Genforeningsdag

En Nord-Vietnamesisk kampvogn bryder gennem hegnet ved præsidentpaladset i Saigon

En Nord-Vietnamesisk kampvogn bryder gennem hegnet ved præsidentpaladset i Saigon

I dag er det 35 år siden Vietnam-krigen sluttede. Vietnameserne kalder det godt nok Den Amerikanske Krig, men det er måske fordi de i de sidste 1400 år mere eller mindre konstant har ligget i krig med henholdsvis Kina, Frankrig, Japan, Frankrig igen, USA, Kina igen plus nogen skærmydsler med Cambodja. Siden 1978 hvor Vietnam invaderede Cambodja og afsatte det berygtede Khmer Rouge styre og den deraf følgende grænsekrig med Kina i 1979 hvor Kina trods troppemæssigt overtal fik bank, har der været fred i Vietnam.

Selve afslutningen af Vietnam-krigen startede med at Nord-Vietnam den 10. marts 1975 startede en offensiv i det centrale højland. Hurtigt faldt den Syd-Vietnamesiske hær fra hinanden og trak sig tilbage, og i løbet af 50 dage lykkedes det Nord-Vietnam at erobre hele det amerikansk-støttede Syd-Vietnam og den 30. april 1975 blev den Syd-Vietnamesiske hovedstad Saigon erobret, eller befriet – alt efter hvordan man vælger at se på det.

I krigens sidste timer forsøgte mange Syd-Vietnamesere at blive evakueret fra den Amerikanske ambassade

I krigens sidste timer forsøgte mange Syd-Vietnamesere at slippe over hegnet til den amerikanske ambassade og dermed sikre sig en billet ud af Saigon

Afslutningen af Vietnam-krigen var samtidig, som det er ved afslutningen af alle krige, startskuddet til en skånselsløs forfølgelse af tidligere fjender. Ti-tusindvis af intellektuelle, tidligere ansatte i den Syd-Vietnamesiske administration og andre der blev anset for at være potentielle fjender af folkerepublikken blev anholdt og sendt i gen-opdragelseslejre. Omkring tre millioner Syd-Vietnamesere valgte at flygte fra forfølgelserne, sulten og elendigheden i små synkefærdige overfyldte både. Heldigvis har tiden læget mange sår og mange af flygtningene er begyndt at vende tilbage til Vietnam hvor de nu i kraft af deres erfaring og uddannelse fra Vesten udgør en elite som klarer sig rigtig godt. Blandt Vietnamesere der har ikke har været udenfor Vietnam kalder man, lidt nedsættende, disse tilbagevendte for Việt Kiều. Det er muligvis jantelov, muligvis overlevende følelser fra borgerkrigen, men man skal ikke underkende at disse tilbagevendte flygtninge og især deres børn, som nu er midt i 30’erne, udgør et af lokomotiverne i det vietnamesiske samfunds udvikling fra lukket planøkonomi og landbrugssamfund til velstående industrisamfund med markedsøkonomi.

Afslutningen af Vietnam-krigen er en vigtig milepæl i det moderne Vietnams historie og har stor symbolværdi fordi det er begyndelsen til det nuværende genforenede Vietnam. Derfor fejres det med en national fri- og festdag hvert år den 30. april.

I år blev genforeningen fejret med et kæmpe fyrværkeri. Ved Tru Bach søen, Tay Ho søen, i det kvarter af byen der hedder Ba Dinh og omkring Hoan Kiem søen i det centrale Hanoi blev der fyret fyrværkeri af. Ikke et par sølle raketter og et forkølet batteri fra Harald Nyborg eller Silvan, men kæmpestore koordinerede fyrværkerier som oplyste himlen over hele byen.

Det kom som noget af en overraskelse for mig at der var fyrværkeri. Jeg havde hverken hørt eller læst om det nogen steder, så da rigtig mange mennesker ved halv nitiden begyndte at samles på gaden nedenfor vores hus og rundt om søen måtte jeg have fat i min kollega Tung-Viet for at finde ud af hvad der var los. Det viste sig at der var en årsag til at så mange mennesker samledes lige foran vores hus – det var simpelthen det suverænt bedste sted at se fyrværkeriet fra så fra vores balkon på 5. sal havde jeg en helt suveræn udsigt til 20 minutters uafbrudt fantastisk flot og vel-koreograferet fyrværkeri. Ikke kun det der blev skudt af lige på den anden side af søen overfor vores hus, men også det der blev skudt af i andre dele af byen.

Det er svært at gengive fyrværkeri på film, men jeg håber at nedenstående video kan give en lille ide om hvor flot det var.

I dag er det Daisy’s fødselsdag…

I dag fylder Dronning Margrethe 70 år og af netaviser og podcastede TV-nyheder får man det indtryk at det ganske Danmark (måske lige med undtagelse af en flok hardcore republikanere der ikke ved bedre) har festet i flere dage for at fejre hende på behørig vis. Derfor var Dronningens fødselsdag da også en kærkommen undskyldning for at feste lidt på kontoret i dag.

Dronning Margrethe den IIEn del af min opgave på arbejde er blandt andet. kulturformidling for således at give mine vietnamesiske kolleger et indtryk af dansk kultur, levevis og mentalitet. Hvad er så bedre at starte med end lige nøjagtig kongehuset, som er et af de mangfoldige steder hvor Danmark og Vietnam er meget forskellige. I Vietnam har man en præsident, som er en politisk topfigur. Han er helt blottet for den magi som kongerøgelsen giver Margrethe. Bevares man har respekt for ham, men han har ikke karakter af en landsfader og et nationalt samlingspunkt på samme måde, som Margrethe er “nationalmoder” i Danmark.

Et af stederne hvor danskere og vietnamesere så til gengæld ligner hinanden, er ved fødselsdagsfejring. Skal der fejres fødselsdag, så skal der, ligesom i Danmark, lagkage på bordet, og helst en stor af slagsen. Jeg fik derfor med hjælp fra vores bogholder bestilt et ordentligt svin af en frugtlagkage.

Nu er det sådan at vores meget søde bogholder taler ganske glimrende vietnamesisk, hvilket er vanvittig praktisk når man skal bestille kager hos en vietnamesisk konditor. Til gengæld taler og forstår hun meget lidt engelsk, hvilket er over middel upraktisk når jeg skal forklare hende at hun skal bestille en kage. Det bevirkede at igangsætningen af kagebestillingen blev et noget større projekt end jeg lige i første omgang havde tænkt mig. For det første skulle jeg gøre hende begribeligt at vi skulle have fat i en kage og have den leveret til kontoret. Det tog sin tid for den søde og hjælpsomme, men ikke særlig sprogkyndige bogholder insisterede på at udfritte mig om hvad slags fødselsdagslagkage, hvor stor, hvornår den skulle leveres og en masse andre ting som jeg egentlig havde taget for givet, at hun selv ville kunne beslutte hvis hun fik mandatet til det. Her havde jeg imidlertid gjort regning uden den vietnamesiske magtdistance, hvor jeg som direktør i forretningen pine død skal træffe alle ”vigtige” beslutninger. Med et par velvalgte “skud fra hoften” og en lidt mere engelskkyndig kollega som tolk mente jeg at jeg havde klaret det nødvendige så jeg kunne komme videre i mit i forvejen overfyldte dagsprogram, men ak nej!! Jeg havde lige glemt at huske på andre væsentlige detaljer, som – om der skulle lys i? Og i givet fald hvor mange? “Halvfjerds lys? Nej – det tror jeg er for mange!!” og hvad der skulle stå på kagen? Skal der stå noget? Jeg forsøgte igen at smyge mig udenom beslutningerne og overlade dem til bogholderen, men den gik ikke. Efter en god halv time med kagekrydsforhør en byge af beslutninger, sproglige misforståelser, gentagelser og flere sproglige misforståelser lykkedes det rent faktisk at få lagt en ordre på en kage hos konditoren.

Den opulente kageKlokken lidt i tre ankom kagen med knallertbud, forsvarligt emballeret i en æske stor nok til at rumme et mellemstort familiekøleskab. Da vi åbnede æsken viste det sig at den på inden måde var overdimensioneret. Faktisk var kagen næsten så stor at jeg i et kort øjeblik, indtil jeg havde studeret og fået oversat fakturaen, troede at bogholderen havde bestilt kage til tres i stedet for tyve mennesker. Det skal i denne sammenhæng bemærkes at de engelske tal er noget bogholderen finder særlig svært!!

Jeg havde også bedt bogholderen sørge for paptallerkner og skeer til at spise kagen med, men den besked synes at være gået tabt i sprogforbistringen. Det viste sig imidlertid at her havde hun, trods den vietnamesiske magtdistance, besluttet at min beslutning om paptallerkner var noget unødigt frås. I stedet satte hun med stor myndighed et par af kollegerne til at klippe køleskabskassen i paptallerken-store stykker, som så blev fordelt rundt til alle. Der er jo ikke nogen grund til at købe dyre paptallerkner når man kan lave dem selv.

Mens der blev klippet tallerkner havde andre kolleger sørget for at montere fem af de syv lys der fulgte med kagen, tændt dem og slukket resten af lyset i lokalet så man rigtig kunne se de små stearinlys brænde. Da vi så havde beundret det i ca. 30 sekunder blev loftslyset tændt igen hvorefter der udspandt sig en meget animeret diskussion på en blanding af vietnamesisk og engelsk om hvem der skulle blæse lysene ud, om man mon ikke kunne skære kagen med de tændte lys i, hvor mange dele den skulle skæres i og andre eksistentielle spørgsmål. Flere gange forsøgte kollegerne at tørre denne svære beslutning af på mig, men jeg morede mig kosteligt og mente at dette var et glimrende første skridt udi at lære at arbejde i selvstyrende grupper så jeg nægtede pure at være den der pustede, ligesom jeg nægtede at pege på en der skulle puste. Til sidst blev det for meget for en særlig kageglad kollega. Midt i diskussionen gik han på meget u-vietnamesisk maner frem og pustede alle lysene ud så vi kunne komme videre. Nu havde han fået nok snak og ville have noget kage.

Foto: (C) 2009 Keld Navntoft, ScanpixSelvom Margrethe for nylig har været på besøg i Hanoi var jeg ikke sikker på at alle på kontoret ville være i stand til at kende hende og jeg mente derfor det var på sin plads med noget mere kulturformidling mens vietnameserne guffede lagkage, som var det deres sidste måltid nogensinde. Til det formål havde jeg fundet en video på YouTube med reportage fra noget af den festlighed der har været i anledning af fødselsdagen. Nærmere betegnet et klip fra gallamiddagen på Christiansborg i tirsdags hvor Tryllekunstneren og komikeren Rune Klan underholder. Tryllekunstner er lige nøjagtigt så universelle, at de fungerer på tværs af sprogbarrierer og Rune Klan lige nøjagtig så bindegal at han godt kan bruges til at illustrere dansk humor selvom man ikke fatter en bjælde af hvad han siger. At det så foregik til Dronningens fødselsdag illustrerede så yderligere den kontrast der er mellem den danske og den vietnamesiske regent, hvor den vietnamesiske præsident “ejer landet” i modsætning til Danmark hvor det er “landet der ejer” Margrethe.

Jeg synes det var på sin plads med en kort introduktion til klippet, personerne og situationen, og da jeg inden jeg viste videoen fortalte at her var en mand der tryllede med skiveskåret skinke for dronningen og fik statsministeren til at undersøge om der var tale om “snydeskinke”, så tror jeg at vietnameserne (måske berretiget) overvejede om jeg mon var egnet til at gå frit rundt. Da de så klippet gled det imidlertid rent ind og de morede sig kongeligt og forlangte at se det flere gange.

Jeg er sikker på at de nu kan kende Dronning Margrethe hvis de skulle møde hende på gaden i Hanoi. I alle tilfælde hvis hun har diadem og gallakjolen i vinrød taft på. Jeg er også sikker på at de nu ved noget om Danmark og dansk kultur som de ikke vidste i forvejen og at de synes vi har høj underholdningsværdi. Jeg tvivler imidlertid på om de synes vi er helt normale.

Påskebrunch på Sofitel

Ædedolkenes klub slår til igen…

I Vietnam giver påsken ikke officielle fridage, som i Danmark. Ligesom vi i Danmark ikke har officielle helligdage i forbindelse med f.eks. det kinesiske nytår eller den muslimske Ramadan så har Vietnam ikke officielle helligdage i forbindelse med kristne mærkedage. Det forhindrer nu ikke de godt syv procent af landets befolkning, der er kristne, i at fejre påsken. Nogen ved, på traditionel vis, at gå til påskemesse i St. Josef katedralen eller en af de mange andre katolske kirker i Hanoi. Andre ved at samles med venner, bekendte eller familie og hygge sig og spise god mad.

Det sidste er der god lejlighed til på de forskellige internationale hoteller i Hanoi, som alle tilbyder stor påskebuffet med varierende gastronomisk ambitionsniveau. Flagskibet blandt disse er Sofitel Metropole, der i dagens anledning har tilpasset deres traditionelle søndagsbrunch til højtiden og pyntet op med påskeæg, -kyllinger og –harer overalt. På det kulinariske felt er menuen blevet udvidet med adskillige retter med lam og æg og på chokoladebuffeten, som blot er en lille del af den overdådige dessertbuffet er der chokoladeharer, -kyllinger og kaniner i overflod.

Påskebrunch på Sofitel Metropole, HanoiNu er det sådan at jeg de sidste par dage har været lidt misundelig på venner og bekendte i den vestlige verden, der har haft fri både torsdag og fredag så jeg følte at der på en eller anden måde måtte kompenseres. Da jeg samtidig har besøg af, en (forhåbentlig) kommende, kollega, som jeg skal introducere til Hanoi, så synes jeg der var en god anledning til at gå til påskefrokost på Sofitel.

Påskebrunch på Sofitel Metropole, HanoiSammen med den (forhåbentlig) kommende kollega, ankom jeg kl. lidt i 12 så vi havde tid til at suge atmosfæren i lobbyen på Sofitel ind. Den er, som jeg tidligere har skrevet om, helt speciel. På slaget tolv gik vi til bords. Heldigvis var der ikke så mange mennesker på det tidspunkt, så jeg fik tid til at fotografere herlighederne uden at genere de andre gæster alt for meget. Lige siden jeg for snart 3 år siden skrev mit første indlæg om søndagsbrunchen på Sofitel Metropole, har jeg ærgret mig over at jeg ikke havde taget nogen billeder der kunne bruges til at illustrere historien. Det burde der være rettet op på nu.

Påskebrunch på Sofitel Metropole, HanoiEfter nøje at have inspiceret de forskellige borde i buffeten og disponeret appetitten, tog vi ladegreb på bestik og spisepinde og kastede os ud i to en halv times kontinuer spisning af ufattelige lækkerier. Vi lagde ud med sashimi af den friskeste røde tun og tilsvarende orange tasmansk laks efterfulgt af små delikate sushiruller med både fisk, røgede østers, rejer og gåselever. Min kommende kollega, som er muslim og derfor bekymret for svinekød, fortsatte med fisken, mens jeg kastede mig over skaldyrsbuffeten med store grønne new zealandske muslinger, kæmpe ferskvandsrejer med chili-mangosalsa, krabbeklør og seks forskellige slags kaviar. Min kollega kastede sig endnu en gang over sushi og sashimi mens jeg dykkede ned i små spæde grønne asparges med mousselinesovs, andebryst fyldt med foie gras og mango, stegte tynde skiver af gåselever med smørbrassierede kumquats. Påskebrunch på Sofitel Metropole, HanoiPåskebrunch på Sofitel Metropole, HanoiPåskebrunch på Sofitel Metropole, HanoiSom ganerenser snuppede jeg lige en bittelille smule scrambled eggs med røget laks og trøfler, alt imens min kollega for tredje eller fjerde gang gik til angreb på sashimi og sushibuffeten, der i øvrigt meget elegant, var båret oppe af 4 guldfiskebowler med levende guldfisk i. Mens kollegaen måtte udenfor og have en cigaret, gik jeg ombord i den velassorterede ostebuffet hvor jeg valgte et stykke fuldmoden Gorgonzola, et tilsvarende stykke Bresse Bleu, det bedste jeg nogensinde har smagt, et stykke ægte ekstra lagret Parmesan og et stykke Comté. Alle sammen ledsaget af råsyltede abrikoser, friske valnødder og kandiseret mango.

Kollegaen var nu tilbage fra rygepausen og var parat til at deltage i angrebet på dessertbuffeten. Jeg måtte nu modvilligt se i øjnene at min appetit ikke rigtig var hvad den havde været. Jeg nøjedes derfor med et mikroskopisk stykke jordbærkage med friske jordbær fra Dalat og et tilsvarende stykke chokoladekage med hasselnøddemousse. Nu er det vist aldrig i verdenshistorien sket, at jeg har været så mæt, at jeg ikke kunne spise is, så for ikke at bryde mønstret blev jeg nødt til lige at smage en lille kugle af den hjemmelavede vaniljeis og chokoladeis.

Efter således at have gjort en hæderlig (synes vi selv) indsats ved påskenadveren, var vi klar til frisklavet stempelkaffe ledsaget af et par nøje udvalgte fyldte chokolader fra chokoladebuffeten.

Påskebrunch på Sofitel Metropole, HanoiPåskebrunch på Sofitel Metropole, HanoiInflationen har hærget (og hærger stadig) hårdt i Vietnam. Det betyder at prisen for at deltage i dette overdådige orgie, siden jeg sidst var der i 2007, er blevet fordoblet til godt halvfjerds US dollar, men set i forhold til hvad man får, er det stadig rørende billigt. Der er ikke mange andre steder i verden hvor man kan æde sig fordærvet i sushi, sashimi, gåselever, kaviar, østers, hummer, fersk røget vildlaks etc. til den pris. I København kan man dårligt få to retter og en enkelt øl på en middelmådig restaurant for de penge. Her får man det absolut ypperste af hvad den moderne franske og asiatiske gastronomi kan præstere i fællesskab.

Selvom det er udtryk for en stor social skævvridning i samfundet, er det en af de fascinerende ting ved Vietnam at man kan finde både vanvittig billig mad og vanvittig dyr mad. I går kostede alle dagens tre måltider tilsammen under ti US dollar inklusive drikkevarer. I dag tror jeg bare at jeg vil nøjes med et enkelt måltid til halvfjerds US dollar.

Kan man få hestekræfter nok?

Der er kommet mange flere biler i Hanoi end der var sidst. Alt for mange til infrastrukturen og for manges vedkommende i størrelser der er helt ude af proportioner med behovet. I den relativt korte tid jeg har været i Hanoi har jeg set flere superdyre biler end jeg har set i Danmark de sidste 3-4 år. Det skyldes især to ting:

Mercedes vs. Hanoi TaxaFor det første er Vietnams økonomi, trods finanskrise, en af de hurtigst voksende i verden. Verdensbanken, Danida, USAid og mange andre hjælpeorganisationer poster milliader af dollars ind i landet i et forsøg på at hjælpe til at etablere en tidssvarende infrastruktur. Det betyder at der er mange anlægsarbejder og mange udlændinge der skal have bolig og service og det skaber grobund for at de mere visionære og entreprenante kan skabe sig en god forretning og blive velhavende så de har råd til at købe store og dyre biler.

Den anden grund er at Vietnams finansministerium, i et forsøg på at holde gang i økonomien (Vietnam har også været ramt af finanskrise) har sænket indkomstskatten og importskatten på biler. Det betyder at en masse mennesker lige pludselig har fået råd til at købe bil. Ikke store prangende biler som de nyrige, men små koreanske og kinesiske familiebiler. Det er lidt ligesom i DDR før jerntæppets fald, hvor den største lykke man kunne opnå, næst efter at komme ud af landet, var at få en Trabbi. Her er Trabbien bare byttet ud med en kogevasket Daewo eller Kia.

Det betyder alt i alt at antallet af biler på vejene i Hanoi er mere end tredoblet de sidste to år og at trafikkaos er en del af dagens orden i Hanoi som i alle andre storbyer. Inden antallet af biler blev for stort til infrastrukturen var der også trafikkaos, men det var en mere permanent foreteelse og da det hovedsageligt bestod af knallerter var der altid bevægelse i trafikken. Nu kan tingene gå helt i hårdknude og det kan, hvis man vælger det forkerte tidpunkt, tage op til 45 minutter at tilbagelægge bare 5 kilometer. Det skal i sandhedens interesse siges at trafikafviklingen ikke bliver lettet af at vietnamesere, hvad enten de er i bil eller på knallert, nægter at acceptere begreber som vigepligt, placering på vejbanen, stopsignaler o.lign. De kører med hovedet under armen uden nogen for for hensyntagen til andre trafikanter, og uden at forsøge at planlægge mere end 2-3 sekunder frem i tiden. Der sidste altså kun hvis de ikke samtidig er ved at SMS’e.

Nogen af dem der bliver velhavende, bliver så vulgært rige, at de simpelhen ikke aner hvad de skal bruge deres penge til. De bliver lidt som de russiske oligarker der på grund af deres forbindelser i erhvervsliv og ikke mindst i statsapparatet ikke kan undgå at blive endnu rigere, hvilket gør deres problem med at bruge penge endnu større. Når de har købt alt det bling der kan købes for penge, når de har købt alle de kvadratmeter marmorbadeværelser med guldhaner som penge kan købe, så slår de sig på biler, som er en effektiv måde at flashe sin status på. Så triller de rundt i deres Bently, Mercedes, Rolls Royce, Hummer, Lamborghini, Ferrari, Aston Martin og smider dem til gene for alle udenfor de trendy cafeer i byen. Når man kender afstandende i Hanoi og kender vejenes beskaffenhed udenfor Hanoi, så kan man godt undre sig over hvad der driver nogen til at købe en Lamborghini – hvis det altså ikke lige var fordi de skal flashe deres status.

Sidste weekend var jeg ude og spise frokost med en vietnamesisk bekendt som hører til blandt de nyrige. Han har skabt sin formue på at bygge villaer som han lejer ud til vesterlændinge der er her, som led i et af de mangfoldige hjælpeprogrammer. Som nyrig er han i virkeligheden en fattigrøv. Han har ikke nær så mange penge, som nogen af de rigtigt rige. Han har derfor ikke haft råd til at købe sig en Bentley, men må nøjes med en BMW X5 – en middelstor luksus-firehjulstrækker udstyret med en 4,8 liters V8 motor, 355 hestekræfter, en topfart på 245 kilometer i timen og alskens elektronik. Det er en bil som kun de færreste danskere nogensinde kommer i nærheden af at kunne købe, og det er selvsagt færre vietnamesere der bare tør drømme om den. Han er imidlertid godt tilfreds med den og synes det er et OK valg indtil han en dag får råd til en Bentley. Det samme gør sig gældende for en af hans gode venner og forretningspartnere som har købt sog en Porsche Cayenne. En bil der, for de udenforstående, er i samme kaliber.

En af de stykker elektronik som både BMW X5 og Porsche Cayenne begge kommer med er en køre-computer, der holder styr på benzinforbrug, tilbagelagt distance, gennemsnitshastighed med mere. Netop gennemsnitshastigheden er en interessant ting i denne forbindelse. Min vietnamesiske bekendte har en konkurrence med sin gode ven og forretningspartner, om hvem der havde den højeste gennemsnitshastighed på sin kørecomputer. Hans ven kan kun præstere en gennemsnitshastigted på 18 kilometer i timen. Min bekendtes kørecomputer viser en gennemsnitshastighed på 19 kilometer i timen. Det betyder at han, hvis han skulle køre fra Hanoi til Ho Chi Minh City, skulle bruge 92 timer, eller hvis han kørte 24 timer i døgnet, knap 4 døgn. Nu er der aldrig nogen, der er ved sine sansers fulde brug (bortset fra turister), der ville finde på at køre i bil fra Hanoi til Ho Chi Minh City og min bekendte bruger da også kun sin bil til at køre rundt i Hanoi. Set i det lys kan man undres over hvad han og alle de andre nyrige bruger deres 355 hestekræfter til?

Ufrivillig Turist…

I dag blev jeg ufrivillig turist. Det vil sige, jeg er ikke mere turist end jeg hele tiden har været, hvilket er meget lidt. Jeg står op hver morgen klokken halv syv. Går min faste rute ned for at spise morgenmad på den samme cafe. Går den faste rute over til taxaholdepladsen ved St. Josef Katedralen. Kører til arbejdet ude i en af Hanois sydlige forstæder. Arbejder, spiser frokost, arbejder, ringer efter en taxa, kører tilbage til centrum etc. etc. En temmelig forudsigelig dag med faste ritualer der ikke minder ret meget om ferie.

Morgendis ved Hoan Kiem søen

Nu er det imidlertid sådan at jeg har lovet Emil at tage nogen billeder fra Hanoi og poste på nettet så han kan se

hvordan her ser ud nu og hvad der har ændret sig siden han var her i 2007. Jeg tror han har et lidt ambivalent forhold til Hanoi. På den ene side har han ikke lyst til at bo her, langt væk fra kammerater og kæreste. På den anden side har han en masse gode minder fra vores år i Hanoi sammen.

For at leve op til mit løfte til Emil besluttede jeg mig til at tage nogen billeder af gadelivet på min gåtur ned til cafeen hvor jeg spiser morgenmad og jeg gik derfor med mit kamera i hånden – og i modsætning til alle andre dage hvor jeg bare ligner en morgensøvning vesterlænding på vej til arbejde, så lignede jeg i dag en morgensøvning turist på sightseeing.

Da jeg nåede den nordlige ende af Hoan Kiem søen, som er der hvor de fleste turister kommer forbi på vej ind eller ud af den gamle bydel i Hanoi ville jeg tage et billede af søen med morgendis på og i løbet af Morgenstemning i Nha Thosekunder fik hustlerne og hawkerne straks øje på mig og ville sælge mig guidebøger, postkort, udflugter og alt muligt andet.

Det er ganske normalt at man som vesterlænding bliver antastet når man går hen over pladsen nord for Hoan Kiem søen. Som regel kan man verfe de handlende af med et venligt ryst på hovedet mens man haster videre, men i dag med et kamera i hånden var det straks meget sværere. Hawkerne har en fantastisk fornemmelse for de små tegn der viser at man ikke er fastboende i Hanoi. Kameraet er selvfølgelig en ren foræring, men små ting som kropssprog, at slentre af sted i stedet for at gå raskt til og selvfølgelig påklædning, f.eks. en t-shirt med ”I love Hanoi”, et billede af Ho Chi Minh eller en gul stjerne. Alt sammen ting som fastboende vesterlændinge aldrig ville blive set i.

Det allersikreste tegn på at man er nyankommen eller turist er en bekymret nølen når man skal krydse en gade. Hvor den fastboende blot vil se om der er busser i nærheden (de stopper ikke for noget) og derefter med dødsforagt vil bevæge sig ud mellem knallerter og biler og i et roligt, men jævnt tempo gå over gaden, så stiller turisten sig pænt op og venter på at der kommer et hul i trafikken. Med det nuværende trafikniveau i Hanoi kan det godt tage lidt tid inden der opstår et hul. Nogen bliver ved med at vente, andre taber tålmodigheden og forsøger at gå over.

Morgentrafik i Hang Bac

Som regel har de ikke nerver til at fuldføre i første forsøg og når kun et par skridt ud på kørebanen inden de i panik flygter tilbage på fortovet. Når der endelig opstår et hul i trafikken, eller når deres utålmodighed overstiger deres dødsangst kaster de sig ud i virvaret og forsøger i skarpt trav at slippe levende over gaden. Langt de fleste slipper selvfølgelig levende over, for den altoverskyggende færdselsregel i Hanoi er, at man ikke må støde ind i noget foran sig og det er både bilister og knallertkørere gode til at overholde.

Når de stakkels turister er nået over gaden i hel tilstand og forsøger at få pulsen ned i et normalt leje igen og måske glæde sig over at de stadig har livet og førligheden i behold, bliver de straks angrebet af hawkerne. De har på afstand iagttaget optrinnet og har som en løveflok på jagt bragt sig i position til at angribe så snart ofret er kommet over gaden.

Som tidligere nævnt er det oftest nemt at afvise alle tilbuddene med et venligt ryst på hovedet, men i dag hvor jeg lignede en turist, tog de ikke et nej for et nej. Faktisk måtte jeg, efter flere gange at have forsøgt venligt at afvise dem, til sidst skrue mig op og blive decideret uforskammet og sige ”đi đi” mens jeg viftede med hånden. At sige ”đi đi” betyder noget i retning af “skrid” eller “fis af” og anses for meget uhøfligt, men i vietnamesisk omgangsform er det samtidig et helt ufravigeligt tegn på at nu er grænsen nået og jeg har kun et par gange oplevet at de ikke blev respekteret.

Jeg fik kun taget ganske få billeder til Emil så jeg må nok på den igen i morgen, men der vil jeg være mere diskret med kameraet.