havde været igennem surf-udstyr men forkastet det. Det giver jo ikke nogen mening at ville surfe i Hanoi. Så var den ikke nået længere….”Ski” svarer han så… SKI?????? ”Altså til sne???” Hjernen stoppede og måbede! Og jeg kunne selv høre at det lød som et dumt spørgsmål, men måske de havde opfundet nogen til jord?? Langrend på asfalt eller på grusvej??

”Ja, vi Østrigere lever og ånder jo for ski, så vi tager ingen steder uden” grinede Andreas, der er næsten 2 meter høj og i øvrigt er her for at brygge videre på sin Ph.D indenfor teknologi-sociologi området. ”Øh! Men I er klar over hvordan klimaet er her, ikke?” spurgte jeg – bare for en sikkerheds skyld mens jeg overvejede hvad det egentlig var vi havde indladt os på denne gang. Manden kunne jo sådan set godt være retarderet – det ville nok aldrig fremgå af hans couch-surfer profil. ”Jojo  – men faktisk er det også af flere grunde vi har dem med. Vi fløj med Lufthansa, og der må man have 15 ekstra kilo bagage, hvis man har ski med – og vi havde brug for de ekstra kilo, fordi vi skal være her ½ år og skiene vejer jo ikke 15 kilo, så på den måde kunne vi få ekstra kilo med. Og så vil vi også rigtigt gerne se om vi kan finde en måde at komme på ski på mens vi er her” forklarede han. Jamen så held og lykke med det, siger jeg bare!

Nå, men de fik slæbt hele svineriet op i lejligheden og stablet det op i gæsteværelset .  Vi havde netop bestilt, fået leveret og delvist spist et par pizzaer, som de fik resten af. Sammen med noget cola og nogle tomater udgjorde det vist et fint aftensmåltid den lørdag de ankom ved 21-tiden og bare gerne ville i seng bagefter.

De har begge fået stipendier fra EU’s Erasmus program til at være her et halvt år. Michaela studerer e-learning og skal arbejde deltid i en eller anden virksomhed der udvikler e-learning programmer – yes, på vietnamesisk – og delvis læse på Hanoi Universitet. Andreas skal arbejde på sin Ph.D., der handler om biogas installationer og reaktionerne i lokalsamfundet. Noget i den stil.

De skrev til os, fordi de var ved at blive bekymrede 14 dage før deres afrejse over den udtalte mangel på reaktion fra den supervisor, der skulle hjælpe hende til rette og bl.a. også  vidste noget om hvordan de skulle finde noget at bo i mm. Det hele virkede noget usikkert, men de regnede med at det ville løse sig når de kom herud. Det skal jeg lige love for. Supervisoren, der også er ”professor” hvilket betyder lærer i de fleste tilfælde, have ikke svaret på hendes mails gennem de sidste 6-8 uger, måske bare fordi, som det senere viste sig,  at hans engelsk var meget begrænset. Og han vil jo nødigt tabe ansigt ved at skrive noget forkert. Så er det bedre helt at lade være. Måske gad han bare ikke svare – eller der er vrøvl med forbindelserne, så det aldrig når frem. Jeg ved det ikke – men selv sender jeg masser af mails til folk herude som jeg aldrig får svar på Det gælder både kandidater til jobs som jeg skriver til for at høre om de er interesserede i jobbet, nu da jeg har fundet deres profil i en job-database, eller om jeg skriver til Manpower at jeg gerne vil købe noget af dem, eller for at få hjælp til noget fra vores vietnamesiske partners direktør. Intet svar er slet ikke ualmindeligt, men man kan jo altid vælge så at sende et par stykker.

Nå, det med at hjælpe dem med en bolig var noget med et kollegieværelse til 300 $ om måneden pr. person. Vi var lige ved at falde ned af stolene!!! Vi ved at man kan få glimrende 2-værelses lejligheder med bad, aircondition og internet  for ca. 500$, så det er da ikke et tilbud til studerende at få et enkelt værelse til den pris. Vi har siden sat dem i forbindelse med et par af de huspushere vi selv har været i kontakt med samt nogen der kender nogen i vores netværk. Så nu har det sammen med den allestedsnærværende Lien i dag været ude og skrive kontrakt og ordnet de sidste detaljer vedr. den lejlighed de har lejet til 400$ om måneden. Det er 5 min gang fra universitetet på en stille (og DET siger ikke så lidt her) sidevej med udsigt over en park. Inkl. internet og aircondition.

De har kvitteret med at lave studenter-mad til os i dag – pasta med auberginer, tun og løg – og medbragt fra Østrig nederst i rygsækken (for det skal man nemlig have uanset hvad!)  – Dr.  Oetkers buddingepulverbudding til dessert!

Ny dreng i kassen

Imens de søde hundehvalpe i metalkassen nede på hjørnet har travlt med at blive store (af grunde vi som bekendt ikke ønsker at beskæftige os særligt med) er der dukket en ny yndling op.  Samme slags – det er de alle sammen, sådan noget gadekryds af 4-5 forskellige racer. De ligner hinanden over hele asien har jeg indtryk af. Jeg har i hvert fald setden slags både her og i Thailand. Der er nok nogle gener der er stærkere end andre, så det bliver et miks af dem der overlever. Sjovt at tænke på hvor trimmede vores racer er og hvor meget vi går op i det med at have hund. Dansk Kennelklub ville ikke få et (kød)ben til jorden her….

Den nye er ganske lille og som det ses af billedet har den fået en kæmpe metallænke med tilhørende endnu større karabinhage sat i halsbåndet. Jeg tror ikke den løber nogen steder med den last om halsen. De bor inde i kassen har jeg opdaget  – ved ikke lige om der ikke bliver MEGET varmt derinde….? Nå, men selvom de ligger og daser en del af dagen,  både fordi de er trætte og fordi det gør hundehvalpe, giver de altså også en del lyd af sig. De leger vist bare og hopper rundt og bjæffer og napper i hinandens ører, hale eller hvor de nu kan få fat. Det gør de også om aftenen og natten. Hundeopdragelse her er ikke en del af det at blive hundeejer. Og jeg er sikker på at der ikke er nogen hold hos FOF om lørdagen med hvalpetræning, ligesom  i Danmark, hvor det er afgørende at få skabt en velopdragen og velfungerende hund fra starten.

Så hundene hviner og piber bare lystigt kl. 4 om morgenen såvel som kl. 11 om aftenen, hvis det er det, de vil. Eneste trøst er at ejerne lever lige op og ned af dem, så det må genere dem lige så meget som det generer os, der trods alt bor 5 etager oppe.

Det er nok ikke gavtyven her, der er den største glammer, men de store drenge der stadig kun kan løbe og lege så langt kæden rækker.

Vietnams uafhængighedsdag

I dag er en stor dag i Vietnam. Det røde flag med den gule stjerne ses over hele byen, fyrværkeri i særklasse fyres af ved Hoan Kiem søen – Hanois vartegn og største turistattraktion. Det er den officielle uafhængighedsdag – og dermed fridag, som alle vietnameserne tilbringer dagen sammen med deres familie – æder og drikker nøjagtigt ligesom danskere gør, når noget skal fejres. Vi har sørget for at stjernen vajer foran kontoret. Godt nok fik Lien i går købt et flag, der overhovedet ikke passer i størrelsen til den flagstang, vi har hængende ud fra balkonen – og der var også en (bambus, selvfølgelig)-stang på det, selvom vi mere havde ønsket os snore….. men nevermind, det handlede mest om, at vi ville vise os fra vores bedste vietnamesiske side og gøre det som gøres bør: flage!!!

Altså! Op med flaget – bambusstangen måtte sættes fast på den der permanente flagstang.  Vi var renons i ledningsstraps og vores danske gaffatape lå derhjemme…. Mads fandt sammen med An noget gammel ledning, som ku splittes ad og bruges til at vinde omkring stængerne. ”Har vi en saks!” ”Jada” – An har kontorets saks, men er ikke meget for at udlevere den –  ”den kan slet ikke klippe noget så tykt som ledningen”, prøver hun at redde saksens liv…. ”Vissevasse – selvfølgelig kan den det”. Klip! Mads beviser sin påstand og så ud på balkonen med ledning og flag-på-stang i de 40 grader, det tilfældigvis var i går, og vikle bæstet fast.  Sådan! Så flager vi også – så alle i gaden kan se det.

Men det var ikke den eneste vietnameservenlige gerning vi måtte gøre i går. Der skulle også uddeles fest-dags-bonus. Vi  fik et hint fra en af medarbejderne om at sådan én plejer de altså at få – har de fået de sidste 2 år – og er noget man typisk får af sit firma. Måske ligesom danske funktionærer nogle steder får påskeæg eller julegaver.  Ok – så må vi hellere følge trop. Og her fungerer tingene jo på et meget konkret plan, så det er bare om at få sig bevæget ned  i banken og hæve knapt  5 mio dong i 3 slags sedler, bede den undrende-men-dog-servicevenlige-og-professionelle-bankmoster om at få 14 kuverter, så vi kan fordele 330.000 dong til hver af de ansatte  – hvilket foregik under stor begejstring og klapsalver.

Således sluttede dagen-før-dagen og i dag har vi fri og skal nok nyde de 40+ grader fra indersiden af terrassedøren eller fra poolkanten…