Blæst på balkonen

Tilbage i Hanoi sidder jeg på min nye balkon og ”nyder” heden og udsigten til det lokale liv.

Vi bor på et hjørne, lejligheden ligger på 5. sal og på gadeplan holder et eksklusivt gadekøkken til. Det er eksklusivt fordi der er meget plads, borde/stole til 20-30 personer med i alt 6 parasoller. Det er tegn på at det hører til i den bedre ende, at man kan skygge for solen og give læ for regnen til sine gæster. Begge dele er lige nødvendige.

Typisk for gadekøkkener er, at de kun serverer en enkelt ret. Det er så til gengæld deres speciale – og så ved man at på det ene hjørne, har de svinekødssuppe (Pho) og på det andet hjørne står den på forårsruller med kylling. Jeg ved endnu ikke helt hvad der er deres speciale hernede under min balkon. Og jeg undersøger det heller ikke, dertil har jeg min tarmflora for kær. Men det er meget interessant at sidde her oppe og følge livets gang.

Her er rigeligt lunt – vel en 25-28 grader og der blæser faktisk en god vind. Det er et perfekt hjørne, Mads har fundet til os med VIND. Det er ellers afgjort en mangelvare i Hanoi, så jeg fornøjer mig meget med at sidde her og blive blæst på.

Jeg har til morgen hilst på Lien, vores gamle maid. Det var med kram – på hendes initiativ – hvilket jeg ikke havde forventet. Hun plejer at holde lidt mere distance. Det er faktisk noget af en balancegang at være tæt sammen på den her måde i vores hjem, hvor hun diskret kender alt til os, samtidig med at hun ikke er en del af os eller selve hjemmet…. Svært at forklare, men Lien er gammel i gårde med mange års erfaring i diskretion, distance og balancegang i andres hjem, så jeg havde mere indstillet mig på at give hånd. Men hun var glad for at se mig og vise versa.

Meget er som det var, og alligevel er der en del, der er anderledes. Hanoi vokser lynhurtigt, og det kan ses på mange planer. Der er generelt kommet flere mennesker og flere biler. Jeg synes forureningen er værre og at der er mere skrald i gaderne – men måske er det bare mig. I går da jeg ankom hentede Mads mig i lufthavnen og jeg bemærkede at der ikke længere kører knallerter på landevejen med grise, høns og ænder. Det gjorde der sidst vi var her. Da så vi som noget af det første en overlæsset knallert med 5-6 grise hængende over sædet.

Det med flere biler er et kæmpeproblem, for her var i forvejen dårligt plads for 2-3 år siden. Og deres måde at løse problemerne på er stadig a la: ”vi skal bare lige have en løsning, der fungerer her og nu”. Altså afspærrer de bare en del af det kryds, hvor al trafikken propper til. Man må bare ikke længere dreje til venstre her. Punktum. Så må alle dreje til højre – og så laver de selvfølgelig bare en u-vending længere nede og kører tilbage, så de kommer i den rigtige retning. Det løser problemet med proppen i selve krydset, men gæt om det er kaotisk dernede hvor alle laver u-vendinger…

I går var vi på hjemmebane på restauranten Jaspas, et stamsted fra sidst vi boede her. Der kommer kun udlændinge, for her er svinedyrt efter vietnamesiske standarder. En forret koster 25 kr. hvilket man kan spise et helt måltid for andre steder. Men det er godt, ensartet (dvs man får faktisk det samme hver gang, tilberedt på samme måde med de samme ingredienser som modsvarer det, der står på kortet) og personalet taler rigtigt godt engelsk, så man kan få en snak med dem. I går lykkedes det os at joke med servitricen og vi fik os alle tre et godt grin. Manageren, der hedder Chan, er utroligt sød, imødekommende og lyttende. Han vil meget gerne tale om alt muligt, har tilsyneladende god tid, husker os og vores historie – og så gav han dessert på husets regning af bar genkendelsesglæde i går. Det betød at jeg i høflighedens navn måtte kæmpe mig igennem en vulkan af en chokoladekage med flydende varm sovsemidte…. Uhm! Min favorit…

I dag skal vi i banken – igen. I går oprettede vi mig som medindehaver af Mads’ konto, i dag skal vi hente mit hævekort og mødes med vores engelske kollega Matthew, der skal låne penge til indskud på sin lejlighed, da hans egen bank ikke magter at overføre pengene af en eller anden uforståelig grund. Matthew er grafisk designer og skal bo i en lejlighed i vores opgang. Når vi er færdige med bank-businessen skal vi drikke kaffe med Hanh, vores tidligere kok. Hun var godt nok ikke meget for at det skulle ske på en cafe, men syntes at ”coffee at home” var tilstrækkeligt. Hun er nysgerrig, er hun, efter at se vores hjem. Men det bliver ikke lige nu, for vi er alligevel i byen og det er lettere at drikke kaffen der.

Ja, og så skal vi gå tur i lokalområdet, kigge på et gammelt, gammelt tempel og senere nok have lidt massage på trætte ben….

Man må forundres…

Ganske kort tid efter at jeg var ankommet til Hanoi blev mit Visa-kort spærret af PBS. Ikke fordi der manglede dækning eller fordi det var stjålet, men fordi mit forbrugsmønster var “mistænkeligt”. Jeg havde mange og lange samtaler med Jyske Bank om de ikke bare kunne hæve spærringen igen, og min flinke bankmand i Jyske Bank havde mange og lange samtaler med PBS om hvad det var, der var mistænkeligt og om de ikke bare kunne fjerne spærringen igen. Al snakken var forgæves. PBS fastholdt at de “af efterforskningshensyn” ikke kunne fortælle hvori det mistænkelige bestod, men de ville gerne hæve spærringen hvis jeg i al fremtid ville tage det fulde ansvar og den fulde risiko ved evt. svindel med mit Visa-kort. Kort sagt så var de temmelig argument- og fornuftsresistente. Enden på historien – troede jeg – var at jeg måtte have et nyt Visa-kort sendt til Vietnam.

At få et nyt Visa-kort i Jyske Bank plejer at tage ca. 5 dage og med forsendelse til Vietnam så skulle der nok lægges yderligere 10 dage til inden jeg ville stå med mit nye Visa-kort i hånden. Alt det her skete i begyndelsen af april måned, så da vi nærmede os slutningen af april blev jeg en lille smule utålmodig og ringede til min rare bankmand. Han forsøgte at spore kortet og endte med at mene at der måtte bestilles endnu et nyt kort som så måtte sendes til Vietnam og det gjorde han så.

I går kom så begge kortene med DHL. Det ene afsendt fra København den 14. april. Det andet afsendt fra København den 4. maj. Det der var afsent den 4. maj kom om formiddagen, og det der var afsendt 20 dage tidligere kom om eftermiddagen. Og så er det man må forundres!! Hvordan kan det nu gå til når de begge er sendt med DHL og begge er sendt, som “DHL Express” der ifølge DHL skulle være verdens hurtigste måde at få dokumenter sendt fra den ene ende af verden til den anden??

Nu er det så heldigt at DHL tilbyder en service så man, hvis man har nummeret på pakken, kan slå op på deres hjemmeside og finde ud af hvor pakken er. Selv efter at den er leveret kan man faktisk se hvilken vej pakken har bevæget sig fra København til Hanoi. Det er en rigtig smart ting. Især når man er så nysgerrig, som jeg er!! Jeg tastede derfor prompte pakkenummeret på brevet fra 14. april ind og fik straks nedenstående svar:

Mit brev på sight seeing i Mellemøsten og Asien.

Man må unægteligt sige at mit Visa-kort har været på sightseeing. I løbet af de 23 dage bliver det håndteret 77 gange, og når at besøge Hong Kong 9 gange, Dubai 10 gange og Bahrain 3 gange. Faktisk bliver det sendt 10 gange frem og tilbage mellem Hong Kong og Dubai inden en eller anden i Dubai med en smule omløb i øverste etage bliver enig med sig selv om at DHL i Hong Kong vist er uden for terapeutisk rækkevidde og derfor sender den via Singapore og Bangkok til Hanoi, hvor den så ankommer dagen efter uden yderligere svinkeærinder.

Tilsyneladende har en eller anden hos DHL i Dubai (sikkert ham/hende med omløb i øverste etage) fået fat i en med omløb i knoppen hos DHL i Hong Kong, for da det andet brev, som er sendt fra København den 4. maj når til Hong Kong den 6. maj så bliver det ikke sendt til Dubai. Det bliver som det fremgår af nedenstående, sendt til Bangkok og derfra går det straks videre til Hanoi hvor det bliver afleveret dagen efter.

Det hurtige vej til Hanoi

Jeg ved godt, at det er temmelig nørdet at sidde og bore i den slags, men jeg er overbevist om at årsagen til at mit Visa-kort har været på sightseeing er, at der er for få, der er nørdede bare en gang imellem. Når mit Visa-kort over  en periode på 21 dage kan blive sendt 10 gange frem og tilbage mellem Hong Kong og Dubai uden at der er nogen der undrer sig og stopper galskaben så er det fordi der er for mange der (undskyld mit franske) tænker med røven, og for få nørder der bliver taget alvorligt når de interesserer sig for detaljer.

Nu ved jeg at der vil være nogen af jer der vil tænke: “Hvad så? Slap da af!!!  Det er bare et brev. Det er et enkelt brev ud a millioner af breve der er gået galt. De fleste går jo godt”. Det kan I så have ret i, og chancen for at de af jer, der tænker sådan, får forhøjet blodtryk, mavesår og tynd mave er da utvivlsomt også mindre end hos os nørder der ikke kan lade være med at bekymre sig over den slags.  Imidlertid skal I være glade for at vi gider bekymre os, for hvis der ikke var nogen der gjorde det, så ville fejlprocenten på rigtig mange ting temmelig hurtigt nå op over selv jeres temmelig høje tolerancetærskel.

Konsekvensen af at for mange tænker for lidt er at for meget går i fisk og at endnu flere så skal tænke over hvordan de fikser det så de ikke har overskud til at tænke over hvordan man forhindrer tingene i at gå i fisk. Det er en ond spiral og den eneste måde at komme ud af den på er at begynde at tænke før det går galt.

Jeg synes at nedenstående video, som er “snaset” fra YouTube  illustrerer dette meget godt. Den indeholder et budskab, som de fleste nok på et tidspunkt har stiftet bekendtskab med og så har skyndt sig at fortrænge. Jeg ved også godt at det bare er tal, og at statistikken relaterer sig til amerikanske forhold, men det ændrer ikke ved at, der er noget om snakken, og at det på nogen områder sikkert står meget værre til end dette eksempel.

I det konkrete tilfælde med mine to kreditkort som skulle sendes fra København til Hanoi er det ikke kun 0,1 procent der er gået galt. Der er det hele 50 procent. Tag den DHL!!