Blackout

Strøm er ikke en selvfølge

Nu er det sket 2 dage på én uge. Det er fanme en af de mindre charmerende elementer i vores nye hverdag. Strømsvigt. I stor stil. Såvel i dag som i tirsdags var vi uden strøm i huset fra kl. ca. 8.30-16.00. Begge dage havde jeg tænkt mig at arbejde hjemme. Især i dag var det helt håbløst, for jeg var så opsat på at løbe en tur fra morgenstunden, når Mads var taget af sted ved 8-30 tiden og så hjem og arbejde med en masse, der skulle tænkes og skrives.

Det er ikke supernemt at koncentrere sig inde på vores arbejde, hvor vi sidder meget tæt og der er uro omkring os det meste af tiden. Så jeg havde sat næsen op efter at sidde i fred og ro hjemme – og skulle under alle omstændigheder være klar til at modtage Emil ved 15-30 tiden, når han kom hjem efter 4 dage i junglen på lejrtur med skolen.

Da strømmen gik kl. halv ni var jeg lige på vej ud at løbe. Og kunne allerede der regne ud, at der sandsynligvis ikke var noget strøm resten af dagen, OG at der nok heller ikke var noget overvældende varmt vand at gå i bad i efter løbeturen. Rigtigt sur var jeg – og da jeg lige var kommet ud ad døren, åbnede de sluserne og regnen væltede bogstaveligt talt ned. Så jeg vendte om og nåede lige badet imens der var lunkent vand og jeg rasede over at jeg var nødt til at finde på en løsning til det med at få noget arbejde fra hånden.

Det er svært at illustrere et strømsvigt, så her er vores nye generator Det er sådan at Hanoi skal spare på strømmen, derfor har de indledt en spare-kampagne, der går ud på at forskellige boligområder byen simpelthen ikke har strøm i dagtimerne. Så kan vi lære det, kan vi. At spare på strømmen. De fleste huse har deres egen nødgenerator – det kan man tydeligt høre i området, for de larmer helt ubeskriveligt og de starter alle sammen samtidigt, så snart strømmen går. Vi fik vores i dag, stærkt tilskyndet af de sidst dages strømløshed. Så nu er det muligt at køre med hårtørreren og pc’en – bare ikke samtidig. Så jeg kan ikke både læse post og tørre hår – men det lever jeg nok med.

I dag måtte jeg altså lufttørre håret – og så med pc’en under armen skynde mig ind på den af de tjekkede cafeer, hvor man kan komme på trådløst netværk. Den hedder Highlands Coffee og er meget vestlig, dyr og fancy – lidt på linie med Starbucks i andre storbyer. Her er ikke nogen Starbucks, men Highlands fungerer rigtigt godt og de har både god kaffe i mange varianter og deres personale taler engelsk.

Der satte jeg mig og bestilte noget morgenmad imens jeg pluggede pc’en i. Det trådløse netværk kom ikke af sig selv, som en computer mongol som jeg forventer. Jeg tilkaldte den kombinerede tjener og it-supporter. Han rodede og regerede – var ikke helt vant til den danske udgave af Windows, men klarede det alligevel helt fint. Måtte kun spørge et par gange, hvad der stod i pop-up vinduerne. Jeg foreslog flere gange at jeg ville ringe til Mads, for de virkede håbløst, men han var en stædig rad, og til sidst lyste han op i smil – vi var på det trådløse net…..;O)

Jeg var ikke alene om at gå på cafe for at passe mit arbejde. Der var sort af laptops derinde – og nettet tilsvarende langsomt. Det viste sig nemlig, at det var det meste af byen, der var uden strøm og at det ikke bare var den almindelige “spar-på-strømmen-kampagne” men nok snarere et uheld. Så alle sad og ringede på mobilerne og fortalte at de var uden strøm på deres arbejdsplads og derfor nu sad her – og inviterede andre af deres kolleger og samarbejdspartnere til at komme forbi og henlægge mødet til Highlands. Ikke for nemt at koncentrere sig og ikke for sjovt med hastigheden på nettet. I løbet af dagen var det lykkedes Mads ved hjælp af en vietnamesisk kollega at finde en hjemmeside, der faktisk fortæller i hvilke områder der mangler strøm hvornår. Den er jo så på vietnamesisk, men han mener at kunne tyde om vores område er ramt eller ej.

Det vil i fremtiden gøre der jo lidt lettere at planlægge, hvis de kan holde sig til de planlagte afbrydelser. Det har jeg bare ikke særligt meget tillid til at de kan….

Kun mod kontant

Hvordan man køber mobiltelefon i Hanoi

Jeg tabte min mobiltelefon ØV – det går jo bare ikke uden – især da vi kun har dansk fastnet. Og i forhold til Emil har vi brug for at være ”in touch” hele tiden imens han vænner sig til at gå hjem til og fra kammerater – og så’n.

Det gav os så anledning til at besøge nogle af de mange mobiltelefonbutikker – der til forveksling kan ligne dem i Europa. Store butikker med flotte skilte fra Nokia, Samsung, Siemens, Ericsson og alle de andre store mærker – alt sammen meget lig derhjemme. Og her er det jo sådan, at der nærmest kun er én gade, hvor de alle sammen bor, så det er forholdsvis nemt at kigge flere butikker igennem.

Vi gik ind i den første, den bedste. Og da jeg dels er ligeglad med nye telefoner og helst vil have en mage til den gamle, for at jeg ikke skal til at sætte mig ind i nye måder at gøre alting på, og dels er nederst i teknologi-fødekæden og altså arver gammelt udstyr, for at dem over mig kan få noget nyt, blev det besluttet at jeg skulle have Mads’ gamle telefon. Den er samme slags som den jeg kender  – og så kunne Mads passende få en, han havde ønsket sig længe. Han vidste altså fra starten, hvad han ville have, og havde via nettet sat sig ind i dens faciliteter – nu skulle han bare lige se den “live”.

Min nye telefon og den MEGET grimme taskeOg så skulle vi have styr på hvordan man køber abonnement her. Tilsyneladende kører alle på taletidskort, som man får fyldt op via nogle skrabelodsagtige kort.

Nå, inde i den første forretning var hylderne helt tomme – ligesom de to kvindelige ekspedienters øjne….. Vi spurgte til deres engelskkundskaber og den ene svarede usikkert yes – og kiggede sig med flakkende øjne omkring efter hjælp. Ikke et godt tegn for vores videre dialog om priser og abonnementer.

Det var ganske rigtigt hendes samlede ordforråd vi fik der – så det tog ikke mange minutter, før vi stod på gaden og kiggede os om efter den næste butik.

I den var masser af liv og telefoner. Mange unge hang ud og kiggede på telefoner, ringede med ringetoner og som sædvanlig var der et hav af folk bag disken. Det er umuligt at sige hvad de laver, men der er så mange mennesker og så billig arbejdskraft, at det er vores indtryk, at man sagtens kan ansætte 30-50% flere end man selv i en spidsbelastningssituation vil få brug for. Nogle af dem er der måske også bare fordi det er hyggeligt – hvem ved.

Der var en prisliste sat frem, så vi allerede inden vi startede, vidste hvad vi skulle af med.

Butikken var delt op efter mærker, så bag hver glasdisk stod en ekspedient for netop dette mærke. Hende fra Siemens var i hvid kittel(!) mens hende bag Nokialogoet havde ganske almindeligt og meget kedeligt tøj på.

På spørgsmålet om hun talte engelsk sagde hun på næsten perfekt “yes, how can I help you”. Mads begyndte at pege på vidunderet i glasburet og fik det i hænderne – besluttede sig straks og gik over til at spørge til abonnementsforholdene. Hun så fuldstændig uforstående ud. Begyndte at kigge over til de andre ekspedienter og spørge ud i lokalet – hendes engelsk var sluppet op allerede…… Der var ikke rigtig bid, ingen kom hende til hjælp og Mads kørte videre med “subscription” og andre svære ord.

Pludselig dukkede der en ung vietnameser op ved siden af os – på kundesiden af disken. Hun spurgte på det fineste amerikanskklingende engelsk om hun kunne hjælpe her. Hun hjalp os så med at forstå, at man altid sælger mobiltelefoner uden abonnement og vi kunne således fortælle ekspedienten, at så ville vi gerne købe denne her.

Hun tog en seddel og sammen gik vi ind i det tilstødende lokale, hvor man skulle registeres, betale og endelig have sin telefon. Der sad nye ekspedienter bag små diske og tog sedlen fra den forrige og rakte den igennem en luge, hvorefter der kom en arm ud med en pakke Nokia af den slags vi havde bestilt. Så skrev hun regningen og da Mads smed sit Visa på disken, kiggede hun et par gange på det og over på sin ekspedient-sidemand, hvorefter hun rystede på hovedet og viftede med hånden. “NO” sagde hun så “Money”.

Nu rendte vi ikke lige rundt med 7 millioner dong i håndører, så vi måtte gå igen. På vejen ud checkede vi lige – og ganske rigtigt: der var ingen reklamer for Visa eller nogle andre kreditkort.

Altså! Videre til den næste mobilbutik. Og nu kiggede vi efter én, der tog Visa OG talte engelsk.  Hvis det findes i én og samme butik – man tør dårligt håbe.

Jo, det skete faktisk. Først den sædvanlige “Do you speak English” – “Yes, how can I help” og så pege ned i glasburet. “We would like to buy one”

Nu har den unge dame nok sjældent kunder, der kommer direkte ind fra gaden og bare peger på en mobiltelefon der koster ca. 2 af hendes månedslønninger. Uden at kigge og prøve og få forklaret osv. Så da vi 15 gange havde sagt, at vi gerne ville have sådan én, fandt hun en, der talte bedre engelsk. Han forstod købssignalerne og tog Mads’ Visa og forsvandt. Imens dukkede så æsken med telefonen op – sammen med et par andre ekspedienter – der var vel 3-5 stk. Nogle der skriver papirer, nogle der henter varer, nogle der taler med kunder, og andre der demonstrerer varerne. Vi fik forklaret en af dem, at vi også havde brug for et simkort, som en 3. gik i gang med at sætte i. Visakortet var stadig ikke kommet tilbage. Bare det ikke var i kopimaskinen ude bag ved ….;O)

Efter noget venten og en del papirarbejde var vi en mobiltelefon inkl. udstyr rigere og på vej ud. Medbringende den lille grimme plastictaske med noget kopi-Gucci-tryk på. Der følger nemlig tit gaver med når man køber dyre varer herude.

Ja, det var så i torsdags. I mandags var vi så på den igen, fordi den gamle telefon jeg arvede efter Mads udåndede søndag. Nogle vil hævde at det var fordi den havde fået fugt i badeværelset hvor jeg havde efterladt den. Selv mener jeg nu nok at den ville være død alligevel fordi den var så gammel. Så nu har jeg fået en mage til Mads’ – og Emil er grøn af misundelse og i høj grad utilfreds med at få baghjul i teknologi-kapløbet.

Hvor er konen?

Om dekorativ værdi og kitch

En gang imellem er verden meget lille. Lige bedst vi troede at Danmark var langt væk og at dansk kultur var noget vi aktivt skulle opsøge for at finde den her i Hanoi, springer den på os når vi mindst venter det.

Hanoi har mange kopi-gallerierLigesom andre turistbyer i verden har Hanoi sin andel af kopikunstnere. Ikke klatmalere, men fantastisk dygtige håndværkere der har fundet ud af at det er nemmere at leve som kunstner hvis man kopierer andres værker end hvis man selv skal slå igennem. De maler alt på bestilling og behersker alle stilarter fra antikke russiske ikoner over impressionisme til nyere vietnamesisk kunst. De fleste af disse er samlet i en enkelt gade her i Hanoi. Hang Trong Street, tæt på Hoan Kiem søen som er byens turistcentrum. Her sidder de og maler kopier og venter på at turisterne kommer forbi for at købe en “ægte” Modigliani, Klimt eller Warhol til mellem 40 og 60 USD alt efter størrelse.

Når man som os har et nyt hus med tomme vægge, så er disse malere en fantastisk mulighed for at få noget pænt på væggen til en rimelig pris. Derfor trissede vi denne søndag eftermiddag ud for at se på kunst. Småsludrende og søndagssløve gik vi ind i det første galleri i gaden og blev øjeblikkeligt revet ud af apatien. Lige der midt i galleriet stod et stort billede af Thomas Helmig.

Thomas Helmig i olie på lærred. Vi er vant til at når vi hører radio, så er det Michael Learns to Rock der strømmer ud af højttalerne. De er utroligt populære her i Sydøstasien, men Helmig – ham har vi ikke hørt noget til herude, og den rare mand i butikken anede heller ikke hvem han var, men han blev kendeligt imponeret da vi kunne fortælle at Helmig er en “great Danish popstar”. Manden så kunne til gengæld fortælle at det var en kunde der for en uge siden havde bestilt billedet og smed uopfordret hvad han havde i hænderne for at finde originalbilledet og navnet på kunden.

Vi tænkte – hvem bestiller et maleri af Thomas Helmig? Enten en MEGET stor fan, eller en der er i familie med ham. Jeg kiggede mig omkring og håbede i mit stille sind at den gode Hr. Helmigs kone ville komme glidende rundt om hjørnet og ind i lokalet for at hente det bestilte billede, men sådan gik det ikke og et par minutter senere kom gallerimanden slukøret tilbage og fortalte at han hverken kunne finde originalbilledet eller navnet på kunden. I bund og grund rager det jo heller ikke os hvem der bestiller billeder af Helmig, men jeg kunne ikke løsrive mig fra tanken om Renée Toft Simonsen (fru Helmig). Jeg synes at hun er en rigtig sej madamme med både hjerne, hjerte og en temmelig høj dekorativ værdi – i øvrigt tiltror jeg hende en bedre smag end at have det udstillede billede hængende på væggen.

Priser

Prisen på en enkelt vare er svær at få rede på

Stort udvalg i både varesortiment og priserne på det, er noget af det vi udforsker i disse dage, hvor vi har været her en måneds tid, og så småt er begyndt at vænne os til den nye hverdag….

Vi lærer hele tiden nyt om hvor kan man købe hvad, hvad det koster og hvordan får man forklaret sig til folk, der ikke taler særligt meget engelsk. OG hvordan man holder den korte lunte i ave, når noget tager uendeligheder at komme igennem med – især når fejlen ligger hos nogle andre, og man føler sig uskyldig i misforståelser og besværligheder.

Selv har jeg altså stadig mine problemer med pengene. Det er svært at regne om lynhurtigt fra Dong fordi det er så store beløb – lidt lettere fra Dollar. Der er oven i købet megainflation her, så jeg risikerer at inden jeg når at fatte det, er beløbene ændret igen. Og så er der hele prutte-scenariet…. Altså at man skal sørge for at prutte om priserne. Og selv når man har gjort det, betaler “hvide” 2-6 gange så meget for tingene, som de lokale. Faktisk har de i Vietnam indtil for ganske få år siden, haft et officielt 2-pris system,  hvor sådan noget som togbilletter officielt på pristavlerne havde 2 priser – en for “foreigners” og en for “locals”. Så vidt jeg forstår, var det ca. dobbelt op for de hvide. Og det hænger jo ved mange steder – forståeligt nok især i betragtning af, at mange også er virkeligt fattige. Det betyder uendeligt meget mere for dem at få 2 kr. ekstra end det betyder for os at give dem ud. Gennemsnitslønnen pr. måned for en ufaglært vietnameser på landet er ved sidste offentliggørelse ca. 53 USD (lige i underkanten af 300 kr!!!!!!!!!!) Og på vores arbejdsplads er der netop ansat en ny programmør, der skal have ca. 300-500 USD (altså højst 2500 kr.) om måneden.

Nå, men i dag er 1000 Vietnamesiske dong ca. 37 ører. Hvilket i sagens natur betyder at 10.000 er 3,70 kr. Og at 100.000 er 37 kr. Det er med disse nøgletal, jeg forsøger at navigere i strømmen af taxachauffører, frugtsælgere, frisører, supermarkedspriser og restaurantmenuer….

Emil får skolemad hver dag for 25.000 Dong excl. drikkevarer, hvilket betyder, at hvis man giver ham 100.000 med, har han til ca. 3 dage. Hvis han altså ikke har glemt at resterne fra i går i nogle andre bukser eller har købt ekstra kiks eller drikkevarer. Nå, men man skal da heldigvis ikke prutte om prisen derude…

For ca. 2 uger siden var vi med på det store lokale marked her i byen sammen med en indfødt, nemlig Torbens (kollega på Mads’ og mit arbejde) kone Cuc. Hun skulle købe lidt forskelligt, og vi var bare med for at kigge. Emil forelskede sig meget i noget, der lignede passionsfrugter. Vi kiggede lidt – også med fingrene – for at finde ud af, om det nu også var passionsfrugter. Damen, der havde frugterne, blev sur og talte til Cuc om det. Vi ville gerne købe én, og betalte bare hvad hun forlangte – nemlig 5000 Dong. Senere da vi spiste den – den smagte helt fantastisk – talte vi om, at det da vist var helt vildt mange penge for sådan en – næsten 2 kr. Det kan lyde af lidt, men er faktisk helt vildt mange penge hernede. Vi havde fået opfattelsen af, at frisk eksotisk frugt var noget, der kostede det rene ingenting. Senere har vi talt om, at vi kun har set ganske få passionsfrugtsælgere på gaden, i modsætning til mange mango-, stjernefrugt- og ananassælgere osv.. Så måske passionsfrugterne bare er sjældne og dyre….

Så stor var min hjerneaktivitet i udregningsafdelingen, da jeg i forgårs i et lille undseeligt minimarked så en bakke med 8 passionsfrugter – til 740 Dong. Jeg købte dem uden at regne den nøjagtige pris ud – alt under 1000 Dong er ikke værd at regne på. Jeg fandt også noget meget billig Nescafé og gik glad ud af butikken, imens jeg fortalte Mads om mit scoop. 740 Dong – senere regnede vi efter og måtte gentage flere gange for os selv – og spørge os selv, om ikke det snarere var 70.400 eller måske 740.000. Nej, det var alligevel også for vildt, for det er jo alt for meget, trods alt…. Så altså – de 8 saftspruttende lækkerbiskener havde kostet under 40 øre. Vi er ikke alt sikre på, om der er en fejl et sted – måske har de prismærket forkert, det kan vel ske her som alle mulige andre steder. Men jeg håber det er sandt. Så skal vi leve af passionsfrugter – blandt de andre fede frugter vi kan få hernede. Her er ud over meloner, ananas og mango også mangostan som i faconen ligner hvidløg, men er bløde og dejlige søde små mundfulde, papaya – som nemt bliver lidt for parfumeret – samt noget der ligner og smager lidt som pære, men er mere kartoffelagtig i konsistensen – og så bananer, der findes i både gule og grønne. Jeg er ikke helt med på forskellen – det vil vise sig, når vi får en maid, der kan skære det ud i pap for mig. Det er også mest hende, der skal købe ind, så vi får det til lokale priser og hun ved hvordan man skal presse, skrælle og servere de mere aparte frugter.

Forleden stødte vi også ind i et delikatesse supermarked – beregnet for udlændinge, det var helt tydeligt. Vi blev vældigt glade over at gense Wasa knækbrød, Kellogs Frosties og ægte franske oste. Der var også en køleafdeling med kød i udskæringer, vi kunne genkende…. Og i den nedkølede grøntsagsafdeling faldt vi for et par nektariner, der ved kassen viste sig at koste ikke mindre end 41.000 (8 kr. pr. stk.!!!!)

Thank you for asking…

Emils første skoledag var fuld af venlige, høflige mennesker

Det er Emils første skoledag. Vi er kommet, for os, i usædvanlig god tid. Man må både tage højde for trafikken og for sikkerhedsvagten udenfor skolen, som nogle gange vil have id-bevis, som hun kan opbevare, imens man er på skolen med sit ”guest-id” kort på – andre dage må man gå lige igennem. Hun har også en bom, hun hejser op for bilerne, når hun har checket dem. Nogle gange altså. Andre gange kører de bare igennem.

Så vi er der, og går rundt og kigger lidt, imens store, dyre biler læsser børn i alle aldre, farver og faconer af. Vi skal først have taget et foto af Emil. Vi ved ikke helt til hvad – måske bare skolens arkiv, måske til et slags id-kort han skal have. Det er Administrations Officer’en der gør det. Hun hedder Jessica og er amerikaner – hendes mand arbejder for den amerikanske ambassade og vi kender hende efterhånden godt, for det er hende vi har talt med igennem hele optagelsesforløbet. Hun kommer til tiden og spørger på ægte amerikansk: “How are youuuuuuu” og efter seancen, sender hun os af sted med et “Have a nice first day at school”.

Emil's skolegårdVi går ned på Middle school afdelingens kontor. Her er sekræteren ikke kommet endnu, så vi banker lige på hos inspektøren, og spørger om vi bare skal vente her. Ja, da – så kommer der nogen fra Emils nye klasse og henter ham. “Så ved du også, hvor jeg bor, hvis der er noget du vil spørge om” siger hun, samtidig med at hun fortæller, at hun allerede har mødt Emil til festen i fredags. Det var det såkaldte “Spring Ball” – en forårsfest som en af de danske piger vi havde mødt sørgede for, at Emil kom med til, selvom han ikke var startet endnu. Fin måde at hjælpe ham ind i flokken, synes jeg. Vi lod inspektøren passe sit arbejde og ventede på, at nogen skulle hente Emil. Inden da nåede sekretæren frem med en kilostor velkomstpakke bestående af kalender med skolens planer og noget kunst lavet af forskellige børn samt en bog vistnok med alle regler osv. incl. en oversigt over forældres navne og mailadresser. “So, are you ready for your first day at school” spurgte hun smilende. Emil mente ja. Endelig dukkede en dansk dreng op  – Emil kendte ham lidt i forvejen. Det var ham, der skulle vise Emil deres fælles “home room”. Det er en slags klasseværelse, hvor man kun mødes ganske kort hver morgen for at få fælles beskeder og så har man resten af sine timer i faglokaler.

Her er rigtig gode idrætsfaciliteterJeg gik med lige for at se hvor lokalet var og måske hilse på den lærer, der hører til der. Jeg var ikke helt klar over, hvad der var forventet af mig. En storsmilende mand først i trediverne i stiftpisket hvid skjorte og slips stod foran lokalet og bød Emil velkommen bogstaveligt talt med åbne arme. Han refererede til festen, hvor de havde mødtes første gang. Så vendte han sig mod mig – solbrændt “good looking” og med fast håndtryk… “Hello – I am Jonathan Cawkell – how are you this morning” hilste han mig velkommen “Oh, fine thanks, and how are you” returnerede jeg denne høflighedsfrasernes konge. “I’m fine, thanks – and thank you for asking” smilede Jonathan. Så overgik han til at forklare, at han var børnenes lærer i “humanities” hvor de var ved at afslutte et projekt i denne uge, så Emil kunne lytte på og bruge energien på at finde sig tilrette i alt det nye. Og hvis vi havde nogle spørgsmål om noget som helst, så skulle vi i hvert fald ikke holde os tilbage, men bare spørge løs. Jeg var lige lidt distraheret af den piercingring, der sad øverst i hans venstre øre. Den matchede bare ikke den skrighvide skjorte og det overmåde høflige sprog. Og så den der med “Thank you for asking”. Han virkede nemlig meget oprigtig hele vejen igennem. Både når han sagde tak for at jeg spurgte til hans velbefindende – og når han sagde, at han glædede sig til at have Emil i klassen, ligesom jeg tror han faktisk mente det med at vi bare skal spørge…..  Selvom der var pakket en masse engelsk høflighedsfraseri omkring, var det dejligt at blive modtaget så venligt og imødekommende – og oprigtigt.

Her er ingen gange - kun klasseværelserPå vejen hjem, da jeg hentede Emil, kom vi lige forbi et klasseværelse, hvor Emil mente, at hans fransklærer sad. Og da vi havde været lidt i tvivl om, hvordan vi skulle gøre med Emils franske og det nye niveau, som de andre børn er på, benyttede jeg lige lejligheden til at banke på og spørge om jeg måtte forstyrre.  Der var den samme hjertelighed og imødekommenhed fra Mr. Goegebeurs (ja, det lyder som gøgebur) side, samtidig med at han understregede, at Emil jo lige skulle have tid til at falde til, flytte ind i vores nye hus og vænne sig til at begå sig på engelsk og i de nye sociale rammer. Så der var ingen grund til at klø for kraftigt på med det franske. Han havde hjulpet Emil i frokostpausen med at kigge på de lektier, som klassen havde fået for, men Emil kunne selv vurdere om han havde overskud til at få dem lavet. Hvis han havde overskud så var det fint, og ellers ville vi lige se tiden and en måneds tid, om han af sig selv indhentede de andre.  Meget omsorgsfuldt og med stor forståelse for Emils situation….

Så alt i alt var det en fin første dag. Børnene var også søde til at hjælpe med råd og vink om hvad der skulle ske hvornår, ligesom der har været behov for noget oversættelse hist og her indenfor biologiske betegnelser indenfor bla. de kvindelige kønsorganer……! Børnene er nemlig nået til seksualundervisningen i faget “health”….  Og senere på dagen, da Emil sad fast i fransklærerens omsovs i spisefrikvarteret, var en af de danske drenge så søde at købe mad til ham…..

Det er sengetid, så jeg vil sige tak for nu. Og – ehm – tak fordi jeg måtte sige tak….

Du kan se mere om Emils lærere – både den canadiske godbid Jonathan og Goegebuhr, der bare er belgier her:

Happy womens day

Man hylder kvinderne i dag

Se lige her!!!! En overdådig buket blev overrakt mig af en delegation af mænd på vores arbejdsplads JVDC……. Om jeg var mundlam???? Oooh, yeah…..

Min "Womans Day" buketJeg stod med ryggen til og læste, da delegationen kom ind ad døren med adskillige buketter i denne størrelse og kvalitet. Så kom der en ung mand (det er de jo alle sammen, ældste er 27) og fremførte på fint – og sikkert velforberedt – engelsk sine lykønskninger i anledning af Womens Day. Han gav mig højtideligt buketten imens de andre stod i en lang række bag ham og holdt de andre buketter i armene. Så ønskede han mig lykke, held og skønhed (og sidstnævnte var ikke ment i nogen sarkastisk eller humoristisk betydning, hvilket en fladpandet dansker ellers nok skulle have fået flettet ind at jeg kunne trænge til rigelige mængder af….;O)

Efter jeg havde fremstammet min tak, drog delegationen videre til de andre kvinder i organisationen med samme fromme ønske.

Jeg talte med de andre kvinder om denne dags betydning – herude er det en stor dag, hvor mændene forventes at gøre alt indenfor husarbejde. Tag den, danske mænd!

Der er skønheds- og modeudstilling i Kulturpaladset her nede om hjørnet og på restauranten her på hotellet er der en særlig menu i anledning af Kvindedagen. Der er vel mænd, der ikke gider lave mad i dag og som derfor hellere inviterer deres kvinder ud.

Jeg slæbte af med opsatsen og gik hjem ad den sædvanlige rute – det tager 10 min her til hotellet – og på vejen mødte jeg kvinder der pegede på buketten og sagde “happy womens day” til mig.

Jeg gengældte deres hilsen og sender hermed også en særlig lykønskning til mine veninder hjemme i Danmark: Tillykke med at vi er kvinder! Husk at lade jer fejre!

På morgentur gennem duftlabyrinten

Min mave er ikke en morgenmave

At komme på arbejde uden at blive uvenner med sin mave kræver nøje planlægning og en del zig-zag fra fortov til fortov.

Som vi har skrevet om før er de vietnamesiske morgenmadsvaner en smule aparte – i alle tilfælde set fra min maves synspunkt.

Som jeg også har beskrevet før er jeg ikke noget morgenmenneske. Min mave er heller ikke nogen morgenmave og derfor indtager jeg meget sjældent morgenmad før langt op af formiddagen. Faktisk synes min mave at morgenmad er en temmelig overvurderet ting. Den vil meget hellere have mellemmåltider inden frokost. Ellers bliver den sær og forsøger at vende vrangen ud på sig selv.

Disse to omstændigheder har i begyndelsen af vores liv her i Hanoi givet et par udfordringer i forhold til at gå på arbejde om morgenen.

Morgenmad indtages på gaden Det er sådan at rigtig mange vietnamesere indtager deres morgenmad – eller måske er det et mellemmåltid – hvis de har været rigtigt tidligt oppe – ca. samtidig med at jeg går på arbejde. Da rigtig meget af livet her i Hanoi foregår på gaden spiser vietnameserne naturligvis også morgenmad (eller morgen-mellemåltider) i et af de mangfoldige gadekøkkener der er placeret – ja rigtigt – på gaden. Det betyder at jeg, på den korte fodtur fra vores lejlighed til kontoret hvor vi arbejder, passerer mellem 30 og 50 gadekøkkener.

Et gadekøkken her i Hanoi er en 15-20 børneskamler i plastik – model Jysk Sengetøjslager, en 10-15 skåle med diverse helt friske råvarer og et par kogeapparater der oftest holdes i gang af nogle specielle kulbriketter. Hvert gadekøkken laver kun en eller to forskellige retter. Disse retter er de så efter sigende eksperter i at lave og derfor vælger kunderne ikke retter på et menukort, men vælger gadekøkken efter hvad de har lyst til at spise til morgenmad den dag.

Som vi har skrevet tidligere er hovedingredienserne i vietnamesisk morgenmad varm suppe med nudler. Suppen kan så være tilsat forskellige grøntsager, krydderier, kød og fisk. Nogen gange har jeg set små dejpakker i stil med de kinesiske won-tons. Her sidder vietnameserne så på fortovet på deres små skamler og spiser nudelsuppe med pinde alt imens den morlille der nu har gadekøkkenet braser og koger af hjertens lyst og langer små skåle rundt.

Al den madlavning giver naturligvis nogle dufte (og lugte) fra sig og det er her udfordringen i forhold til at komme på arbejde materialiserer sig. Min mave er f.eks. ikke det fjerneste begejstret for lugten af kogt fisk om morgenen og lugten af kogt svinekød får den til at iværksætte flugtforsøg ud gennem min hals. Lugten fra nogle af  ingredienserne kan dæmpes af lugten fra kulbriketterne og andre forstærkes af kulbriketterne og hvis det er en lugt min mave ikke kan lide, så undlader den ikke at gøre opmærksom på det – heller ikke selvom jeg efter bedste evne forsøger at overbevise den om at gadekøkkenerne har ret til at være der og at jeg nok skal undlade at spise nudelsuppe med grisetæer til morgenmad – eller for den sags skyld på noget andet tidspunkt.

Heldigvis holder de samme gadekøkkener til på de samme steder hver dag og de laver de samme retter. Det betyder at når man har gået turen et par gange kan man begynde at planlægge ruten så man undgår at ophidse sin morgensarte mave.

Lige når jeg kommer ud af hotellet og går over den første gade støder jeg på det første gadekøkken. Det ligger lige foran den lokale politistation – de laver kyllingesuppe med won-ton pakker. Det er faktisk ok og det ser ud som om politifolkene aldrig får andet end kyllingesuppe med won-ton til morgenmad. Halvtreds meter længere nede ad gaden må jeg over på den anden side af gaden. Her er nemlig et gadekøkken der har specialiseret sig i grisetæer – kogte grisetæer – fy for pyffer!!! Herfra kan jeg komme rundt om et par hjørner uden at skulle skifte fortov inden jeg møder det gadekøkken der har kogt makrel som specialitet. Så er det over på det andet fortov igen. Forbi et gammelt buddhistisk tempel hvor der brændes røgelse af hele døgnet. Det lugter faktisk godt og det kan til en vis grad aflede opmærksomheden hvis jeg skulle være så uheldig at et vindstød har blæst lidt kogt makrelhørm i min retning. Sådan går det i zig zag og det lykkedes mig i det store hele at komme på arbejde uden at vække min mave.

Eneste undtagelse er når jeg passerer forbi markedet. Her ved man aldrig hvad der venter en – den ene dag er det fisk, den anden dag er det fjerkræ og den tredje dag er det begge dele. Her er det ikke kogt – her er det bare friskslagtet og råt. Det er trods alt ikke så slemt som de kogte makreller og på en eller anden måde har jeg fået overbevist min mave om at det er ufarligt – det er som om den ved at jeg aldrig kunne finde på at sætte tænderne i en rå karpe eller en rå kyllingevinge. Markedet byder på gode dage på lugten af frisk frugt og mynte i millioner af variationer. Så sider konerne med deres spidse hatte og har stablet ananas, citrusfrugter, mango og passionsfrugter op i pyramider i de bambuskurve som de bærer på et åg over skuldrene.

Heldigvis er det kun morgenmaden der ifølge min mave er decideret uappetitlig. Når jeg går hjem om eftermiddagen er de begyndt på deres aftensmad – eller er det endnu et mellemmåltid? Den består også af nudelsuppe, men af en eller anden årsag er lugten ikke så slem om eftermiddagen og nogle steder er der den mest liflige duft af grillet kød – så er det jeg må prøve at overbevise min mave om at jeg endnu ikke selv er modig nok til at spise på et gadekøkken. Så går jeg den lige vej hjem uden at skifte fortov og løbe zig zag.

Jeg håber at jeg en dag bliver modig nok til at prøve et gadekøkken – ikke så meget fordi jeg er bange for deres mad – mere for den ravage det vil skabe når en af de små plastikskamler udånder under min europæiske fysiognomi og jeg kommer til at tage en 5-8 sagesløse vietnamesere med i faldet mens suppe og spisepinde flyver til alle sider.

Den der kigger op har tabt..

Undgå øjenkontakt i trafikken

Det lyder mærkeligt, men det handler om at undgå øjenkontakt med motorcyklisterne her i Hanoi. Kigger du på dem, ved du jo at de er der, og så behøver de ikke holde tilbage. Logisk, ikke?

motorcykelmylderJeg husker i de gode gamle dage, hvor min bedsteveninde Gitte arbejdede i Handelsbanken – det var dengang, der var en afdeling på hvert gadehjørne…… Da lavede vi grin med at de legede “den der kigger op har tabt” – hvilket betød, at når en kunde kom ind i banken, så var det bare om at kigge ned i sine papirer og se travl og optaget ud. Så måtte kunden naturligvis vente på at een af de andre kiggede først op – og derefter var nødt til at tage sig af ekspeditionen. Måske leger man det stadig på nogle arbejdspladser……

Nå, men det er altså også en disciplin vi dyrker her i Hanoi. Faktisk handler det om liv eller død i mange tilfælde. Det drejer sig nemlig om trafikken. Der er bogstavelig talt scootere og biler – men mest scootere og motorcykler (til sammen benævnt “moto”) overalt. De kører skulder ved skulder og smådytter hele tiden, for at gøre opmærksom på sig selv. Det resulterer selvfølgelig i at ingen kan høre, hvem der dytter hvornår – og så mister det hele sin funktion. Det må nogen forklare dem ved lejlighed.

Vi prøver bare at overleve trafikken. Der er ikke sammenhæng imellem det røde/grønne lys og så det at holde tilbage. Der er hele tiden “motos” over det hele. Og rigtigt mange skal liiiiiige nå med inden den skifter helt til grønt på den anden led i krydset. Meget værre end de tendenser vi har set i København de seneste år. Og når man f.eks. vil svinge til venstre, så kører man ind over modsatte kørebane i den gade, man kommer fra og lander så i den forkerte køreretning i den gade man drejer ind til. Det betyder, at når man som fodgænger går over for grønt, så kommer der altid nogle kørende bagfra fra højre, som svinger ind over ens fodgængerfelt – og de kører både bagom og foran imens man går.

Overlevelsesstrategien for fodgængere er at gå med museskridt og stå lidt stille ind i mellem, hvis der kører for mange biler. Prøv Nørrebrogade i myldretiden og gang den med 10 hvis du vil øve dig på det…..

Og her kommer så det med ikke at kigge op… for modsat sådan som vi gør i Danmark, hvor det er vigtigt at få øjenkontakt med bilisterne/motorcyklisterne for lige at “aftale” hvem der har førsteret til asfalten, er det så godt som umuligt at få øjenkontakt med vietnameserne. De kigger lige ud stift frem for sig – og det bliver man opfordret til også at gøre som fodgænger. Kig lige frem, evt. ned på jorden – men sørg for at skæve ud, så ingen ser det – men så du har en lille fornemmelse af, hvordan trafikken forløber. Og gå så i jævnt tempo – og det er ofte meget langsomt som nævnt ovenfor – så de kan regne ud, om de skal køre bagom eller foran dig.

Hvis man får øjenkontakt, så betyder det at man holder tilbage for den anden – for nu har man jo set vedkommende…..!!! Jeg har fået det fortalt af en dansker hernede og har afprøvet det i lille skala ved at søge øjenkontakt med et par stykker. Og ganske rigtigt – hvis det lykkes at se dem i øjnene, så kører de raskt videre lige et par millimeter foran ens sandaler.

Så det er ikke udelukkende en morsom overdrivelse, når vi siger “bare luk øjnene og gå over” – det er faktisk en mulighed – for så kan de jo regne ud, at man ikke har set dem og bliver iflg. deres logik nødt til at holde tilbage.

Vi er blevet rigtigt modige nu – og tør gå over i myldretiden – på steder uden fodgængerovergang. Den betyder ikke noget særligt alligevel. Det der betyder noget er ikke at kigge op – og at turde møde sin skæbne.