Uomtvistelig yndlingssnack

Passionsfrugt. Uuuuuhm! Der er ikke noget der slår den. Den er både sød og syrlig, saftig og med noget at knase på. Godt nok er den lidt bizar med sine slimede kernesække og den der mærkelige måde de hænger fast i kanten  – sådan lidt østersagtig. Man skal spise den med ske, grave den ud og knase lidt på kernerne, så er den bedst.

De passionsfrugter vi får herude er ikke runkne og indtørrede som dem jeg kender fra Danmark. Men disse her har heller ikke været en menneskealder undervejs. De er formentlig plukket i går og af Lien udvalgt som  de bedste. Hun har nok mærket på dem alle sammen og fravalgt et par stykker, der i hvert fald ikke skulle med hende hjem.

Jeg spiser dem 3-4 stykker ad gangen som snack. Morgensnack, efter frokost i stedet for noget sødt (arrh, ja, så okay måske så som supplement til noget sødt) eller om aftenen. Det er lige godt hver gang! Skål i passionssaft!