Rotter eller ej….

…eller – et liv i luksus – to sider af samme sag

Det havde vi alligevel aldrig forestillet os, Lis og jeg, da vi dengang for godt 30 (!) år siden, sad på Lis’ værelse, på 1. salen af villaen i Herlev, og planlagde vores liv. Sikkert var det, at vi skulle være venner for livet. Vi skulle have kærester, der ku lide hinanden, og børn sammen (på samme tid), de skulle iføres røde overalls (børnene) og være søde og gode børn. Ellers gad vi ikke have dem. Dengang var vi barske, og nogen vil sige, at noget af det barske har vi taget med, blot i nye forklædninger. Men det er ikke, hvad det skal handle om her.

Her skal det handle om mit besøg i Hanoi i september 2007. Og hvor heldig og priviligeret, man har lov at være her? For hold da fast for et liv; vi drøner rundt fra den ene luksusmassage og pedicure henover besøg på stof marked, hvor vi sammen med vores egen personlige skrædder, der med god forståelse og godt engelsk guider os gennem silkestofferne, videre til til Brunch på SOFITEL, hvor maden er dekoreret på en måde, som ikke findes lige, der hvor vi kommer fra. Buffeten rummer alt fra sushi til cafe latte. Chokoladen her er af den ultra gode slags på langt over 82% chokolade indhold; små mundrette stykker, som man ikke kan spise så enormt mange af. Og resten af retterne er også – helt uden at overdrive – iscenesat på en måde, som i høj grad gør, at både syns- og smagssansen får een på opleveren.

Ellers kører vi rundt i taxa, fordi der enten er for langt, hvor vi skal hen, eller fordi det er for varmt udenfor til at spadsere. En enkelt cykeltaxa bliver det også til. Og jeg skal love for at trafikken er frisk her. Men som med så meget andet, handler det om at tro på det, og bare passere vejen hvorsomhelst, nårsomhelst. Ikke noget med at vente – så kommer du aldrig over. De fleste gange går det helt fint.

Vi har helt travlt med alt det vi skal slappe af, og nyde om dagen, og skynde os hjem og se Rejseholdet om aftenen. Aldrig tidligere har jeg oplevet familien Westermann Petersson med autistiske tendenser, men her er altså lidt Rainman over den måde vi genser Rejseholdet på – 12 afsnit på 7 dage, med spolen tilbage til de gode sekvenser, og råben replikker højt. Helt som vi (jah, nu gør jeg det faktisk også selv) gør det i taxaen, når vi skal hjem fra byen, og alle råber bai’sau’ (betyder 76, og er husnummeret. Sikkert stavet helt forkert, men udtalt med korte vokaler hele vejen) i munden på hinanden.

Gitte underviser i coachingLidt arbejde bliver det også til. Jeg har introduceret coaching – eller co’tjing som de siger herude – for en del af teamet i Joinventureprojektet. Det tegner rigtig godt, og jeg ser frem til alt det vi skal nå at arbejde med på torsdag formiddag, der bliver sidste gang, jeg har fornøjelsen. Heldigt for mig, at de er super motiverede og meget gerne vil lære om co’tjing, og dele deres egne eksempler med gruppen. Tænk, at hele ideen med at tage herud og undervise også blev til noget. Det er altså stort.

Den første uge er gået, og jeg ser frem til min sidste uge herude. Jeg er sikker på, at den vil bringe endnu mere af det samme, og godt krydret med Emils fødselsdag, nye oplevelser og udflugter – sikkert også en revanche i Pool på Jaspers, og de sidste vel 20 afsnit i selskab med La cour og Fischer. Glemte jeg at sige noget noget rotterne? Dem bor vi med, lader bare som ingenting.

Tak for invitationen, og tak for venskab.

Kærlig hilsen

Gitte

Statens museum for….

Kedsommeligheder…..

Jeg havde tvangsindlagt Emil til et museumsbesøg – og han valge Statens Museum for Kunst. Vi havde egentlig talt om at se Army museet, men det dækker et meget stort areal og en del af det er udendørs. Emil var træt i benene og var for magelig til at gå for meget omkring og da det var en usædvanligt hed dag, så også frem til aircondition.

Det vi så, var både malerier, skulpturer og keramik. Temmelig ensartet og kedeligt. Mange af billederne forestillede landskaber – det er der ikke noget mærkeligt i, det er vist noget alle nationaliteter kan lide at male og efterfølgende at se på. Men nogle af landskaberne var af krigszone og med soldater i camouflagetøj gemt i træerne og bag skrænter. Det er selvfølgelig også en stor del af deres historie, så det er vel naturligt nok. Virkede bare lidt bizart.

Der var både aircon og vifte-ventilatorer på museet men alligevel lugtede der underligt hengemt og lidt jordslået i store dele af bygninger. Rigtigt mange uniformsklædte vagter sad og kiggede ud luften eller læste lidt i nogle blade. Man kan være helt sikker på at de stakkels statsansatte kustoder, der ikke tjener meget mere end nogle få hundrede kroner om måneden, ikke taler engelsk. De er her ikke for at give information eller lette gæsternes gang gennem salene – de er her kun for at kontrollere, at man ikke går den forkerte vej rundt eller stikker næsen i noget, man ikke må.

Vi blev helt begrejstrede, da vi gennemskuede på en oversigt, at der skulle være billeder af To Ngoc Van. Men ak, det var også kollosalt kedelige billeder i fesne farver… Manden, som vores gade er opkaldt efter, var ikke nogen opsigtsvækkende kunstner i vores  øjne.

I det hele taget var det en temmeligt nedslående oplevelse. Der var ikke nogen forklaringer eller historier at læse – ved billederne var kun navnet på kunstneren og datoen. I heldigste fald også på engelsk/fransk. Ved indgangene til de forskellige rum, var der en kort beskrivelse på fejlfyldt engelsk – nogle gange med så mange stavefejl, at det faktisk var meningsforstyrrende. Ikke lige noget for en stavefreak som mig. Tænkt at de vil være det bekendt på et statsdrevent museum, men de havde måske ikke nogen ved hånden, der kunne stave ordentligt på engelsk.

Giv et bidrag - det går til et godt formålDet er selvfølgelig ikke tilladt at tage billeder – og som du kan forstå var der heller ikke meget at tage dem af, så skaden var ikke så stor. Men denne fint fremstillede indsamlingsboks med tilhørende skilt, der var sat op på toilettet, kunne jeg ikke stå for. Og så var toiletterne ikke en gang særligt slemme….. de er set meget værre både før og siden!