Hunde i Hanoi er ikke bare noget man spiser. Det gør man også – men til forskel fra i 2007, da vi var her sidst, er hunde nu også noget, man ser meget mere som kæle/husdyr. Jeg ved ikke, om man egentlig kan kalde det kæledyr, for dyrene render mest rundt på må og få, spiser lidt i rendestenen eller hvor de finder madrester – eller står lænket i alt for korte kæder. Jeg har i hvert fald ikke indtryk af at vietnameserne ligefrem kæler med dem. Jeg hælder mere til at det er tegn på velstand; man kan føde på flere end sin familie. Katte i snor og fugle i bur er også mangedoblet de senere år.
Jeg sender den lille gule glade hund derhjemme et par ekstra tanker, hver gang jeg ser denne hund, der måske skal fungere som ”vagthund” ved et hus nær vores fitness center. Eller nej, det kan ikke være vagthund, for den står ikke ved nogen indgang – den hører til i huset på den anden side af gaden – og jeg har aldrig hørt den gø. Dens kæde er ufattelig kort og den løber hele tiden i cirkler om sig selv, manisk stirrende og i ryk pga. den korte rækkevidde. Dens hus er også ganske lille, så den har ikke engang bevægelighed til at gå rundt om sig selv inden den lægger sig. Godt at Kaos har endeløse marker at løbe på hjemme i Pårup.
Denne her hund hører til ved det gadekøkken, vi kan se fra vores balkon. Den er mindre end en labrador, schæferlignende pels og udtryk, og så kigger den sig altid tilbage ”over skulderen”. Men som Mads siger ”i et land, hvor man spiser hunde, har den måske også god grund til det”. Jeg ved nu ikke om det er derfor. Måske er det for at holde øje med dem, der sparker ud efter den. Det sker tit, når den nærmer sig de lidt mere fashionable restauranter, der ligger her i gaden. Det er dyre restauranter, der tiltrækker rige vietnamesere i deres store Mercedes’er, ambassadører og andet gourmet-godtfolk som for eksempel Deres udsendte.
De gider altså ikke have loppereden ind i deres køkken – og da den ikke lyder noget navn, genner vagterne eller ejeren selv den væk ved at sparke ud efter den. Hunden selv er meget sød – ikke til at tale med eller kæle med, den løber hele tiden planløst og lidt manisk rundt. Det er mere end man kan sige om dens to hvalpe, som står lænket bag en metalboks. Jeg har aldrig fundet ud af, om de faktisk bor inde i boksen eller bare på en smal stribe bag den. Jeg tror det sidste, for boksen er alt for stor til at man ville bruge den til to små hunde. Hvad værre er, tror jeg, grunden til at de holdes i lænke. Hvorfor nu det, når deres mor løber frit rundt. Kan være fordi de ikke må blive kørt ned, ja. Men hvorfor må de så ikke det?? Fordi de skal vokse sig store, ja. Men hvorfor nu det??? Jeg er ikke meget for at sige det (og du er ikke meget for at læse det!!), men det er ikke usandsynligt, at de havner i den store sorte gryde, som gadekøkkenet, hvor de hører til, betjener sig af morgen, middag og aften. Heri koger de suppe med grøntsager og noget ubestemmeligt kød, som de sidder og hakker med en økse nede på asfalten. Der er ikke noget, der taler imod, at det kunne ske. Da det er naturligt at spise hunde, er det nærliggende at de føder på dem for at de skal gøre sig godt i gryden……
Deres udsendte holder et vågent øje fra balkonen og vender tilbage, så snart der er nyt i sagen…
