Hvor gammel jeg er?

Ja, det må guderne vide….

Lien, vores husalf og jeg er begge født i skyttens tegn i 1963. Hun har fødselsdag den 1. december og jeg har den 27. november. Så iflg. min lommeregner må jeg være 3-4 dage ældre end hende, alt efter om man regner selve dagen for vores fødsel med eller ej. Men ikke ifølge Lien…

I min almindelige småsnak med Lien på dage hvor jeg arbejder hjemme faldt vi over det med fødselsdage. Jeg vidste allerede, at Hanh (vores kok) har fødselsdag dagen efter Emil og det syntes vi var ganske pudsigt alle sammen. Så da Lien fortalte at hun er født den 1.12.1963 stimlede tilfældighederne sammen om os.

Lien på tagterassen en "kold" dag i aprilNår vi taler sammen, foregår det på hvad man roligt kan kalde simpelt engelsk. Liens ordforråd udover almindelige husførelsesbegreber som vand og sæbe er ikke så stort. Hun er ganske interessant at diskutere politik og f.eks. vietnams historie med – men det kniber med nuancerne i sproget. Vi må ofte omveje omkring for at forstå hinanden – og derfor består en vis procentdel af sådan enkonversation af “you understand?” og efterfølgende nikken.

Men her var jeg noget usikker på om jeg forstod hvad hun sagde.

Som altid når noget drejer sig om hovedregning, må jeg bede om time-out. Hun siger så vidt jeg kan høre, at hun fylder 45 næste gang. Og hun er født 4 dage efter mig. Altså må jeg vel også blive 45 her i november.

Hhmmmmm.

Jeg mener sgu da kun jeg bliver 44. Efter et par og tredive har jeg altid haft svært ved lige at huske nøjagtigt hvor gammel jeg er….

Regne, regne – altså fra 63 til 2003 er der 40 år, og fra 2003 til 2007 (vi ER da stadig i 2007, ikke?) er der 4 år. Altså 40 + 4.

“Ohh, so you mean that you will be FOURTYFOUR next time you have birthday” – korrekser jeg hende venligt og med tydelig udtale.

“No, I will be 45” siger hun stædigt. Altså gennemgår jeg ovenstående regnestykke for hende og så bryder hun ud I et grin.

Nåeh, ja. Altså på papiret er hun 44 år – i alle de officielle sammenhænge gælder den samme tidsregning, som den jeg kender. Men overfor guderne er hun altså et år ældre, for der tæller svangerskabet med. Guderne har kendt hende siden hun blev undfanget, forstår jeg endelig af hendes forklaring.

Men hvordan hulen kommer et 9 mdr. svangerskab til at tælle for et helt år? “you are pregnant one whole year?” spørger jeg uddybende og griner til hende…..

Nej, det er de selvfølgelig ikke. Hun fanger ikke lige joken, og ved heller ikke hvorfor man regner 12 og ikke 9 måneder med. Men man tæller altså et år ekstra med når man beder i templet. Hun forklarer, at hun fortæller guderne hvem hun er, hvor gammel hun er (44 hvis du skulle være i tvivl) samt hvilke børn hun har og hvor gamle de er. Hvis hun siger det forkerte – altså uden det ekstra år – så vil guderne ikke give hende det, hun ønsker sig, for så genkender de hende ikke.

Fredagsbar på vietnamesisk

Med øl i dunke og peanuts der er sødet i stedet for saltet

Vi har indført begrebet fredagsbar på vores arbejdsplads. Vores vietnamesiske kolleger kender godt til at drikke lidt øl, når der skal fejres noget – men de er endnu ikke særligt gode til at feste igennem på fredagsbaren…. De skynder sig tilbage til arbejdet!!! De har også kun haft 2 gange at øve sig på, så de er skam undskyldt.

Vietnameserne drikker gerne udenlandsk øl – Heineken eller Carlsberg – men de er også vældig gode til at brygge selv. Den kendte lokale hedder Halida eller Ha Noi – vistnok brygget i et Joint Venture med Carlsberg. Udover de etablerede bryggerier er der også en million micro-micro bryggerier. Faktisk har jeg indtryk af, at hvis de bare ejer en 100 liters tønde, så har de et bryggeri. Det hedder et Bia Hoi og der er tusinde og atter tusinde af sådan nogle små boder eller carporte eller hjørnegrunde med Bia Hoi skiltet udenpå og en håndfuld taburetter – og så vupti har man et ølsted. Det er der mændene samles efter arbejde eller på alle mulige andre tænkelig tidspunkter og formentlig ordner verdenssituationen. Det gør de naturligvis ikke på engelsk, så jeg aner ikke hvad de taler om.

Vi gør klar til fredagsbar med øl i dunkenTil vores fredagsbar i går havde Tung (billedet) sørget for at vi fik Bia Hoi. Det købes, som I kan se på billedet, i dunke med skruelåg og så hælder man det bare selv op i en kande. Det sjasker måske lidt, men det betyder ikke så meget, det tørrer nok af sig selv.

Mads fortæller at det smager udmærket, lidt tyndt i smagen måske men det egner sig udmærket til tidligt på dagen, og vores fredagsbar er fra 17-18. Til øllet var der indkøbt nogle cashew nødder, peanuts og chips. Desværre har vietnameserne den uvane at krydre deres peanuts med noget sødligt, så de smager slet ikke som de saltede vi kender fra vesten. Dem kan man vist også godt få, men de ligner hinanden så det er let at tage fejl både når man skal købe dem og når man skal spise dem.

Vi havde taget et Set spil med og Mads udlovede 100.000 til den der kunne banke Emil. Han er noget af en Set-haj, så det lykkedes ikke nogen af dem. Men der var én der gerne ville have spillet med hjem for at øve sig. Den udlovede dusør har nemlig ikke nogen udløbsdato, så næste gang eller næste gang vi har fredagsbar, stiller Emil gerne op til bank igen.

Kunstværker på UNIS

Der er sket noget med formingsfaget

Det ligner i hvert fald ikke noget vi hverken kunne eller fik mulighed for at frembringe i vores formningstimer i 70’ernes folkeskole i Herlev……

 Prinsesse på toppen af en stol

Vi har været til kunstudstilling i lokalområdet. Alle eleverne fra UNIS Middle- and highschool hvor Emil går sammen med de andre 6-12 klasser. De kan godt nok få noget kunst fra hånden, de unger.
Hold da op hvor var vi overraskede over kvaliteten – og hvor var det nemt at se at ligegyldigt hvor stort eller småt talentet var, så havde de lært teknikker, der var en rød tråd i frembringelserne og det var alt i alt en fornøjelse at læse om og se både de færdige værker og vejen derhen.

Vi har forsøgt at forevige det her – desværre kun med et mobiltelefonkamera. Det er sikkert umuligt at få samme fornemmelse som vi fik, da vi så det live – men jeg har hjulpet dig lidt på vej med forklaringerne herunder.

Først ser du Emils eneste bidrag til denne udstilling. Han har jo ikke gået der hele året og har derfor ikke så mange produkter som nogle af de andre børn. Han har skåret og mejslet og brugt skalpen for at skære denne Kamel i et stykke gisp/kridtagtigt materiale. Det er gjort i 3 lag og ser faktisk kompliceret ud.

Taburetterne her fyldte meget i rummet – både fysisk og i det indtryk man fik når man kom ind. Der var vel 30 stykker og de var alle sammen vidt forskellige. Det fælles tema var kinesiske og vestlige astrologitegn, så der var både rotter, slanger, fisk, jomfruer, grise og andre symbolske dyr og menneskeskabninger. Prinsessen på billedet er faktisk malet på sædet af en af skamlerne – og er nok i virkeligheden en havfrue…….

De store klasser har de mest avancerede produkter med. Her er et surfbrædt med sædceller på, titlen har jeg glemt men husker at den var meget rammende. Ved siden af er der forskellige udgaver af et Klimt motiv. Om man nu kan lide de

t eller ej, det med at lave nyfortolkninger af store kunstnere, man kunne i hvert fald se at eleven havde tænkt sig om og var blevet undervist i forskellige farvers indvirken på det samlede udtryk.

Detteher er et selvportræt af en af de store elever. Hun har tydeligvis et talent, men har også brugt en teknik som gik igen på flere af de andres. Der er en ramme udenom portrættet som er noget aftryks-teknik – og bemærk så detaljen med ærmet der hænger nedover rammen.

(selv) aPortræt af en ung kvinde

Sidste billede er fra en lille niche hvor et par kreative tøser havde lavet kjoler af alternative materialer. Den højre er lavet af sølvpapir og selve skørtet er lavet af gamle aviser foldet som poser uden brug af lim eller clips el.lign. Det må være en speciel teknik de har lært. Den venstre er lavet af de traditionelle hatte som vietnamesiske kvinder går med når de arbejder. De skærmer for både sol og regn med deres koniske facon.

Lummerhed

…Lummersved, hovedlummerpine

Hold kæft hvor kan her være lummert, fugtigt, klamt, klæbrigt, kvælende, hammerhedt i Hanoi.

Man kan få hovedpine af trykkende, klamt, lummert vejr – vidste du det?

Det gjorde jeg ikke, men nu gør jeg. Når vejret her er rigtigt trykkende, får man slaphedsfornemmelser i kroppen, og ondt i hovedet.

Lummer er et noget overset ord i det danske sprog – måske fordi man ikke har så meget brug for det. Her er det en naturlig del af hverdagen, og dermed forbundet med masser af ting.

Lummerregn er den varme, klæbrige model, der i forstøvet form indhyller mig som en klam frakke, der er alt for varm og ikke til at få af. Den driver overalt, især i nakken og panden – æhrdr!!!

Lummersved er det der dukker op allerede om morgenen lige efter badet, bare fordi man tager trappen lidt vel hurtigt. Vupti – lummersved på panden uden videre.

Lummermuren er den hede, allestedsnærværende fornemmelse, der møder én, når man går ud af et airconditioneret rum, stiger ud af en herligt nedkølet taxa eller lign. Aircondition, som jeg tidligere syntes var noget opreklameret og unødvendigt, og kunne man ikke bare lave lidt gennemtræk…. – er nu min bedste ven i nøden.

Lummerslap er den kropslige fornemmelse af at være liiiiiige ved at falde i søvn uden egentlig at være træt, bare fordi man bliver døsig af heden – og kan også komme i sammenhæng med lummerirritabilitet. “Jeg er bare så lummer-hamrende-irriteret” kunne man godt sige en dag, hvor alting går galt og det så OVENIKØBET er 35 grader, småregn og inden vind.

Ja, således beriget det danske sprog, vil jeg slutte med at sige, at i dag faktisk har været helt OK – der har nemlig været skift i vejret, så en sprød vind har beriget Hanoi med en lummerfridag….

Vietnamesisk bryllup

Måske den vigtigste begivenhed af dem alle

Vi har været til bryllup hos en af vores kolleger. Hos Ta Thi Thanh Huyen, der blev gift med Nguyen Dinh Binh. Vietnamesere har mange navne – kaldenavnet er det sidste i rækken.

Der er ikke nogen særlig religiøs ceremoni forbundet med at blive gift, men et hav af traditioner som omfatter særlige mad- og drikkevarer, kæmpe familiearrangementer, forældrenes godkendelse af de udkårne, ofringer til forfædre på husalteret og ikke mindst udfærdigelse af dokumenter med underskrifter fra myndighederne i ens hjemby. Så Huyen har været travlt beskæftiget i ugerne op til sit bryllup. Hun har været en vigtig brik i Mads’ projekt, da hun er den mest erfarne tester vi har, og vi har længe hørt rygterne om et bryllup, men havde ikke fået besked officielt og ville naturligvis ikke spørge. Vi træder varsomt ifht. de kulturelle forskelle og det kom måske ikke os ved.

Så stor v ar vores undren – og rent arbejdsmæssigt også Mads’ irritation – da hun kom en onsdag og meddelte at hun skulle have fri fra i overmorgen og 14 dage frem……..!! Samtidig fik vi af hendes sitrende, små, smalle hænder overrakt et flot udskåret kort med sirlig invitation på engelsk til næste onsdag kl. 11 i et “Government Guest House” – et selskabslokalekompleks, hvor mange par holder bryllupsfest samtidig. Vi – eller rettere JEG – sagde straks ja. Vi skal da opleve et rigtigt vietnamesisk bryllup!!! Jeg spurgte til detaljerne på arrangementet, imens Mads kæmpede med at genvinde kontrollen over sin vejrtrækning efter at have opdaget at HELE firmaet var inviteret. Det var oven i købet den sidste arbejdsdag før 6 fridage, og alle 4 teams var langt bagud for tidsplanen, så det stod ikke øverst på hans ønskeseddel, at de alle sammen skulle feste fra onsdag middag. Men familiebegivenheder er usandsynligt vigtige her i Vietnam – og bryllupper nok de vigtigste – så sådan så det ikke desto mindre ud til at blive.

Vi har heldigvis været så forudseende, at vi har haft gaver med fra Danmark til denne slags anledninger. Hjemme i skabet fandt vi en fyrfadsstage fra Holmegaard og en pose IKEA fyrfadslys. Men det var ikke pakket ind, så jeg fik lejlighed til at købe noget papir og bånd til at pynte herlighederne med. På selve dagen var der summen og nypudsede sko allerede fra morgenstunden. Ved 10.30 tiden kom flere af de vietnamesiske kolleger og tilbød mig en kuvert – sådan en luftfragtskuvert man brugte “i gamle dage” når man skulle sende noget langt væk. Kuverten var angiveligt til penge til brudeparret. Jeg syntes vi havde gjort det rigtige med en mere symbolsk gave fra Danmark, så der blev ingen kuvert fra os.

I silende regn tog vi en taxa hen til adressen og klamrede os til invitationen for at være sikker på at have de rigtige navne på parret, så vi ikke risikerede at havne til et fremmed bryllup. Alle navne ligner stadig hinanden både i skrift og tale, og jeg vænner mig nok aldrig til at de fleste af dem kan gå til både mænd og kvinder. Vi slog følge med et par af de mest engelsk-talende kolleger – heriblandt Mathieu der er franskmand, og blev vietnamesisk gift for et års tid siden. Han måtte være en god guide, tænkte jeg. Vi passerede brudeparret, der tog i mod i døren. Han i traditionelt vestligt jakkesæt, hun i rød silke med flotte applikationer. Traditionel vietnamesisk model med bukser indenunder. Hun var sminket bleg efter alle kunstens regler som det sig hør og bør her. De slipper altså for solariet som mange danske kvinder må klemme ind imellem bryllupsforberedelserne.

Inde i lokalet var der borde så langt øjet rakte – det lignede en sportshal dækket op til bingo. For enden var der et stort fløjlstæppe med brudeparrets navne, datoen og champagneglas, hjerter og duer drysset rundt omkring. Der var ved at blive sat mad på bordet – masser af små skåle med saucer og anden dyppelse, andre med festligtfarvede grøntsagsblandinger, nogle med rejer, andre med kød, et par med ris og en enkelt tallerken med vandmelon skåret ud i juletræsfacon. Suppen – den obligatoriske – kom et par minutter efter i ganske små skåle. Det hele naturligvis til at labbe i sig med pinde. Det med pindene generer os heldigvis ikke, det har vi lært længe inden vi tog hjemmefra. Måden at angribe selve orgiet på er, at man midt i alle disse skåle med dit og dat, har en skål som er ens egen. Så napper man lidt hist og her og tager hen i eller over sin egen skål og spiser det der fra. Hvis der er noget til overs – kyllingeskrog eller rejehaler – så lægges de på den lille tallerken, der står under skålen. Alle sidder og rækker ind over hinanden imens de smasker lystigt og taler med mad i munden. Ind i mellem drikker de deres lunkne øl eller sodavand, hvis der da ikke er kommet isterninger på bordet, hvilket sommetider hænder.

Brudeparret åbnede en meget stor flaske rød mousserende vin og hældte op i et glastårn, så den løb ned over 1. og 2. lag. Men så ikke mere, for resten af glassene var kun til pynt, og vinen kun til brudeparret. De kom rundt ved bordene, der hurtigt var blevet fyldt og skålede med gæsterne. Selv forventes de ikke at spise førend hen under aften, og skulle altså ikke sidde med ved bordet sammen med os andre. Der var en meget, meget kort tale af gommens far – jeg gætter på at han sagde tillykke og derefter skålede på gæsternes helbred – det er det mest almindelige her, hvor man jo helst ikke skiller sig ud fra flokken – heller ikke på “den store dag”.

Og så var det hele slut!!! Det havde taget en halv times tid fra vi satte os til bords til folk begyndte at rejse sig. Og 1-2-3 var de på vej ud i regnen igen. På deres scootere – 2 på hver, lige som da de kom. Jeg havde stadig vores gave i en pæn pose under bordet, for jeg havde ikke set noget gavebord på min vej. Jeg spurgte derfor Van, som jeg sad ved siden af, hvad man egentlig gjorde med gaverne. Hun viste mig gavebordet. Det var på størrelse med en ølkasse. På det stod der et meget stort rødt paphjerte med sparegrisehul i toppen. Der var luftfragtskuverterne forsvundet ned i – så jeg satte vores gave ved siden af og begav mig ud i regnen, men måtte på vejen ud lige fotograferes sammen med brudeparret. Så her står jeg under halvtaget og ser kæmpestor ud ved siden af Huyen og Binh.

Mads’ spekulationer om hele firmaets festligholdelse af brylluppet resten af dagen var sendt til tælling. Alle var tilbage på arbejde ved 12-12.30 tiden og jeg tror de færreste havde fået mere end én øl. Jeg har i min tid set adskillige reklamebureaumedarbejdere mere berusede kl. 12, end tilfældet var hin vietnamesiske bryllupsdag…..

Den internationale skole

Papirer og formularer i endeløse baner

Der er godt nok meget papirarbejde ved at have et barn gående på den internationale skole. Ud over at vi udfyldte endeløse baner af papirer, da vi ansøgte om Emils optagelse på skolen, skal vi efter han er startet, stadig bruge oceaner af tid på at læse og underskrive informationer og formularer om dette og hint.

Emil og de andre 6. klasser var på “field trip” – lejrskole – til en nationalpark i 4 dage. Og i den anledning manglede der ikke noget mht. informationer om stedet, lærernes beskaffenhed mht.ll førstehjælpskursus, procedurer ifbm. nødsituationer, børnenes sengetider eller ud- og hjemrejsetidspunkter. Det HELE landede tungt på spisebordet på 6 tæt beskrevne sider. Vi skrev ved samme lejlighed under på at han tager af sted på vores og ikke skolens ansvar, at vi overgiver ansvaret i tilfælde af uheld eller lign. til skolens lærere, hvilken læge/klinik vi vil have dem til at kontakte, om han har kroniske sygdomme osv osv. Desuden var der en pakkeliste, der var lige ved at tage pusten fra mig – især i betragtning af vi stadig ikke havde fået vores ting herud….. vi manglede sådan ca. sovepose, lommelygte, 2 par vandrestøvler, 6 par sokker, 6 par bomuldsunderbukser, en rygsæk til at have det hele i osv osv. De skulle blandt andet gå ture i regnskov, og derfor have meget ekstra tøj med til at skifte. Og så måtte de også have sunde energi produkter med, som det hedder. Altså ikke noget med at overleve på M&M og Snickers bar.

Nå, men det var altså kun lejrturen. Derudover har vi fået en monstertyk håndbog for elever og forældre med ALLE regler; Naturligvis rygeforbud overalt på skolens grund, derudover også tyggegummiforbud og forbud imod påklædning, der kan virke  kulturelt stødende på andre (jeg gætter på det gælder alt fra de i Danmark omdiskuterede skrumpetoppe til tørklæder og tunge-piercinger), der er nøjagtige regler for hvordan og hvem, der må køre ind på skolens område – og en formular til hvilket køretøj man vil hente og bringe barnet i osv. osv.

Vi har også stiftet bekendtskab med et “venture card”, der skal udfyldes hvis ens barn skal have en fridag for at “passe familieanliggender”. Det skal barnet så give til alle sine lærere  til underskrift OG så skriver lærerne samtidig hvilke lektier man skal nå inden man tager afsted. JEPS! Du læste rigtigt, det skal nemlig ikke afleveres, når man kommer hjem. Det skal laves inden, så læreren har det samtidig med de andre elevers.

I Håndbogen er der ligefrem et diagram for hvordan man forholder sig, hvis man bliver forhindret i at aflevere opgaver til tiden – f.eks. på grund af sygdom eller hvis man har fejldisponeret sin tid!!!! På den måde kan der umuligt herske nogen som helst tvivl om, at det er ELEVENS ansvar at få afleveret til tiden – ikke lærerens eller op til tilfældigheder. En del af diagrammet opfordrer til at man kontakter sin lærer – der er både tlf.nr. og mailadresser på alle – og aftaler, hvordan man får afleveret eller får hjælp til at disponere bedre. Ganske enkelt en meget udansk tankegang…..;O) Hvad er der nu i vejen med “jamen-jeg-vidste-ikke-at-de-andre-havde-fået-den-stil-for” og “naerh-altså-jeg-kan-ikke-lave-den-til-onsdag-for-der-har-jeg-også-blækregning.” Det virkede da glimrende dengang jeg gik i skole…

Måske lyder det som den sorte skole i ny mundering…. Så med til historien hører også, at der i håndbogen er et omfattende afsnit om at børn i Middle School er i puberteten og således er ved at blive voksne, men ikke helt kan overskue det selv. Skolen forlanger og forventer, at lærerne stiller op både fagligt og personligt for at imødekomme hver enkelt elevs behov. Lærerne skal være i stand til at håndtere, at eleverne stiller kritiske spørgsmål og har brug for at udfordre autoriteter, de skal have hjælp til at leve op til de forholdsvis store forventninger. Og så opfordres forældrene til at kontakte lærerne, så snart de mener deres barn har brug for særlig hjælp til et eller andet. Det har jeg så prøvet et par gange. Lærerne læser mails mellem kl. 7 og 8, så man kan faktisk sende en mail sent om aftenen, hvis man har noget der vedrører timerne næste dag. Jeg har udelukkende fået fornuftige og omsorgsfulde svar, der gerne ender med at opfordre mig til at skrive igen eller ringe, hvis jeg har brug for yderligere dialog. Jeg har sågar ringet til Emils engelsklærer midt i skoletiden og bedt hende ringe i næste frikvarter fordi det hastede.

Når børnene har haft test i de forskellige fag, får de resultatet med hjem til orientering for forældrene. Og underskrift, forstås…. På formularen er der også en rubrik til kommentarer, hvor man f.eks. kan skrive, at man ønsker at ens barn får mere hjælp med denne kategori eller at man selv har gennemgået brøkerne for at afhjælpe det dårlige resultat. Og så tilbage med formularen i underskrevet stand.

Vi har været til skole-hjem-samtale – 10 min. med hver lærer – man vælger selv hvem af dem man vil møde og så går ens barn rundt og aftaler tidspunkter. Vi havde valgt at hilse på alle Emils lærere, nu da vi var nye. Det var da rart at have et ansigt at forholde sig til, hvis vi skulle få brug for at tale med dem. Musiklæreren var tydeligt forundret over at nogen ville tale med ham, så han havde samtidig et orkester der var ved at stille op bagest i rummet. Hvis vi altså ikke havde noget i mod det.

Skolen har valgt at gradbøje begrebet frivilligt arbejde. Det er nemlig obligatorisk at have udført 10 timers frivilligt arbejde i løbet af 6. klasse for at kunne rykke op i 7. Emil skal kun have 5 timer, da han er startet sent på året. Ordningen går ud på at man vælger blandt nogle forskellige aktiviteter, der bl.a. hjælper lokalsamfundet. Der er således et program for hjemløse børn, der kommer på skolen en gang om ugen og deltager i forskellige sports- og fritidsaktiviteter. Emil vil helst spille fodbold med dem. “De spiller i bare tæer – de har simpelthen ikke råd til sko”- fortæller han. Jeg finder det lidt surrealistisk, at der en gang om ugen bliver kørt sådan en flok barfodede hjemløse børn ind på den skole, hvor langt de fleste børn bliver kørt i skole af deres chauffører og sandsynligvis har flere mærkevaresko liggende og flyde hjemme i entreen, end de selv kan tælle til. De større klasser har en venskabsklasse på en vietnamesisk skole, hvor de tager på besøg og diskuterer forskellige (formentlig politisk korrekte!) emner, for at de vietnamesiske børn kan bruge deres engelsk og lære lidt om børn fra andre steder i verden. Meget sund ide – især når man husker på at den opvoksende generation er den første i Vietnam, der oplever at landets grænser er åbne. Det blev de først for alvor i 1994.

Du kan se mere om UNIS – Emils skole i Hanoi på www.unishanoi.org

Hos optikeren

Brillereparation med hammer, boremaskine og blæselampe

I Hanoi er det ikke altid den mest checkede og flashy butik der kan levere varen. Forleden gik mine briller f.eks. i stykker og så var gode dyr rådne.

En gang imellem holder vi kildetur i familien. Det betyder at vi allesammen smider os på en seng og så kilder alle alle – med mindre der er nogen der rotter sig sammen og kilder den tredie. Det kan i sagens natur godt gå hårdt for sig en gang imellem og forleden gik det ud over mine briller. En eller anden kom i kampens hede til at give mig et knæ i ansigtet og det syntes mine briller ikke om – de delte sig lige så stille i to dele: En løs stang og resten af stellet. Udfordringen var så at finde en optikerbutik der kunne og ville reparere dem.

Dagen efter skulle jeg alligevel ind på SOS-klinikken, det lokale lægehus for expats og have kigget til en øjenbetændelse som jeg har hygget mig med i snart en månedstid. Øjenbetændelse eller pink eye som den hedder i daglig tale er en permanent epedemi her i Hanoi. På SOS-klinikken henviste de til en optiker som de plejer at bruge. Det viste sig at være en temmelig trendy butik med et temmelig fancy interiør og et kæmpe udvalg i stel. Det eneste der afslørede at der ikke var tale om en af Profil Optiks nyeste butikker var at personalets knallerter holdt parkeret inde i butikken og at der var personale nok til at betjene en mindre hær. Efter lidt indledende kommunikationsbesvær fandt jeg en tyggegummityggende ungmø i lavtaljede cowboybukser der både kunne forstå og tale et nogenlunde engelsk. Jeg fik forklaret hende problemet og hun rystede opgivende på hovedet og sagde at den slags kunne ikke repareres, men hun ville mægtig gerne sælge mig et par nye briller med glas, stel og hele molevitten.

Nu er det sådan at jeg er nået i en så fremskreden alder at jeg er begyndt at bruge glidende overgang og da jeg fra fødselen er udstyret med et overordenligt righoldigt udvalg af bygningsfejl, så er de glas jeg bruger er ikke helt almindelige. Kald det bare fordomme, men efter at have brugt adskillige år i Danmark på at finde en optiker der kan lave ordentlige briller som jeg synes virker, så havde jeg ikke stor tillid til ungmøens evner udi at fremstille briller og fastholdt derfor at de skulle repareres. Ikke udskiftes – der var jo trods alt kun tale om en løs stang som ikke engang var knækket – der var bare tale om en lodning der havde givet op. Hun var imidlertid helt kold overfor både bønner og argumenter og jeg måtte forlade butikken med uforrettet sag. Surt!!

Nu er det så heldigt at i Hanoi ligger der altid mange af den samme slags butikker i samme gade så jeg gik frejdigt og med åbent sind ind til nabobutikken der ligeledes var optiker, omend ikke så flashy, for at klage min nød. Her var svaret det samme. I næste butik endnu en gang det samme – de ville allesammen hellere sælge mig et par helt nye briller til adskillige millioner Dong end lave en reparation til nogle få kroner. Det var tydeligt at lige så snart de så mine glas kunne de høre kasseapparate ringe og se en ny og bedre fremtid i lediggang og dekadence komme nærmere.

Lige da jeg var ved at give op var der en venlig dame i en absolut utrendy optikerbutik der desværre ikke kunne lave min briller, men som henviste mig til en gade i et andet hjørne af byen. Hendes engelsk var lige så rudimentært som mit vietnamesisk så jeg var ikke helt klar over hvad det var hun mente, men jeg havde alt at vinde og intet andet end tid at tabe så jeg drog afsted mod Luong Van Can Street.

Her sidder manden og hamrer min brillestang ned i gulvetHer viste det sig at der var masser af brillebutikker. Jeg bruger med vilje ikke ordet optiker for det er der bestemt ikke tale om. Der er tale om brillebutikker der sælger brugte og nye briller, samt reservedele til samme fra store kasser og poser. Lidt ligesom når Brugsen har læsebriller liggende ved kasseslusen for det tilfældes skyld at man mens man står i kø skulle blive svagtsynet.

Jeg angreb den første og bedste brillehandler og han tømte, efter en del kradsen på hagen og i nakken, beredvilligt adskillige kasser brillestænger og -stel ud på fortovet foran sin butik. Her sad han så et kvarterstid med mine briller i den ene hånd mens han med den anden rodede i bjerget af løse stænger og stel. Jeg var ikke til meget hjælp for så snart jeg ikke har mine briller bliver jeg på magisk vis forvandlet til en muldvarp i overstørrelse så det eneste jeg kunne gøre var at misse med øjnene og forsøge at lade være med at stå i vejen. Da han endelig gav op foreslog han mig at købe et nyt stel og slibe mine glas til så de passede – et tilbud jeg venligt men bestemt afslog.

Jeg fik mine briller igen og med stangen i hånden trissede jeg videre til en brillehandler længere nede af gaden. Her var der bid! Manden gik straks i gang med en tang og en skruetrækker i et forsøg på at få stangen til at sidde fast. Undervejs mente han tilsyneladende at der var noget ved stangen der ikke var som det skulle være og til min store skræk kunne jeg gennem mine muldvarpetåger se at han sad og hamrede min løse brillestang ned i stengulvet mens han højlydt og synligt irriteret udstødte noget der mindede om vietnamesiske eder og forbandelser. Men ak og ve – selv han måtte trods både entusiasme og vold give op overfor den genstridige stang – den ville ikke sidde fast.

Han var dog så venlig, ganske vist inden jeg havde fået mine briller tilbage så jeg kunne se noget, at pege over på en butik på den anden side af gaden og i en lang sammenhængende vietnamesisk ordstrøm forsikre mig om at derovre kunne de fikse problemet. Jeg fik mine briller igen og kunne nu på den anden side af gaden se en stor og velassorteret optikerbutik som jeg straks styrede i retning af. Da jeg var halvejs over gaden kastede manden sig med dødsforagt ud mellem knallerter, cykeltaxaer og turister for at vise mig at det ikke var den velassorterede optiker jeg skulle styre imod, men derimod en lille vindtør mand der sad på fortovet på en plastiktaburet i et hjørne mellem to huse.

Urmagerværksted på en halv kvadratmeterHer viste det sig at han på ca. en halv kvadratmeter havde et komplet urmager og brilleværksted. Han kiggede, så vidt jeg kunne se gennem tågerne, på mine briller og skrev så et beløb på en lille fedtet seddel. Jeg fik brillerne igen og så til min store glæde at han mente at kunne klare det hele for 2 US Dollar. Jeg nikkede og gav ham brillerne igen. I løbet af de næste ca. 10 minutter havde manden fat i en stor tang, en stor skruetrækker, en endnu større hammer, en velvoksen boremaskine og en blæselampe der ville kunne lappe taget på Roskilde Domkirke mens jeg med tiltagende nervøsitet så til og tog billeder med min mobiltelefon for i det mindste at have noget bevismateriale når han leverede en bunke brilleskrot tilbage. Min frygt og tvivl blev gjort til skamme. Da han rakte mig brillerne tilbage var de så gode som nye og da jeg gerne ville betale med Dong i stedet for dollar fik jeg 5000 Dong i rabat som jeg fluks gav til en forkrøblet tigger der interesseret havde fulgt med fra sidelinien.

Næste gang jeg skal have repareret noget her i Hanoi går jeg helt sikkert ikke til en butik – der vender jeg tilbage til min ven i Luong Van Can Street.

Millioner går op i flammer

Det er et mærkeligt syn. Hver gang. At se penge gå op i flammer. Det ER altså ikke naturligt. Men det sker her i Hanoi flere gange om måneden.

Det drejer sig om “offerpenge” som altså ikke er rigtige penge, men papirkopier, der er skabt til at sende til vejrs, når de orange flammer slikker sig om munden.

Ofringer er en vigtig del af den buddhistiske tro og man ofrer både på gadeplan og i templerne, der ligger tættere her end vores landsbykirker i Danmark.

Og de bliver til forskel fra kirkerne altså brugt hele tiden. Omkring den 1. og den 15. i måne-kalenderen (hvis indretning endnu ikke helt gået op for mig) stiger priserne på frugt hos byens handlende, fordi alle skal have ekstra meget frugt med til alters. Det er i templerne det sker – sammen med røgelse, drikkevarer, slik, cigaretter og andre fornødenheder. Guderne altså både ryger og drikker efter vietnamesernes overbevisning.

Det med at brænde penge af sker også på gaden. Man tænder simpelthen et bål på fortovet – ofte lige ud for den butik, man passer eller den gyde hvor man bor. Og så brænder man bønnebøger, penge eller papirsskjorter af. Guderne skal vel have tøj på kroppen.

Og så skal de åbenbart også have lommepenge…. eller spiller de mon matador, når tiden falder dem lang….?

På karaokebar

Vietnameserne er vilde med at synge playback

Nu har jeg prøvet det. Karaoke bar. Med både engelsk og vietnamesisk sang, mikrofoner med ekko og en billedside gengivet på en mørkerød væg…… I still dont get it. Hvad fanden er hittet ved Karaoke…..????

Vi holdt et socialt arrangement med vores kolleger for noget tid siden. Det var uddelegeret til et par af dem at finde et sted, hvor vi kunne bruge en PC med en Power Point udgave af vores quiz spørgsmål, så derfor lød en Karaoke-rum, som det kaldes, vældigt fint. Jeg spurgte om man så bare kunne sætte PC’en til i stedet for det de nu brugte til deres karaoke. Jada….. Det kunne det i hvert fald!!!

Altså lige indtil vi nåede til selve akten, hvor der alligevel manglende noget stik/ledningsvæsen, så vi måtte sende bud efter vores egen projektor…… nå, never mind, bare en detalje som mange andre i den vietnamesiske hverdag – den egentlig historie handler om Karaokens inderste væsen.

En sofafuld af vietnamesiske kollegerLokalet er mildest talt skummelt. Mørklilla og -røde vægge, lave sofaer af noget ubestemmeligt plasticlæder, små borde, dårlig – eller nærmest slet ingen – luft, ingen servering bortset fra frugt og øl(!) og så en røvfuld ringbind med dårlige kopier af CD’ere med alle mulige sange indenfor genren romantikpop.

To fjernsyn er hængt op og kører synkront med projektoren, der har et stort lærred oppe bag discjockeyen. Vel at mærke på en mørkerød væg, så det er så som så med farven hvid på lærredet, når det kommer til stykket.

Men alle kan se kunstneren og musikvideoen, der kører samtidig med at teksten står skrevet i bunden af billedet. Teksten skifter farve i takt med at kunstneren synger – så det er nemt at følge med, når man nu er den lykkelige mikrofonholder. Og lykkelig det er man at dømme efter vietnamesernes ansigtsudtryk – de svømmer helt hen imens de hjælper Celine Dion med at krænge sit inderste ud i Titanics stævn. Nguyen er ved at smelte helt hen...

Mikrofonen er et afsnit for sig – den er stor og har indbygget ekko- eller rungeeffekt. Det gør det helt umuligt at synge i den – eller også er det netop det, der gør at man ikke rigtigt kan høre den, der synger. Kunstneren på TV’et synger også, så hvis man er nødt til at holde en lille pause for at klare ganen, fortsætter sangen altså.
Selve gengivelsen af Celine Dion og musikken fra Titanic var helt igennem uigenkendelig. Først troede jeg at det var en cover version, for selvom jeg har hørt rigtigt meget Celine Dion kunne jeg ikke kende hendes stemme. Jeg tror der er lagt ekstra hammondorgel ind over, måske for at man lettere kan holde takten. Hvad ved jeg…..

Nå, men mikrofonen gik fra den ene til den anden vietnamesiske mund og de sang af karsken bælg.

De er HELT vilde med det – får julelys i øjnene, så snart der er tale om at komme på Karaoke bar. Og ingen tvivl om at de også havde det herligt imens de satte alle sejl til i den ene sjæler efter den anden. Det er vistnok en del af hemmeligheden – at det hele er sødsupperomantisk.

Jeg lurede hele aftenen på hvad dælen det er, der gør Karaoke så ufatteligt populært i Asien. For samtidig med at de er kulturelt gearet til at være en del af en gruppe snarere end et selvstændigt individ som vi er det i Vesten, og altså ikke bryder sig om at skille sig ud – og det er no-no at vise følelser, så bærer dette syngeri jo netop præg af begge dele.

Jeg havde forestillet mig, at de stod på scenen når de sang, men sådan viste sig ikke at være. De sad i sofaerne blandt de andre i mørket, og så er det jo en anden sag at “stå frem” og synge. Og i og med at alle gør det, er man jo alligevel en del af flokken.

Måske er det en måde at vise følelser….. altså  ved at synge disse kærlighedssange, for jeg lagde mærke til, at når én havde sunget “I love you” i en sang, brød bifaldet løs. Hver gang. Så måske er det noget de ellers aldrig siger højt. Så skal det pakkes ind i karaoke imens man sidder i mørket blandt de andre.

Måske er det derfor karaoke ikke taler til mig overhovedet. Jeg kan for det første ikke synge – det er der mange, der vil bevidne – og for det andet har jeg ikke brug for at synge “I love you” – for jeg har jo lov at sige til dem holder af, at det er det jeg gør. Vietnameserne kan nu heller ikke synge, men det klarer ekkoeffekten og den svingende lydkvalitet – og så har de måske i virkeligheden brug for at kunne sige det højt bare for at prøve det. Hvad ved jeg…..

Det var meningen at vi skulle quizze med spørgsmål om Vietnam og Danmark – og på den måde lære lidt mere om hinandens lande. Men der var ikke et ledigt øjeblik, for pauserne skulle udnyttes til lidt karaoke-sang. Og der gælder tilsyneladende den regel, at når først en sang er startet, kan man ikke stoppe midt i den. Så skal den synges færdig, skal den.

Altså måtte jeg Lis og Binh prøver at råbe igennem "I love you" på karaokeanlæggetpigepopband, for at komme igennem med mit budskab om at vi skulle videre med vores quiz.

Adskillige gange vandt smørtenoren og det var umuligt at fange discjockeyens opmærksomhed. Han talte ikke engelsk og var heller ikke særligt interesseret i at stoppe karaoke-anlægget, så længe der var hjerte og smerte på programmet.

Det var så mit første sammenstød med Karaoke – måske også det sidste. Hvad ved jeg…..

På arbejde i Hanoi

Her er meget hjerterum, men knapt så meget husrum…..

Det er på mange måder rigtigt spændende at gå på arbejde her, for her er meget at tage fat på. Det er som at starte en ny virksomhed fra bunden med mulighed for at påvirke en masse processer og mennesker. Det er fedt! Og så er det samtidig på mange måder frustrerende ikke at forstå sproget, tankegangen, kulturen og bevæggrundene til at folk gør som de gør. Eller snarere ikke gør…. For der er én ting, der er meget kendetegnende her: Det er, at ingenting sker særligt hurtigt. Der er alle mulige uforståelige grunde til, at man ikke bare kan tage en beslutning – og så føre den ud i livet.

Mine rutiner her er rigtigt meget anderledes, end jeg er vant til i Danmark. Men måske skyldes det også det faktum, at jeg i lang tid har arbejdet alene – dvs. med klienter – hvor der kun er dem og mig til at beslutte, hvad der skal tages action på – og så sker der som regel også noget.

Hernede er der mange grupper at have dialog og interaktion med. For det første er der de vietnamesiske softewareudviklere og -testere. Deres gennemsnitsalder er midt i tyverne. De bor næsten alle sammen hjemme hos deres forældre eller svigerforældre og sammen med andre familiemedlemmer som søskende eller bedsteforældre. Det er det almindelige familiemønster her. Det er også almindeligt, at man ærer og respekterer de ældre familiemedlemmer, og dermed også følger deres anvisninger langt op i voksenalderen. Det gør at de fleste fremtræder lidt usikre og tilbageholdende i forhold til unge på samme alder i vores kultur.

Dertil kommer, at vietnamesere generelt ser meget unge ud og er fysisk langt mindre end os i vesten. Så man kommer nemt til at vurdere dem som yngre, end de rent faktisk er. De er meget imødekommende, nysgerrige og opsøgende – vil gerne vide mere om Danmark, om os og om hvordan vi gør ting i vesten.

http://www.westermann.dk/assets/images/mattieu%20og%20NG%20i%20kontormiljø.jpgMellemlederne er nyligt udnævnt og har ikke hverken teori eller praktisk erfaring at bygge på. De opfatter mest sig selv som gruppens talsmand, men uden egentligt ledelsesansvar som vi forstår det i Danmark. Vi skal i gang med et program i grundlæggende ledelse, som f.eks. mødeledelse, kommunikation, roller og selvindsigt. Det bliver rigtigt spændende og sikkert også anledning til et par grå hår inden vi er færdige.

Mads’ pendant herude – Duc – er en rigtig fin fyr med mange kvaliteter især som fortolker af kulturen og hvordan man skal gebærde sig. Han har været daglig leder også før vi kom og har rigtigt mange roller at passe. Han virker altid rolig og nærværende, og arbejder hele tiden. Det er også ham, der kan være flaskehalsen, når noget skal besluttes – men det er jo ikke særligt forskelligt fra danske forhold. Duc på 27 er kontorets dalige leder

Rent organisatorisk er her endnu ret kaotisk – og vi mangler pt. ca. 12 medarbejdere, bl.a. en sekretær/projektassistent. Det betyder jo så at ALT skal vi gøre selv. Især med mine 10 timer/ugen herude, er det godt nok træls at skulle bruge enorme mængder af tid på at fremskaffe mailadresser, vente på at nogen får sat printeren op, så vi kan bruge den – eller får sat indkøb af ordbøger på dagsordenen et sted, hvor de rent faktisk ender med at få dem købt..

Engelsk er vores smertensbarn lige nu, og det første punkt, hvor vi må sætte massivt ind. Vores vietnamesiske kolleger har ligesom andre asiater svært ved at udtale nogle af de karakteristiske engelske konsonant lyde. Og da vietnamesisk er et sprog med mange små udelukkende enstavelsesord, taler de fleste også meget hurtigt. Alle skal på engelskkursus resten af året, for at få trænet deres udtale af en “rigtigt engelsktalende”. Og det kan kun gå for langsomt!

Jeg er i disse dage i gang med et testforløb, så vi kan få placeret hver enkelt på det rigtige niveau.

Det vietnamesiske folk er meget nøjsomt i al almindelighed og heller ikke særligt pladskrævende. De har gennem generationer levet på meget lille plads. Under den amerikanske krig boede og levede en kæmpe gruppe jo faktisk under jorden i meget trange kår.

Man kan mærke det med ikke at have den samme “privatsfære” mange steder, på gaden, i bussen, på arbejdet, i hjemmet. Derfor er det ikke ualmindeligt at sidde i “båse” og arbejde. Man har kun båsen som sit private domæne, hvor man sidder og arbejder ved pc’en. Resten af aktiviteterne foregår i mødelokaler, som der kun er 2 af.  Bookingsystemet er sådan at man indtager et mødelokale når man skal bruge det – og hvis der så kommer en højere rangerende, f.eks. en chef, så opløser man sit møde og giver plads. Ikke noget vi ville kunne leve med i Danmark, men det fungerer vist nogenlunde her.

Mads' og min sammenklappelige arbejdspladsSom det fremgår af billederne virker forholdene MEGET trange – jeg selv kan slet ikke arbejde under de omstændigheder. Der hvor Mads sidder sammen med 2 andre, har jeg ca. 1 meter bordplads og vi er nødt til at aftale, hvem der rejser sig hvornår, for stolene støder sammen, når nogen skal ud. Jeg arbejder tit hjemmefra – men i sagens natur må jeg også være til stede på arbejdspladsen for at være en del af kulturen og hverdagen.

Som sagt er der behov for 12 nye medarbejdere her og nu, så de pladsmæssige forhold er under luppen for at finde en akut løsning; Der kan bare ikke proppes flere mennesker ind her – ikke engang vietnamesere……

Det er svært for mig at holde det med at arbejde 10 timer om ugen – er ikke lykkedes mig endnu. 15-20 er sådan set også OK, men det bliver nok i realiteten mere, for Mads og jeg kan ikke lade være med at diskutere forskellige problemstillinger “over aftenkaffen”. Og ofte sniger der sig også et “skypemøde” ind efter aftensmaden, fordi det ikke altid kan lade sig gøre at holde møder med de danske kolleger indenfor vores almindelige arbejdstid.

Vi har sat gang i en række kulturudveksningsaktiviteter og har også indtil nu holdt vores løfte om at mødes til et socialt arrangement en gang om måneden. Det hele skal helst finde sted imens nogle af vores danske kolleger er herude. Kulturdelen kræver meget synes jeg, for det er nyt stof også for mig. Til gengæld er vi nødt til at tage ganske små skridt ad gangen, så der er ikke brug for de store forkromede Power Point præsentationer. Det har i begyndelsen mest handlet om at turde nærme sig hinanden og at tale med åbent sind og være nysgerrige på en positiv måde overfor de anderledes reaktioner, vi alle sammen møder i vores samarbejde. Og det går i al beskedenhed ganske godt, synes vi.

Jeg har indført flere forskellige små elementer på vores workshops. F.eks. fortæller jeg en lille anekdote om mine egne oplevelser her i Hanoi. Ting der undrer mig, eller som jeg har læst i en bog og så efterfølgende også oplevet. Den må gerne få hele armen – og jeg er ikke ked af at udlevere mig selv. Bare det at fortælle, at jeg jogger på vejene her og at alle vietnamesere jeg møder, stopper op og glor, virker stærkt latterfremkaldende på mine kolleger herude. Og at jeg så løber ud på et øde sted – Lovers Lane – hvor de unge vietnamesere gemmer sig med deres kærester – gav begrebet fniseri en helt ny dimension. Måske var det faktisk nogle af mine kolleger der sad og gemte sig bag kæresten og kyssede der på hans knallert, hvem ved.Overlooking kontormiljøet

Sidste gang vi havde kultur-workshop havde jeg taget et Safri Duo nummer med, som vi spillede for fuld skrue som intro til mødet. Det var vistnok meget grænseoverskridende for vietnameserne og vakte en del opsigt også i deres moderorganisation.

Men det skabte en god stemning og jeg lovede at finde mere dansk musik. Der var oven i købet én, der efterfølgende mailede til mig om hun måtte få en kopi af hele CD’en. Se, det kan man da kalde kulturudveksling i praksis….