“You not worry!” Det er Liens valgsprog. Lige meget hvad jeg beder hende om, siger hun, at det skal hun nok ordne. “No problem” og “You not worry”. Hun er altid på spring med sin vietnamesiske ekspertise og villig til at tage sig af et hvilket som helst problem, vi måtte have. Og dem har vi jævnligt, så det er fantastisk at have en problemknuser som hende at læsse af på….
Som nu den fredag hvor vi flyttede ind i vores nye firmadomicil. Vi havde kækt inviteret medarbejderne til frokost kl. 12 på den nye adresse. Men da jeg undersøgte hvad det koster at få bragt mad ud fra et af de steder, der kunne frembringe vietnamesiske retter i en ordentlig kvalitet, viste det sig at være dyrere end vi havde budget til. Der er faktisk slet ikke et budget til sådan en fejring, men vi kan da ikke bare flytte ind ved at slæbe borde rundt og pakke ud af flyttekasser og så gå hjem…? Vi skal starte ordentligt – det er også vigtigt i forhold til vietnamesisk overtro, at man kommer godt fra start et nyt sted, så frokost det skal vi altså have.
Tiden er knap – 3 days to go – og vi har endnu ikke potter og pander på plads, huset er næsten tomt stadigvæk. Jeg tænker…. Hmmmmm: Hvis jeg nu ku få Lien til at lave mad om formiddagen i stedet for at gøre rent os og Matthew (vores kollega der bor i samme opgang) om eftermiddagen. Jeg spørger henover skrivebordene Matthew, om han mon ville lægge mærke til, at der ikke blev gjort rent i hans lejlighed fredag? Næeh, det ville han nok ikke – joeh, måske lige det med opvasken – han mener ikke (på sin sædvanligt underdrevne halvironiske måde) at han overhovedet kan finde ud af at vaske op. OK, så må han jo spise ude i weekenden…;O)
Jeg ringer resolut til Lien og spørger om hun har tid til at tale – det er monstertrafikstøj i baggrunden. “Yes-yes”. Kan vi arrangere, at hun laver mad på kontoret. “Yes-yes – you not worry”. Men så skal hun altså ikke arbejde hos os om eftermiddagen – ok? “Yes yes”, siger hun, men jeg ved med sikkerhed, at hun vil forsøge at nå forbi og lige rede sengene, tage opvasken og tage skraldet, hvis hun på nogen måde kan nå det.
Vi aftaler at tales ved om detaljerne senere. Næste morgen kl 8 står hun i vores lejlighed og siger at hun har tænkt over det med maden – og hvor meget har vi per person, og er der en stor pande, og skal hun også bare en kage eller noget brød? ”I have so much the free time”, siger hun og efterlader mig i tvivl om hvorvidt hun måske sagde ”too much”…?
Vi aftaler, at der er ca. 15 kr. til hver person inkl. kage og frugt, ris og grøntsager og kød. Hun kan købe det hele på markedet om morgenen. Skal jeg tage med, spørger jeg. Hvis du gerne vil…… men hvad med at bære elle varerne – hvordan får vi dem hen på kontoret. ”On the motobike” – smiler hun. Det er noget enhver vietnameser ved – at man kan have alt på en motorcykel. ”It’s only 15 people” forklarer hun yderligere. Nåeh ja, – kun. Nå, men så kommer jeg og hjælper i køkkenet fredag morgen…? ”I can do it – you not worry” siger hun. Men til 15 personer – det er jo ikke meningen at hun skal arbejde hele dagen fra tidligt morgen med det… ”Nono I go to market at 7” siger hun og lader mig forstå, at jeg i hvert fald ikke er nødvendig i hendes køkken, men dog velkommen, hvis jeg ikke har andet og bedre at tage mig til. Vi ender med at aftale, at jeg kigger forbi køkkenet, da jeg alligevel er i huset for at vente på flyttelæsset.
Men kagen kan jeg da bage så – ikke? Nej, nej – den bager hun torsdag eftermiddag, og pynter færdig fredag – hun skal bare lige lære ovnen at kende… Imens jeg går i bad ordner hun at låne en håndmixer af en veninde – hun synes det er bøvlet at piske dejen i hånden. Og så kender hun bagboen til vores nye kontor, og han har nok en stor pande og en riskoger. Det regner hun med at låne, så hun ikke behøver at tage det med hjemmefra sig selv – hun bor langt væk. Jamen, en pande det skal vi jo alligevel have købt, siger jeg mens jeg gennemsøger mine indre arkiver for hvor fanden vi egentlig skal købe en stor pande….?? “No no, you not worry”…
Fredagen oprinder og vi flytter ind. Jeg beder et par af de rastløse fyre, der venter på at flyttefolkene skal få båret deres computere osv. på plads, om at vaske alt det nye porcelæn af inden vi skal spise. Vi har ikke fået købt viskestykker, men det er også lige meget for herude lufttørrer opvasken som regel. Lien ser lynhurtigt, at vi har en vasketøjskurv og at man bare kan sætte opvasken forsigtigt derned, så kan den nå at lufttørre, inden vi skal spise kl. 12.
Det lykkes Lien at trylle fantastisk mad frem – 3 slags kød – ris, naturligvis - og sprødkogte bønner og kål. Alle kan li det og fadene bliver tømt under højlydt og veltilfreds smasken.
Vi er endnu ikke på plads med en kok her en uge efter indflytningen, men Lien har jo god tid om formiddagen lige pt. så hun kunne uden problemer lave mad til os i denne første uge – og næste med. Så igen fik hun ret ”I not have to worry”…. Hun klarer det hele og siger hver dag nej tak til min hjælp i køkkenet – det er jo kun 15 personer…;O)
Der bliver nok brug for ophold på “rehab”, når I engang skal finde ud af, ikke at have Lien på sidelinjen længere. Faktisk lyder hun som lidt af en libero
Måske Morten Olsen skulle se, om han kan få hende med på holdet.
Med det må være dejligt, at kunne uddelegere, når I nu har alt det andet om ørerne også.