Hanoi er sig selv,…

…men langt fra Helsinge

At dømme ud fra det jeg har set de første 24 timer i byen er Hanoi sig selv, og har kun ændret sig lidt siden vi for godt to år siden tog afsked for at rejse mod Danmark. Der er selvfølgelig blevet bygget nye huse, gamle er blevet bygget om og der er åbnet adskillige nye filialer af forskellige kæderestauranter, men i det store hele ser alting ud som det plejer. Her er lidt flere biler og flere knallerter, men taget i betragtning at Hanoi er en af verdens hurtigst voksende byer, så kunne det være meget værre.

Menneskene opfører sig også stort set som de plejer. De kører på knallert, kører over for rødt, kører modsat ensretningen, kører i venstre side af vejen, kører tre på den samme knallert og gerne flere af foranstående ting på samme tid og gerne mens de er travlt optaget med at SMS’e. Dem der ikke kører på knallert, de hænger ud på gadekøkkenerne og caferne, fejer skrald sammen, lapper cykler på fortorvet, vasker op i rendestenen, brænder hell-money og andre ofre til forfædrene eller forsøger at pushe et eller andet dims til turisterne.

Her lugter også som her plejer. Hanoi har sin egen helt specielle parfumeblanding hvor man kan skelne nuancer af kogende hønsekødssuppe, benzinos, røg fra kulbæknerne, mug, røgelse, skrald, kogt fisk, stegt svinekød, cigaretrøg og et par tusind andre duftnoter. Trods den noget eksotiske sammenblanding er det ikke en ubehagelig lugt og den er helt speciel for Hanoi. Jeg er sikker på at hvis jeg blev sat her med bind for øjnene og propper i ørerne, så ville jeg alligevel kunne lugte at jeg var i Hanoi.

Jeg føler at jeg har et kæmpe forspring i forhold til da vi første gang flyttede til Vietnam i 2007. Jeg skal ikke til at finde ud af alting fra grunden. Jeg behøver ikke samle mod til at krydse gaderne, jeg ved hvordan man afviser en gadehandler høfligt, jeg ved hvad det er for nogle taxaer man skal køre med for ikke at blive snydt, ved hvilket telefonselskab der snakker engelsk, ved hvilken bank der er nemmest at åbne en konto i og ved hvordan man siger ”skrid” til en påtrængende hustler så han ikke efterlades i tvivl om at jeg mener det. Det gør at det faktisk er mere afslappende at være her end jeg havde forventet og i virkeligheden har jeg måske endnu ikke bevæget mig ret langt ud af min komfortzone. Det skal nu nok komme. Det er jeg helt sikker på. Det vil otte millioner indbyggere i Hanoi garanteret hver især bidrage en lille bitte smule til i løbet af de næste 12-18 måneder.

Selvom alting er nemmere denne gang, så er det alligevel et større opbrud første gang i 2007 og derfor føles afstanden mellem Hanoi og Helsinge måske længere end den egentlig er. Denne gang sælger vi vores hjem gennem 10 år i Danmark og da Emil skal blive i Danmark for at gå i gymnasiet, er det også et slut på en epoke hvor vores familie har været tre og hvor han altid har været en del af næsten alt hvad Lis og jeg foretog os. Nu skal han til at stå på egne ben, Lis og jeg skal lære ikke at bekymre os for meget og huske på at han kan næsten alting selv og vi skal alle tre gøre en ekstraordinær indsats for at holde sammen, som familie på tværs af 8000+ kilometer og 6 tidszoner.

Inden vi når så langt skal vi dog lige have hæftet et par ender i Danmark eller rettere sagt Lis skal, for mens jeg lever livet her i det vilde østen er Lis blevet tilbage i Danmark for at pakke huset ned, sælge hus og biler og måske allervigtigst af alt støtte og opmuntre Emil gennem 9 klasses afgangseksamen. Det er hverken en nem eller lille opgave og selvom jeg med med min nuværende todo-liste kan se frem til et par måneder med 12-14 timers arbejdsdage, så misunder jeg hende ikke.

I slutningen af Juni måned kommer Lis og Emil herud. Lis for at blive og arbejde i samme firma som mig, og Emil doe, sammen med sin gode ven David, at holde 14 dages ferie inden de sammen rejser tilbage til Danmark.

Jeg er sikker på at det kommende år vil byde på store udfordringer og store oplevelser for os alle tre, og ligesom i 2007 vil vi gerne dele dem med alle der har lyst til at læse