FN dag på Emils skole

Mere end 40 nationer fejrede FN’s fødselsdag

På UNIS fejrer man FN dagen – naturligvis. UNIS betyder United Nations International School og da skolen åbnede i 1988, var det primært for at tilbyde børn af FN personale undervisning på engelsk.  Idag er der mindst 40 nationaliteter repræsenteret på skolen og den globale forståelse fylder meget i undervisningen. FN dagen fejres som den største begivenhed i skoleåret med deltagelse af lærere, forældre, FN topfolk (hvem der nu lige måtte være i nærheden), repræsentanter for forskellige internationale organisationer – og så naturligvis børnene.

Flagparade paa UNISDet er tradition at forskellige grupper af børn optræder ind i mellem talerne. I år var det så de små klasser med noget sang og trommeri på vietnamesisk tempeltromme, et par solo-sangere/musikere med stort talent fra de større klasser og et meget specielt hip-hop program,  danset til klapperytmer. Det lyder som noget, der sagtens kunne være foregået i en dansk folkeskole, hvor ens tæer ville være krøbet til str. 23 inden man var igennem. Men ikke her. Deres optræden havde faktisk et format, der gjorde at man som publikum følte sig godt underholdt og samtidig fik en fornemmelse af, hvad børn formår med den rette træning.

Koreanske piger i nationaldragterDer er også tradition for at børn – og forældre hvis de har lyst – optræder i deres nationaldragter. Det giver et helt specielt indtryk, at se så mange vidt forskellige slags beklædning; fra amerikanere i cowboystøvler med spidse snuder og stor hat, til hollandske mødre, der humper afsted i deres kæmpe træsko og med lange forklædekjoler, til koreanske piger i kæmpemæssige kjolefrakker og et par indiske drenge i lange hvide kjortler og turban. Emil og jeg havde ikke lige en Fanø-dragt ved hånden. Og såvidt jeg ved, består de af 10 kilo uldstof, som under alle omstændigheder ville have været umuligt at bære rundt på i de 30 grader, det var den dag. Emil nøjedes med at være i rødt og hvidt – og vi havde skrællet et fødselsdagsflag af pinden og syet på brystet af den hvide t-shirt. Jeg var i diskret almindelighedsdragt og faldt godt ind blandt andre forældre, der agerede fyld på stolerækkerne.
Efter underholdningen kom så flag-marchen, hvor alle repræsenterede nationaliter marcherer ind på scenen med deres lands flag – det er altid den yngste og den ældste elev, der sammen bærer flaget. De bliver præsenteret af værten – vistnok en 8. klasses elev i jakkesæt, der med flot diktion og uden bæven i stemmen forsyner os med landenavne. Gosh, der er mange, jeg ikke lige kan udpege på globussen. De passerer mikrofonen hos værtinden, som også er en elev der forstår at agere på scenen – og så siger de goddag på deres sprog. Det var godt nok svært at høre, når det var de små generte børn, der hviskede, men ideen er der jo ikke noget i vejen med.

Emil ved buffettenDen sidste aktivitet er frokost i klasselokalerne. Det er forældrene, der sponserer en ret fra deres hjemland  – højst sandsynligt frembragt af deres vietnamesiske maid eller kok! Og der er som sædvanligt en lang række restriktioner på disse frembringelser; de må ikke indeholde nødder, der skal være ”deklaration” på og man skal huske at fjerne fadet bagefter osv. Der er hverken mulighed for at varme eller køle retten, så den skal kunne fungere lunken. Den skal afleveres før selve showet og af hensyn til den omfattende sikkerhedskontrol kun af autoriserede personer, dvs. forældre eller maids, der har tilladelse i forvejen. Pyyyyh! Nå, det lykkedes os nu alligevel at stille med en bunke af Hanh’s deller med Dannebrogsflag i. Og sammen med samosas, forårsruller, frugtsalat, nachos, pølser, chicken satay på spyd, sushi og kødpie gjorde de sig godt på det lange buffetbord.

Det hele tager kun et par timer, men er velorganiseret og forløber helt uden problemer trods de mange elementer. Det er tydeligt ved sådan et arrangement, at arbejdskraften her er billig og det betyder en del, at der er mange hænder at fordele opgaverne på. Så tager det ikke lang tid at sætte scene og lægge rød løber, eller samle skrald i kæmpestore plastikbeholdere. Vietnamserne selv er ikke vanvittigt gode til at organisere, men de er supergode til at stable og bære og få mast tingene sammen i en lastbil. Og det er også gode til bare at sidde og vente, når der nu ikke lige er brug for dem alle sammen på een gang.

Sharreton udvider

Et nyt hotel har set dagens lys på den store indfaldsvej til Hanoi

Sharreton er et lille hotel i nærheden af vores hus – og af Sheraton forøvrigt også. Det er endnu ikke færdigt, håndværkerne hamrer og banker stadigvæk. Men skiltet er på plads.

Hotel Sharreton i HanoiMen det har allerede skiftet navn een gang. Ejeren ville nemlig kalde det Sheraton – han mente det ville gøre det lettere at få kunder. Jeps! Men det mente den admnistrerende direktør for Sheraton i Hanoi ikke. Han kom iflg. Emils veninde, som er datter af selvsamme direktør, efter dem, så de nu har ændret navn til Sharreton. Sharreton er sådan som vietnamserne udtaler Sheraton, så ejerne synes nok det var indlysende at skifte til netop det navn!

Men indtil videre har de beholdt samme typografi som Sheraton og læg lige mærke til det lille ® som betyder at de har registreret varemærket Sharreton…. Nej, det har det nok ikke, de tror bare det høre til selve navnet og har kopieret det hele råt for usødet.

Og det er helt almindeligt,at man kopierer rub og stub. Hvis en cafe i Hanoi går godt og turisterne strømmer til – så er det da oplagt at åbne en med samme navn i den anden ende af byen. Udfra den lidt naive logik måske, at så kommer den også til at gå godt. Eller den lidt mere beregnende tankegang, at så er der nok nogle. der tager fejl og på den måe har man skaffet en del af sine kunder ved simpelt snyderi. Der findes en australsk cafe/turistbureau der hedder Kangaroo som i årevis har været meget populær blandt rygsækfolket. De har lavet en humoristisk T-shirt, der advarer mod kopisterne: ”de stjæler dine penge nøjagtigt som de stjal vores navn” står der. Og der er masser af eksempler på hoteller der hedder ”Star hotel” – ”Star Hanoi Hotel” – “Red Star Hotel” eller  ”Prince hotel”og  ”Prince 2 hotel”. Hotellerne skifter ofte navne bare sådan ved at ændre facadeskiltet. Turistbøgerne som Lonely Planet kan slet ikke følge med.

Således forvirret som turist er der meget at tage fejl af. Og det er jo også netop det, der er meningen.

Der røg de sko

Den gamle dame ofrer til sine forfædre midt på fortovet

Imens jeg sad på en turistvenlig cafe i det centrale Hanoi og snakkede med en veninde over en cafe latte, satte en gammel dame sig til rette på sin lille skammel. Hun havde indkøbt nogle papirssko og -skjorter, som hun havde tænkt sig at futte af der midt på fortovet.Gammel kvinde ofrer paa gaden i HanoiSom vietnameser skal man sørge for at ens afdøde forfædre har alt hvad de skal bruge i det næste liv. Derfor er det helt almindeligt at man som offergave giver f.eks. sko og tøj.

Vietnameserne mener at man via ilden formidler det til sine forfædre, der passes og plejes som om de stadig var levende medlemmer af familien. Man kan også ofre ting som mobiltelefon, kamera, smykker og den slags i naturlig størrelse – alt sammen i papir. Joeh, religionen følger skam med tiden – man kan også få knallerter, biler og huse. Dog ikke i naturlig størrelse.

Det mest almindelige at antænde er papirpenge – som næsten altid er dollars (fotokopier vel at mærke) og som såvidt jeg har læst, ikke må gemmes. De skal altså indkøbes og fyres af straks efter. De kaldes også Hell Money og i den kinesiske mytologi kan man købe sig til et kortere ophold i “efterlivet” eller mindre straf, som jo er en naturlig del af hele karma-opfattelsen (at man bliver forfulgt i det næste liv af de gerninger man har gjort i dette – gode som onde).

Der roeg de skoNå, men den gamle dame her har, såvidt vi kan spotte fra den anden side af vejen, kun købt nye sko og skjorter til de ånder hun skal ofre til. Hun tænder simpelthen bare op og smider skoene i. De ligner blå maosko fra Irma, bare i papir. Så sidder hun der og fodrer bålet med dem og bagefter skjorterne, der har kinasnit – altså den uden flip og med hægter i stedet for knapper. Det hele tager få minutter – så er det hele overstået. Til sidst roder hun lidt i asken med en gaffelagtig pind hun har siddet klar med.

Da vi ti minutter senere forlader cafeen for at tage yderligere 50 meter af “silkegaden”, ser vi kvinden gå og feje asken ud i rendestenen med sin slidte kost. En dagligdags rutine for hende – et forunderligt scenarie for os…