Et land af Barbier

Overraskende udtalelser om Danmark tog næsten pusten fra mig idag

Jeg havde en snak med vores udlejer idag. Han hedder en masse, som jeg ikke kan stave til og som du alligevel ikke kan udtale – så lad os bare kalde ham Lam. Han har studeret i Aalborg for en del år siden og boede i Danmark i sammenlagt 2 år. I den anledning spurgte jeg ham om hvad han huskede bedst fra sine indtryk af Danmark. I næste uge skal jeg nemlig holde en workshop for de vietnamesiske kolleger, der skal til Danmark og arbejde.

“Der er 4 ting, jeg umiddelbart kommer til at tænke på” sagde Lam ivrigt. Han elsker at tale om Danmark.

“Først og fremmest er danskerne meget punktlige. Man skal altså ikke komme for sent til et møde med sin lærer – for de mener det virklig når de aftaler et tidspunkt” fortsatte han.  (Jeg kan nu ellers godt nævne et par stykker der jævnligt kommer for sent, men det var nok ikke dem Lam havde mødt i Ålborg).

“Ja, selv busserne kører efter den angivne tidsplan. Man skal altså ikke komme for sent, især ikke om vinteren, for så ender man med at stå og vente en time i kulden. Det er ikke ligesom i Hanoi, hvor busserne aldrig kører til tiden – men der er jo også meget trafik. I Aalborg var der jo ikke nogen mennesker…”  (Lam kommer fra en by med 5 mio mennesker og  befolkningstætheden i Vietnam er mere end dobbelt så høj som i Danmark).

“Dernæst var det forbløffende så lige alle mennesker er. Man kan tale direkte til læreren, chefen og alle andre. Man kan endda gå ud og drikke øl med dem. Og man siger du til dem allesamen” Lam var tydeligt tilfreds med den ukomplicerede måde vi omgås på, men han kommer også fra en kultur, der har  næsten 30 forskellige tiltale- og hilseformer alt efter køn, alder og status.

“Maden er dyr og grøntsagerne frosne!!!!!! Især om vinteren kan man slet ikke få friske grøntsager. Vietnamesere spiser altså mange grøntsager, og det må du nok forberede dem på at de ikke kan få!” han lød faderligt bekymret for sine landsmænd og det var tydeligt at han ikke regnede  frosne grøntsager for rigtige grøntsager. Herude køber man ind flere gange om dagen, fordi det indtil for få år siden ikke var almindeligt at have køleskab.

“Og så  øeh- må jeg altså sige – at de danske piger var umådeligt smukke…..” grinede han “- de ligner jo Barbie allesammen….. hehe”

…. og her knækkede filmen så for mig og jeg hørte ærligt talt ikke det sidste af sætningen. Han var gået i gang med at fortælle om nattelivet i de større danske byer, da jeg dukkede op til overfladen af samtalen igen.

BARBIE …… ALLESAMMEN. Hold da kæft, hvor jeg grinede. Jeg fik sådan nogle billeder på nethinden af den der lille by udenfor Aalborg, hvor han boede hos en landbo familie, hvor barbierne i lårkort, med fuld krigsmaling, udslået blondt hår og høje hæle væltede ud af alle bygninger og forsvandt i formation ind mod byen for at sætte sig tilrette på barstole og se lækre ud….. næste tanke var om han måske også syntes at sådan een som mig ligner Barbie….?  Buttede Barbie…..? Har aldrig hørt om hende – men i anti-diskriminations hellige navn kunne man sikkert få Barbies producent Mattel til at lancere både buttede, tykke og ligefrem fuldfede Barbier. Så kan man jo købe et slankeophold til hende og få hende hjem i tynd tilstand efter et par uger, hvorefter hun begynder at overspise og bliver for tyk. Næste udgave er så en bulimi Barbie som kan kaste rigtigt op…… …… …… …….

Nej, nu løber det vist af med mig, undskyld. Jeg lader bare lige det billede af os danske kvinder som en nation af Barbier stå et øjeblik.

Emil og Hahn i køkkenet

Vores absolutte favorit fra det vietnamesiske køkken er friske forårsruller.

Friske forårsruller må ikke forveksles med de traditionelle stegte artsfæller. De smager nu også godt, når de er hjemmelavede og helt friske. Men nej, det er de friske, der har førstepladsen hos os.

Emil og Hanh ruller

Det er friske, helt småtskårne grøntsager og krydderurter (især koriander, hvis man kan lide den der lidt sæbeagtige smag) der sammen med  stegt  kylling og rejer omvikles med tyndt rispapir . Hele balladen dyppes i en hoisin sovs med chillli og peanuts – og kan spises med pinde eller med fingrene. Emil ville gerne lære at lave rullerne inden vi tog hjem til Danmark og han havde rigtigt god tid til det, for hans skoleferie startede ca.14 dage før vi satte retning mod Blistrup. Så  han aftalte med Hahn at hun skulle lære ham det.

Hahn (udtales som en blanding mellem Hegn og Hajen) var fyr og flamme. Hun synes Emil er noget af det kæreste og vil gøre alt i hele verden for at han skal være glad og tilfreds. Faktisk er hun jævnligt bekymret for hans ve og vel, såvel fysisk og psykisk. Mine dundertaler om at hun måtte huske at inddrage ham i hele processen – altså både være med til at skære grøntsagerne i småbitte stykker, koge sovsen, marinere rejerne inden de skulle steges osv. osv. prellede helt af. Hun sagde godt nok ja – det gør hun altid – men da dagen oprandt kaldte hun først på Emil, da hakkeriet og de trivielle forberedelser var overstået.  Emil blev rigtig god til at rulle fint og stramt, og det var ikke til at se forskel på Hahn’s og Emil’s ruller, da vi skulle spise. Og heldigvis fik han chancen for at lave dem fra begyndelsen senere i Danmark, da det lykkedes os at opstøve noget rispapir og sende til Ebeltoft, hvor Emil havde lovet David og hans familie at traktere med mad fra de varme lande.

Du kan få opskriften, hvis du har mod på at rulle dig en vietnameser joint….. Velbekomme, eller: Chúc ăn ngon miêng!

Vietnamesiske forårsruller
(4 personer, ca. 20 ruller)

  • 600 g kyllingebryst steges langsomt med salt og peber
  • 40 rejer marineres i min. 10 minutter i en lille smule hvidvin med salt og peber. Derefter vendes de hurtigt på panden og når de er kølet af, skæres de igennem på langs.
  • 1 lille iceberg salathovede, bladene bruges hele
  • Forskellige krydderurter, basilikum, mynte, koriander
  • Bønnespirer
  • 1 rød peberfrugt i meget fine strimler
  • 1 grøn peberfrugt i meget fine strimler
  • 1 meget stor eller 2 mindre gulerødder rives på den grove side af rivejernet
  • 150 g jordnødder hakket i små stykker (de skal helst være usaltede)
  • 3 stykker rispapir pr. rulle (ca. 10×20 cm)

Rispapirerne – 3 stk. lægges lidt forskudt af hinanden. Ovenpå lægges 1 salatblad, lidt krydderurter og kylling skåret i meget fine strimler. Også lidt bønnespirer, peberfrugt og rejer  lægges på papirerne.

Det rispapir vi bruger herude skal bare ligge ved stuetemperatur 10-20 min, så er det lidt blødt og man kan rulle med det. Det vi købte i Danmark (hos den kinesiske købmand ved Nørrevold) skulle lige have et tjat vand lige inden man skal bruge det  – du må prøve dig lidt frem.

Rul hele balladen tilpas stramt og pas på at rispapiret ikke flækker. De serveres sammen med saucen her – man får sin egen skål med  sovs, som man dypper rullen i.

  • 250 ml Hoisin sauce (fås i store supermarkeder)
  • 2 spsk sød/sur chilli sauce
  • Meget finthakket rød chilli uden frø
  • 3 spsk vand

Koges sammen ved meget lav varme indtil det koger, så slukker man for den. Sovsen skal være så tyk, at den kan hænge fast på forårsrullen.

Regnvejr

Hold så op med at klage over vejret

Det kan godt være at der er faldet meget regn i Danmark i den forgangne sommer, men det er ikke noget mod hvad der kan falde i Hanoi.

Normalt er det regntid i Hanoi i juli og august måned og vi havde derfor planlagt vores ferie så vi ikke behøvede være her i den værste regntid. Det er i det store og hele også lykkedes og det meste af august måned har da også været relativt tør. Vi har fået nogen enkelte skyller om natten, men ikke noget virkelig vildt.

Vandet stod ankelhøjt på tagterassen

I dag besluttede vejrguderne sig imidlertid for at vi skulle have en opvisning i deres formåen. Kort efter at vi havde siddet ude på altanen og spist morgenmad i klar sol skiftede vejret på få minutter til overskyet og regn. Og jeg snakker ikke om den slags pjatregn man normalt oplever i Danmark. Det var snarere noget i retning af det der blev oplevet i Sønderjylland i sidste uge. Det stod bogstavelig talt ned i stænger og i løbet af nul komma fem var gaden foran vores hus oversvømmet til vel over ankelhøjde.

Vores tagterasse, som ellers normalt har et fint afløb, kunne heller ikke følge med. Her endte vandet med at stå 8-10 centimeter højt og true med at løbe ind i huset. Vinduerne på vestsiden af huset, som vi ellers har fået tætnet efter alle kunstens regler måtte også give op – her løb der lige så meget vand på indersiden som på ydersiden af vinduet med det resultat at det løb ind på trappen og videre ned i huset. Heldigvis ikke mere end vi kunne nå at tørre det op.

Efter 4-5 timer hvor det virkede som om verden var vendt på hovedet og havene var ved at løbe på plads er det nu stilnet af og begyndt at lysne. Med lidt held kan vi gå en tur i tørvejr om en times tid.

Man kan næsten ikke se genboens hus for regnvejr

Casserole a la Vegy

Der er en lang og snørklet vej fra jord til bord

Det kan godt være at vi er hysteriske med grøntsager i Danmark – at de ikke må være sprøjtet og at vi husker os selv og børnene på at vaske æblerne, inden vi spiser dem….

Vegy. Sæbe til frugt og grøntDet er intet i mod hvad Hanh præsterer med vores frugt og grøntsager, inden de bliver lagt i frugt- eller salatskålen. Hun bruger nemlig en slags grøntsagssulfo(!) som hedder Vegy. Brugsforvirringen er kun på vietnamesisk, så det er ikke til at vide hvad der nøjagtigt står, men iflg. Hahn skal ALLE grøntsager og frugter – også citrusfrugter og meloner, hvor man jo aldrig spiser skralden – vaskes efter følgende metode:

Man hælder grøntsager eller frugter i en balje med vand fra hanen og en kapselfuld Vegy. Der ligger det så i 3 minutter, hvorefter det skylles 2 gange med vand fra hanen. Vi har en si og en balje der passer ned i hinanden, så det er nemt med skylleriet. En sidste gang skylles det hele så i drikkevand, som vi har i store dunke, (og i en vandkøler) fordi hanevandet er for fuld af tungmetaller.

Så kan man begynde at forberede middagen eller skære frugten i hapser til frugtfadet. Endnu en god grund til at have Hanh ansat – for det tager simpelthen en krig at lave grøntsagsdelen af aftensmaden på denne her måde.

Men der er vist god grund til at tage det med vaskeriet alvorligt. Efter hvad vi har fået at vide, er det ret almindeligt at bruge menneskegødning til sine grøntsager – det har man jo også lige ved hånden, om jeg så må sige. Og grøntsagsavlerene er fattige enkeltpersoner/familier, der tager fra landet midt om natten for at være på torvet i Hanoi ved 4-5 tiden eller før for at sælge deres afgrøder.

Åbningsceremoni

Højtidelig start af engelsk kurser for vores kolleger

Det lykkedes os at starte engelskundervisning for medarbejderene i DTT Globeteam Joint Venturet kun godt og vel et par måneder senere end vi havde troet og håbet. Vi tager det som endnu en lektion i vietnamesiske arbejdsforhold og vilkårene på det vietnamesiske arbejdsmarked lige pt.

Vi troede i første omgang at vi selv kunne finde en lærer eller 2 og ansætte i de timer vi skulle bruge dem. Så skal nemlig kun have 16-22 UDS pr. time. Det kunne vi ikke. De fandtes simpelthen ikke på markedet…. Vi havde fat i at par stykker, men det var typisk rygsækfolk, der ikke var interesserede i at forpligte sig til resten af året og kun ca. 10-15 timer om ugen, også omfattende lørdag formiddag. Så var vi i kontakt med diverse udbydere af engelskkurser – de har samme problem med at finde stabile undervisere og markedet for engelskundervisning er eksplosivt. Vi har hele tiden ville have mest muligt for pengene til vores kolleger – vi har jo fået et fast beløb af Danida som er øremærket til denne aktivitet. Nu er vi så endt med at give 48 USD pr. undervisningstime!!! Og har dermed halveret det antal timer, der kan gives til de ansatte.

Nå, men da vi startede forhandlinger med Language Link, som var de billigste af de velanskrevne, hed det sig, at de kunne starte med 2 ugers varsel og at de sagtens kunne levere 3 lærere lørdag formiddag, så vi kunne dele medarbejderne i 3 niveauer og så bruge deres lørdagsarbejdstid på undervisningen. Det er meget svært at finde ud af det med deres lørdagsarbejde. Det hedder sig at de arbejder kl. 9-12 om lørdagen – men jeg har hørt folk nævne, at de altså ikke arbejder om lørdagen (det er vel så et priviligie de har forhandlet sig til?) og vi er blevet fortalt at lørdage er en slags social kompensation for at de arbejder meget resten af ugen, og at man ikke planlægger f.eks. møder og den slags “seriøse” ting om lørdagen. Og de medarbejdere der ikke er en del af engelskundervisningen, f.eks. fordi de stadig er på prøvetid eller fordi de er for gode til de tre niveauer vi arbejder med – ja, de arbejder i realiteten ikke om lørdagen. Selv er vi jo på dansk kontrakt og skal ikke nyde noget af at arbejde om lørdagen. Lige med enkelte undtagelser altså…

Engelskundervisningen i fuld gangOg sådan én var det den dag engelskundervisningen skulle starte. Sprogskolen havde hele ugen holdt os hen i spænding om hvorvidt vi rent faktisk kunne starte, for først kunne de ikke skaffe lærere og ville skubbe det ene hold til at komme til undervisning kl. 13-17. Noget af en nitte at komme på det hold, når man almindeligvis arbejder kl. 9-12. Så den åd vi ikke. Så vidste de slet ikke om vi kunne starte i denne uge – og så mente de, at vi skulle spredes ud over 2 af deres 3 skoler, osv osv osv. Men torsdag kom der endelig en bekræftelse på at vi var i luften lørdag kl. 8.30. Min kontaktperson på sprogskolen er usædvanligt formel i sine mails. Han takker i alle mails for vores “cooperation” og nævner tit, at det er en ære for dem at få lov at arbejde med os, at de vil gøre deres yderste for at leve op til vores forventninger bla bla bla bla –  det virker helt syret, når han formulerer sig så formelt og gentager vores aftaler hele tiden som om det var noget nyt han lige havde fundet på at tilbyde os. Han havde adskillige gange omtalt en såkaldt “opening ceremony” før selve undervisningen den lørdag vi startede. Jeg overhørte (altså i en mail) det de første par gange og skrev til ham at jeg bare lige skulle bruge 5 minutter til at sige velkommen. Han vendte tilbage og mente at vi skulle mødes kl. 8 for at være i gang kl. 8.30 og jeg syntes det var lige tidligt nok med 1 dags varsel at ændre folks mødetid en lørdag morgen ½ time frem og frygtede at de bare alligevel ville komme kl. 8.30. Så jeg skrev til ham igen, at vi ville komme som tidligere aftalt kl. 8.30 og bruge 5 min til at komme i gang og at kalde det en åbningsceremoni var lige stort nok. Jeg ser for mit indre medarbejderne komme gående ind i procession med flag og faner som et andet olympisk hold og mig holde den ceremonielle tale fra en talerstol med mikrofoner fra alle verdens tv-stationer… Roooolig nu!!!!

Det blev hverken værre eller bedre, end at vi ikke var samlet førend kl. 8.40. Da var de tre undervisere til stede samt skolens leder. Alle stod og hang ved døren ind til et alt for lille klasseværelse. Da Mads og jeg besluttede at nu var det tid at starte, dukkede der ud af ingenting en lille vietnamesisk sekretær og spurgte om vi var klar til åbningsceremonien. Vi sagde ja, og det var hende magtpåliggende at vi satte os ned – og så tog hun ordet.

“Jeg vil gerne starte denne åbningsceremoni med at takke Globeteam for…… bla bla bla – og det er os en store ære at byde velkommen til – nævne alle lærere, Mads og mig – samt deltagerne som en samlet flok – og så vil jeg gerne fortsætte denne åbningsceremoni med at give ordet til Mr. Skoleleder”…. Jeg kunne næsten ikke holde ordet åbningsceremoni ud længere. For vi var jo altså bare 22 elever, 3 lærere og 3 yderligere – så lad os nu bare komme i gang med den længe ventede engelsk-undervisning. Men så let skulle det altså ikke være. Mr. Skoleleder takkede for den store ære det er at arbejde for Globeteam og lovede at de ville gøre hvad der stod i deres magt for at indfri de høje forventinger – og så havde han en moralprædiken om at det jo krævede at deltagerne var aktive både i og udenfor klasselokalet…. Klap-klap-klap… Og så tilbage til den administrative muse, der var utroligt glad for at give ordet til Fru Petersson.

Endelig kunne jeg komme til at sige de få linier jeg havde – som kan samles i overskriften “go for it” og så mente jeg, at vi kunne komme i gang. Men nej, der var flere punkter i ceremonien – den kvindelige taler var på igen med en opremsning af de forskellige niveauer, som deltagerne var testet til ifht. ganske bestemte internationale standarder, som hun alle sammen nævnte. Derefter kom en gennemgang af deres rapporteringssystem (som vi har fået på skrift  og som eleverne har glemt allerede). Mads mener at det er fordi skolen er ISO certificeret at de har en procedure for den slags start af nye hold…. I don’t know. Men det gik op for mig hvorfor min kontaktperson insisterede på at det ville tage en halv time. Og morsomt var det i hvert fald.

En af lærerne på sprogskolenLærerne var meeeeget forskellige. Til begynderholdet havde de skaffet en ældre, mager fyr, der talte meeeget tyyyyydeligt og laaaaangsomt – stavede sit navn og var meget nøje med at fortælle eleverne i klassen, at de sikkert vidste inde i deres hoveder, hvordan det skulle lyde, men at deres spørgsmålsformulering altså ikke var helt perfekt. Han gjordet det meget godt, var langsom og tålmodig – ind i mellem ligefrem pædagogisk. Han havde en gul kortærmet skjorte på, meget for store bukser, der var hejst op og spændt fast under hans arme og et slips han må have taget i mørke på vej ud ad døren. Den anden var en englænder med halvmåne og langt rødt hår samt masser af fregner. Han havde bikerboots og slips på – det sidste helt klart fordi der var en forventning om at være formel, hvilket han overhovedet ikke levede op til slips eller ej. Den sidste fyr var en gennemsnits-midaldrende fyr der var rigtig god til at få vietnameserne til at fortælle om sig selv. Men han var også lærer på det højeste niveau, så der var nok også lidt mere grobund for en egentlig konversation.

Jeg måtte efter at have deltaget på holdet den første undervisningsgang i en mail indskærpe overfor vores unge vietnamesiske kolleger, at der IKKE skal være bærbare PC’ere med i klasseværelset – især da ikke en man sidder og surfer på – og at mobiltelefoner skal være slukkede. Desuden at man skal medbringe en blyant/kuglepen og blok el lign. Jeg begik den fejl at tro, at det var noget man selv kunne regne ud…..

Om at tabe ansigt

eller om ikke at sige sandheden

Ifølge vietnamesisk kultur er det vigtigt ikke at tabe ansigt. Altså ikke indrømme at man har begået en fejl, stor eller lille. Så er det langt bedre at fortælle en helt usandsynlig historie med stor autoritet samtidig med at man ser meget betydningsfuld ud…..

Jeg ankom en morgen til poolområdet på Sheraton  – sad et øjeblik, nød solen og en tår vand, satte derefter mine sandaler og lagde et af hotellets håndklæder udbredt på en solseng og gik ind for at træne. Jeg løber oftest på løbebåndet – og stod faktisk og svedte i 50 min med udsigt til netop den solseng, jeg havde indtaget med mine sandaler. Så jeg ved, at der ikke var nogen gæster i området, og at jeg kun så en rengøringsdame moppe rundt ved stolene. Det gør de hele tiden – man kan spise af fliserne i poolområdet… Da jeg efter yderligere 10-15 min i andre af centerets torturredskaber gik ud for at indtage solsengen, var både mit håndklæde og mine sandaler væk. Samtidig var en af de ansatte på vej væk derfra, så jeg spurgte ham, om han havde taget mine sko. Det havde han ikke, men han havde godt set, at de stod der.  Han snusede lidt rundt og spurgte rengøringsdamen – og hun havde også set dem, da hun vaskede gulvet omkring stolene. Men ingen vidste hvor mine i øvrigt udtrådte forhenværende perlebesatte sutter var forsvundet hen.

De opererer med et utroligt hierarki her i Vietnam – på Sheraton er der et mylder af faggrupper: rengøringsassistenter, gartnere, over- og underassistenter i fitnesscentret, massagedamer og instruktører og så naturligvis selve fitnessmanageren i gul polo med guldskilt og pressefolder i de hvide nike-shorts. I øvrigt en opblæst type, der er for fin til manuelt arbejde – han står som regel og taler med gæsterne eller dikterer direkte hvad de andre ansatte skal trykke på af knapper på kasseapparatet.

Den almindelige fitness-assistent, som jeg talte med først, gav straks besked til fitness manageren, der kom og spurgte mig ud om skoene, tidspunktet for deres forsvinden osv. osv. Hen hentede så en sikkerhedsmand, som spurgte om det samme. Jeg havde i mellemtiden skiftet til badedragt og forsøgte at gøre mig usynlig med min bog i det fjerneste hjørne. Var virkelig ikke i humør til at være “VIP udsat for tyveri” den dag. Ikke desto mindre kom der efter den menige sikkerhedsvagt et helt opbud med receptionschefen og sikkerhedschefen i spidsen. Jeg blev af fitnesmanageren bedt om at tage tøj på, og komme ind for at de kunne tage rapport. Jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, at der var flere mennesker at involvere i dette simple tyveri, men måtte altså i tøjet og ind i receptionen. Her stod så den kvindelige receptionschef og den mandling sikkerhedschef med ansigtet i meget alvorlige folder. Rundt om dem stod fitness assistenter, sikkerhedsvagter og et par andre, jeg ikke nåede at gennemskue hvad lavede. Sikkerhedschefen lagde ansigtet i bedemandsfolder og udtrykte sin beklagelse på Sheratons Security Services Organisations vegne og bad mig følge med for at udfylde en rapport. Receptionschefen smilede trist og viste med hånden hvilken retning jeg skulle gå i. Så genfortalte jeg historien for sikkerhedschefen – nu for 4. gang – og udfyldte et par sider på en meget officielt udseende rapport. En fitnessassistent bragte lunken ingefær te som et plaster på såret. Sikkerhedschefen forsikrede mig, at politiet nu ville blive underrettet (- og jeg øjnede chancen for at få lov at fortælle min historie til et par politi-pinger også!) og så ville alle de ansatte, startende med gartnerne, blive afhørt.

Efter en halv time på solsengen i forsøg på at ignorere horder af sikkerhedsfolk, et par politibetjente med storskyggede kasketter og masser af vinkler på ærmerne samt den sidesteppende fjoget-grinende fitnessmanager, kom sikkerhedschefen med mine sko. Han holdt dem højtideligt op på sine hænder foran brystet og smilede et trist-men-triumferende “jeg kan mit kram, her er tyvekosterne” smil…. Jeg takkede for sutterne, der aldrig tilnærmelsesvis har været hovedpersoner i en tilsvarende forestilling eller er blevet båret på hænder (kun på fødder!) og spurgte naturligvis, hvor de så var blevet fundet.

Og her kommer den egentlige pointe:

For vietnamesisk kultur forbyder dem at tabe ansigt. Og denne manglende vilje til indrømmelser antager de mærkeligste former – for man må gerne lyve og opfinde de underligste sammenhænge for at omgås sandheden, hvis det er nødvendigt. Forklaringen fra den alvorlige sikkerhedschef var således, at en af gartnerne troede at skoene skulle smides ud, så han havde lagt dem i en skraldespand. Sikkerhedschefen havde travlt med at komme videre efter forklaringen, et buk og endnu en undskyldning… Jeg – en sandhedselskende vesterlænding – havde nu god tid til at tygge på den forklaring….. Det kan overhovedet ikke være sandt! Jeg kender rutinerne på Sheratons poolområde og i fitnescenteret – jeg kommer der faktisk et par gange om ugen…. Og er efter min egen overbevisning faktisk temmelig observant, når det skal være. Jeg filosoferede videre i bedste detektivstil….

Gartnerne kommer aldrig på poolområdet, men kun i yderkanten af buskene og bedene. Det er altid kun rengøringsdamerne og fitnesfolkene, jeg ser inde omkring poolen.  Det ville også være mærkeligt om gartnerne med deres jordrede fødder måtte komme på de renskurede fliser. Har aldrig set dem der hverken før eller siden. Selvom mine sko er gamle – 2 år velsagtens – så ligner de altså lige knapt nok noget, der skal smides ud… slet ikke i forhold til hvad jeg har set vietnameserne selv tage på fødderne. Og hvis der endelig var nogen, der troede at min solseng var forladt, så ville de helt sikkert aflevere skoene i receptionen. Her ville de stå i ugevis for det tilfældes skyld, at en gæst havde glemt dem. Man ville aldrig uden videre smide gæsternes ejendele ud. Men det handler altså om, at vietnameserne synes, at det er en bedre forklaring end at én af deres ansatte har forsøgt at stjæle. Der findes masser af boder der sælger brugte sko inde i det centrale Hanoi. Og her ville mine gamle sandaler sikkert kunne indbringe en timeløn eller to for en hårdarbejdende gartner. Jeg forstår ikke, at det skulle være en bedre forklaring – og slet ikke, da jeg kom i tanke om at det da vist kan opfattes som temmeligt fornærmende at mine perlebroderede mærkevaresandaler er SÅ grimme og gamle, at de ligner noget på vej i skraldespanden. Men det er jo den slags man altid kommer i tanke om bagefter, så den bemærkning må sikkerhedschefen have til gode…..

Det er en mærkelig historie. Og nok noget af det sværeste for mig at forstå – det der kodeks med ikke at tabe ansigt. For mig kommer det til at se ud som om de tror, jeg er idiot. At jeg ikke kan regne ud at de lyver mig lige op i ansigtet – eller hvad?

Hvis du hænger på endnu, er her en anden historie fra min samling af sandhedsundvigende historier:

Vi var på et andet hotel for at bruge deres poolområde en søndag lige omkring Påske. De fejrer jo ikke Påske her, men på det fine hotel havde man til vesterlændingenes benefice lavet en indhegning med hø og kaniner. Den stod lige under et vindue og fik derfor meget sol, så på trods af aircondition’en var der meget varmt i kaninland. Kaninerne lå da også slappe hen i solen. De havde ikke nogen vandskål, men kun en underkop med salatblade og gulerødder. Prøv at lægge et par salatblade i solen, så ved du at det ikke tager mange minutter for væden at fordampe. Jeg blev harm over den manglende dyrevelfærd og skyndte mig hen til receptionen og sagde pænt og høfligt, at jeg mente kaninerne manglede vand.

“Faktisk….. drikker de ikke vand” smilende habitten lettere overbærende.

“???????????” jeg troede ikke mine egne ører…..

“Så må de være meget anderledes end de europæiske kaniner, jeg kender, for de skal altså have vand” – måske prøvede manden at være humoristisk…?

“Nej, de får vand igennem grøntsagerne” han nikkede hen mod de slatne salatblade.

“OK, men så skulle de måske have nogle nye grøntsager, for der er da ikke noget vand tilbage i dem der” sagde jeg spidst samtidig med at vi af en anden ansat blev vist ud til poolen….

Da vi forlod hotellet et par timer senere igennem receptionen checkede jeg naturligvis kaninernes tilstand. De havde fået en stor skål vand, heldigvis. Ifølge vietnamesisk logik måtte de altså have fået nye kaniner bragt ind…. En ny race, der ligesom de europæiske drikker vand!