Er I der Danmark?

Vi er hjemme igen med alt hvad det indebærer…

Jeg husker når jeg som barn havde været med mine forældre på ferie 1 uge i ”de varme lande”. Når vi kørte fra lufthavnen havde jeg sådan kriller i maven – mon det hele var der endnu…..? Det var umuligt for mig at forestille mig, at min lokale verden kunne fungere uden mig. I en HEL uge…..? Heldigvis lignede såvel Rådhuspladsen som Herlev Torv og min cykel i garagen ganske sig selv.

Sådan var det ikke at komme hjem fra Vietnam. Det var mere i stil med: Schmack!!! Tilbage i rillen – business as usual – bare se at komme op i omdrejninger – hop på karusellen, der kører som den plejer og ligner sig selv. Og så lige med den forskel at det var koldt, mørkt og uindbydende . Fra 35 graders varme til et par graders frost, der til lejligheden var krydret med stiv kuling og derfor føltes som -20.

Har jeg aldrig prøvet før – at mærke 50 graders forskel på egen krop – og det er ikke noget jeg længes efter at tage medaljer i. Nåååååeeeejjh hvor var det koldt helt ind i knoglerne. Selv jeg, der ikke er bleg for at gå med bare tæer det meste af året, frøs så det knagede og det har taget mig flere uger på 2-8 plusgrader at blive mig selv igen.  Det er jeg så blevet nu.

Det er straks værre at vænne sig til de 3 store danske Plager; prisniveauet, praktiske pligter og pladderjournalistikken. Og det er alle vegne, maser sig på og ødelægger mit humør fra tid til anden.

Hvem fanden har bestemt at alle fødevarerne skal stige bare fordi kornhøsten er under middel? I vores lokale brugs har prismærkemaskinen taget magten fra dem, det er helt sikkert. Det hele har fået en tak op ad, nu de var i gang med at hæve priserne under henvisning til dårlig høst og kornpriser. Det er meget tydeligt, når man har været væk så længe, og som den gamle gnier man nu her husker priserne på de helt dagligdags ting. De første dage vi var hjemme løb kasseapparatet amok i nærheden af 1500 kr. hver gang vi nærmede os. Vi manglede jo alt fra helt almindelige krydderier til mel og  rengøringsmiddel.

Og nu vi taler om rengøringsmiddel, så er det jo en af de andre store plager her i Danmark….. Ofte ses vi  ude på balkonen – på vores bedende knæ med ansigtet vendt mod Vietnam og kalder på vores vietnamesiske maid: ”Liiiiieeen, Liiiiieeeen – hvor ER du?” For det er da helt urimeligt, at vi nu selv skal både tørre kalk af toilettet, støvsuge HELE huset, vaske gulvet, rydde op i bunkerne, købe ind, lave mad,  fjerne opvasken, gå ud med skraldespanden, pudse vinduerne, osv osv osv osv osv osv osv…….

Hold da op, hvor har det været dejligt at slippe for den slags praktiske foranstaltninger. Det var fantastisk til enhver tid at have et ryddeligt og ordentligt og helt igennem rent hjem. Men da vi nægter at bruge 4-5 timer om dagen, som Lien jo gjorde på at holde alting skinnende og fnugfrit, ser her noget anderledes ud i vores danske hjem. I vores hjem i Hanoi kunne man spise af gulvet – det ville jeg ikke have betænkt mig et øjeblik på. Men det er jo ikke strengt nødvendigt at kunne, og hvor skulle man også få tiden fra her i det stressede Danmark,  hvor transporten til og fra arbejde for en stor del af arbejdsstyrken udgør ca. 10% af vores vågne tid. Altså må det holdes på et minimum, det der Askepotjob, så vi også kan få tid til rent faktisk at tale sammen, lege med vores børn og læse en avis i ny og næ.

Hvis det da ikke kun er pladderjournalisme der er blevet pladst til, for så kan det da være det samme. Det har jeg godt nok ikke savnet, må jeg sige. At blive bombarderet med alskens pseudonyheder og gentagelse på gentagelse af gamle nyheder og spintoktori og interviews med afviste X-faktor deltagere, der udtaler sig om dette og hint. Som om det havde en betydning for min livskvalitet hvad en skidtsyngende 15-års pige syntes om en skaldet arrogant verdensmesterjazztrommeslager. Det har det ikke – og der er alt for meget af den slags i gadebilledet, i billedrøret og i lydbilledet på  min bilradio. Det er, som om det hele skal kunne siges på 5 sekunder, det skal kommenteres af hvem som helst og radioværten – eller skulle jeg sige standupværten – skal helst kunne fyre 2 minutters mundlort af mellem hver kommentar fra lytterne der ringer ind fra Sønderbøvelse på en dårlig mobil forbindelse.

I Hanoi var vi dejligt fri for den slags, da vi jo ikke kunne forstå sproget og dermed missede lyd- og gadebilledet. Vi fik kun nyheder, når vi opsøgte dem på engelsksprogede kanaler eller aviser og på een eller anden måde var det som om det var mere de store linier – de ”rigtige” nyheder der fyldte.

Eller også er det bare mig, der ikke kan abstrahere fra at verden har forandret sig. Måske er jeg bare ved at blive gammel  – og sur!!! Noget tyder på det – de har i hvert fald  ringet fra TV2 Charlie og spurgt om jeg vil være stand-in for een af de 7 sure mænd i næste sæson…;O)