Der findes faktisk en Metro her i Hanoi. En helt magen til den i Glostrup – sådan layoutmæssigt. Den er stor og har det samme logo og de samme farver som den danske. Indholdet er naturligvis helt forskelligt…
Vi skulle købe ind til køkkenet i det nye kontor og på huskesedlen stod gryder, pander, skåle og viskestykker samt et helt uundværligt stykke køkkenværktøj herude: en riskoger. Og så skulle vi ved samme lejlighed kigge på kuverter og andre kontorartikler, som vi ikke helt ved om vi kan få (billigere) andre steder.
Det tager sin tid at køre til Metro, for det er i den anden ende af byen og vi kom af sted lige omkring kl. 17 – i myldretiden…. Det er en mere eller mindre permanent trafiktilstand i Hanoi, så det havde nok ikke gjort den store forskel, om vi var kommet af sted tidligere.
Vi bad taxachaufføren vente udenfor ½ times tid, hvilket vi godt vidste var i underkanten. Men det er sådan man gør her: fortæller folk det, man tror de vil høre. Og denne taxachauffør ville nok hellere blive og vente på os, hvis det kun var ½ time end hvis det var en hel time. Altså sagde vi ½. Det trick lærte vi, da vi skulle køre i bil til Sapa bjergene, og arrangøren havde fortalt os, at det tog 10 timer at køre derop. Det syntes vi var lige toppen, og havde vi vidst, at det faktisk tog 14, havde vi måske valgt en anden løsning. Men det vidste vi først, da de 10 timer var gået – og der var det jo i sagens natur for sent at bestemme sig om. Altså: when in Rome, do like the Romans…
Indenfor måtte vi først forbi en vagt i fuld ornat med Security-skjorte, masser af emblemer og påsyede gule streger – og ikke et ord engelsk – samt en vietnameserinde klædt i en variant over en traditionel hat og en gul lang skjortekjole-dragt. Metro-gult. Hun har nok skulle ligne en slags værtinde eller noget i den stil. Nå, men da vi ikke havde et Metrokort, blev vi med en håndbevægelse viftet hen til en skranke med en engelsktalende trunte – også i gult, men ikke helt så festligt – som forklarede, at vi skulle vise pas og indskrive os for at få et midlertidigt Metrokort. Men altså endelig kun én af os. Det var så Mads, der blev den officielle indehaver af et midlertidigt Metrokort i dag. Tillykke!
Nå, men fra vores sidste ophold herude, kunne vi huske noget med, at de ikke tager kreditkort her. Jeps! Rigtigt nok! Kun kontanter!!!!!! Et sted hvor folk forventes at handle til deres butikker og at købe for forholdsvis store beløb, tager de altså ikke imod nogen som helst kreditkort. Heldigt at en af deres hæveautomater virkede i dag, så vi bevæbnet med 4 mio. dong (ca. 1200 kr.) kunne forlyste os i afdelingen for køkkentøj.
Vi fandt ca. halvdelen af det vi kom efter, men kiggede på en række andre spændende ting, bl.a. en selvoppumpende luftmadras nøjagtigt magen til den, vi har medbragt hjemmefra (fordi vi bestemt troede, at man ikke kunne få den slags herude) og endda en søster-udgave med massagemulighed. Vi så også en tun med helt matte, trætte øjne i deres fiskeafdeling. Nå, men der stod heldigvis ikke fisk på vores indkøbsseddel og efter en hurtig tur igennem køle- og grøntafdelingen, blev vi enige om at tage hjem igen med en slatten høst.
Så skal man stå i en alenlang kø – nøjagtigt ligesom i Glostrup – og båndene er også her alt for små til de mængder folk køber. Det er meget hjemligt. Men her står der som altid et par ekstra ekspedienter og masser af kontrolmennesker i forskellige slags uniformer, for der er ingen der stoler på nogen her. Alt bliver checket 17 gange.
For enden af kassen står en sikkerhedsvagt magen til ham i indgangen. Masser af sildesalat og officielt udseende emblemer og andet lir. Han har et stempel til at stemple kvitteringen med, når man har betalt – og han har overvåget, at kassedamen ikke snyder eller hvad han nu holder øje med. Så viser han med hånden over til en kasse, der ligner en informationsskranke, men som bærer navnet ”kassekontrol”. Her viser man kvitteringen og en vigtigt udseende dame i gult kigger lidt på ens kvittering og vifter én videre imens hun taler i mobiltelefon. Det viste sig,m at vi havde vundet en ekstra tur i kontrol karrusellen – en helt ny kontrolperson i mørkeblå bluse UDEN mærker og striber skulle nemlig kontrollere, at riskogeren virkede. Eller det vil sige, hun kontrollerede, at når man satte stikket i stikkontakten, så lyste knappen med ”power” på riskogeren. Efter en evighed, hvor hun forsøgte at pakke riskogeren ned i sin kasse igen – med alt flamingohajset omkring på den helt rigtige måde, opgav hun og maste det derned så godt hun kunne og gav os smilende riskogeren tilbage. SÅ kunne vi forlade butikken – og ventede spændt på om nogen, der ikke talte engelsk, ville stoppe os og anklage os for at have åbnet æsken med riskogeren – det ville da blive en fest udi kontrolleren og henten forskellige mennesker for at, at vi på deres egen foranledning havde fået checket at den virkede. Nå, så galt gik det nu ikke – vi røg ud igennem dørene, hvor der stod en vagt i beigefarvet uniform (modsat den blå, vi var blevet kontrolleret af for 3 min siden) og stoppede os, for at kontrollere vores bon. Hvad hun kunne nå at kontrollere på det splitsekund, hun kiggede på den, står ikke helt klart, men derefter blev vi viftet videre ud mod parkeringspladsen, hvor vores taxa holdt parkeret.
Man sætter ikke sin vogn på plads i rækken af ledige vogne, men lader den stå der, hvor man tømte den. Måske kommer der en eller flere Metroansatte og samler dem ind, men ikke tit nok, så de hober sig op – og da vi skal køre derfra, må taxa chaufføren køre i siksak imellem tomme vogne. Det betyder nok ikke så meget, for han kører alligevel i siksak hele dagen i trafikken, så det var sikkert kun mig, der syntes det var en åndssvag ordning med de der vogne drysset ud rundt omkring på parkeringspladsen…
