5 stjernet tur

Vores weekend i Malaysia var helt igennem super

Mads er skrap til at orientere sig blandt de tusindvis af tilbud der gemmer sig hos bl.a. luftfartsselskaberne, og det kom os til gode i Kuala Lumpur forrige weekend. Der havde vi fornøjelsen af et 5-stjernet luksushotel i midten af byen til næsten ingen penge fordi opholdet var købt sammen med flybilletterne hos Air Asia som er lavprisselskabet herude.

Petrona Towers set nedefraVi tog fra Hanoi ved 20-tiden og efter 3½ time i luften, diverse indtjekning og en times tidsforskel kunne vi gå i seng i værelse 2409 på Westin hotel – med udsigt til Kuala Lumpurs skyline inkl. verdens højeste tårne Petrona Towers.

Næste morgen nåede vi lige nøjagtigt morgenbuffeten der meget internationalt omfattede både indisk karrygryde med lam og Naan brød (en blanding af brød og pandekage), kogt fisk med syltede ansjoser – noget japanerne er meget glade for om morgenen – og friskbagte pandekager eller vafler samt en hel masse brød og “danish” som wienerbrød hedder ude i verden.

Det er et meget moderne hotel, indretningen lidt 50’er retro og holdt i lyse træsorter og lidt pangfarver hist og her. Meget Ikea-inspireret blev vi hurtigt enige om. Faktisk havde de dekoreret lobbyen om aftenen med de samme fyrfadslysestager som vi har brugt i julen og siden taget med herud. Dejlig afslappet stemning selvom der blev holdt døre og sagt “maam” hele tiden. Alle talte flydende engelsk og var meget imødekommende og flinke til at spørge, om man havde brug for noget.

24. etage – det er godt nok højt oppe – men ikke desto mindre var der masser af højere huse at kigge ud på igennem panoramavinduet på værelset. Vi trak gardinerne fra om aftenen, så vi kunne nyde udsigten efter vi var gået i seng.

udsigt westin hotelMads investerede i et par nye linser til sit kamera, og jeg må sige, at jeg er imponeret over hvad de formåede…….

Byen ligner mest en blanding af New York og Bangkok. Meget høje huse og kæmpestore lyskryds, butikker og mærkevarer overalt. Dertil kommer at bybilledet er farvet af utroligt mange slags mennesker, sorte, brune, gule, hvide, høje, lave, tykke, tynde, med turban eller baseball kasket, afklippede shorts og flipfloppere eller professionelt pyntede i Hugo Boss habit med blankpudsede sko. Malaysias befolkning er overvejende muslimsk, derfor er der en hel del kvinder med slør og mere eller mindre tildækkede kroppe og ansigter.

Jeg fik fornemmelsen af en meget international by, der rummer alle slags mennesker på en fredelig og rolig måde.

Det foretrukne befordringsmiddel er en mono-rail – en slags metro, der kører et par etager over jorden og giver et glimrende overblik over byen. Den kører med få minutters mellemrum og er derfor fin at komme rundt med. Hvis man kan overskue det, kan man i stedet krydse igennem shoppingcentrene hen til det sted (eller shoppingcenter) man har sat sig som mål. At gå på gaderne er ikke særligt nemt, for man kan ikke komme over vejen særligt mange steder, så man kommer til at gå mega lange omveje. Det er der ingen der er interesserede i, når det er 40 grader og regner.

Det regner meget i Kuala Lumpur – det ses blandt andet på at hotellerne og shoppingcentrene har en paraplyindpakningsmaskine stående udenfor. Der sætter man sin nedslåede paraply ind og trykker på knappen, så bliver den vacuumpakket i plastik, så den ikke drypper imens man er indendørs!!!

Gensyn med civilisationen

Vi har været på weekend tur til Kuala Lumpur

Hvilken fryd at gense vestlig civilisation…. Alting er så velfungerende og velholdt, alle taler engelsk og er meget, meget venlige. Selv i lufthavnens paskontrol kl. 1 om natten spurgte den venlige mand, om det var vores første tur til Malaysia, og ønskede os en god tur med et kaffebolche, han gemte på en underkop under bordet.

At være på McDonalds bragte tårerne frem i øjnene, og under selve måltidet savlede og talte vi, som var vi på den ypperste Gourmet restaurant.

Vi vidste slet ikke, at vi havde savnet det sådan. Altså ikke bare burgerne, men den vestlige måde at gøre tingene på. Det, at man kan vælge imellem flere varianter, er f.eks. ikke noget vi har meget af i Hanoi. Vi glædede os derfor også meget over at smovse på Starbucks, der har usædvanlig god kaffe i mange smagsvarianter – både kolde og varme.

Vi genså både Hagendaas, Starbucks, Burger King (der spiste vi også burgere!) og 7-11, ligesom vi svælgede i mærkevarer indenfor sportstøj og elektronik – det var ægte. Her i Vietnam er det meste kopier og det er aldrig til at vide, om hverken hostesaft eller elektronik er den ægte vare indeni, eller om det bare ligner.

Vi havde nu godt nok en oplevelse i samme retning, da vi kiggede på mobiltelefoner, for dem der lå udstillet var kun modeller, men det vidste vi ikke til at starte med. Hver enkelt handlende køber formentlig først den ægte vare lidt længere nede ad gaden, i samme øjeblik han har en kunde stående der vil købe telefonen. Udstillingsmodellerne var utroligt plastic-agtige og nemme at krænge og lød hule når man bankede på dem. Det havde vi ikke meget lyst til at købe – og spurgte derfor om vi kunne prøve dem med strøm på. I langt de fleste butikker kunne det ikke lade sig gøre – enkelte steder fandt de så et batteri i en anden telefon som måske kunne bruges…. Men der må åbenbart være folk, der køber den slags fleretusindekronersprodukter uden at have set dem i brug. Mærkeligt.

Forlystelsespark og shoppingcenter

I Kuala Lumpur findes denne mærkværdige kombination

På vores tur til Kuala Lumpur så vi i shoppingcenteret Berjaya Times Square ikke bare mærkevarer til absolutte lavpriser, men også verdens værste rutchebane lige over vores hoveder.

Rutchebanens loopShoppingcenteret er 7 etager højt. De øverste 2-3 er en forlystelsespark og der er åbent derop til i dele af centeret. Man kan altså stå mit i sin sko-shopping eller tøjindkøb og høre hvinene fra rutschebanen, der både looper og twister lige over hovedet på én. Syret. Og så uhyggeligt, at vi ikke turde prøve. Vi nøjedes med at betale entreen og så gå og kigge lidt. Ja, og så prøve en uskyldighed a la “kålormen” som vi i vores generation kendte den i gamle dage i Tivoli. Minder i sin opstilling om vikingeskibene, dog noget hurtigere.

Rutsjebanen lignede den ungerne fremstiller i “Rollercoaster Tycoon” – noget plastikagtig og med alt for mange hop og twist og loop til at det kunne være rigtigt at den kunne holde. Men ikke desto mindre holdt den da hele den time hvor vi befandt os under den.

Der var også en spillehal, hvor Mads og jeg heltmodigt befandt os i en god halv time. Det er umuligt at beskrive det støjniveau der er sådan et sted, hvor et halv hundrede spillemaskiner med dytten og båtten, skudsekvenser og karate-råb blander sig med de unge menneskers råben og heppen på hinanden. Vi følte os i vores gode ret til at fremhæve vores uforlignelige forældreegenskaber resten af dagen.

Resten af dagen bød på mere fredsommelige forlystelser som at drikke kaffe og købe nye mobiltelefoner. Jeg havde jo svoret at jeg ville opgraderes på mobilfronten, men den Nokia vi havde købt var altså ikke særligt nem at betjene, og da min begyndte at have problemer med selve tastaturet og telefonen i det hele taget har været en skuffelse….. købte vi altså en ny. Nu en Sony Ericsson, så gæt lige om jeg er sat tilbage til stenalderen hvad angår betjeningen af den…..

Opgradering igen igen.

I dag savner jeg Danmark

Hjemve….. lige lovligt stærkt ord

Måske er jeg bare sentimental. Eller PMS. Eller jeg er “savnsk” – et ord Gitte og jeg opfandt for mange, mange år siden….. I hvert fald savner jeg jer sgu. Nedtællingen er begyndt.

Danmark i den gule førertrøje

Nu skal vi snart hjem. På ferie altså.

Hjem. Ordet har fået flere betydninger, har jeg bemærket, siden vi tog hjemmefra. Når jeg siger til Emil at jeg kommer hjem kl. 15 fra arbejde eller fra byen – og mener hjem til det hus, vi bor i her i Hanoi, er det en slags hjem “light”. Det er jo altså ikke rigtigt hjem…. Det er bare et sted jeg bor lige for tiden.

Når vi snakker om, at vi skal hjem, altså den endelige hjemrejse tilbage til Danmark i Februar 08, så er det rigtigt hjem. En slags hjem “heavy”.

Og så er der jo det, at vi taler meget engelsk, og “home” kan også være flere slags hjem ligesom ovenfor på dansk.

“Going home” betyder som regel at man rejser hjem for at blive der. “Going back” betyder også at tage hjem til der, hvor man kommer fra.

Men lige for tiden taler vi altså meget om at vi er “going home for holidays”

Når jeg tænker over det, glæder jeg mig helt vildt til

At cykle en tur i Valby Hegn

At spise jordbær lige fra bakken eller planten

At lege med verdens dejligste lille gule hund

At spise på havnen i Gilleleje

At hoppe i bølgerne, når det gule flag er oppe

At smage saltvand

At tale “live” med familien

At sove i vandsengen

At blive forstået første gang jeg beder om noget i butikkerne

At spise kartoffelmadder

At køre bil selv

At gense Bylyngen 38

At mærke kulde

At mærke den friske brise ved Smidstrup Strand

At sidde ude hele natten og tale med gode venner

At bruge mit nye køkken igen

Vi ses lige om lidt hjemme i Danmark!

Tøj er ikke noget man køber

Det er noget man får syet

Jeg har netop været med Lihn, som er skrædder/designer på indkøb på stofmarkedet.Det kræver stærke nerver at undvære sin intimsfære så længe det står på…

Stoffer fra gulfvtil loft Markedet er overdækket og vel på størrelse med en almindelig provinsiel sportshal inkl. tilskuerpladserne. Alle standene er 3-5 kvm og stofferne er stablet i op til 3 meters højde. Da alle stofferne ligger, så man kun kan se et meget lille udsnit, nemlig ca. 2 cm, er man nødt til at bede om at få det foldet ud, så man kan se hele mønsteret. Det betyder, at butiksejeren er nødt til at hive stoffet ud ad bunken – fra midten eller bunden – og at de på den måde må vende op og ned på hele varelageret. På billedet her er pigen til højre ved at stable bunken tilbage igen, efter at vi har fået stoffet ud til nærmere eftersyn.

Imellem de fleste stande er der en gang på ca. 80-100 cm hvor man står i vejen for hinanden, hvis man stopper op og kigger på noget af det der ligger ud mod gangen.  Butiksejerne sidder også nogle gange på deres små skamler i gangarealet og spiser deres frokost – oftest suppe, de sluprer direkte af skålen og nipper fyldet med pindene. Når man vil se nærmere på varerne, sætter de det hele fra sig og går i gang med at endevende varesortimentet.

I frokostpausen er det almindeligt for vietnameserne at tage en lur, og det gælder også stofsælgerne. Derfor ligger der overalt kvinder ovenpå stofbunkerne og sover.  Luften er tyk, varm og tæt med en umiskendelig jordslået lugt, fordi stofferne optager meget varme og fugtighed og varmer en del i sig selv. Lugten blandes med armsved, parfume og krydret mad imens Lihn og jeg kanter os igennem forhindringerne og mærker og kigger på mangt og meget. Der er no hard feelings, hvis man ikke kan lide det som de møjsommeligt har slæbt frem, og de kender sommetider nogen et andet sted på markedet, der har det i en anden farve, hvis det skulle være mere interessant.

Lihn er guld værd som guide på denne stoftrekkingtur. Hun koster 30 kr. i timen at have med og de er helt sikkert sparet på indkøbet, da hun køber ind til andre priser end sådan en hvid pengestærk moster som mig. Og så er det en ubetalelig fordel at hun taler vietnamesisk – det er sproget der tales her blandt stofdamerne.

Stofferne koster typisk 8-20 kr. pr. meter, silke er det dyreste – afhængig af kvaliteten naturligvis – og idag har jeg købt et stykke sandvasket, der var helt oppe på 45 kr. meteren, men det beklagede den søde Lihn også hændervridede….. hun kunne ikke handle dem længere ned.

Jeg har god grund til at købe vildt ind, for jeg har med vilje ikke taget særligt meget tøj med herud, og det er nødvendigt at skifte tøj meget oftere end hjemme, da sveden hagler af os på de hede dage, også selvom vi forholder os fuldstændigt i ro. Så da jeg havde købt ind til 5 bluser og et par shorts. var jeg kommet af med små 300 kr.

Når Lihn har fået sin betaling, løber en blomstret skræddersyet sommerskjorte eller en kopi af en Masai-bluse altså op i 70-80 kr. – Emils hvide habitjakke nåede den svimlende pris af ca. 280 kr. Men så er der også inderlomme og dobbelte stikninger indvendigt.

Færdig med at shoppe stof knapt 2 timer senere går vi ud i regnen. Hvilken befrielse at få luft i lungerne og omkring sin person. Vi skal hjem til Lihn for at beslutte detaljerne omkring design, længde, knapper og tid for tilpasning. Her bor hun med sin australske mand, har klippestue og prøvespejl i det ene rum og 3 symaskiner i det andet på 1 salen. Hun har en personlig assistent, som vist både køber ind, laver frokost og syr knapper i altimens Lihn taler ubesværet engelsk med sine kunder.

I klippestuen møder vi en anden dansk kvinde, der skal hjem om ganske få dage, og så kommer hun lige før mig i køen til sidste prøvning. Det er meget vietnamesisk – Lihn har aftalt samme tidspunkt med os begge to, så jeg bliver ufrivillig voyeur til seancen med de to 2 spadseredragter på vej i containeren, der sendes til Danmark om lidt.

De er superdygtige til at kopiere tøj herude. Mads, der jo er noget konservativ når det gælder tøjindkøb – han gider det helst ikke og vil hellere gå i hullede shorts end købe nogle nye – kunne glæde sig over at få kopieret de gamle fuldstændigt til mindste detalje for ca. 90 kr. I hør vel at mærke og uden at skulle til prøvninger eller noget andet ubehageligt. De nye sidder fuldstændigt som de gamle.

Så der er ingen grund til at købe tøj herude – i øvrigt også helt umuligt for sådan nogle tyksakker som os, for vietnameserne bruger str. 12 år i det meste.

Tålmodighed…

…tålmodighed, tålmodighed

Jeg er sikker på, at det har været gudernes mening at vi skulle til Hanoi for at lære tålmodighed og selvbeherskelse. Og han har skaffet os et helt land af virkelystne læremestre…..Nedenstående er en beskrivelse af hverdagslivet her i tålmodighedens land. Væbn dig med en kop kaffe eller te…. det kan hurtigt blive en lang historie!!!

En helt almindelig dag her i Hanoi starter med at jeg står op og får sendt Emil af sted med skolebussen kl. 7.30. Det forløber som regel efter samme slaviske model og med formaninger, der til forveksling ligner dem jeg rystede af mig i Blistrup. “Har du gymnastik i dag?” “Hvad med den engelsk mappe, der ligger på bordet – skal du ikke have den med” “Husk nu madpakken, ellers er der da ingen grund til at jeg laver den……” osv osv.

Og ganske rigtigt skal han have engelskmappen med og ligeså rigtigt er han helt ligeglad med madpakken – den returnerer uberørt senere på dagen, blot en anelse mere fladmast.

“Du får lige 50.000 til noget at drikke og en taxa hjem” er til gengæld ikke noget jeg har hørt mig selv sige i Danmark. Men vi har vænnet os til det – nu kalder vi det ofte bare “en halvtredser”, den svagtrøde plasticfolieseddel, der gør det ud for en dansk tyver.

Senere spiser jeg og Mads morgenmad/frugt – på de kølige (25 C) dage på terrassen – og derefter skal vi have fat i en taxa for at komme på arbejde. Vi bruger kun det mest velanskrevne taxaselskab, som har plomberede taxametre i vognene og derfor ender på nogenlunde samme beløb hver gang vi kører turen. Vi hugger om hvem der skal ringe i dag og tale med den flinke dame på centralen, der forstår kun lidt – eller i værste fald – intet engelsk.

“Can I have a taxi for seventysix tonokvang” starter jeg høfligt.

“Duh??” lyder det i den anden ende

“Can you please send a taxi for to nok vang” – tryk på hver stavelse…

“??? + et par vietnamesiske ord”

“TO NOK VANG – TO GOK VAN” (det staves To Ngoc Van og det er ikke helt lykkedes mig at finde ud af, hvordan de udtaler “ng”. Nogle af dem siger Nok, andre Gok – jeg prøver altså med  en helgardering).

På en god dag forstår taxadamen mig i 3. hug, en dårligere kræver flere forsøg også hos hendes kollega, der kommer til røret efter et par omgange og tvinger mig til at starte forfra.

“Number seventysix” siger jeg, da vi er blevet enige om gadenavnet.

“Duh???”

“Number seven six” jeg er pædagogisk og prøver med et tal ad gangen.

“Nuber 6?” hun hørte kun det sidste.

“No, seventysix” – tålmodighed, tålmodighed, tålmodighed.

“nuber 7” gentager hun opløftet

“NO, seventisix” gentager jeg tålmodigt, langsomt og overdrevent tydeligt….

“Seventeen togokvan, thankyou”

….. Inden jeg kan nå at protestere, har hun lagt røret på. Jeg må på den igen, men denne gang skal jeg have forklaret at jeg er mig, der nu ringer igen, men IKKE vil bestille 2 taxaer….

Andre gange forsøger vi os som gadekunder. Altså bare at gå ned på gaden og praje en taxa der.

Vi bor tæt på et stort hotelkompleks, hvor der tit holder taxaer og venter – men ikke så mange om morgenen og SLET ikke hvis det regner. Sidst det regnede ventede vi en halv time, som iflg. taxadamen varede 10 minutter.

Nå, på et tidspunkt kommer taxaen og vi hopper ind. “Le zu an” siger vi – fordi det er det gaden hedder – staves Le Duan, men D udtales Z – altså med mindre der er en kort vandret streg gennem den lodrette streg i ‘D’ – Så udtales det nemlig som et D.

På gode dage forstår chaufføren det i første hug. “Læsuann” griner han, og hvis det er ham i vogn 357 siger han “offit” og griner stort. Han har nemlig før kørt os til den kontorbygning  “office” og vil gerne signalere at han ved hvad det drejer sig om. Hvis jeg kører alene, siger han “husban offit” og mener at vide at jeg er på vej ind til Mads på kontoret.

Dårlige dage kræver flere udtaleforsøg og manden i førersædet ligner én, der er faldet ned fra månen. Vi mener jo selv at vi udtaler det nogenlunde forståeligt, men han ser ud som om han ikke aner hvad vi taler om og det ender med, at vi skriver hele adressen – 141 Le Duan – på mobiltelefonen og viser det til ham.

Så kører han – hvis han er én af de værste med hornet i bund hele turen (Ja, du tror det ikke, men det skal tages helt bogstaveligt). De bruger hornet til at fortælle de andre trafikanter, at de nu kommer kørende her – og altså dyttes der ved alle hjørner, for at advare de andre om at han skal ud først, der dyttes ad alle knallerter (der er vist ca. 2,5 mio i Hanoi) for at fortælle dem at han er lige bag ved dem,  og så naturligvis dyttes der ad de biler, han overhaler – udenom eller indenom, det gør ingen forskel.

Et af de rigtigt grimme scenarier er, at han simpelthen ikke kender vejen, eller i hvert fald ikke den direkte og kører os ad alle mulige småveje, som hurtigt udtørrer min ringe stedsans, så jeg til sidst er glad bare for at nå frem. Mads, derimod, har sin stedsans i behold, og insisterer på at køre den lige vej både ad hensyn til økonomien og tiden. Det prøver han så at forklare chaufføren ved at pege i den retning, han mener vi skal, samtidig med at han med alt for mange lange ord fortæller at vi altså ikke er idioter, vi kører turen hver dag og ved godt hvilken vej vi skal. “No sightseeing” – jeg er ikke sikket på at en gennemsnitschaufførs ordforråd rummer ordet sightseeing…. Så måske er han bare totalt forvirret og måske endda faret vild – på gode dage fatter han, at den gnavne mand til højre absolut vil køre ad vejen hen over søerne – og så kommer han da det…..

På dårlige dage er Mads i det røde felt allerede her, fordi han fejlagtigt tror man kan forvente af en taxachauffør, at han kender – OG kører – den korteste vej.

Tålmodighed, tålmodighed, tålmodighed…….

Hornet klarer at blive misbrugt hele vejen og vi lander på 141 Le Duan med taxameteret på noget i retning af 64.000 dong. Hovedreglen indenfor hyrevognsbranchen er, at ingen taxachauffør med respekt for sig selv, har nogle byttepenge…..;O) Så hvis vi kun har en 100.000 dong seddel kigger han bare på den, siger noget vietnamesisk og viser en tom pung eller et bundt 100.000 sedler. Han kan desværre ikke give tilbage.

På gode dage har han lidt byttepenge, og man ende med kun at betale 70.000 dong for turen. Nu er klokken også 8.58 og vi halser ind på kontoret på slaget 9.00. Vi lægger os i selen for at være rollemodeller og møde til tiden – ikke lige en disciplin vietnameserne tager medaljer i.

Således klar til en dags effektivt arbejde, starter dårlige dage med at netværket er nede. Det kan enten være det interne netværk eller internettet – det beror på 2 forskellige instanser – rigtige skoddage har problemer med begge dele….. OG printeren.

Vi har nu i 3 måneder haft problemer med at skrive ud. Angiveligt fordi vi har for dårligt udstyr, der ikke magter opgaven. Men det ser ikke ud til at genere vietnameserne i nær samme grad, at det sker gang på gang på gang på gang. Møder bliver forsinkede fordi en eller anden står og venter på ham der skal fixe det eller man ender med at klare sig uden papirerne. Udmærket tålmodighedstræning…..

Mads har faste møder med forskellige teams kl. 9.00 og på en dårlig dag er ingen af de andre deltagere mødt endnu. I dag var der f.eks. ikke nogen af de andre 5 til stede – den ene af dem ringede og bad om at få mødet udsat til kl. 14, hvor han så heller ikke dukkede op.

I løbet af formiddagen kan der være forskellige afbrydelser på nettet, og forskellige folk, der af uvisse årsager ikke er mødt på arbejde.

Hvis man har møder i mødelokalet, kan man på gode dage både nyde airconditionens velsignelse og gennemføre sit møde uden afbrydelser. På en dårlig derimod, bliver man smidt ud af lokalet midt i mødet. Reglen her er, at dem med højest rang har fortrinsret og kan overtage lokalet med få minutters varsel. Typisk kommer direktørens sekretær (eller dem begge to) trippende 5 minutter før og beder andre om at lette sig, så direktøren kan holde sit møde i det pæneste af de to mødelokaler. Hvis man så har rang over dem der er i det knapt-så-pæne lokale, så går man bare derhen og banker på døren og beder de andre om at gå. Alternativt slutter man sit møde i almindelig opløsning stående udenfor det pæne mødelokale.

Sådan er systemet her, fordi man har en anden forståelse af magt og privilegier – det er ikke noget med at booke lokalet eller håndhæve, at man var her først.

Nå, det er blevet frokosttid og vi iler hen på en af stamcafeerne. Dårlige dage er alt, alt for varme eller meget regnfulde, så både gaderne og skjortens skuldre er silende våde, inden man når frem. Gode dage byder på mange forskellige sanseindtryk på de ti minutters gang der er til Highlands Coffee, hvor vi kender menukortet ud og ind.

En rigtig god dag kendetegnes ved at vi kan nå at få det vi har bestilt, spise i god ro og orden og være tilbage på kontoret en times tid senere.

For nyligt var vi på Higlands på en rigtig, rigtig dårlig dag med vores nye kollega Antoinette. Personalet plejer at bruge en lille håndholdt computer til at taste bestillingerne på og det fungerer overraskende godt for det meste. I dag er systemet nede og tjenerne må ved håndkraft prøve at huske bestillingerne.

Det går ikke for godt! Vi bestiller 4 ting og dertil kommer Mads vedholdende forsøg på at bestille 2 dåser cola light til sig selv. Det kan sædvanligvis ikke lade sig gøre, for de er ikke vant til at én person med det samme bestiller 2 stk. drikkevarer. Så som regel kommer de kun med én eller også har de erstattet en af de andre drikkevarer ved bordet med en af Mads’ colaer. 3 personer = 3 stk. drikkevarer, ikke 4.

Vores mad kommer – min salat er nu med laks i stedet for kylling, Mads’ toast er uden æg og pomfritterne har de glemt. Antoinette får sin hotdog og vi joker med, at man her i Vietnam ikke kan føle sig sikker på, om det nu helt bogstaveligt er varm hund, der gemmer sig i brødbollen… (tyg lige på den!!) Nej, spøg til side, hundekødsrestauranterne er tydeligt skiltet og befinder sig kun i en bestemt bydel, så ingen fare på færde der.

Mads sender sin toast ud til noget æglægning, jeg vælger at leve med laksen og vi efterlyser pomfritterne. De kommer først, da vi er på vej ud ad døren – frokostpausen er på retur.

Hvis vi ikke lige havde været på vej ud, havde vi måske valgt at bede dem fjerne pomfritterne fra regningen. Men det er altid en overvejelse værd, om man vil bruge 10 minutter på at forklare sig eller om man bare vil betale 4 kr. for meget og så komme videre i dagens tekst.

Tilbage på kontoret virker printeren ikke og nettet er nede. Fyren der står for printerhelbredelsen er ikke at se nogen steder. Selvom vi har ultra meget fokus på at overholde aftalte tider, og det er indskærpet flere gange, at frokostpausen varer fra 12-13.30, er det en tilbagevendende begivenhed, at kontoret ikke er fuldt funktionsdygtigt før ved 14-14.15 tiden.

Mads hekser med nettet og vi er oppe igen inden længe. I mellemtiden tikker en mail ind, der aflyser eftermiddagens møde med en headhunter.

Eftermiddagens skype-møde med 3 københavnere afbrydes jævnligt af udfald på nettet, og de 1½ time går hurtigt med at gentage sig selv og de andre, imens forbindelsen skratter og forsvinder. Så er det tid til at følge op på aftaler fra i går og samle de rigtige mennesker til et møde om hvordan vi hurtigst muligt kommer videre med ting, der haster.

Turen hjem ved 18-tiden starter med at vi ringer efter en taxa. Samme procedure som om morgenen, men med den formildende omstændighed, at vores vietnamesisktalende kolleger i et snuptag kan forklare damen på taxacentralen, hvor vi befinder os. Og at vi bare kan vise vores adresse nedskrevet på mobilen for at sende chaufføren i den rigtige retning. Og dog… vi skal lige igennem myldretidslotteriet om hvilken vej ud ad byen der er den hurtigste.

Trafikken kan gå i stå hvor som helst og chaufføren kan være mere eller mindre opfindsom mht. hvilken vej vi skal køre hjem.

Der er kun få forhindringer tilbage, inden vi kan falde ned foran den veltillavede aftensmad og skulle det være en usædvanligt dårlig dag, hvor regnen har pisket ned det meste af tiden, kan vi vælge at lade taxaen køre også lige til døren. Så slipper vi for at skulle af med skoene for at vade igennem den usædvanligt dybe og kantsten-til-kantsten brede vandpyt, der hurtigt samler sig i vores lille gyde efter store regnfald.

På en særdeles dårlig dag har Hanh ikke fået fat i noget skummetmælk. Hun har været flere steder – der er udsolgt over hele linien og ingen ved hvornår de kan få det igen. Sådan er det med statsmælk –  planøkonomi Bvadr! – så er jeg og de andre mælkoholics kommet til at drikke kvoten for hurtigt, og vi må ikke få mere førend statsmagten giver grønt lys for skummetmælk igen. Guder ved hvornår det mon er.

Nå, men det var så også en rigtig nedern dag!!! De fleste er bedre end som så – men tålmodigheden er strakt – helt ud i den røde zone flere gange om dagen.

Det skal siges til Mads’ store ros, at han ikke en eneste gang er eksploderet på kontoret, selvom hans lunte har været bordbombekort. Det betyder alt, at man ikke viser følelser i den vietnamesiske kultur, så mister man deres respekt fuldstændigt.

Hvad angår selvkontrol er vi nu i træning til at holde en hel arbejdsdag, inden vi når hjemmets fire vægge og kan sættes til opladning til næste dags prøvelser.

Ædedolkenes klub

…eller madsvineri i verdensklasse

I Gustav Wieds glimrende roman fra 1899 ”Livsens Ondskab” hvor han skildrer livet i provinsbyen Gammelkøbing forekommer en passage om ”Ædedolkenes klub” hvor provinsbyens mandlige bedsteborgere med jævne mellemrum volmer sig i delikatesser. Sådan en klub har vi også her i Hanoi.

Kryddersild, Marinerede sild, Røgede sild, Krydderfileter, Sardiner, Sardeller, Kaviar, Vagtelæg, en hel hummer pro persona, Stegte rødspætter på en tommes tykkelse, Fersk røget laks, Strassburgerpostej med trøfler, Røget gåsebryst med levermousse, Dyrepostej, Duer med tyttebær, Lun andesteg med rødkål, Kapuner med agurkesalat, Helstegt gås med pære kogt i portvin, Lammeryg med hvidløg, Kalvesteg med kompot, Oksemørbrad stegt i salt, Sprængt oksetunge med peberrod, Eidammerost, brie, Gorgonzola, gammel ost og valnøddeost, Radiser fra drivhus, syv slags syltetøj, Hjemmelavede kager, linser og kransekage. Dertil som velkomst 3 stive Lysholmere, Til silden: Lagerøl og Lysholmere. Til fisken: Rhinskvin. Til Kaviaren: Porter. Til osten: Madeira. I øvrigt: Rødvin ad libitum. Sådan lyder menuen for Ædedolkenes klub som den dag i dag kan nydes på Osted Kro og Hotel ved Roskilde formedelst 1.900 inflationsramte danske kroner pr. snude.

Her I Hanoi har vi noget tilsvarende. Det hedder søndagsbrunch på hotel Sofitel Metropole. Her mødes expats af alle nationaliteter og de mest velbjærgede og mest sofistikerede af de vietnamesiske nyrige til et tre timers ædegilde af dimensioner.

Sofitel Metropolei Hanoi er et af Østens ” berømte hoteller”, på linie med Raffles i Singapore og Oriental Palace i Bangkok. Siden hotellet åbnede i 1901 har det til alle tider, uanset Fransk kolonikrig, Vietnamkrig og andre fortrædeligheder, været en af den vestlige overklasses foretrukne oaser fra Hanoi’s larm og kaos. Stedet hvor man trods fattigdom, krig og kommunisme kan nyde noget af den vestlige verdens dekadence.

Når man træder ud af taxaen foran Sofitels hovedtrappe bydes man med et formfuldendt “bonjour Madame et Monsieur” velkommen af en 110% pletfri og nystrøget hvidklædt concierge. Uværligt spekulerer jeg på om min nystrøgne t-shirt og mine 15 dollars skræddersyede hør-shorts nu er indenfor den forventede dress-code og om jeg nu kan huske alle de gode manerer mine forældre har forsøgt at præparere mig med i det meste af min barndom.

At træde ind i lobbyen er som at træde ind i en anden tidsalder og et andet univers. Her er kontrasten til verden udenfor skærende. Her hersker en ophøjet ro og afslappethed og hvis man ikke lige vidste det, og kunne se det på datoen på de nystrøgne aviser der hænger sirligt på deres maghonipinde til gæsternes fri afbenyttelse, så kunne man forledes til at tro man var gået ind i en tidslomme. Her er dybe bløde og polstrede sofaer, tykke velourgardiner, smagfuld og tidløs kunst på væggene, grønne planter og kvindeligt personale i lange hvide silkekjoler der svæver lyd- og benløst henover det højglanspolerede beige marmorgulv.

Som de fleste andre, der som forberedelse til det forestående ædegilde har sprunget såvel lørdagens aftensmad som søndagsmorgenmaden over, sidder vi kl. ti minutter i tolv, med skrigende tarme og rumlende maver, på spring i lobbyen og venter på at dørene til dette kulinariske nirvana bliver slået op.

I forhold til at gennemsnitslønnen for en vietnameser er 53 US dollars om måneden og at mange forsøger en familie på 4-5 personer på dette, så er dette orgie til 35 dollars pr. næse det rene svineri – intet mindre – men hvilket svineri.

Sofitels brunch er en af de største buffeter jeg nogensinde har set. Seksten – sytten meter stablet med delikatesser i 3-4 etager og konceptet er temmelig simpelt – æd til du styrter og klem så en ekstra bid ned fordi der lige er en ekstra lækker ret som du opdagede for sent, men som du ikke kan leve med ikke at smage.

Her er ialt otte borde. I midten et kæmpe borde med salater, canapeer, kolde fiske- og kødretter. Til højre to mindre borde. Et med carvery og varme kødretter og et med varme fiskeretter og supper. For enden en kæmpe skaldyrs-, fiske- og kaviarbuffet, til venstre en brødbuffet og for enden af denne en ostebuffet med ca. tyve forskellige slags oste. Her må jeg så ikke glemme chokoladebuffeten og dessert- og kagebuffeten.

Jeg har en svaghed for sushi og kan spise det morgen middag og aften, så jeg lagde ud med nogle ualmindelig delikate stykker med helt frisk og rød tun der nærmest smeltede på tungen. Herfra gik det over skiver af friskkogt hummer fra Da Nang med små stykker af syltet mango, skiver af den blødeste foie gras (gåselever) med vanillieglasering, friskkogte aparges med vinagrettedressing, creme bruleé med friske hindbær og foie gras, fire slags råmarineret laks, tykke skiver af den blødeste røgede laks med cremefraiche og purløg. Så måtte jeg have en pause inden jeg fortsatte med friske kammuslinger stegt med bacon i en orangevinagrette, små stykker af kalvefilet og brisler i en mild senneps- og rosmarinflødesovs, stegt hanebryst viklet om svampe og mere foie gras og afsluttet med et udvalg fra ostebuffeten ledsaget af tørrede abrikoser, friske valnødder og tomatkompot og så varjeg var slet ikke nået til dessert- og chokoladebuffetten endnu! Herfra kunne jeg ikke stå for en let og luftig mokkafragilite, en mango-cheese cake, et lille stykke Black Forrest kage med sorte kirsebær og mørk chokolade, et lille glas frugtsalat med kirsch og til kaffen sluttede jeg af med fem små stykker fyldt chokolade, blandt disse en ualmindelig lille delikat sag med hasselnøddetrøffel og mokkacreme camoufleret af hvid chokolade.

Det skal her tilføjes at jeg, blandt meget andet, sprang over cæsar salat, små canapeer på artiskokbunde, russisk kaviar med vodka, friske østers, lammesteg, farseret svinekam med chorizopølse, rejer, jomfruhummere og soft shell krabber. Jeg nåede heller ikke at smage chokoladebomben eller den hjemmelavede vanilieis og jordbærsorbet.

Uanset hvor determineret man er og hvor meget man har sultet sig i forvejen kan man ikke nå at smage det hele. Det gør nu heller ikke noget, for så har man en undskyldning for at komme tilbage en anden søndag.

Vietnamesisk bryllup II

Hvordan Nguyen Xuan Chung fik sin Pham Bich Loan.

Der er mere endnu…… Det er ikke hele sandheden om vietnamesiske bryllupper der afslørede sig sidst jeg havde en kollega der blev gift. Der er andre måder for dem, der har råd og vestlige nykker……

Den cremefarvede version

Nu har jeg så opdaget hvordan overklassen bliver gift. Der var jeg godt  nok ikke selv inviteret med – det er en fyr, der først er startet med at arbejde her en uge efter sit bryllup.  Men da han skrev på sin skype-adresse, at man kunne se hans bryllupsbilleder på en vietnamesisk hjemmeside, var jeg straks på overspringshandling derind. Og nøehj, altså, hvor var det spændende. Der er i alt 69 billeder af ham og hans nye kone. De er hhv. 23 og 27 år og bliver i fotoserien fremstillet i 4-5 forskellige kostumer.

Jeg undrede mig over hvordan det hang sammen, og fik straks mistanke om at det var noget af et show, der gemte sig der.

Og ganske rigtigt. Chung fortalte følgende: Først beder hans familie hendes familie om hendes hånd på hans vegne (fik du den?). Så sender de invitationer ud, og SÅ hen til fotografen med de lejede kjoler og habitter. Det tager flere dage og alt tøjet er lejet. Når så billederne er færdige køber man et album (der koster godt 2 månedslønninger) og så har man det liggende når man holder sin fest. Hvor man by the way ikke har nogle af de viste kjoler på , men en mere ydmyg model. Da dette par ikke er religiøst iflg. min snak med gommen, er der ingen som helst ceremoni forbundet med dette her show.

Billederne på nettet er lagt ud på fotografens hjemmeside, så alle vi, der ikke har lejlighed til at se albummet, kan være med.

”Men du skal se albummet, det er meget flottere” – fortalte Chung, da jeg forhørte mig om detaljerne i proceduren for deres bryllup. ”Hvordan det?” – det anede mig allerede, at der måske var manipuleret med billederne i albummet for at det skulle være ENDNU mere yndigt og opstillet og vestligt…..

”Jo, de er behandlet med photoshop, inden de bliver sat i albummet”…. Her må vi altså nøjes med et par eksempler på de rå billeder, vi stakler!