Thank you for asking…

Emils første skoledag var fuld af venlige, høflige mennesker

Det er Emils første skoledag. Vi er kommet, for os, i usædvanlig god tid. Man må både tage højde for trafikken og for sikkerhedsvagten udenfor skolen, som nogle gange vil have id-bevis, som hun kan opbevare, imens man er på skolen med sit ”guest-id” kort på – andre dage må man gå lige igennem. Hun har også en bom, hun hejser op for bilerne, når hun har checket dem. Nogle gange altså. Andre gange kører de bare igennem.

Så vi er der, og går rundt og kigger lidt, imens store, dyre biler læsser børn i alle aldre, farver og faconer af. Vi skal først have taget et foto af Emil. Vi ved ikke helt til hvad – måske bare skolens arkiv, måske til et slags id-kort han skal have. Det er Administrations Officer’en der gør det. Hun hedder Jessica og er amerikaner – hendes mand arbejder for den amerikanske ambassade og vi kender hende efterhånden godt, for det er hende vi har talt med igennem hele optagelsesforløbet. Hun kommer til tiden og spørger på ægte amerikansk: “How are youuuuuuu” og efter seancen, sender hun os af sted med et “Have a nice first day at school”.

Emil's skolegårdVi går ned på Middle school afdelingens kontor. Her er sekræteren ikke kommet endnu, så vi banker lige på hos inspektøren, og spørger om vi bare skal vente her. Ja, da – så kommer der nogen fra Emils nye klasse og henter ham. “Så ved du også, hvor jeg bor, hvis der er noget du vil spørge om” siger hun, samtidig med at hun fortæller, at hun allerede har mødt Emil til festen i fredags. Det var det såkaldte “Spring Ball” – en forårsfest som en af de danske piger vi havde mødt sørgede for, at Emil kom med til, selvom han ikke var startet endnu. Fin måde at hjælpe ham ind i flokken, synes jeg. Vi lod inspektøren passe sit arbejde og ventede på, at nogen skulle hente Emil. Inden da nåede sekretæren frem med en kilostor velkomstpakke bestående af kalender med skolens planer og noget kunst lavet af forskellige børn samt en bog vistnok med alle regler osv. incl. en oversigt over forældres navne og mailadresser. “So, are you ready for your first day at school” spurgte hun smilende. Emil mente ja. Endelig dukkede en dansk dreng op  – Emil kendte ham lidt i forvejen. Det var ham, der skulle vise Emil deres fælles “home room”. Det er en slags klasseværelse, hvor man kun mødes ganske kort hver morgen for at få fælles beskeder og så har man resten af sine timer i faglokaler.

Her er rigtig gode idrætsfaciliteterJeg gik med lige for at se hvor lokalet var og måske hilse på den lærer, der hører til der. Jeg var ikke helt klar over, hvad der var forventet af mig. En storsmilende mand først i trediverne i stiftpisket hvid skjorte og slips stod foran lokalet og bød Emil velkommen bogstaveligt talt med åbne arme. Han refererede til festen, hvor de havde mødtes første gang. Så vendte han sig mod mig – solbrændt “good looking” og med fast håndtryk… “Hello – I am Jonathan Cawkell – how are you this morning” hilste han mig velkommen “Oh, fine thanks, and how are you” returnerede jeg denne høflighedsfrasernes konge. “I’m fine, thanks – and thank you for asking” smilede Jonathan. Så overgik han til at forklare, at han var børnenes lærer i “humanities” hvor de var ved at afslutte et projekt i denne uge, så Emil kunne lytte på og bruge energien på at finde sig tilrette i alt det nye. Og hvis vi havde nogle spørgsmål om noget som helst, så skulle vi i hvert fald ikke holde os tilbage, men bare spørge løs. Jeg var lige lidt distraheret af den piercingring, der sad øverst i hans venstre øre. Den matchede bare ikke den skrighvide skjorte og det overmåde høflige sprog. Og så den der med “Thank you for asking”. Han virkede nemlig meget oprigtig hele vejen igennem. Både når han sagde tak for at jeg spurgte til hans velbefindende – og når han sagde, at han glædede sig til at have Emil i klassen, ligesom jeg tror han faktisk mente det med at vi bare skal spørge…..  Selvom der var pakket en masse engelsk høflighedsfraseri omkring, var det dejligt at blive modtaget så venligt og imødekommende – og oprigtigt.

Her er ingen gange - kun klasseværelserPå vejen hjem, da jeg hentede Emil, kom vi lige forbi et klasseværelse, hvor Emil mente, at hans fransklærer sad. Og da vi havde været lidt i tvivl om, hvordan vi skulle gøre med Emils franske og det nye niveau, som de andre børn er på, benyttede jeg lige lejligheden til at banke på og spørge om jeg måtte forstyrre.  Der var den samme hjertelighed og imødekommenhed fra Mr. Goegebeurs (ja, det lyder som gøgebur) side, samtidig med at han understregede, at Emil jo lige skulle have tid til at falde til, flytte ind i vores nye hus og vænne sig til at begå sig på engelsk og i de nye sociale rammer. Så der var ingen grund til at klø for kraftigt på med det franske. Han havde hjulpet Emil i frokostpausen med at kigge på de lektier, som klassen havde fået for, men Emil kunne selv vurdere om han havde overskud til at få dem lavet. Hvis han havde overskud så var det fint, og ellers ville vi lige se tiden and en måneds tid, om han af sig selv indhentede de andre.  Meget omsorgsfuldt og med stor forståelse for Emils situation….

Så alt i alt var det en fin første dag. Børnene var også søde til at hjælpe med råd og vink om hvad der skulle ske hvornår, ligesom der har været behov for noget oversættelse hist og her indenfor biologiske betegnelser indenfor bla. de kvindelige kønsorganer……! Børnene er nemlig nået til seksualundervisningen i faget “health”….  Og senere på dagen, da Emil sad fast i fransklærerens omsovs i spisefrikvarteret, var en af de danske drenge så søde at købe mad til ham…..

Det er sengetid, så jeg vil sige tak for nu. Og – ehm – tak fordi jeg måtte sige tak….

Du kan se mere om Emils lærere – både den canadiske godbid Jonathan og Goegebuhr, der bare er belgier her: