Husalferne

Hanh og Lien får husholdningen til at glide. Fedt!

Nu har vi fået etableret os med hjælp i huset. Vores hushjælp – eller maid som de kaldes herude – hedder Lien og vores kok hedder Hanh. Lien gør rent og rydder op, sørger for alt ”udenfor køkkenet” – hvilket betyder at hun alligevel tager opvasken og skraldespanden hvis den er der(!) og desuden fejer i garagen og på terrassen, ligesom hun køber ting ind, der ikke har med madlavning at gøre. Hanh køber ind til vores mad, frugt, mellemmåltider, bager brød og alt hvad der kan sortere under køkkenet, som f.eks. også at bestille øl, sodavand og kildevand.

Det lyder vildt luksuriøst at have folk til “det kedelige” – og det er det også…. Men på mange måder er det også nødvendigt, for hverdagen her i Vietnam er ganske anderledes end i Danmark, og kræver blandt andet at man bruger meget tid i huset, til indkøb og betaling af regninger mm.

En typisk dag kommer der en håndværker, som f.eks. i dag hvor elektrikeren, der også er vvs-manden skal reparere noget ved vores vaske, der ikke kan åbne og lukke bundproppen. Han skal også kigge på om  vores nødgenerator kan slukke af sig selv, når den almindelige strøm kommer tilbage. Jeg synes selv, at jeg har aftalt det hele med vores udlejer – og det er nødvendigt, for elektrikeren kan ikke tale engelsk. MEN da han kommer, har han ikke reservedele med og kan ikke lave det ved generatoren, som udlejeren gerne ville have.

Lien er altid til stede, når der er håndværkere – det er en hovedregel her – maidsne sidder bogstavelig talt på nakken af håndværkerne og sørger for at de ikke napper noget i huset og at de rent faktisk gør det som lejerne eller udlejeren forventer. Og det tager sin tid.

I dag var elektrikeren her vel i 20 minutter, hvor han talte med Lien, som fortalte mig at det ikke kunne lade sig gøre – så talte både han og Lien med vores udlejer – som derefter ringede på min mobiltelefon og fortalte hvad resultatet af dagens besøg var. OG det er så, at elektrikeren kommer tilbage i morgen med de reservedele, der skal bruges. Da har Lien fri, så det er desværre mig, der skal sidde lårene af ham.

I dag kom der også en kvinde, som opkræver internetafgiften. Hun skulle have ca. 1 mio. dong og måtte derfor have besked om at komme igen i morgen, for så mange penge havde jeg ikke på stående fod. Så hun kommer også i morgen.

Det gør “dørhåndtagsmanden” også. Han skal nemlig skifte de dørhåndtag, der er sat på altandørene, og som er i alt for tyndt metal og derfor knækker, når man bruger dem til det, de er tænkt til – at åbne skydedøren. Han kom også i dag, men havde nogle magen til de eksisterende med – og som vi forklarede ham og udlejeren – ville give det samme problem om nogle uger, for håndtaget er simpelthen ikke beregnet til at trække den vægt skydedøren har. Han måtte altså hjem og hente nogle andre – og kommer igen i morgen.

Så selvom jeg kan arbejde hjemme i morgen, kommer til at stå bag ved div. håndværkere for at betragte dem og sørge for, at de laver det, de er bestilt til.

Lien er vores maidLien er her kun 2 gange om ugen indtil videre. Hun kommer nemlig fra en anden dansk familie, der skal hjem snart. Og i overgangsperioden har vi hende så to dage om ugen. Efter 1. maj bliver det hver dag. Så bliver der også tid for hende til at sørge for, at vi får indrammet et par plakater og indkøbt noget værktøj, som vi mangler. Det har hun ikke tid til nu, hvor hun gør rent i hele huset og skurer og skrubber badeværelserne. Og rydder op efter os, hvis vi ikke selv har nået det. Det er godt nok en dårlig vane, vi må se at vænne os af med, for det kan vi se hos nogle af de andre familier herude er et problem. De rydder simpelthen ikke op efter sig selv. Hverken på sportspladser eller i skolen eller til fælles arrangementer med pizza og den slags. Man ser for sig en maid – fuldtidsbeskæftiget med at rydde op efter 2 voksne og 2-3 børn, der ikke flytter noget som helst efter sig selv. Hverken papir fra chokolade, tallerkener efter aftensmad eller snavsetøj fra badeværelsesgulvet. Yaak!!

Lien er 45 år og eneforsørger  til to børn der går på universitetet. Hun er en skrap moster, der har været i udenlandske familier i 15 år og ved alt om hvad de har brug for og ikke brug for.

Hendes engelsk er rigtigt godt og er én af grundene til at det er så rart at have hende. Dels kan man forstå – nogle gange tager det lidt tid – hvad det er hun siger og dels kan hun tolke når håndværkerne ikke taler engelsk. Hun kan også handle for os til priser,  vi ikke selv kan komme i nærheden af – sådan er det bare. Men hun har introduceret os til sin faste leverandør på markedet midt i byen. Så nu regner vi med at kunne handle i hvert fald ét sted, hvor vi får en fair pris. Eller skal Lien nok komme efter dem!

Det er karakteristisk for de folk der er ansat i expat-familierne, at de er enormt loyale, nærmest som en del af familien og det siger en del herude, hvor familie er det absolut mest dominerende holdepunkt for gammel som ung. Lien kan lyne med øjnene, så man bliver helt bange og når hun taler vietnamesisk, lyder det som et maskingevær. Hun har numselangt knitrende sort hår, der slynger sig ud under styrthjælmen, når hun kommer kørende på sin “moto” – ellers er det altid sat op i en knold, men den er der ikke plads til i hjælmen. Det er for varmt, siger hun og sikkert også for besværligt, når hun hænger med hovedet nede i gulvspanden.

Når Lien er færdig hos os ved 14-tiden, tager hun videre til den familie, hvor hun fungerer som kok og laver deres aftensmad. De bor lige nede ad gaden, så det er nemt og bekvemt for hende at have denne ordning. Og ret givende – for hun tjener lidt mere end 300 USD om måneden, hvilket er det samme som universitetsuddannet programmør, der kommer lige fra skolen.

Hanh er vores kokHanh er noget yngre – vistnok sidst i trediverne og har to mindre børn på 5 og 9. Hun er gift og hendes mand står for husholdningen derhjemme for Hanh er først færdig hos os ved 19-tiden, når hun har serveret maden. Om formiddagen er hun maid hos en anden dansk familie, og starter derfor hos os ved 15-tiden. Hun køber ind på markedet om morgenen mellem 7 og 9, så vi skal fortælle dagen før, hvad vi kunne tænke os at spise næste dag. Hun kan også selv få lov at bestemme, men her i starten er hun utroligt opsat på at gøre det så godt som muligt, så jeg kan fornemme at hun gerne vil have, at vi bestemmer. Hun køber meget ind, jeg tror hun lige skal vænne sig til at vi er en lille familie med kun 3 medlemmer.

En del af hendes opgaver – som hun selv definerer ud fra hvad hun plejer at gøre og ved at andre kokke gør – er at sørge for at der er en tallerken med frugt udskåret i små stykker til om eftermiddagen og en tallerken med grøntsager til at tage med på arbejde og i skole, så det er nemt for os. Hun presser også passionsfrugter og fortynder med vand til en slags saftevand. Smager godt og er dejligt nemt.

I dag er hun kommet udelukkende for at bage, for vi er inviteret ud i aften. Men så bager hun boller til fryseren og sørger for at være opdateret på indkøb. Og så får hun tidligt fri, selvfølgelig. Det er hende vel undt, så hun kan være sammen med sin familie.

Hun er hos os 4 dage om ugen, for vi mener faktisk ikke det er nødvendigt med 5. Vi kan jo godt lide at lave mad selv, og kan få hende til at købe ind så det hele er klart. Det gør hun også til weekender, hvis man husker at give hende besked. Hun har købt en del køkkenudstyr til os, fordi vi mangler. Hun låner også hos den anden danske familie, når vi lige er kommet til at bestille tærte, men har glemt, at vi ikke har en tærteform. Så tager hun deres med frem og tilbage på  sin “moto”.  Det er også der hun har gryder, kasser med cola og hvad vi ellers har bestilt. Uanset om det er godt eller dårligt vejr, og uanset hvad det vejer og fylder…..

Vi er rigtigt glade for disse kvinders hjælp og dagligdagen glider rigtigt meget nemmere, når de hjælper os. Vi hjælper også dem, for de har virkelig brug for pengene. Og de er i modsætning til de offentligt ansatte ikke forsikret på nogen måde hverken mod arbejdsløshed, sygdom eller andet. Så de skal selv sørge for at få passende lønforhøjelse, sørge for ikke at blive snydt og er derfor meget, meget opmærksomme på at fornemme om vi kan lide dem, og rigtigt glade for at få lov at gøre som de selv vil. Jeg spurgte Hanh en dag om det var vigtigt at de kunne lide de familier de var i. Det svarede hun ikke på – men sagde at det var vigtigt om familien kunne lide hende. Hvis de kunne det, så tog hun jobbet. Så spurgte jeg igen, om hun så ikke også havde brug for at føle sig tilpas i familien. “In Vietnam not like that” sagde hun, og fortalte, at det er meget attraktivt at få lov at arbejde hos os udlændinge, så der er mange om budet. Det er usædvanlig god hyre for ufaglært arbejde – ca. dobbelt op. Så det er klart, at det er attraktivt at få fingre i den slags jobs. Og så følger der sikkert ekstra fordele med – som f.eks. at vi giver hende mad med hjem, der er i overskud eller at hun arver en skjorte fra Emil til sin søn.

Hanh og Lien er heldigvis et par selvstændige typer, der selv tager initiativ til at løse problemer, har endda selv lagt ud for nogle af de ting, de har købt til os – hvad man ellers overhovedet ikke kan forvente, for de har typisk ikke penge på sig i særligt store mængder. Det er typisk for det vietnamesiske samfund, at man lever kontant og kun lige har fokus på i dag og i morgen. Derfor har Hahn også bedt om at få sin løn den 20. i måneden. For hun skal betale skolepenge den 22. så hun har brug for dem til det.

Og så alligevel. Hun fortæller også, at hun sparer op til en computer, men ikke til sig selv. Til børnene, der skal bruge det i skolen. Den koster ca. 2½ brutto månedslønninger, så det bliver til næste år, har hun regnet ud.

Hanh har netop støvet et par rugbrødsblandinger fra Amo op, og lånt rugbrødsformen fra den anden familie – så nu har vi helt almindeligt dansk rugbrød i fryseren! Og på bagedagen, hvor der var lunt rugbrød ud på eftermiddagen,  spiste vi det som kage. Dagen efter tog vi hele familien ind til et fransk foretagende, der handler med delikatesser som skinke, pate, oste og salami. Købte helt vildt ind og spiste tomatmadder og spegepølsemadder til aften.

Det er sgu svært at komme udenom, at vores generation af danskere er grundlagt på rugbrød!

De bygger og de bygger…

Med kvindelig håndkraft og gammeldags åg….

Det meste af det byggeri vi ser her på vores vej rundt i byen – og det er meget, skulle jeg hilse at sige – foregår ved håndkraft

Der er kraner til de højre huse, men det er faktisk også det eneste maskineri. Ellers slæber de små spinkle mennesker rundt på cement, mursten, vand, grus, sten og jord. Og det er især kvinderne, der har det hårde arbejde. Det er en sand fryd for ligeberettigelsesøjet at se hvad de magter, de kvinder. Og så alligevel….. de gør det jo ikke fordi de kæmper for ligeberettigelse. De gør det bogstaveligt talt for at overleve.  De kæmper for deres familie og deres børns videre uddannelse, så de kan hæve sig op over den socialklasse de er født i.

Her  er det lykkedes mig at fotografere MED MIN MOBILTELEFON!!!! Et lille scenario fra et byggeri. Disse mennesker er ved at bygge en slags cafe tror jeg, nede ved  søbredden. Der er vel 200 meter stejlt ned til bredden og de er ved at fylde byggeaffald i et hul dernede.

Der er to kvinder, der bærer sten og cement i runde kurve ca. 70 cm i diameter bundet på et åg, som de har over skuldrene. Manden skovler affaldet op i deres kurve, og så går de på deres bare tæer og i svedende varme og op ned af skrænten. Jeg er bare ude at gå en tur, fordi jeg havde glemt at hæve penge – igen – og der var strømafbrydelse – IGEN – hjemme hos os. Så jeg er på pengejagt i nabokvarteret, som vistnok har strøm.

Jeg stillede mig (i skyggen!) og betragtede det hårde arbejde og spekulerede på hvad gennemsnitsalderen for vietnamesiske kvinder egentlig er.

Det har jeg så i mellemtiden fundet ud af. Den er faktisk 73 år!!!! Er det ikke utroligt – det er næsten lige som i Danmark. Hvor vi altså lever et noget mageligere ligeberettigelsesliv….

Jeg skal opgraderes…

Jeg har taget en beslutning om at følge med tiden.

Nu har jeg besluttet at lade mig opgradere. Jeg har jo alligevel fået en ny telefon – Nokia N70 – som kan meget mere end den gamle – som igen kunne meget mere end den forrige… men jeg har til Mads’ store fortrydelse ikke de sidste 3-4 telefoner gidet sætte mig ind i hvad de faktisk kan. Jeg skal jo bare tale i den, og sms’e på den. Så behøver jeg ikke vide så meget om kalenderstyring , kamerafunktion og downloadning af mp3 filer.

Jeg ligner nok de fleste kvinder i min årgang, der ikke føler trang til at sætte flere timer af til at læse manualer og eksperimentere med den slags. Og da jeg som regel får telefonen fordi den gamle er slidt op, forlagt eller på anden måde er bortkommet, er det heller ikke med stor entusiasme jeg overhovedet får en ny. Jeg har også altid nydt at ligge nederst i it-hierarkiet for så får jeg altid en model Mads kender til hudløshed. Og så er det absolut et gærde jeg med glæde springer lavt over at sætte mig ind i funktionerne. Jeg spørger bare Mads som frivilligt flår den ud ad hænderne på mig og installerer det jeg nu ønsker mig. Nemt og bekvemt. Men ikke særligt “jeg-er-en-moderne-kvinde-der-kan-alting-selv-agtigt”.

Så nu skal det altså være anderledes, har jeg besluttet. Min telefon-supporter  og ægtemand har lovet at jeg så let som at klø mig selv i nakken kan lægge billeder ind på pc’en – han har oven i købet vist mig det og det så nemt ud da han gjorde det(!). Og det synes jeg faktisk er attraktivt at kunne her, når vi oplever så meget, der kunne foreviges og gives videre til jer derhjemme via hjemmesiden. Så det gider jeg godt prøve nu.

Og spilledåsen kunne også være rar at have ved hånden, når man sidder og keder sig i en kø eller er uden internet, venter på en vietnameser eller lign. Så jeg må også se at komme i gang med at downloade musik til telefonen. Der er gode hørebøffer med i pakken, så lyden skulle angiveligt også være rigtig god.

Og så er der det med kalenderstyringen. Man kan bruge kalenderen i telefonen og overføre alle informationer til outlook på pc’en. Okay, okay, jeg kan da godt se det er smart. Jeg kan bare så utroligt godt lide min papirkalender – der er nu noget meget troværdigt over at have aftalerne stående i en bog. Og så dejligt trygt, for sådan har det altid været. Jeg har altid haft et meget personligt forhold til min kalender som jeg flere år i træk lavede decoupage på og syntes var et helt lille kunstværk.

Det bliver nok en større terapeutisk sag at komme det til livs og sætte gang i den elektroniske opdatering. Men jeg vil altså i den kommende tid gøre forsøget.

Say hello til den telefoniske Lis Petersson, version 2.0.

Skraldekvinden

Det er ikke noget problem at slippe af med skraldet i Vietnam

Skraldekvinderne er altid synlige i gadebilledet her i Hanoi. De kører rundt på enten cykel eller med en stor skraldetrillebør og samler ind hele dagen. De går op og ned ad gaderne, ringer ofte med en “Hjem-Is klokke” og tager de skraldeposer folk sætter udenfor deres hoveddør. Eller smider i rendestenen…. Så roder de i dem og sorterer i dåser, papir, pap og grøntsager. Meget af det kan genbruges og skal derfor gemmes og videregives på en eller anden måde.

 Det system har vi regnet ud for længst – og vi sætter derfor også bare vores skraldepose udenfor døren, og pstt er den væk.

I dag stod vi med vores store port/dør åben og talte med vores udlejer, da en af papdamerne – altså den slags skraldedame, der kun går efter pap – kom forbi med sin ældgamle cykel. Mens vi talte, kunne jeg se, at hun prøvede at sige noget til mig og spurgte Lam, som vores udlejer hedder, hvad hun ville. Hun havde spottet, at der inde i vores garage lå en ordentlig omgang flyttekasser, som bare ventede på, at jeg fik spurgt hvad man egentlig gør med den  slags. Jeg havde ikke lyst til bare at smide dem ud på gaden og vente på at der skulle komme en skraldedame forbi, hvis man nu forventedes at køre dem hen på en genbrugsplads eller noget lignende.

Nå, men hun måtte da rigtigt gerne få alle vores flyttekasser, selvom jeg i første omgang troede at hun måtte opgive at have dem alle sammen på én gang. Hun fik det hele ud på gaden og det fyldte flere kvadratmeter, som man kan se på billedet. Mads hjalp hende med at løse gåden om hvordan en dansk flyttekasse foldes sammen til en flad størrelse.

Imens vi stod og talte videre fik hun sorteret det hele i størrelser og bakset det op på cyklen, spændt det fast med de sædvanlige gamle cykelslanger, som alle herude bruger til den slags, og vinkede farvel – storsmilende. Vi fik fornemmelsen af at hun havde tjent en ugeløn på vores flyttekasser og spurgte Lam hvad hun egentlig kunne tjene på pappet. Hun fik ca. 1 dollar pr. kilo – og fortalte, at hun kunne tjene op til 10 dollars på en dag. Det fik os hurtigt til at lave regnestykket 10 dollars x 5 = 50 dollars om ugen = 200 dollars om måneden. Det er ret godt for at samle pap på en gammel cykel og køre det hen til en genbrugsplads, for vores nyansatte maid får lige under 2 dollars i timen.

Lam fortalte at dem, der samler pappet ofte er landarbejdere, der normalt arbejder i rismarkerne. Når de så har tid til overs – Vietnamesere arbejder nemlig hele tiden for ikke at blive dovne! – så tager de lige cyklen og samler lidt pap her i vores rigmandskvarter. Hatten af for det!