Bum-bum?

Ja, så har jeg prøvet det med. At være på bordel altså. Ikke helt med vilje, og da slet ikke med fornøjelse…. Men det viste sig altså at mine sære fornemmelser af, at noget var galt, viste sig at være rigtig.

Forleden ville have massage – min ryg var øm og de havde ikke tid  hos Yakushi, mit sædvanlige helsested, så jeg kiggede mig lidt omkring i nærområdet, hvor der er 4-5 ”spa’er” indenfor gåafstand.

”Indara Massage” har en farvestrålende facade og vi havde nok på fornemmelsen at de sælger flere slags massage her…

Når Mads kører i taxa alene, foreslår chaufføren ofte at sætte ham af der. Når Mads så nægter at stige ud af bilen og insisterer på at komme til vores adresse, foreslår chaufføren”bum-bum”, som er kodeordet for sex herude. Han har altså erfaring for, at  vestlige, enlige mænd på disse kanter, kommer for at få sex.

Men der er også en hybrid mellem sex og massage, så vidt jeg forstår: man bestiller – og får – almindelig massage, men tilbydes derefter en ”happy end”. Et anden kodeord for  sex, men nu med massage først. Det er svært at vide hvilken slags massagested man har fundet, før man er i det – så jeg moser ind hos Indara og spørger efter en times kropsmassage.

Der sad et par unge vietnamesiske fyre og hang ved et bord ved siden af, og en af dem sprang op for at være med til at tale med mig (receptionisten talte ikke engelsk – der er der ikke noget mærkeligt i) – og jeg synes godt nok allerede fra starten, at han snarere grinede end smilede, da han viste mig ind i et lillebitte rum med en sært fesenfarvet fersken på væggene. Rummet var meget smalt og massagebriksen stod helt op mod den ene væg. Det undrede mig lidt, for alle de andre steder står den midt i rummet, men det var der ikke plads til her. Hende der kom ind for at massere, talte absolut intet engelsk og stank – STANK – af hvidløg. Hun viste mig aircon’en og jeg forstod, at jeg kunne vælge om den skulle tændes. Da jeg sagde ja, råbte hun henover mig til fyrene udenfor at de skulle tænde den. Og så gik hun ellers i gang med at tæve løs på min hovedbund. Hun tjattede og småslog med hurtige, heftige bevægelser til mine tindinger og pande, slog med sine håndrygge på toppen af mit hoved og nappede hovedbunden sådan på den ubehagelige måde. Inden jeg nåede at bede hende stoppe var hun heldigvis færdig –på vej videre til armene , der fik samme tur.

Der var ganske rigtigt ikke plads til at hun kunne stå ved siden af briksen, da hun skulle i gang med min højre side, så hun sprang op ved siden af mig – ikke elegant og lydløst som både thai og vietnamesiske massøser kan, men plump og tung,, og så skubbede hun mig over på den ene halv del af briksen. Halvdel er måske så meget sagt, for min bredde matcher sådan set ikke med en halv briks, snarer ¾. Hendes lange hår faldt ned over mig hele tiden og hendes hvidløgshørm indhyllede os i en ubehagelig puppe.

Ryggen, som jo i virkeligheden var årsagen til min udflugt, fik også lidt tjat tilfældige steder og så kløede hun mig – sådan med neglene… jeg tror ganske enkelt ikke hun havde den fjerneste anelse om, hvad hun skulle stille op med sådan en mærkelig kvinde, der havde købt en times massage…

Hun spurgte ikke på noget som helst tidspunkt til noget. Som regel spørger massøserne – selv dem, der intet engelsk kan – om det er for hårdt, når de masserer. Udtrykket ”too hurt for you” er en gængs sætning for at finde ud af om det nu også er behageligt for kunden. Hende her talte angiveligt ikke et ord engelsk. Og dog… Da hun var færdig, pegede hun på uret for at vise mig at de 60 min var gået… Hun blev demonstrativt stående da jeg skulle til at tage tøj på – og da jeg kiggede bestemt, spørgende på hende, svarede hun: ”tip, tip, tip”. Så et enkelt ord kunne hun alligevel på engelsk.

Hun fik ingen tip… jeg tog flugten og betalte pænt ved udgangen og gik hjemad. Imens jeg undrede mig lidt over min egen tidsfornemmelse, begyndte jeg at regne på tidsforløbet. Da jeg nåede hjem ca. 50 min efter at jeg gik, og det tager ca. 5-7 min at gå derned, og jeg havde været inde på mit sædvanlige sted for at høre om de havde plads, havde jeg jo næppe fået de 60 min jeg betalte for. Nok snarere 35…  Selvfølgelig…. havde hun bare pillet ved uret!!!

Sidenhen har jeg skrevet på New Hanoian, som er den website alle udlændinge/expats bruger til at anmelde restauranter, seværdigheder osv. Og  som svar til mit indlæg, skrev en anonym mand, at jeg har helt ret: det er et bordel. Som en ekstra servicemeddelelse kunne han fortælle, at de vistnok har et par unge mænd, til at betjene damer…. Øøh! Ellers mange slags tak!

The Love Chocolate Café

Ja, det hedder den faktisk. Chokoladeelskere! Foren jer – find en flyafgang og kom i gear….

Chokoladecafeen ligner ikke noget særligt udefra, men INDENI er den helt utrolig. Stilen er modebilleder fra 50’erne og overpudret engelsk blomsterstyle med små tuttenuttede sofaer med blomstrede puder. Med flæser naturligvis…Der er tunge gardiner, der hænge i dybe guirlander  med store blomstermønstre på – de dækker vinduerne og hænger også som dekoration på nogle af væggene. Men de er ikke nær så interessante som de billeder der er fremstillet til cafeeen. De har motiver af 50’er mode divaer – og så er der klistret smykker, perler, pelskanter og andet lir på selve lærredet. Cool og nytænkende. Og helt sin egen stil. For ikke at tale om citaterne disse 50’er hippe kvinder præsenterer sammen med den lidt tung-søde stemning. ”You’re nobody until you have mastered the art of eating a truffle”. Syret oplevelse.

Betjeningen er sød(!) og imødekommende. De små vietnameserinder er ved at drukne i svulstige hårbånd i tung blomstret gobelin og flæseforklæde i blomsterbomuld, når de kommer slæbende med de vildt overdimensionerede menukort, der er kæmpestore med rigtige billeder af retterne, tapet ind på tykt sort pap med kilometervis af helt almindelig tape. De er utrolige – tunge, uhåndterlige og med et næsten komisk islæt. Og beskriver  mange sære chokoladekombinationer.

Og jeg er her jo for chokoladens skyld… Kaffe med chokolade, brownie med espresso og pebersmag, små søde marengs klistret sammen med chokolade – eller hvad med  iskaffe med chokotwist, kokosmælk og lime? Og selvfølgelig klassikere som chokoladekage med flydende midte og chokoladeis med rigelig mørk, kraftig chokolade – og stedets eneste rigtige mad – chilli med kanel og chokolade.

Jeg har været her et par gange og skulle nok komme her noget mere, for det er virkelig et af Hanois mere specielle steder. Nr. 24 i To Ngoc Van street. Se så at komme af sted, chokoholics!!!

Rygsvømning

Det er ikke lutter fornøjelse at slentre en tur i Hanois gader. Det gælder både dem midt i byen ”det gamle kvarter” og langs søen i vores velhaver nærområde. For her er selvfølgelig ikke samme standarder som i Danmark.

Der er skrald på hvert et gadehjørne, man smider bare sit affald hvor man står og går. Husholdningsaffald bæres ud i plastikposer….. og sættes ved det nærmeste palmetræ eller i rendestenen, hvor det hentes om aftenen af de autoriserede skraldekvinder, der møjsommeligt skubber tunge vogne med alt slags skrald.

Så der er naturligvis rotter i gaderne. En død rotte hist og en druknet rotte her. En levende piler gennem gaden eller henover fødderne som f.eks. på den amerikanske kvinde vi fulgtes med på den guidede tur i midten af Hanoi. Det var midt i et gårdmiljø tæt på utallige familiers småbitte boliger. Selvfølgelig er her rotter – det er bare om ikke at tænke for meget på det.
Det prøvede jeg virkelig da vores kontorchef forleden fortalte at en mus havde gnavet en ledning over i køkkenet på kontoret og at hun nu var på vej ud og købe musefælder. Jeg spurgte afdækkende om hun var sikker på, at det var en mus og ikke en rotte. Ingen grund til at købe musefælder, hvis man skal fange en rotte der er 4-6 gange så stor. ”Det er det samme” svarede hun til min forbløffelse og forfærdelse. ”Nej, nej, rotten er mange gange større – du skal købe en stor fælde, hvis det er en rotte” forklarede jeg. ”Jamen det er det så  for vagten så den spise kartofler nede bag køkkenet forleden” var svaret. OK – bare af sted og få købt den rottefælde så…. Imens jeg prøver at fortrænge hvad du lige fortalte…

Sofa surfet igen

Vi har lige haft besøg af Couchsurferne Elisah og Willie fra RHollllland. Det var dem der berigede os med porcelænstræskoene. Men også med en hel masse andet.

Willie er beslagsmed – tror jeg det hedder. Altså han lever af at sko heste. Og et par geder betroede han mig. Plus selvfølgelig æsler. Men ikke køer, vandbøfler eller får. Egentlig ville han gerne have været dyrlæge ligesom sin far. Ikke jurist som sine to brødre – det var alligevel for kedeligt. Men dyrlæge ville have været nice. Men Willie er ordblind og derfor blev han smed. Han taler et udmærket engelsk – dog med rullende r’er som den typiske rhollænder gør.  Han lærte sig selv engelsk i løbet af et par måneder, hvor han var i England og  opsøgte smede af forskellig slags, som han så kunne gå sammen med som  frivillig arbejdskraft . Såeh – vupti lærte Willie engelsk.

Elisah er den der står for planlægningen af turen, som er deres første på egen hånd. Hun er meget taknemmelig for at være havnet hos os de første par dage, imens de planlægger og organiserer deres tur videre ned gennem Vietnam. Den første aften fortæller hun om deres plan med at købe et par motorcykler og køre ned til Saigon og sælge dem inden de tager hjem. Imens Willie hjælper os af med de fleste af de dåseøl, der har hobet sig op i vores køleskab, tjekker vi udlejningsforretninger med motorcykler, da vi mener det vil være lettere for dem at leje end at købe og sælge den slags transportmidler. Og det kan ganske rigtigt lade sig gøre at leje i Hanoi og aflevere i Saigon.

Elisah og Willie bruger deres 2. dag i Hanoi på at komme vidt omkring på Elisahs planlagte rute, der bringer dem til to meget forskellige templer, ud omkring det Etnografiske museum i udkanten af Hanoi – i en cykeltaxa (så kan det hakkes af på tjeklisten) og videre til det gamle kvarter (som man SKAL se som turist her) og ud forbi den boghandel, der handler med kort over Vietnam – for at slutte af hos motorcykeludlejeren. Her tager det tre timer at ordne papirer, tjekke maskinerne og komme tilbage gennem Hanois fredagsmyldretid. Det er ca 2 timer længere end Elisah har planlagt, så hun er fuld af undskyldninger over at komme for sent hjem. No problem, vi bestiller noget take-away indermad med kød til Willie og os, vegetar-kufta til Elisah og har tid til at høre om den skrækindjagende tur gennem Hanoi i mørke på motorcykel, som hun stadig ryster i kroppen over. Willie derimod synes, det er noget af det fedeste, han har prøvet i sit 26-årige liv. Minsk’en – gammel rusisk 2-takts maskine – er gået i blodet på ham i en sådan grad, at han må ud og køre en ekstra tur under påskud af at hæve penge i en nærliggende hæveautomat. Han er helt tosset med Minsk’en allerede – og smiler saligt ved tanken om de små 1700 km til Saigon imens han overhører Elisahs bøn om ikke at køre for hurtigt, for hun er faktisk ikke rigtigt tryg ved at skulle ud og køre motorcykel. Hun spørger også lidt bekymret til det med hjælmen, der vist ikke er helt ren – og hvad er det egentlig kvinderne sidder og leder efter i hinandens hår på de små stole inde ved gadekøkkenerne….? Er det mon ikke grå hår, tror jeg? Nix – det er lus, selvfølgelig. Jeg mener alle danske skolebørn har lus, så hvad tror du vietnamesiske kvinder, der lever ganske meget tættere og mindre hygiejnisk end velnærede danske ynglinge, har? Det klør i Elisah’s hovedbund ved tanken om hjælmen, der skal følge hende til Saigon…

Vi vinker farvel næste morgen ved 9-tiden, da Willie har lastet cyklerne, bundet rygsækkene forsvarligt fast og sparket liv i sin nye kærlighed. Elisah sidder krampagtigt på sin røde ganger og prøver at vænne sig til hestekræfterne, inden hun slipper med fødderne og Hondaen hopper ud på midten af vejen. Og stopper. Hun må på den igen – starter og hopper et par meter videre, inden den igen nægter at samarbejde. Willie holder længere oppe ad vejen og  kigger sig tilbage og venter utålmodigt.

Jeg tænker at det bliver en lang tur til Saigon – vinker en sidste gang til deres rygge og lader lørdagens gøremål overtage mine tanker…

Kæresteri

Sån noen som os…… har jo brug for en kæærst’… synger Poul Krebs i et af sine største hits. Den går rent ind – for hvem kan ikke identificere sig med “så noen”…?

De unge hanoianere har selvfølgelig også brug for at være kærester. Og med unge mener jeg nok dem over 20 år – før er det vist ikke passende at tænke på den slags. Men så skal man også til at komme i gang, især hvis man er kvinde, for inden man er 25 skal man helst giftes; derefter har man 1-2 år til at levere det første barn. Helst en dreng. For sådan een skal man ha’. Det betyder at hvis det første barn bliver en pige, er man 100% sikker på at skulle have et mere. Skulle uheldet (eller guderne?) være ude og sørge for at man får to døtre, kan man være nødt til at trodse 2-barns politikken og forsøge sig en tredje gang. Jeg har ikke hørt om nogen, der har 4, men jeg har hørt rygtet om en kok, der kun havde født sin mand døtre, hvilket resulterede i at manden fandt en anden kvinde, som fødte ham en søn, og som han så selvfølgelig flyttede hen til. Så ku hun lære det, kokken, og sidenhen stå alene med forsørgelsen af de 3 piger.Det er efter sigende helt socialt acceptabelt – i  hvert fald i den provins hun kom fra.

Nå, men det med at være kærester er altså ikke så lige til for de unge i Hanoi. Det er nemlig ikke socialt acceptabelt med førægteskabelig sex. Overhovedet ikke! Og herunder heller ikke at kysse, kramme eller holde i hånd. Når man ser unge mennesker gå hånd i hånd her, er det typisk to af same køn. Og det er altså ikke fordi de er homoseksuelle – det findes slet ikke iflg. de offentlige statistikker (hvilket er dejligt belejligt, for så behøver man ikke forholde sig til det) – det er bare bedste-venner, eller måske brødre  eller kusiner. Men altså kun folk af samme køn.

Kæresterne må gemme sig af vejen for at kunne have fysisk nærhed med hinanden. De får det selvfølgelig på knallerterne (moto bikes) og det er nok også een af grundene til at de opholder sig så meget på dem f.eks. i weekenderne. Jeg har talt med mine unge kolleger om det med at køre rundt og rundt – f.eks. om den sø vi bor lige ved. ”They drive for no reason” svarede Viet Anh mig. Jaaeh, men så alligevel. Måske uden åbenlys grund, og ikke noget de vil vedkende sig. Men måske kører de for at kunne sidde tæt.

De benytter også afsides hjørner og kroge til at sidde og kysse i. Og afsides åbne pladser for den sags skyld. Som nu f.eks. Tay Ho søen (her hvor vi bor) – som er langt væk fra deres nærområde. Her kan de sidde på deres moto bike og kigge ud over søen. Og som en af mine kolleger  – Thu – forklarede mig, så er det dejlige ved at have front mod søen, at de ikke kan se de andre mennesker. Og ingen kan se dem. Det er altså en måde at skabe et frirum på.

Når der er fest, som da Hanoi fyldte 1000 og i weekenderne sådan i almindelighed, tager kæresterne på skovtur midt i byen. Så omdannes anlæggene (ja sådan må det hedde, det er ikke en rigtig park, men en slags udvidet fortov med forsøg på græs og buske. Ved godt at det sådan eet Agnes tog børnene med i i Matador!) til en kærstesump, hvor parrene hænger ud; nogle smider sig henover hinanden andre sætter sig pænt og nydeligt, tager skoene af og sipper lidt te eller saftevand. Andre bliver bare siddende på knallerten – der har de god træning i at gøre de mest forskellige ting, vil jeg tro. Så sidder de bare der og hænger op ad  hinanden og snakker, snacker og drikker.

Det hele handler om at komme væk hjemme fra, hvor der hverken er fysisk plads eller socialt rum til at man kan vise sin kærlighed. Det gælder især inden man bliver gift – men faktisk også efter. Når man aldrig ser nogen gå hånd-i-hånd gælder det jo også ældre ægtepar.

Så kæresterne øver sig altså i at blive voksne og lære hinanden lidt at kende. Og hvis man er over 25 gælder det som sagt om at få fart på. Så stiger familiens forventning til giftemål… der bliver bedt og ofret i templerne for at få de unge til at finde sig en mage, så man kan få sikret familiens ære og forældre-generationens alderdom. For når man bliver gift overtager den ældste søn i familien ansvaret for forældrene og bliver boende i sit barndomshjem sammen med dem til de dør.

Når først de er gift, klapper fælden. Man bliver som udgangspunkt ikke skilt her. Ikke sådan lovformeligt i hvert fald. Jeg hører ofte om nogen der er flyttte fra hinanden af forskellige letforklarelige grunde som f.eks. at man har fået arbejde i en anden by. Man får aldrig den forklaring at man ikke kunne holde ud at bo sammen, at man var vokset fra hinanden, eller at manden havde fundet en yngre model. Det hører man kun via sladderen. Den fylder til gengæld også rigtigt meget i landskabet. Men det er en helt anden historie….

Fest i gaden

Når Hanoi fester skal der farver på. Det skal der i det hele taget altid når noget er noget særligt. Det betyder at man i weekenden og på særlige festdage kan se mængder af balloner, vifter, plastikdimser til børn, finurligt snoede dyr lavet af bambus eller græsarter – og så selvfølgelig rød og gul(d)t som i flagets farver. Der er noget med flag og farver – vi har det også i Danmark – altså at vi synes at rødt og hvid bare ER festligt på et dækket bord f.eks. Vietnameserne synes jo så selvfølgelig at rødt og gult eller guld er fantastisk sammen…

Da Hanoi fyldte 1000 var jeg en tur i byen sådan bare for at gå en tur i miljøet. Man kunne heller ikke andet, for der var mennesker overalt, og de havde lukket en del gader for trafik.Visse gader kun for biltrafik, men en hel del også for knallerttrafik. Folk flyder ganske enkelt på fortove og i parker.

Dem, der kører på knallert, scooter eller som de kalder det hele under eet “moto bike”, kan på bedste “drive-tru” facon købe en ballon uden at stige af køretøjet. Nemt, bekvemt og lige ved hånden så at sige…

De køber f.eks. en ballon til et barn de har med – eller til deres kæreste. Jeg købte ikke nogen og ved derfor ikke hvad det koster – men synes bare på afstand at det er et festligt syn med alle de balloner…

Smukke, smukke Sapa

Det er egentlig ikke, fordi jeg er vild med bjerge. Altså sådan i almindelighed. Jeg har ikke besteget nogen – har ikke den der længsel efter bare at være i bjergene eller er lamslået over deres storhed. Bevares – det ER da stort med sådan et bjerg – og som Dansker fra det måske fladeste land i verden , kan man ikke lade være med at synes at bjerge er… hmm – i hvert fald interessante.

Men bjerglandskabet i Sapa er jeg altså vild med. Det er betagende, storslået, fantastisk – vildt at det bare ligger der… Dette bløde, svungne landskab – ofte halvt gemt bag tåge eller små lette vattotskyer betager mig, det må jeg indrømme. Jeg har været i Sapa to gange nu – i vidt forskelligt slags vejr har jeg været på ture, blevet transporteret af biler og busser så langt de uvejsomme forhold tillader det og gået resten af vejen.

Stejle stykker langs rismarkerne – ned, ned, ned og videre op ad trapper eller hoppende fra tue til tue. Én gang i mudder til anklerne i regnvejr, hvor guiden måtte hente en spade og hakke ”trin” ind i skrænten for at sikre sig at de kluntede, usmidige vesterlændinge ikke gled på måsen hele vejen ned.

En anden gang i fantastisk sol med udsigt og solen i nakken ned mod floden og et brusende fald under bambusbroer…

Undervejs har jeg nydt udsigten over rismarker i forskellige stadier fra halvrådne stråstumper, der trampes møre af vandbøfler og hængebugssvin til vajende gulgrønne planter med riskornene dinglende som bjælder på havreagtig vis.

Et stykke vej af marmor….. er det ikke fantastisk? Vejen er naturligvis sprængt igennem et marmorbjerg – og man har ikke asfalteret ovenpå det, eller slebet det jævnt, men lever med de store huller, der bliver fyldt med vand og mudder…

Billederne kan jo ikke gengive den stemning af storhed og ro der hersker her – blandet med det lokale liv, der nok er slidsomt og ikke nær så romantisk og idyllisk som kulissen angiver.  Men det er det bedste jeg kan give videre…..

Det er det, du må nøjes med indtil du får lejlighed til at se det selv.

Den sorte H’Mong skole

I landsbyen Lao Chai meget, meget langt væk fra  slutningen af den lappede, smalle, gamle og udslidte asfaltvej ca. 7 km fra Sapa – idyllisk midt i de Vietnamesiske bjerge op mod den kinesiske grænse, får børnene nu undervisning på deres modersmål: H’Mong. Det har de ikke altid fået – tidligere var det kun på vietnamesisk. De har heller ikke tradition for at gå i skole, så det er stort for en etnisk minoritet som det sorte H’Mong folk at være nået så vidt.

Vi er på privilegeret vis inviteret indenfor på denne skole her langt oppe i bjergene. Vi har gået, hoppet, soppet og sprunget fra sten til sten ad den mudrede sti – henover små og store pytter, op og ned ad tuer i forsøg på at skåne de engang så hvide Nike Air…. Og nu er vi her – i skolegården – hvor børnene er gået i gang med at fremføre en simpel dans med flotte farvede vifter, der giver dem vinger som var de sommerfugle. Musikken skratter fra de udendørs højttalerne og takten er svær at holde, men alle gør deres bedste. Nogle er i deres fineste tøj, andre sandsynligvis ikke.

Alle børnene ser ud til at være begejstrede for musikken – og for at gå i skole. Vi har en lokal guide med og jeg spørger til frekvensen af skolesøgende børn. Han forklarer, at det er en del af lærernes job at hente børnene ude i området – ofte flere kilometers gang fra skolen – og igen og igen forklare forældrene, hvorfor det er vigtigt, at børnene går i skole.

Skolen her er støttet af et UNICEF-program, der tilgodeser moders-målsundervisning. Det er derfor børnene modtager undervisning på H’Mong sprog de første år af deres skolegang. Derefter undervises de også på vietnamesisk og engelsk. H’Mong sproget er ikke et skriftsprog, hvilket giver en hulens masse nyt at lære, når man skal starte på vietnamesisk. Det er derfor lettere for børnene at få en grundlæggende forståelse på deres eget sprog, inden de skal til at lære et helt nyt.

De har også matematik på H’Mong de første år. Og det er en matematiktime for børn på ca. 7 år, vi følger ved vores besøg på skolen.

Det drejer sig om 11-tabellen i dag – og da al undervisningen foregår på H’Mong, fatter vi naturligvis ikke en klejne, bortset fra de tal der står på tavlen.

Læreren er overraskende pædagogisk og tålmodig. Jeg havde forberedt mig på en mere autoritær facon, for det er sædvanligvis det, vi hører om det vietnamesiske uddannelsessystem i almindelighed. Læreren er en mand i kridhvid skjorte og med sit ID-kort i en snor om halsen. Børnene skiftevis arbejder i grupper, skriver ved tavlen og taler i kor. Ind imellem skifter de rundt i grupperne og hele tiden klapper de ad hinanden, når nogen har skrevet på tavlen eller svaret rigtigt på lærerens spørgsmål.

Mens H’Mongerne regner den ud, har jeg tid til at tænke på hvor kæmpestor forskel der er på at være en lille bjergbonde-pige her i bjerglandskabet og så en forstadsforkælet samme i Danmark. Hende her må gå kilometervis af ufremkommelige veje for bare at nå i skole, hvilket hendes forældre sikkert heller ikke bliver ved med at støtte, for hun er nok en god og måske nødvendig hjælp i rismarken. Hvis familien holder sig til de gængse H’Mong normer og traditioner skal hun giftes om 8-9 år og så er resten af hendes skæbne beseglet med børn, markarbejde og dagen og vejen…

Danske børn tænker naturligvis aldrig på at det skulle være et privillegie at blive oplyst og uddannet, ligesom de ikke hverken vil eller bliver presset til at gå flere kilometer hver dag. Heldigvis skal de færreste af dem giftes på kongebrev som  16-årige og endnu mere heldigvis får de fleste ikke børn, mens de selv er det…

11-tabellen fylder hele timen så vidt jeg forstår det – og der var vist ingen klokke til at fortælle, at det var slut med talfesten for denne gang. Pludselig klapper de alle sammen – igen – og pakker deres ting ned i de slidte UNICEF-tasker.

I mens de moser op og henter deres plastik- eller metalbøtter, som står på en lille reol under tavlen, og stiller sig i kø for at få et sjask suppe fra lærerindens store gryde, der netop er ankommet, viser min indre biograf et klip i skærende kontrast. Det er fra en af de podcastede Annemads udsendelser, vi har liggende. Annemads Anne går amok i en madpakkerus – og disker op med ideer til en lækker og varieret madpakke til ungerne –  salat i en bøtte for sig (og ENDELIG dressingen i en anden), lidt osteklodser man selv skærer (ikke snyde og købe de færdige!), gulerods- og agurkestænger samt en sandwich med grovbrød og så liiiiiige en håndfuld nødder til dessert…

Til bryllup i en bjerglandsby

Vi er på tur i pjaskende regnvejr. Med regnfrakke, paraply og gennnemblødte gummisko trasker i op ad vejen til landsbyen Ta Phin, hvor de røde Dao’er (udtales zao) bor. Vi har vores guide Dao (udtales Dauv) med til at fortælle og oversætte undervejs. Han er en flink fyr, der har lært sig selv engelsk fordi han gerne ville være guide. Det går fint – han er nem at forstå og ved en masse om Sapa området, hvor han har været guide og bærer i 8 år.

Landsbyen ligner på mange måder de andre vi har set – mudrede veje, løse grise, hunde og høns langs vejen, ved husene og på de høstede risterrasser.  Vi taler med Dao om,  hvad vi ser på vejen, stopper op og tager billeder og trisser langsomt ud ad en lille ”forstad” og henimod den næste lille flok huse.

Dao drejer pludselig ind mod en hytte og spørger om vi har lyst til at  komme ind og se hvordan, der ser ud indenfor…? Ja mon ikke vi har! Han kender denne families ene datter, som også er guide, og han mener nok vi kan smutte ind og hilse på her.

Indenfor er der helt mørkt, for huset har ingen vinduer. Der er et bålsted lige indenfor døren, hvor en håndfuld mænd sidder – snakkende og drikkende. De kigger nysgerrigt på  os og gør plads, så vi kan kante os forbi og længere ind i huset. En hundehvalp tøffer rundt og der er vist også en gris – måske er det den samme vi så udenfor… Vi står sådan lidt midt i det hele – mændene taler videre omkring bålet, Mads beder om lov til at fotografere – og får det. Der står bunker af  rissække stablet sammen i et hjørne og udgør hovedparten af vinterens kommende måltider.

Øjnene skal lige vænne sig til mørket og Dao forklarer hvordan huset er opdelt i soveafdeling, køkkenfaciliteter ude bag ved, tørreloft ovenover bålstedet –  og han nævner også et ”badeværelse”, men jeg er ikke helt sikker på hvad han mere nøjagtigt mener, at der er derude. Nok ikke et badekar, håndvask og porcelænstoilet. Måske et hul i jorden og et zinkfad. Måske ingen af delene.

En kvinde med flot rødt, turbanlignende tørklæde opsats er ved at binde de sidste totter af tørklædet sammen på den helt rigtige måde for en Rød Dao.  Denne hovedbeklædning er den mest karakteristiske del af deres beklædning. Derudover har hun mørkeblå bukser og en mørk tunika-skjorte med løse flapper. Det hele er lavet af hamp og farvet med indigo. Indfarvningen foregår ved at man plukker en masse blade fra indigoplanten og lægger dem til at rådne i noget vand. Når det er opløst bliver det blåt og man kan farve stoffet – som man jo selv har spundet og vævet! – i det. Det skal farves mange gange for at blive mættet. Dernæst syr man håndbroderede stykker ind som i bl.a. en del af bukserne og på kanterne af skjorten.

Kvinden – der viser sig at være 64 år – har også et karakteristisk halssmykke på i rødt stof med  sølvdekoration. Og en række armbånd. Denne stamme er ligesom flere af de andre, meget dekorerede med smykker og deres tøj er et kunstværk i sig selv. Til gengæld har de ikke meget andet. Huset  har ingen møbler – kun et par taburetter eller plastikstole. Daoerne er meget selvforsynende, så penge er et forholdsvis nyt fænomen for dem.

Dao kvinden er på vej til bryllup længere nede ad vejen – og vi inviteres med. Det er en stor ære at blive budt med til sådan en vigtig begivenhed, så vi takker ærbødigt og kvitterer ved at købe et par bukser af kvinden – håndlavede fra første hamptråd til sidste broderede stykke. De lugter temmelig meget af røg og koster  den nette sum af 130 kr. ,  som vi helt i overensstemmelse med hendes og de andres forventninger har handlet ned fra hendes oprindelige bud på 180 kr. Begge dele er sikkert den vildeste overpris, men jeg er ligeglad. Jeg får et helt bryllup med i prisen…

Vi følger spændte med hende ned ad vejen via smattede og glatte mudderstier og ned igennem et teltagtigt set-up lavet at presenninger.  Hytten, hvor brylluppet foregår, er magen til den vi kom fra – og man har lånt sig ind på naboens præmisser også, for at have plads til alle de gæster, der kommer og går henover de 2 dage brylluppet forventes at vare.

Indenfor er der mad over det hele – i små skåle på bordene og hængende ned fra loftet til videre forarbejdning. Flæskesider, tarme, halve dyr hænger langs siden af huset og venter på at komme over ilden ved bålstedet, der også her er lige indenfor døren. Luften er tyk af røg fra bålet og fra mændenes piber. Der er lavloftet og alt træværket er sort og sodet. Alle kvinderne bærer de røde tørklæder på hovedet – de unge har et mere simpelt et, der bare er bundet rundt om hovedet – det er kun de ældre, der har den store model, der bindes i sirlige mønstre og skjuler alt deres hår.

Vi hilser via tolken på brudens mor og mormor. De er meget beærede over at have os hvide på besøg til deres bryllup og vi tilbydes naturligvis at spise og drikke  med dem. Det havde vores guide nået at advare os om på vejen derned, og vi havde derfor allerede fortalt ham om vores religion, der desværre forbyder os at drikke alkohol… så vi må springe den stærke, hjemmebryggede risvin i de beskidte plastikdunke over. Ved samme lejlighed forsvinder tilbuddet om spisning – og vi gør ikke meget for at genoplive det…

Mændene til festen er alle sammen skæve af druk og måske også af hash. Traditionen er at man(d) skal drikke  med alle gæsterne, når de hæver glasset – så der skåles hver gang en ny mand dukker op for at gratulere. Det kan iflg. mine beregninger blive til en del henover 2 døgn.

Brudeparret er ca 16-17 år gamle.  Gommen er fra en anden landsby og skal efter brylluppet bo hos sin svigerfamilie, der desværre ikke selv har sønner. Han ser også noget alene ud i sit stive puds med tilhørende laksko, der måske engang var blanke. Men det var inden de stiftede bekendtskab med mudderstien ned af bakken til brudens hjem…

Bruden forstår en lille smule engelsk og kigger genert væk , da jeg siger, at hun ser smuk ud og ønsker hende tillykke med dagen.  Vi får lov at tage billeder af både hende og gommen og lover at sende en fil til vores guide, der så ved næste lejlighed vil komme forbi med dem. Jeg ved ikke helt hvad de skal stille op med dem, men det er det nærmeste, vi kan komme at gøre gengæld for denne unikke oplevelse.

Vi takker af og holder hænder med brudens mor og mormor. Alle gentager vi vores glæde og ære ved at være tilstede og at have som gæster. Dao oversætter, at vi er kede af, at vi ikke kan blive længere. Vi må videre. Og vi ønsker dem alt muligt held og lykke – lover at sende billederne osv. Inden vi går støder vi også på morfaren, der dinglende stiv i slidt, beskidt tøj med tegnsprog og gennem et par rådne tandstumper gør os forståeligt, at han altså også er en del af  værtskabet her.

Farvel morfar – og tak for kigget…

På marked i Bac Ha

Markedet i Bac Ha – det har jeg ærgret mig over ikke at få med sidste gang vi var i Sapa. Sapa er bjergområdet i det nordlige Vietnam helt op i mod den kinesiske grænse. Det er en fin bjergby, der kunne ligne en fransk eller østrigsk af samme slags – altså med undtagelse af, at der færdes sorte H’Mong’er (udtales hmong) og røde Dao’er  (udtales zao) i gaderne. Og så er prislejet jo vietnamesisk. Heldigvis.

Sapa er faktisk temmelig turistet – også i en sådan grad, at man bliver træt af det, men det er udgangspunkt for en masse fantastiske oplevelser området med mange forskellige bjergstammer. Der findes vistnok over 40 forskellige etniske minoritetsgrupper, der for de flestes vedkommende lever som de har gjort i hundredvis af år og taler deres eget stammesprog, går i forskellige og ofte farvestrålende dragter og bygger deres hytter på gammeldags traditionel vis. Disse stammer gifter sig ikke ind i hinanden og forstår kun delvis hinanden. De lever i et mærkeligt kontrastfyldt samfund med een mobiltelefon i hver familie, flere generationer under samme tag og grisene gående inde i huset. Deres sprog er kun talt – ikke skrevet – og myndighederne og hjælpeorganisationerne kæmper for at få dem til at sende deres børn i skole i stedet for i rismarken eller ud og sælge souvenirs til turisterne.

Der findes en håndfuld forskellige slags H’Mong’er og  Dao’er. Dertil kommer nogle Lao’er og Thai’er. Alle er de vandret ind i området fra Laos, Thailand, Kina og fra selve Vietnam. De har i mange år levet som de ville uden at myndighederne gad interessere sig for dem – og altså heller ikke gad hjælpe dem. Nu er der lidt mere fokus på dem – blandt andet blev det for ca. 5 år siden forbudt at have husdyrene, heste, høns og grise, inde i husene…. Men der skal jo politibetjente med olivengrønne pressefolder og laksko helt ud ad de mudrede stier, henover højderygge og ind i de tilrøgede huse for at tjekke den slags. Og dertil kommer, at hvis de vil give dem bøder, må stammefolkene, som hovedsageligt lever i en naturalieøkonomi, jo have noget at betale disse bøder med….. Så det forbud lever nok sit eget stille skrivebordsliv.

På markedet i Bac Ha er det mest Blomster H’Mong folket, der kommer for at handle alt fra vandbøfler til broderede halsstykker og grøntsager, foruden gummistøvler og flettede kurve og hvad man ellers har brug for i et H’Mong liv.

De bærer typisk deres børn svøbt i flot broderede stykker på ryggen, har mange lag tykt tøj på og store sølvsmykker. De virker glade og tilfredse med det liv andre vil kalde primitivt, traditionelt eller måske endda tilbagestående. For i deres landsbyer er der knapt nok kommet elektricitet og de er selvforsynende og har først indenfor det sidste års tid fået det allestedsnærværende behov for at meddele sig via mobiltelefon til hinanden.

Markedet bærer ikke præg af turisme… endnu! Der er få hvide og det virker som om den almindelige tummel og handlen, spisen på bænke under presseningerne og hælden risvin over fra beskidte dunke til ditto flasker, foregår som det plejer uden at stille sig an for nogen af os blege…

Det er fascinerende at være en del af. Summen af liv, dufte og lugte af meget fremmed – og ikke alt sammen lige appetitligt, tandløse grin og enkelte der vil klappe den bleges arm. Jeg klapper tilbage på sjove hatte og flotte kjoler, Mads knipser babyer i svøb og rynkede koner, handler med vandbøfler og grise i snor.  Vi er kørt langt for at kunne være en del af dette scenario. Men ikke for langt.

Jeg deler lidt med jer her – beklager at det kun kan blive en mikroskopisk del af den virkelige oplevelse.

Vi ses igen Bac Ha!