Carolyn Dundee

Det her er Carolyn. Hun er australier. Men det har hun nok næsten glemt selv, for hun har levet mange år i England, hvor hun bl.a. arbejdede som journalist for Times og andre medier.

Og i lange perioder har hun været rejsende uden noget egentligt hjem. Hun har været en del i Cambodia og Laos, som er nabolandene til Vietnam. Begge lande synes at være længere tilbage i udvikling, og endnu mere korrupte end her. Hun kom i onsdags og rejste videre i dag, for hun skulle tilbage til Bangkok hvor hun har haft et værelse stående hos en bekendt det seneste års tid. Den bekendte skulle vist flytte, og Carolyn var ligeglad med at have nogen fast tilknytning til Bangkok, så det passede vist meget fint. Fra Bangkok skal hun om et par dage til Burma i en månedstid, hvor hun, vistnok, troede hun,  havde et undervisningsjob som engelsklærer, men det viste sig så at være glippet. Så nu skulle hun bare være turist. Efter Burma går turen til Bali, osv osv osv

Spændende at møde sådan en person, der trives fint med ikke at have et fast sted at høre til. Hun kom her som couchsurfer. Couchsurfing er en organisation vi er medlem af som tilbyder folk at mødes – ligesom Servas i gamle dage, hvis nogen kan huske så langt tilbage. Vi har en profil på www.couchsurfing.com,  der fortæller om os, og at man kan sove hos os et par nætter (couch = sofa, altså man kan surfe henover vores sofa!). Man skal være medlem for at kunne benytte sig af tilbudet,  og alle medlemmer har en tilsvarende profil på siden. Så man læser typiske lidt om dem der vil sofasurfe, inden man siger ja til dem. Hvis man som gæst ikke opfører sig ordentligt (ja, det gælder sådan set også værterne) får man selvfølgelig dårlige anmeldelser.  Således holder systemet selvjustits. Vi har haft et par belgiere på besøg for et par uger siden, der var på rundrejse i Vietnam og som kom forbi 2 gange. De var helt almindelige gennemsnitsfunktionærer, der havde planlagt 3 ugers rejse rundt i Vietnam og som gerne ville besøge nogen fastboende – og så var de sikkert også glade for at spare et par overnatninger.

Systemet er baseret på, at man gider tale sammen, fortælle om sit hjemland eller de lande man har rejst i – og altså ikke bare bruger det som gratis overnatning, sådan ind kl. 22. sove og op næste morgen og videre. Man forventes også at bidrage til husholdningen, dvs. betale sine egne måltider og måske endda invitere værtsfolkene på mad fra ens eget land eller give bidrag til køleskabet, inden man skrider.

Vi er blevet bombarderet med henvendelser den seneste uge med folk, der åbenbart bliver brændt af af en anden couchsurfer vært, for de skriver alle sammen at de troede de havde logi, men nu lige før det er aktuelt, så står de alligevel uden et sted at være. Men nu er det jo ikke noget vandrehjem, vi driver, så vi beklager de fleste af gangene, at vi allerede er optaget.

Det er vi også, for om en halv times tid kommer næste hold – en italiener og en østriger, der begge skal studere på Hanoi Universitet og som troede, de havde en aftale med en kontaktperson fra universitetet som ville sørge for dem, men som så alligevel ikke rigtigt svarede….  En historie der også er hørt før; man vender bare ikke  tilbage som lovet/aftalt – og det behøver  faktisk ikke at betyde, at man ikke har en aftale. Det er bare vietnamesisk facon at tage sig af tingene på selve dagen. Et gammel vietnamesisk ordsprog her gælder stadig ”du ser problemet når det er der”.

Livet er ikke lutter kødben

Hunde i Hanoi er ikke bare noget man spiser. Det gør man også – men til forskel fra i 2007, da vi var her sidst, er hunde nu også noget, man ser meget mere som kæle/husdyr. Jeg ved ikke, om man egentlig kan kalde det kæledyr, for dyrene render mest rundt på må og få, spiser lidt i rendestenen eller hvor de finder madrester – eller står lænket i alt for korte kæder. Jeg har i hvert fald ikke indtryk af at vietnameserne ligefrem kæler med dem. Jeg hælder mere til at det er tegn på velstand; man kan føde på flere end sin familie. Katte i snor og fugle i bur er også mangedoblet de senere år.

Jeg sender den lille gule glade hund derhjemme et par ekstra tanker, hver gang jeg ser denne hund, der måske skal fungere som ”vagthund” ved et hus nær vores fitness center. Eller nej, det kan ikke være vagthund, for den står ikke ved nogen indgang – den hører til i huset på den anden side af gaden  – og jeg har aldrig hørt den gø. Dens kæde er ufattelig kort og den løber hele tiden i cirkler om sig selv, manisk stirrende og i ryk pga. den korte rækkevidde. Dens hus er også ganske lille, så den har ikke engang bevægelighed til at gå rundt om sig selv inden den lægger sig. Godt at Kaos har endeløse marker at løbe på hjemme i Pårup.

Denne her hund hører til ved det gadekøkken, vi kan se fra vores balkon. Den er mindre end en labrador, schæferlignende pels og udtryk, og så kigger den sig altid tilbage ”over skulderen”. Men som Mads siger ”i et land, hvor man spiser hunde, har den måske også god grund til det”. Jeg ved nu ikke om det er derfor. Måske er det for at holde øje med dem, der sparker ud efter den. Det sker tit, når den nærmer sig de lidt mere fashionable restauranter, der ligger her i gaden. Det er dyre restauranter, der tiltrækker rige vietnamesere i deres store Mercedes’er, ambassadører og andet gourmet-godtfolk som for eksempel Deres udsendte.

De gider altså ikke have loppereden ind i deres køkken – og da den ikke lyder noget navn, genner vagterne eller ejeren selv den væk ved at sparke ud efter den. Hunden selv er meget sød – ikke til at tale med eller kæle med, den løber hele tiden planløst og lidt manisk rundt. Det er mere end man kan sige om dens to hvalpe, som står lænket bag en metalboks. Jeg har aldrig fundet ud af, om de faktisk bor inde i boksen eller bare på en smal stribe bag den. Jeg tror det sidste, for boksen er alt for stor til at man ville bruge den til to små hunde. Hvad værre er, tror jeg, grunden til at de holdes i lænke. Hvorfor nu det, når deres mor løber frit rundt. Kan være fordi de ikke må blive kørt ned, ja. Men hvorfor må de så ikke det?? Fordi de skal vokse sig store, ja. Men hvorfor nu det??? Jeg er ikke meget for at sige det (og du er ikke meget for at læse det!!),  men det er ikke usandsynligt, at de havner i den store sorte gryde, som gadekøkkenet, hvor de hører til, betjener sig af morgen, middag og aften. Heri koger de suppe med grøntsager og noget ubestemmeligt kød, som de sidder og hakker med en økse nede på asfalten. Der er ikke noget, der taler imod, at det kunne ske. Da det er naturligt at spise hunde, er det nærliggende at de føder på dem for at de skal gøre sig godt i gryden……

Deres udsendte holder et vågent øje fra balkonen og vender tilbage, så snart der er nyt i sagen…

Almost American

This article is written in English for the honor of our friends in LA. We hope to see David and Randy in Hanoi in the spring – and as we’ve been talking about on Skype with them, it isn’t impossible to have an almost American life here. Although you have to get used to paying a lot less…

The burger here is absolutely the best in town. Tracy’s Sports Bar is just around the corner – literally spoken, 5 min walk, and serves the ultimate burger. Rumors says that they have been working on it for months to become perfect. The owner used to work with McDonalds and since McDonalds chose not to get into Hanoi, he saw the market of selling “real American burgers” laying there, just to pick it up! He trained his staff to make the burger the same way every time – EVERY time – and it turned out very well. Quality is one of the very big problems here – it seems impossible to have the Vietnamese  make the same thing twice in exactly the same way. Always something different whether you have sushi, fruit smoothies or a massage. But not with this burger. Always the same – always good – always still hot when brought to your door at around 6 USD.

This is a scoop. Starbucks!!!! REALLY!!!  There was never any Starbucks product here – and for sure there is no Starbucks café in Hanoi. Then we’d known…. But suddenly a few days ago in the grocery store called Veggies – the one with the most American products – we saw 2-3 different kinds of Starbucks Frappucinos in glass bottles. We’ve gotten used to a lot of other American stuff there – but some things only for a short while, others you can get all the time. I think some of the stuff gets there in a legal way – others  not. Therefore I cannot promise this heavenly drink will be available – but as it was here, it was only  3 USD.

So  western food and well known brands are no problem here any more. In 2007 we experienced that the supply of western stuff did vary a lot. Sometimes we couldn’t get skimmed milk for 1 month, at other times it was special kinds of chocolate (and YES, this is an important issue!!!!) that disappeared for weeks.

We can get marshmellows, Betty Crocker cake mix,  Hershey’s chocolate in all kinds, Heinz ketchup, Danish Buttercookies, German mash potato powder, Nescafe caffein free coffee and more kinds of Jello that I’ve ever wanted to……  don’t you worry about having only rice and noodles!!

Åh Frøken, lad mig kysse Deres hest! Eller Deres spøgelse!

Vi har nu haft to lektioner i vietnamesisk. Vi er Mads, vores engelske kollega Matthew og jeg. Læreren hedder Thao og er en fantastisk sød vietnamesisk kvinde på 24. Som fortæller os at da vi jo er samme generation som hendes forældre, skal vi tituleres på en bestemt måde. Jow tak! Man føler sig da slet ikke gammel med sådan en besked. Der er ufatteligt mange måder at hilse på, og det er afgørende at kende hinandens alder, så det starter man med at spørge om, hvis man er i tvivl. ”Hej, hvor gammel er du?” ”Nå, 47, så er du lidt ældre end min far og skal tiltales således…..”  Traditionelt – og måske stadig på landet, spørger man også til om folk er gift, har børn og hvad de tjener, for at kunne placere sig selv i forhold til dem socialt, for det har nemlig også betydning for tiltalen. Men man er vist begyndt at slække lidt på det – det moderne Vietnam er meget forskelligt fra det traditionelle, så forskellene er store f.eks. fra generation til generation og fra land til by.

Thao startede fornuftigt nok med at spørge om, hvad vi skal bruge vores vietnamesiske til – så vi springer et hav af hilseformer over og nøjes med Anh til mænd, der er ældre end os selv, Thi til kvinder, der er ældre end os og Em til alle, der er yngre. Og da  60%  af Vietnams befolkning er under 30 år, bliver der nok mest Em. Chao em, betyder “hej dig, der er yngre end mig” og svaret er “Chao Anh/Thi” alt efter kønnet!!

Hun er utroligt tålmodig og hele tiden smilende. Hun har skrevet små sedler med konsonanter og vokaler  samt nogle med accenter – så kan hun sammensætte forskellige ord, som vi skal udtale. Eller prøve på at udtale. Det kan vi som regel ikke. Det er monstersvært at huske forskellen på de forskellige udtalemåder, så vi øver og øver.

Ooooooh på den ene måde og ooooooååh på den anden måde. D der udtales som Z – og R der som regel er blevet til Sc.  For ikke at tale om at I kan være kort – så er det et I – eller langt, når det er et Y.  A og O har hver 3 udtaleformer – og derudover kan man bruge forskellige tegn, som har betydning for tonen. Tonen kan gå opad, nedad eller rundt – sådan op-ned-op. Og endelig kan en prik under ordet afsnuppe det lige efter vokalen.

Nå, det er sørme svært at beskrive – det med lydene – men hele ideen er at ordet skifter fuldstændig betydning med lyden af f.eks. vokalen. Ordet ”ma” betyder  altså noget så forskelligt som ”ris”, ”kind”, ”spøgelse” og ”hest”. Ved frokosten forleden  morede jeg mig så med at forestille mig de forviklinger, det giver når en høflig mand forsøger at få adgang til at kysse en skønjomfru og i stedet for at spørge om lov til kysse hendes kind, kommer til at spørge om lov til at kysse hendes hest!! Eller hendes spøgelse!!

Men det vil aldrig ske, lærer vietnameserne mig. Vietnamesisk er nemlig et kontekst-afhængigt sprog. Man vil altid være nødt til at sætte ordene i sammenhæng med resten af sætningen og situationen. Alle ville altså forstå, at det var kinden han var efter, og ikke hesten.  Det kan godt blive svært at lave surrealistisk teater i sådan en kultur!! Nå, men det har de da vist heller aldrig rigtigt haft brug for – den statsanerkendte teaterscene beskæftiger sig mest med traditionelle stykker.

Vi taler videre om sprog og forståelse og betoninger osv. Mai Huong, som er en af de mest engelsktalende vietnamesiske kolleger, forklarer mig  grunden til at vietnameserne ikke ser hinanden i øjnene, når de taler. Det er fordi de har travlt med at holde øje med munden, siger hun. De har brug for visuel hjælp til at forstå hvilket ord der er tale om, og det kan man se på munden – f.eks. om det er O med stor åben rund mund, eller med kyssetrutmund. Så de kan altså heller ikke selv høre det ….!!! Hmmm! Vores lærer siger også hele tiden at vi skal kigge på hendes mund. Forskellen på udtale af C og K er at K siges med næsten lukket og smilende mund, mens C  mere kommer nede fra halsen og slippes ud af totalt åben mund. Ser bøvet ud – til orientering!

Den mærkeligste lyd er én inde i munden – ng-lyden. Når den følges af vokal, der skal afsnuppes, skal man nærmest som en frø puste kinderne op og snuppe luften, inden den når ud. Gaden vores kontor ligger i hedder To Ngoc Van. Og Ngoc skal udtales nob men så b’et ikke rigtigt når med – det snupper man af i farten – ligesom man sluger det halvvejs. Når man som vi er nødt til at sige det mange gange og ekstra langsomt for at prøve at følge lyden, ser man altså ualmindeligt åndssvag ud.  Og det virker helt håbløst at komme til at lære forskellen på alle de lyde.

Det er lidt nemmere at forstå selve opbygningen af sproget. De fleste ord er kun  på én stavelse, enkelte på to . Til gengæld skal man nogle gange bruge flere ord for at beskrive en ting. Noget er mere logisk end andet, men ofte er det så nemt at man bare sætter et ord sammen af det man skal bruge. F.eks. hedder deres nationalsuppe Pho (udtales føeh) og hvis det så er Pho Bo er det oksekødssuppe, fordi Bo betyder okse,  og Pho Ga er kyllingesuppe (ja, rigtigt gættet Ga betyder kylling) og sådan er det hele vejen i gennem. Med suppe altså. Jeg er sikker på at Bo også kan betyde 1000 andre ting, hvis det sættes sammen med noget andet.

Uomtvistelig yndlingssnack

Passionsfrugt. Uuuuuhm! Der er ikke noget der slår den. Den er både sød og syrlig, saftig og med noget at knase på. Godt nok er den lidt bizar med sine slimede kernesække og den der mærkelige måde de hænger fast i kanten  – sådan lidt østersagtig. Man skal spise den med ske, grave den ud og knase lidt på kernerne, så er den bedst.

De passionsfrugter vi får herude er ikke runkne og indtørrede som dem jeg kender fra Danmark. Men disse her har heller ikke været en menneskealder undervejs. De er formentlig plukket i går og af Lien udvalgt som  de bedste. Hun har nok mærket på dem alle sammen og fravalgt et par stykker, der i hvert fald ikke skulle med hende hjem.

Jeg spiser dem 3-4 stykker ad gangen som snack. Morgensnack, efter frokost i stedet for noget sødt (arrh, ja, så okay måske så som supplement til noget sødt) eller om aftenen. Det er lige godt hver gang! Skål i passionssaft!

Varehusspecialist

Hvis jeg siger varehus-specialist, hvad tænker du så? Tænker du måske på en ekspedient i det hedengangne Daells Varehus med et speciale fx indenfor lædervarer eller allergivenlig sæbe? Eller en indretningsarkitekt med konsulentstatus og faste træffetider i IKEA? Eller tænker du mere på en eller anden halvstuderet røver med en lang akademisk titel og mange års studier i varehuse, deres opbygning, sortiment og udvikling gennem tiderne…?

Noget i den stil er i hvert fald min association – men det holder altså ikke i dagens Danmark. Jeg har nemlig lige set en vaskeægte varehusspecialist i nyhederne – nærmere betegnet dem fra DR1 kl. 18.30 i går den 7.8.10. Vi downloader nyhederne og følger på den måde fint med i hvilken suppe den danske public service fortrop nu har valgt at koge på de tilbageværende agurker. Undskyldningsregnen fra Helle Thorning er ved at stilne af – et ufatteligt held at Mary, som har gået der og passet på tvillingerne i tavshed, valgte at slippe nyheden løs nu. Kongehusets familieforøgelse er jo traditionelt noget, der fylder rigtigt, rigtigt meget i mediebilledet, og med lidt held kan tvillingetornadoen få hvirvlet godt og grundigt op i medielandskabet og dermed give Helle en pause i ringhjørnet, så hun kan få tanket undskyldningssiloen op….

Nå, det omtalte indslag handlede nu om, hvad der er i de nødhjælpspakker UNICEF er i gang med at sende til de nødlidende områder i Pakistan. Her ser vi en mand køre rundt med en stor gaffeltruck og løfte pallerne med de UNICEF-mærkede papkasser ned fra kæmpe reoler og køre dem hen til en rampe, hvor de iflg. speakeren skal sendes med fly til Pakistan i morgen. Manden i trucken har fået en mikrofon på den Unicef-blå polo og fortæller, at de i øjeblikket kører pakker med næringssalt og vandrensningspulver m.m. fra reolerne hen til rampen fra 7 morgen til 8 aften. Og truckføreren, som det hed sidst jeg var i kontakt med et CV – ja, se HAN er altså den moderne varehusspecialist iflg. teksten på skærmen.

Så blev jeg så klog!

I en vinhandel i Hanois Hellerup

Her ser du vores lokale Kjær & Sommerfeldt. Som med så meget andet her i Vietnam, er det et sted hvor modsætninger mødes….

Butikken er eksklusiv som bare fanden. Kølig, ordentlig og med vestligt interiør. Flasker på reoler med tydelig angivelse af pris og navn. I det hele taget er vin kun for den absolutte overklasse – de nyrige vietnamesere har skiftet gadelivets smugkro og hjemmebrygget sjat-øl ud med importerede vine i rødt og hvidt.

De nyrige er, ligesom vi har set det i de østeuropæiske lande, i gang med at adoptere vaner fra andre lag i samfundet eller endda fra helt andre verdensdele. Derfor skyder vinbutikker op her i Hanois Hellerup, ligesom golfbaner og –butikker anlægges og indvies i en lind strøm. De vietnamesere, der har scoret kassen på Vietnams rivende udvikling, investerer i specialimporterede biler efter princippet jo større, des bedre. Kæmpestore 4-hjulstrækkere af mærker som BMW, Bentket, Audi og Porsche fylder hver især som 4-6 scootere, og kan køre 15-20 km i timen pga. trafikken. Det er helt til grin med disse kæmpemæssige statussymboler, som er til stor gene for den almindelige vietnameser, da de forhindrer trafikken i at flyde. Selvom trafikken med de mange scootere ser kaotisk ud, flyder det altid rimeligt, fordi det er nemt og smidigt at ”fylde hullerne” i trafikken ud med scooterne, der let svinger snart højre om, snart venstre om forhindringerne. Men med den voksende bilpark propper trafikken på en helt anden måde, fordi potensforlængernes chauffører ikke vil give plads til andre, men hellere køre 1 cm frem med hornet i bund.

Nå, men det var vinen vi kom fra. Som I ved, er det kun meget beskedne mængder af vin vi sætter livs, så vi har ganske enkelt ikke været i sådan en vinforretning herude før.  Men nu er vi så inviteret til middag hos en amerikansk bekendt i morgen, og tænkte at en flaske vin ville være passende som værtindegave. Altså kiggede vi indenfor i noget, der ligner en moderne udgave af Kjær & Sommerfeldt. Pæn facade i noble farver og typografi der signalerer klasse. Navnet er godt nok mærkeligt valgt. Måske er det min marketingfortid der spøger – men Red Apron (Rødt forklæde) giver det associationer til eksklusiv vin og  overklasseprodukter???? Sådan en rigtig vinhandler fra gamle dage, havde da vistnok et forklæde af slidt   læder – men rødt??

Det kan være vi finder forklaringen indenfor…?  Næeh – overhovedet ikke!

Inde i butikken mødes vi af to unge (teenagere?) vietnamesiske kvinder. Den ene i en for stor og meget lilla t-shirt med gul påskrift. Hun taler glimrende engelsk og er salgstrænet på en måde vi har set tit herude. Hun kan fortælle  det hun har lært udenad. Det har vi også  prøvet i store forkromede udstillingsstande i stormagasiner, hvor de har lancering af en ny mobiltelefon eller en massagestol eller noget i den stil. De ansatte kan sige en række replikker om at der er introduktionstilbud, og at man kan se modellen herovre, men de aner ikke noget om produktets tekniske kvaliteter eller leveringstider…

Hende her starter sin salgstale med at spørge om vi vil have en smagsprøve – de har tilfældigvis smagsprøver på en navngiven vin i dag. Nej, tak – vi drikker faktisk ikke selv vin, men kigger efter en gave. Ååeh, er det til en ven ?? Ja (ingen vin til fjenderne, der hvor vi kommer fra!). Mon vi tror denne ven foretrækker rød- eller hvidvin?? Hvid – og vi kigger lige lidt selv. Tak!

Vi får tilkæmpet lidt tid for os selv til at glo på priser og mærker. Her er også lidt champagne, sauterne og en helt ubetalelig portvin, som jeg hurtigt, men forsigtigt får sat på plads på hylden igen. Næeh, ikke om jeg vil betale så meget for at vedligeholde min nyligt anlagte last…

De spiller den ondeste tøsepop for højt på anlægget herinde. Helt sikkert noget den lilla t-shirt og hendes veninde synes om. Men ikke kunderne, hvis det altså er sådan nogen som os. Veninden er kuli’en som ikke taler med kunder (hun kan sikkert ikke engelsk) og tripper rundt i stilletter, der er for små og i sin tid forgyldte. Hun har et forklæde på, der ville have klædt min mor i 70’erne – og afskallet sort neglelak på for korte negle. Sku’ hun ikke ha’ hvis det var min vinforretning!

Nå, men det er det jo heldigvis ikke. Jeg er bare med for at købe en flaske hvidvin, men benytter lejligheden til at undre mig over hvor forskelligt ting kan tage sig ud i forskellige kulturer. Vi takker nej til at registrere vores mailadresse og dermed til deres invitationer til parties – og imens tøserne stadig undrer sig over hvorfor vi ikke vil med til festen, takker vi af og forlader det mærkelig miks af grand cru’er, teenagepop og afskallede negle.

En frelsende engel lige ved hånden

“You not worry!” Det er Liens valgsprog. Lige meget hvad jeg beder hende om, siger hun, at det skal hun nok ordne. “No problem” og “You not worry”. Hun er altid på spring med sin vietnamesiske ekspertise og villig til at tage sig af et hvilket som helst problem, vi måtte have. Og dem har vi jævnligt, så det er fantastisk at have en problemknuser som hende at læsse af på….

Som nu den fredag hvor vi flyttede ind i vores nye firmadomicil. Vi havde kækt inviteret medarbejderne til frokost kl. 12 på den nye adresse. Men da jeg undersøgte hvad det koster at få bragt mad ud fra et af de steder, der kunne frembringe vietnamesiske retter i en ordentlig kvalitet,  viste det sig at være dyrere end vi havde budget til. Der er faktisk slet ikke et budget til sådan en fejring, men vi kan da ikke bare flytte ind ved at slæbe borde rundt og pakke ud af flyttekasser og så gå hjem…? Vi skal starte ordentligt – det er også vigtigt i forhold til vietnamesisk overtro, at man kommer godt fra start et nyt sted, så frokost det skal vi altså have.

Tiden er knap – 3 days to go  – og vi har endnu ikke potter og pander på plads, huset er næsten tomt stadigvæk. Jeg tænker…. Hmmmmm: Hvis jeg nu ku få Lien til at lave mad om formiddagen i stedet for at gøre rent os og Matthew (vores kollega der bor i samme opgang) om eftermiddagen. Jeg spørger henover skrivebordene Matthew, om han mon ville lægge mærke til, at der ikke blev gjort rent i hans lejlighed fredag? Næeh, det ville han nok ikke – joeh, måske lige det med  opvasken – han mener ikke (på sin sædvanligt underdrevne halvironiske måde) at han overhovedet kan finde ud af at vaske op. OK, så må han jo spise ude i weekenden…;O)

Jeg ringer resolut til Lien og spørger om hun har tid til at tale – det er monstertrafikstøj i baggrunden. “Yes-yes”. Kan vi arrangere, at hun laver mad på kontoret. “Yes-yes –  you not worry”. Men så skal hun altså ikke arbejde hos os om eftermiddagen – ok? “Yes yes”, siger hun, men jeg ved med sikkerhed, at hun vil forsøge at nå forbi og lige rede sengene, tage opvasken og tage skraldet, hvis hun på nogen måde kan nå det.

Vi aftaler at tales ved om detaljerne senere. Næste morgen kl 8 står hun i vores lejlighed og siger at hun har tænkt over det med maden – og hvor meget har vi per person, og er der en stor pande, og skal hun også bare en kage eller noget brød? ”I have so much the free time”, siger hun og efterlader mig i tvivl om hvorvidt hun måske sagde ”too much”…?

Vi aftaler, at der er ca. 15 kr. til hver person inkl. kage og frugt, ris og grøntsager og kød. Hun kan købe det hele på markedet om morgenen. Skal jeg tage med, spørger jeg. Hvis du gerne vil…… men hvad med at bære elle varerne – hvordan får vi dem hen på kontoret. ”On the motobike” – smiler hun. Det er noget enhver vietnameser ved – at man kan have alt på en motorcykel. ”It’s only 15 people” forklarer hun yderligere. Nåeh ja, – kun. Nå, men så kommer jeg og hjælper i køkkenet fredag morgen…? ”I can do it – you not worry” siger hun. Men til 15 personer – det er jo ikke meningen at hun skal arbejde hele dagen fra tidligt morgen med det… ”Nono I go to market at 7” siger hun og lader mig forstå, at jeg i hvert fald ikke er nødvendig i hendes køkken, men dog velkommen, hvis jeg ikke har andet og bedre at tage mig til. Vi ender med at aftale, at jeg kigger forbi køkkenet, da jeg alligevel er i huset for at vente på flyttelæsset.

Men kagen kan jeg da bage så – ikke? Nej, nej – den bager hun torsdag eftermiddag, og pynter færdig fredag – hun skal bare lige lære ovnen at kende… Imens jeg går i bad ordner hun at låne en håndmixer af en veninde  –  hun synes det er bøvlet at piske dejen i hånden. Og så kender hun bagboen til vores nye kontor, og han har nok en stor pande og en riskoger. Det regner hun med at låne, så hun ikke behøver at tage det med hjemmefra sig selv – hun bor langt væk. Jamen, en pande det skal vi jo alligevel have købt, siger jeg mens jeg gennemsøger mine indre arkiver for hvor fanden vi egentlig skal købe en stor pande….?? “No no, you not worry”…

Fredagen oprinder og vi flytter ind. Jeg beder et par af de rastløse fyre, der venter på at flyttefolkene skal få båret deres computere osv. på plads, om at vaske alt det nye porcelæn af inden vi skal spise. Vi har ikke fået købt viskestykker, men det er også lige meget for herude lufttørrer opvasken som regel. Lien ser lynhurtigt, at vi har en vasketøjskurv og at man bare kan sætte opvasken forsigtigt derned, så kan den nå at lufttørre, inden vi skal spise kl. 12.

Det lykkes Lien at trylle fantastisk mad frem – 3 slags kød – ris, naturligvis  –  og sprødkogte bønner og kål. Alle kan li det og fadene bliver tømt under højlydt og veltilfreds smasken.

Vi er endnu ikke på plads med en kok her en uge efter indflytningen, men Lien har jo god tid om formiddagen lige pt. så hun kunne uden problemer lave mad til os i denne første uge – og næste med. Så igen fik hun ret ”I not have to worry”…. Hun klarer det hele og siger hver dag nej tak til min hjælp i køkkenet – det er jo kun 15 personer…;O)