Vi har nu haft to lektioner i vietnamesisk. Vi er Mads, vores engelske kollega Matthew og jeg. Læreren hedder Thao og er en fantastisk sød vietnamesisk kvinde på 24. Som fortæller os at da vi jo er samme generation som hendes forældre, skal vi tituleres på en bestemt måde. Jow tak! Man føler sig da slet ikke gammel med sådan en besked. Der er ufatteligt mange måder at hilse på, og det er afgørende at kende hinandens alder, så det starter man med at spørge om, hvis man er i tvivl. ”Hej, hvor gammel er du?” ”Nå, 47, så er du lidt ældre end min far og skal tiltales således…..” Traditionelt – og måske stadig på landet, spørger man også til om folk er gift, har børn og hvad de tjener, for at kunne placere sig selv i forhold til dem socialt, for det har nemlig også betydning for tiltalen. Men man er vist begyndt at slække lidt på det – det moderne Vietnam er meget forskelligt fra det traditionelle, så forskellene er store f.eks. fra generation til generation og fra land til by.
Thao startede fornuftigt nok med at spørge om, hvad vi skal bruge vores vietnamesiske til – så vi springer et hav af hilseformer over og nøjes med Anh til mænd, der er ældre end os selv, Thi til kvinder, der er ældre end os og Em til alle, der er yngre. Og da 60% af Vietnams befolkning er under 30 år, bliver der nok mest Em. Chao em, betyder “hej dig, der er yngre end mig” og svaret er “Chao Anh/Thi” alt efter kønnet!!
Hun er utroligt tålmodig og hele tiden smilende. Hun har skrevet små sedler med konsonanter og vokaler samt nogle med accenter – så kan hun sammensætte forskellige ord, som vi skal udtale. Eller prøve på at udtale. Det kan vi som regel ikke. Det er monstersvært at huske forskellen på de forskellige udtalemåder, så vi øver og øver.
Ooooooh på den ene måde og ooooooååh på den anden måde. D der udtales som Z – og R der som regel er blevet til Sc. For ikke at tale om at I kan være kort – så er det et I – eller langt, når det er et Y. A og O har hver 3 udtaleformer – og derudover kan man bruge forskellige tegn, som har betydning for tonen. Tonen kan gå opad, nedad eller rundt – sådan op-ned-op. Og endelig kan en prik under ordet afsnuppe det lige efter vokalen.
Nå, det er sørme svært at beskrive – det med lydene – men hele ideen er at ordet skifter fuldstændig betydning med lyden af f.eks. vokalen. Ordet ”ma” betyder altså noget så forskelligt som ”ris”, ”kind”, ”spøgelse” og ”hest”. Ved frokosten forleden morede jeg mig så med at forestille mig de forviklinger, det giver når en høflig mand forsøger at få adgang til at kysse en skønjomfru og i stedet for at spørge om lov til kysse hendes kind, kommer til at spørge om lov til at kysse hendes hest!! Eller hendes spøgelse!!
Men det vil aldrig ske, lærer vietnameserne mig. Vietnamesisk er nemlig et kontekst-afhængigt sprog. Man vil altid være nødt til at sætte ordene i sammenhæng med resten af sætningen og situationen. Alle ville altså forstå, at det var kinden han var efter, og ikke hesten. Det kan godt blive svært at lave surrealistisk teater i sådan en kultur!! Nå, men det har de da vist heller aldrig rigtigt haft brug for – den statsanerkendte teaterscene beskæftiger sig mest med traditionelle stykker.
Vi taler videre om sprog og forståelse og betoninger osv. Mai Huong, som er en af de mest engelsktalende vietnamesiske kolleger, forklarer mig grunden til at vietnameserne ikke ser hinanden i øjnene, når de taler. Det er fordi de har travlt med at holde øje med munden, siger hun. De har brug for visuel hjælp til at forstå hvilket ord der er tale om, og det kan man se på munden – f.eks. om det er O med stor åben rund mund, eller med kyssetrutmund. Så de kan altså heller ikke selv høre det ….!!! Hmmm! Vores lærer siger også hele tiden at vi skal kigge på hendes mund. Forskellen på udtale af C og K er at K siges med næsten lukket og smilende mund, mens C mere kommer nede fra halsen og slippes ud af totalt åben mund. Ser bøvet ud – til orientering!
Den mærkeligste lyd er én inde i munden – ng-lyden. Når den følges af vokal, der skal afsnuppes, skal man nærmest som en frø puste kinderne op og snuppe luften, inden den når ud. Gaden vores kontor ligger i hedder To Ngoc Van. Og Ngoc skal udtales nob men så b’et ikke rigtigt når med – det snupper man af i farten – ligesom man sluger det halvvejs. Når man som vi er nødt til at sige det mange gange og ekstra langsomt for at prøve at følge lyden, ser man altså ualmindeligt åndssvag ud. Og det virker helt håbløst at komme til at lære forskellen på alle de lyde.
Det er lidt nemmere at forstå selve opbygningen af sproget. De fleste ord er kun på én stavelse, enkelte på to . Til gengæld skal man nogle gange bruge flere ord for at beskrive en ting. Noget er mere logisk end andet, men ofte er det så nemt at man bare sætter et ord sammen af det man skal bruge. F.eks. hedder deres nationalsuppe Pho (udtales føeh) og hvis det så er Pho Bo er det oksekødssuppe, fordi Bo betyder okse, og Pho Ga er kyllingesuppe (ja, rigtigt gættet Ga betyder kylling) og sådan er det hele vejen i gennem. Med suppe altså. Jeg er sikker på at Bo også kan betyde 1000 andre ting, hvis det sættes sammen med noget andet.
Tags: arbejde, frokost, ord, sprog, vietnamesisk