En tur i Metro

Der findes faktisk en Metro her i Hanoi. En helt magen til den i Glostrup – sådan layoutmæssigt. Den er stor og har det samme logo og de samme farver som den danske. Indholdet er naturligvis helt forskelligt…

Vi skulle købe ind til køkkenet i det nye kontor og på huskesedlen stod gryder, pander, skåle og viskestykker samt et helt uundværligt stykke køkkenværktøj herude: en riskoger. Og så skulle vi ved samme lejlighed kigge på kuverter og andre kontorartikler, som vi ikke helt ved om vi kan få (billigere) andre steder.

Det tager sin tid at køre til Metro, for det er i den anden ende af byen og vi kom af sted lige omkring kl. 17 – i myldretiden…. Det er en mere eller mindre permanent trafiktilstand i Hanoi, så det havde nok ikke gjort den store forskel, om vi var kommet af sted tidligere.

Vi bad taxachaufføren vente udenfor ½ times tid, hvilket vi godt vidste var i underkanten. Men det er sådan man gør her: fortæller folk det, man tror de vil høre. Og denne taxachauffør ville nok hellere blive og vente på os, hvis det kun var ½ time end hvis det var en hel time. Altså sagde vi ½. Det trick lærte vi, da vi skulle køre i bil til Sapa bjergene, og arrangøren havde fortalt os, at det tog 10 timer at køre derop. Det syntes vi var lige toppen, og havde vi vidst, at det faktisk tog 14, havde vi måske valgt en anden løsning. Men det vidste vi først, da de 10 timer var gået – og der var det jo i sagens natur for sent at bestemme sig om. Altså: when in Rome, do like the Romans…

Indenfor måtte vi først forbi en vagt i fuld ornat med Security-skjorte, masser af emblemer og påsyede gule streger – og ikke et ord engelsk – samt en vietnameserinde klædt i en variant over en traditionel hat og en gul lang skjortekjole-dragt. Metro-gult. Hun har nok skulle ligne en slags værtinde eller noget i den stil. Nå, men da vi ikke havde et Metrokort, blev vi med en håndbevægelse viftet hen til en skranke med en engelsktalende trunte – også i gult, men ikke helt så festligt – som forklarede, at vi skulle vise pas og indskrive os for at få et midlertidigt Metrokort. Men altså endelig kun én af os. Det var så Mads, der blev den officielle indehaver af et midlertidigt Metrokort i dag. Tillykke!

Nå, men fra vores sidste ophold herude, kunne vi huske noget med, at de ikke tager kreditkort her. Jeps! Rigtigt nok! Kun kontanter!!!!!! Et sted hvor folk forventes at handle til deres butikker og at købe for forholdsvis store beløb, tager de altså ikke imod nogen som helst kreditkort. Heldigt at en af deres hæveautomater virkede i dag, så vi bevæbnet med 4 mio. dong (ca. 1200 kr.) kunne forlyste os i afdelingen for køkkentøj.

Vi fandt ca. halvdelen af det vi kom efter, men kiggede på en række andre spændende ting, bl.a. en selvoppumpende luftmadras nøjagtigt magen til den, vi har medbragt hjemmefra (fordi vi bestemt troede, at man ikke kunne få den slags herude) og endda en søster-udgave med massagemulighed. Vi så også en tun med helt matte, trætte øjne i deres fiskeafdeling. Nå, men der stod heldigvis ikke fisk på vores indkøbsseddel og efter en hurtig tur igennem køle- og grøntafdelingen, blev vi enige om at tage hjem igen med en slatten høst.

Så skal man stå i en alenlang kø – nøjagtigt ligesom i Glostrup – og båndene er også her alt for små til de mængder folk køber. Det er meget hjemligt. Men her står der som altid et par ekstra ekspedienter og masser af kontrolmennesker i forskellige slags uniformer, for der er ingen der stoler på nogen her. Alt bliver checket 17 gange.

For enden af kassen står en sikkerhedsvagt magen til ham i indgangen. Masser af sildesalat og officielt udseende emblemer og andet lir. Han har et stempel til at stemple kvitteringen med, når man har betalt – og han har overvåget, at kassedamen ikke snyder eller hvad han nu holder øje med. Så viser han med hånden over til en kasse, der ligner en informationsskranke, men som bærer navnet ”kassekontrol”. Her viser man kvitteringen og en vigtigt udseende dame i gult kigger lidt på ens kvittering og vifter én videre  imens hun taler i mobiltelefon. Det viste sig,m at vi havde vundet en ekstra tur i kontrol karrusellen – en helt ny kontrolperson i mørkeblå bluse UDEN mærker og striber skulle nemlig kontrollere, at riskogeren virkede. Eller det vil sige, hun kontrollerede, at når man satte stikket i stikkontakten, så lyste knappen med ”power” på riskogeren. Efter en evighed, hvor hun forsøgte at pakke riskogeren ned i sin kasse igen – med alt flamingohajset omkring på den helt rigtige måde, opgav hun og maste det derned så godt hun kunne og gav os smilende riskogeren tilbage. SÅ kunne vi forlade butikken – og ventede spændt på om nogen, der ikke talte engelsk, ville stoppe os og anklage os for at have åbnet æsken med riskogeren  – det ville da blive en fest udi kontrolleren og henten forskellige mennesker for at, at vi på deres egen foranledning havde fået checket at den virkede. Nå, så galt gik det nu ikke – vi røg ud igennem dørene, hvor der stod en vagt i beigefarvet uniform (modsat den blå, vi var blevet kontrolleret af for 3 min siden) og stoppede os, for at kontrollere vores bon. Hvad hun kunne nå at kontrollere på det splitsekund, hun kiggede på den, står ikke helt klart, men derefter blev vi viftet videre ud mod parkeringspladsen, hvor vores taxa holdt parkeret.

Man sætter ikke sin vogn på plads i rækken af ledige vogne, men lader den stå der, hvor man tømte den. Måske kommer der en eller flere Metroansatte og samler dem ind, men ikke tit nok, så de hober sig op – og da vi skal køre derfra, må taxa chaufføren køre i siksak imellem tomme vogne. Det betyder nok ikke så meget, for han kører alligevel i siksak hele dagen i trafikken, så det var sikkert kun mig, der syntes det var en åndssvag ordning med de der vogne drysset ud rundt omkring på parkeringspladsen…

18 cm på 2 timer

Det er overskyet og ikke særligt varmt. Klokken er ti minutter i otte. Vi spiser morgenmad og nusser rundt med morgenrutinerne. Det begynder at regne – og det endda så meget, at vi ikke kan se mere end et par meter ud over søen

Vi bliver enige om, at det nok er smart at bestille en taxa i god tid i dag. Måske endda flere… erfaringen viser at i regnvejr kommer kun et fåtal af de taxaer, der bestilles. De får jo alle de gadeture, de kan ønske sig. Ringer altså både til vores ven Thanh, der kører for selskabet ”Mailinh” og som forstår en lille smule engelsk, og til centralen hos Hanoi taxa og beder dem komme. Regnen tager til og vi kan se, at vandet allerede står højt på Xuan Dieu, som vores lokale vej hedder (udtales i øvrigt suan zeå). Vi ringer til de danske kolleger, der er på besøg i disse uger, for at høre om de vil med i vores taxa. De vil hellere bestille deres egen, da vores lader vente på sig. Da vores taxaven Thanh ankommer efter ca 30 min, vil de alligevel gerne ha’ et lift, for deres er endnu ikke dukket op. Massiv regn vælter nu ned i spandevis – bare de tyve skridt der er fra vores hus til taxaen, er gennemvædende.

Vi samler kollegerne op, og efter 10 minutters kørsel er trafikken gået i stå omkring en stor rundkørsel. Thanh tager en rask beslutning og skifter til venstre side af vejen – og venstre om i rundkørslen. Det suger lidt i maven, men det var sgu et godt trick, for vi har nok sparet 10-20 minutters kø-kørsel. I bedste fald!

Men efter det næste hjørne – lige ved Ho Chi Mins mausoleum holder trafikken helt stille. Der er vand i 10 cm højde, scooterne kapitulerer på stribe, og vietnameserne må af og trække. Dyngvåde og visse steder i vand til knæene. Vi vender om lige som alle de andre, og tager en anden vej mod målet. Går fint de næste 10 min, så er vandmasserne også her for overvældende. Efter rådslagning mellem for- og bagsæde, beslutter vi os for at køre tilbage og arbejde hjemme hos os. Vi når alligevel nok aldrig til kontoret. Det lykkes chaufføren at vende og køre tilbage mod startpunktet. Næsten hjemme igen, får Thanh  gjort os forståeligt, at han mener, vi kan komme til kontoret ved at køre nord om West Lake – og her ser vejene også ud til at være bedre, så det er nok en god ide.

Vi kører altså af sted på en ny rute, på trods af stadig meget regn og da vi et par gange undervejs ser at bilens ladelampe giver sig til at lyse, lurer vi på, om det næste gang er os, der må ud i 20 cm vand. Den ene af vores kolleger er vores bestyrelsesformand. Han har senere på dagen sammen med Mads et vigtigt møde på ambassaden. Han er ikke for vild med tanken om at gå i vand til knæene, for han har taget det pæne tøj på, og vi joker med, at han nok må af med sko og strømper… Meeen, det er nu mest en joke, for vi regner med at være på kontoret om ikke så længe. Vandet arter sig her hvor vi kører nu, og det er holdt op med at regne.

Vi når næsten hen til kontoret – men et gadekryds som vi skulle igennem står i den grad under vand, og vi vender om for at køre ind til kontoret fra den anden side. Men nej, det kan heller ikke lade sig gøre, så vi siger farvel til Taxa-Thanh og tænker at vi bare kan gå resten af vejen. Mon ikke vi lige kan snige os derhen ved at gå tæt langs husfacaderne og hoppe fra tue til tue…?

Nix. Vi er på den rigtige gade nu – ud for nr. 34 og skal hen til nr. 118, da det begynder at regne igen. Vi kryber i læ og lægger en ny slagplan. Vi kan ikke komme på arbejde uden at skulle i vand til anklerne og selvom vi når frem til kontoret med skoene i hånden, er det usikkert om vi kan komme derfra igen. Vi vurderer også at risikoen for strømsvigt på kontoret er stor, så vi må hellere tage et andet sted hen – tættere på ambassaden.

Jeg har selv shorts og flip-floppere på, så jeg er vældig kæk hvad angår at gå i vand til knæene. Lien har i øvrigt købt de fedeste regnslag til os – en sort plastikburka, der er stor nok til også at dække tasken med min laptop. Det er værre med kollegerne, der hurtigt vil blive gennemblødte på alle leder og kanter. Vi må se at finde en burka til dem også…

Vi beslutter at tage en ny taxa ind til midten af byen – og i nærheden af ambassaden – til et hotelkompleks, hvor vi ved, at der er både strøm og netadgang – samt aircondition og kaffe. Her kan Mads og formanden forberede deres møde og printe nogle papirer, de skal have med. Vi må altså have fat i en taxa igen – men vi er i et område, hvor det er småt med taxaer i almindelighed og på en oversvømmelsesdag i særdeleshed. Vi går op til en større vej og venter og vinker af alle taxaer. Det småregner og kollegerne har skaffet sig hver et regnslag, så vi nu er vi alle varme og dampende af sved indenunder.

Vi får endelig fat i en taxa; det er en af de små – på størrelse med en Fiat 500 – men vi er lykkelige for tag over hovedet og udsigten til at nå frem til tørvejr, kaffe og internetadgang. Chaufføren taler intet engelsk men forstår godt, hvor vi vil hen. Undervejs går alt omkring os i stå og vi holder uhjælpeligt stille ligesom resten af trafikken.  Der er kæmpe trafikkaos og rivende vandmasser. Efter nogle minutter må vi indse, at dette her kommer vi ikke videre af. Vi må ud af den klaustrofobiske dampende taxa, hvor blæseranlægget kæmper med de duggede ruder og vi sidder alt, alt for tæt. Vi må ud og gå.

Mads har GPS og kort på sin telefon, så vi kan finde ud af hvor vi helt nøjagtigt er. Telefonen befinder sig i en plasticpose med lynlås (godt trick til regnvejsdage!) og selvom mobilnettet bryder ned med jævne mellemrum, viser det sig, at vi er tæt på restaurant KOTO – et sted vi kender godt. Vi sætter kursen mod den og må ad mange små veje med meget lokalt præg og at dømme efter beboernes ansigtsudtryk ikke så mange vesterlændinge i kæmpe regnslag, der med lange skridt haster mod tørvejr. Vi vækker opsigt som vi kommer masende der. Vi køber et par flasker vand, for selvom der jo er vand nok, bliver man tørstig af at knokle af sted i sin plastikburka med pc’en  over skulderen.

Flere gange må vi gå midt på vejen, fordi det er der, der er mindst vand. Gaderne hælder ud mod siderne ligesom i Danmark, bare meget mere. Det sidste stykke til restaurant KOTO – de sidste 300-400 meter går det galt!

Der er simpelthen ikke noget at gøre hvis vi vil derhen, for der er ingen toppe man kan hoppe på. Kun massive vandmasser – man kan se strømme i vandet, der pisker af sted henover gaden. Kloakkerne kan under ingen omstændigheder følge med – vi fik 18 centimeter vand på et par timer.

Vi må altså ud og soppe, hvis vi vil frem. Vi hopper ud i det. Alle sammen. Endda med humøret i behold. Også formanden, selvom han må vinke farvel til drømmen om at nå bogstaveligt talt tørskoet frem. Vi skynder os op ad de to trin til restauranten – ind i aircon-kulde og tørvejr! Formanden vrider sine sokker og hælder vandet fra skoene….

Vi andre sørger for kaffe, tænder pc’erne og alle er klar til at arbejde ca. 2½ time efter vi tog hjemmefra.

En helt almindelig dag….

Denne artikel er skrevet da vi stadig havde ”det gamle” kontor. Vi er senere flyttet tættere på hvor vi selv bor.

Det starter med at termometeret står på 32 grader, da vi forlader hjemmet ved 8.30 tiden. OK – godt man har taget noget let på. Tasken er pakket med pc, regnslag og flip-floppere. Vi hilser på varmemuren allerede i opgangen, imens vi venter på elevatoren. Sveden pibler i nakkehårene.

I underetagen sidder vagten – en lillebitte mand i for stor blå skjorte med påskriften ”security” og smiler sit tandløse ”xin chao” (goddag/godmorgen/hej).  Chaaaoooo, siger vi på vej forbi ham – ud på vejen, hvor vi skræver over skrald og byggeaffald fra nærliggende tomt og stiller os i vejkanten for at praje en taxa. Altså når der kommer én. Det gør der ikke. Ikke en ledig i hvert fald. De holder lige om hjørnet ved et stort lejlighedskompleks, så vi ringer efter dem. Sætter os ind og forsøger os med et par varianter af gadenavnet der hvor vi arbejder. Staves Ngyuen Ngoc Nai. Bare prøv selv: Njæn Nok Nai. Gwæn Nok Lai. Eller Guen Lok Nai. Der er en times vej igennem byen, hvor der tudes i horn og køres i zigzag, venstre side, højre side – halvvejs overhaling, undvige en bus osv. Et par gange undervejs mangler der en rundkørsel – og man må i stedet køre igennem et større kryds for så at lave en u-vending 700 m længere henne og køre tilbage igen. Svært at forstå eller beskrive.

Vi bor på 6. sal i en kontorbygning – og vi sidder alle sammen i eet lokale. Der er desuden to toiletter (hvor man også vasker service af) og så bruger vi fælles mødefaciliteter på 7. ”Good morning, how are you?” – siger vi til alle dem, der allerede sidder ved deres skriveborde og arbejder. Bordene er ca 1 meter brede – de sidder 4 ved siden af og overfor hinanden. Vores borde står for enden i en firkant med hul i midten. Sætter stikket i til pc’en og konstaterer at bordene – igen – ikke er tørret af siden vi spiste indisk på dem i går….. Der er ingen kantine, så vi spiser ved arbejdspladserne og rengøringspersonalet tørrer kun af tilfældige steder. Og det var så ikke på vores bord i dag.

Vi har gang i at indføre at personalet skal udfylde en ny slags timesedler, så vi kan holde øje med hvilke projekter de arbejder på. Den egentlige årsag er at det gamle system er gået bananas og ingen kan trække de relevante tal ud af det, så Mads har skrevet en udførligt forklaring til hvordan man gør i dette nye system. Der er forskellige kategorier man kan vælge imellem – og det skal ende med 8 timer om dagen. Deadline er i morgen kl. 12, så der er god grund til at starte med at huske dem på det nu. Der er et par stykker, der allerede har afleveret. Skønt! Desværre er der fejl i de fleste – enten lander de ikke på 8 timer, eller de har glemt den ene uge ud af 3. Jeg henvender mig til dem og fortæller – enten direkte eller via tolk, at de skal kigge på det igen. En af de unge mænd har ikke forstået konceptet overhovedet. Han har ikke skrevet hverken navn eller datoer på. Han har lavet en ugeseddel ud af de 3 han skal og på 2 af dagene har han skrevet 8 timer. De 3 andre dage har ikke noget. Han taler næsten ikke engelsk, så vi må have tolken på. Jeg ser ham sidde med timesedlen på skærmen i laaaaang tid. Næsten 1 time vil jeg tro. Han taler med 3- 4 forskellige personer – heriblandt én af dem, der har afleveret en rigtig timeseddel. Jeg håber for os begge to at det er ved at sive ind hvad det går ud på. En anden har taget den nemme løsning, nemlig at kopiere fra en af de andre. Altså cut-and-paste. Men han glemte at slette den førstes navn og sætte sit eget ind – så da jeg konfronterer den første med at han har lavet en fejl, siger han at det slet ikke er hans seddel. Der er registreret timer på et projekt han slet ikke har arbejdet på! Nå, men tilbage igen for at finde ud af hvem det mon så er, der skal have lektionen om hvordan man gør – OG at man ikke kan kopiere andres timesedler, for så bliver det da først  svært at finde rundt i. Synderen viser sig at være et smertensbarn – en sød og villig ung fyr, der siger ja til hvad som helst og gerne vil hjælpe alt og alle. Det har selvfølgelig den konsekvens at han ikke kan fokusere på noget i længere tid ad gangen og at han altid er for sent ude med det meste. Derudover er hans engelsk ikke så godt, så han får også sagt ja til en masse han slet ikke har forstået. Og så er der jo ingen af disse kreative sjæle – tekniske nørder – der virkelig gider at udfylde timesedler. Hvem gider egentlig det?

Nå, jeg har besluttet at overvære en lektion på hver af de eksisterende engelskhold – vi har et med begyndere og et med letøvede. Begynderne taler næsten – eller overhovedet – ikke engelsk. Og det holder ikke. Der er 6 på holdet, heraf er de 2 både på det almindelige hold og på ene-undervisning fordi de er så vigtige for produktionen at der skal ske noget i en fart med deres sprogkundskaber. Engelsklæreren er vietnameser og det er i sig selv lidt kritisk, fordi de fleste vietnamesere har problemer med udtalen og det er derfor bedre at lære af en med engelsk som modersmål. Men ham her er til gengæld også en hel del billigere end den amerikaner, vi har hyret til turbo-undervisningen. Nå, men da jeg overværer hans undervisning får jeg hurtigt en ide om, hvorfor dette hold slet ikke taler engelsk. Det gør de ikke fordi han for det første afbryder dem hele tiden – stiller flere spørgsmål på samme tid – griner ad deres udtale, når de fremstammer noget og i det hele taget er der en stemning af frygt og gemmen-sig blandt de 6 begyndere på holdet. Hans egen udtale er sådan set god nok og han har også valgt nogle emner, der er interessante, men rent pædagogisk er han en katastrofe. Han har undervist dem i 9 mdr. 3 timer om ugen uden at de kan formulere en sætning. Det er i sig selv grund nok til at jeg afslutter vores aftale med ham allerede dagen efter. Vi må se om vi kan finde nogle penge og få vores amerikaner til at undervise dem. Det kan hurtigt vise sig at være langt mere effektivt, selvom det på papiret ser dyrere ud.

Det viser sig at den filippinske engelsklærer, der har haft de let-øvede, har sagt op og stopper midt i august. Øv – hende kunne vi ellers godt bruge. Men hun har fået fuldtidsjob og hos os har hun kun 3 timer om ugen – så det er jo logisk nok. Men problemet med pengene bliver ikke mindre af, at vi nu også skal finde en ny engelsklærer til dette hold – og det mest logiske vil være at bruge amerikaneren. Hmmm!

Nå, men vi har strøm og internet, så work, work, work. Airconditionen lever lidt sit eget liv – somme tider har man fornemmelsen af, at den stopper eller måske ligefrem sender lidt varm luft ud – men lige så snart man opdager og kommenterer det, starter den igen på almindelig styrke. Vi har heldigvis også en bordblæser, som vi kan lufte os lidt ved. Den larmer som en helikopter, så det er altid et spørgsmål om hvad man helst vil: have luft OG lyd – eller fred og stillestående luft.

Jeg er i gang med at finde ud af hvor og hvordan vi skal annoncere vores ledige jobs. Der findes et par websider med jobs på engelsk – men de koster vist alle sammen penge. 55 USD mere nøjagtigt, og jeg kan ikke finde ud af, hvor lang tid man får annoncen for de penge. Siden er ikke særligt nem at finde rundt på og den engelske udgave er ikke lige så omfattende som den vietnamesiske. Jeg prøver med Google translate, men det er ikke nuanceret nok. Prøver også at lægge et job på siden via deres formular, men pludselig bliver siden eller nettet bare meget, meget langsomt og jeg mister tålmodigheden.

Matthew

Matthew, som er vores engelske kollega og chef-grafikeren, jamrer over sin skærm, der har rødligt skær og flimrer let. Den er dog bedre end den forrige, der helt mistede farvesansen på en del af skærmen. Flimret har vist noget med strømforsyningen at gøre, så måske bliver det bedre, hvis han kan finde en ny ledning. Han går ned på gaden for at ryge og tænke lidt over sagen.

Jeg prøver nye veje mht. annonceringen. Via den danske ambassades B2B program, som vi er en del af. Der findes et forum der, hvor man kan annoncere jobs. Jeg har tilmeldt mig, men får hele tiden at vide, at jeg ikke har rettigheder til at gøre noget som helst. Shit! Mads har til gengæld adgang til den, så måske det er lettere at få hans password og lægge det på i hans navn…? Nå, men han taler i telefon med en eller anden, så det bliver ikke lige nu.

Matthew vender tilbage og gør opmærksom på at det er tid til at bestille frokost. Vi har som sagt ingen kantine og da området er meeeeeeget lokalt, er der kun gadekøkkener i nærheden. Der spiser vi ikke af hensyn til vores helbred – ikke at vi VED om det gør nogen forskel, men vi gider ikke tage nogen chancer. Vi hører for tit om udlændinge der bruger 2-3 uger på diarre. Det har vi hverken tid eller lyst til, så vi bestiller mad et mere vestligt sted. Eller det vil sige faktisk er vores favorit en indisk restaurant. De laver supergod mad, forstår og taler glimragende engelsk – og gider også at køre det den lange vej for ca. 6 kr. ekstra. Der er to ulemper ved inderen: den ene er at det ofte tager 1-1½ time at få det bragt. Så man skal komme i tanke om det i god tid før frokost. Den anden er, at alting ankommer i plastikposer med elastikker snurret en million gange rundt om toppen som lukning (altså: karryret med kylling og masser af sovs, ned i plasticpose og snurre elastik omkring). Meget bøvlet at få ud af emballagen uden at svine. Derfor er bordene fedtede af inderposemad. Vi bestiller også kolde colaer, for der er ikke køleskab på kontoret og da airconen er slukket om natten bliver drikkevarer nemt nogen-og-tyve-grader varme. Inderne er flinke til at rulle avispapir omkring colaerne, så de ikke bliver smittet af varmen fra karry-plastikposen.

Når maden ankommer starter jagten på rene tallerkener. Der er som regel et dårligt udbytte, for vi spiser senere end vietnameserne, og så er det hele beskidt. Så må man ud på herretoilettet, hvor sulfoen står og vaske og skrubbe i koldt vand og med neglene, for der er ingen børste eller svamp. Man skal også huske at få en plastikgaffel med i vaskeprocessen – elle måske pinde, hvis der er nogen af dem.

Så sidder vi og spiser på kanten af skrivebordene – det tager vel 20 min, så er det ned med skraldeelementerne i den pose det hele kom i, snøre posen til og sætte den ved siden af den ene lillebitte papirkurv vi har og som altid er helt forsvundet i skrald, når dagen er omme.

Vietnameserne spiser på slaget 12. Det er virkeligt vigtigt for dem. Man kan ikke fortsætte møder til efter 12 – de bliver helt rastløse og får flakkende blikke. De henter mad nede på gaden, eller spiser det derude. Efter ca. 40-50 min’s spisning, lægger de sig på gulvet under deres skriveborde og powernapper en halv times tid. Flere af dem har stablet en lille stak bøger, som de kan lægge hovedet på, andre har en pude, der har form som en bamse (rigtigt, som et sovedyr) som de ligger på eller med. Lyset bliver slukket og vi er lidt mere stille end ellers, imens de får deres middagslur.

Vi fortsætter vores arbejde hver især. Jeg bliver lækkersulten ud på eftermiddagen og spørger de andre, om der er en købmand eller noed i nærheden. De griner og siger, at jeg kan jo prøve at gå ned på gaden og til venstre. Der er vistnok set en pakke Oreo’s dernede engang. Der er som sagt ikke andre vesterlændinge end os i hele kvarteret, så butikkerne er af meget lokal beskaffenhed og importerede varer derfor ikke almindeligt. De er både for dyre og for anderledes til almindelige vietnamesere.

Nå, jeg trasker ned i varmen og kigger langt efter butikker, der ser ud til at sælge noget sødt. Der er nogle, der sælger chips og hårshampoo, lidt saftevand i lipton-icetea flasker og cigaretter, hvis pakker ser meget falmede ud. Ingen sukker. Suk! Nå, men til sidst ser jeg et T-mart – noget der ligner et lillebitte udsnit af Metro – fortrinsvis afdelingen for modermælkserstatning. Det er et produkt, der har helt vildt meget eksponering herude. I alle mulige varianter og små og store bøtter. Jeg går ind i butikken og hilser på vietnamesisk. De kigger nysgerrigt på mig, imens mit røngtensukkerblik trænger igennem hylderne. En yngre kvinde dukker op foran mig. You need? spørger hun. Oh – you speak English? Yes, little. OK – do you have bisquit? spørger jeg. Yes – hun viser mig 2 singler på en hylde. Den ene er en lokal variant af LU chokoladekiks. Samme udseende, men på vietnamesisk. Den napper jeg straks. Det andet er en mærkelig hybrid – kartoffelchipssmåkager…

Dem køber jeg også. Pakken er helt falmet og støvet og jeg aner allerede et fejlkøb. Men ikke et dyrt eet. Do you have Coke? spørger jeg så, siden de nu har sådan en veltalende ekspedient. Yes, coke, beer, juice siger hun og slår ud med hånden i retning af det fjerneste hjørne, hvor der står et rødt ”Coca-cola” køleskab. Mens jeg nærmer mig, husker jeg lige mig selv på, at langt de fleste køleskabe af denne slags ikke – IKKE – er sat til strøm, så drikkevarerne derinde  er IKKE kolde. Skabene bruges bare til opbevaring og udstilling. Af alt muligt – ikke kun Coke. Når det er tæt på 40 grader får man nemt hallucinationer om kolde  drikkevarer!!!

Nå, men deres Coke er så en Pepsi light og der er kun én tilbage. Den tager jeg for en god ordens skyld med, nu da jeg har ulejliget mig derhen.

Jeg betaler en bagatel – måske 12 kr. for kuppet – og alle tre ekspedienter vinker, da jeg går. Bye-bye.

Tilbage på kontoret er der stor velvilje overfor både kopikiksene og de mærkelige kartoffelsmåkager. Småkagerne vinder – chokoladekiksene er simpelthen uspiselige. De er alt for gamle og har sikkert været smeltet indtil flere gange at dømme efter faconen. De ryger ud. Chipsene er et meget mærkeligt produkt. Tørt og med småkagesmuldre-konsistens – og smag af ….. ingenting. De er i et rør, så de er faktisk ikke smadrede, hvilket er et held, for de er i forvejen meget små – som danske 2-kroner vil jeg tro.

Ugen efter står de stadig i ensom majetæt på hjørnet af skrivebordet. Ingen har været sultne nok.

Her har vi besøg af Kristian og Kristian fra Danmark – og fejrer den enes fødselsdag med kage. Normalt får vi kun frugt.

Her har vi besøg af Kristian og Kristian fra Danmark – og fejrer den enes fødselsdag med kage. Normalt får vi kun frugt.

Sidst på dagen har nogen købt frugt til deling imellem os alle. Vi har en frugt fond, som bruges til den slags. Oftest spiser vi den ved 4-tiden, men i dag blev den næsten 6…

Det er vandmelon – altid godt – og en roe-agtig frugt. Den ligner et helt hvidløg i faconen, er meget sprød og hvid som en radise. Den smager af faktisk ingenting. Alle smasker fornøjet – der skal lyd på herude. Jeg synes, den er lidt ligegyldig og helt sikket en taber i konkurrence med vandmelonen, der er saftig og sød. Vi står op og smasker. Frugten ligger i skåle og er blevet skåret ud på et lille mødebord, vi har stående midt i det hele. Det er samtidig skrivebord for vores office manager, så hun må lige skrabe sine papirer sammen og flytte sin laptop, så vi ikke spilder og fedter for meget på det. Vi har ingen servietter eller karklude – men nogen kannibaliserer toiletrullen, så vi har noget at spytte kernerne ud på og tørre fingrene lidt i efter vandmelonorgiet. Det bevirker så, at der ikke er mere toiletpapir – men det er jo et andet problem. Der er et vietnamesisk ordsprog der siger ”du ser problemet, når det er der”. Og det er jo rigtigt!

Nå, klokken er over 18 og vi skal hjem. Ringer efter en taxa og går ned – håber på den kommer hurtigt i dag. Vi har endnu en time hjem gennem Hanois myldretid i dytten og zigzag. På heldige dage kommer den – på andre skal vi vente 10-20-30 minutter. Taxaer er sjældne i dette kvarter – for der er ingen af de lokale, der har brug for en taxa.

Vi følges hjem med Matthew og afreagerer i kabinens lukkede rum. Irritationer og frustrationer, morsomme misforståelser, jokes om forskellene på dem og os, vores fremskridt og mangel på samme diskuteres mellem forsæde og bagsæde. Somme tider har vi ærinder på vejen hjem – vi skal aflevere noget på ambassaden eller hæve penge. Spontane ideer som at drikke øl nede om hjørnet eller gå ud og spise en hurtig burger sammen, kan også luftes her.

Matthew er en meget stille og rolig fyr. Omkring 40 tror jeg, fra en lille søvnig by i Midtengland , hvor der efter hans eget udsagn ikke sker en skid. Han boede sammen med en kvinde, der gerne ville blive der, så det blev sådan i nogle år. Nu er de ikke sammen længere og ved tilfældighedernes spil, hvor hans ven søgte jobbet hos os, men endte med at takke nej, endte han hos os i Hanoi. Det er vi glade for.