Halløj Hanoi Hilton

Så er vi indlogeret i Hanoi i en fin 2 værelses lejlighed.

Vi har fået fod under eget bord på 8. sal i Hanoi Towers som ligger på en gammel fængselsgrund midt i byen.

 Så er vi her. I Hanoi. Indkvarteret i vores 2-værelses hotellejlighed. 2 sove- og 2 badeværelser, køkken med det hele inkl. vaskemaskine med indbygget tørretumbler, som jeg modstræbende har overgivet mig til, og stue med spisebord, sofaarrangement og TV med dvd-afspiller.

Meget fint og nydeligt, om end ikke smagfuldt eller fantastisk.

Vi har checket hver en lille detalje, inden vi indtog stedet. Om der nu også ER 4 knive og 4 gafler, 2 stuelamper, x antal madrasser og skraldespande… osv osv. For vi skal jo betale når vi tager herfra, hvis det alt sammen IKKE er der.

Vejret er fint nok, ikke for varmt, lidt diset og fra morgenstunden lidt vådt. Men alt i alt meget OK. Udsigten er også OK, ikke fantastisk. I kan se den i billedgalleriet på en af de andre sider her på hjemmesiden.

Vi har slået aircon’en ihjel og dermed fået et nogenlunde naturligt klima i stedet for den polarvind der stod i lokalet da vi kom. Jeg ved ikke hvorfor der er en tendens til at når de er en aircon, så skal der også partout være 18 grader og stiv kuling.

Hvis nogen af jer kender til fænomenet  Hanoi Hilton – der danner grundlag for et barske film så vidt jeg ved – så vil I vide, at det var et fængsel her midt i Hanoi. Blandt andet der hvor amerikanske krigsfanger sad – og ved den lejlighed gav stedet det galgenhumoristiske navn Hanoi Hilton….

Nå, men det fængsel er så revet ned – og oven på har man bygget Hanoi Towers, som er her vi bor. Tilbage er en lillebitte bid af det oprindelige fængsel, der i dag består som museum. Det vender jeg sikkert tilbage til, når jeg har været inde og se det. Man skal bestille tid, står der udenfor på et skilt – der står også at man ikke må tage skydevåben med ind….;O)

Hanoi Towers er en 3-fløjet sag, med lejligheder i den ene del, kontorer i en af de andre og almindelige hotelværelser samt konferencefaciliteter i den tredje. I stueplan er der sørget for at man ikke behøver forladet bygningen, der er nemlig frisør, skønhedspleje, postkontor, hæveautomat og et supermarked med en lang række kendte europæiske herligheder. Mærkevarer som Carlsberg, Nestle, L’oreal, LU, Lipton, Nescafé, Colgate, Gillette osv osv. Der er kiks, bolsjer og chokolade på 1/3 af arealet, shampoo/creme mm og udenlandsk øl på den anden tredjedel – og så en række blandet dåsemad, porcelæn og toiletpapir på den sidste. Der er naturligvis hammerdyrt – et friskbagt fransk flute koster f.eks.  10.000 Dong, nemlig ca. 4 kr……. nå, men så koster en spegepølse til gengæld ca. 25. kr. og rammer næææææsten det prisniveau vi kender.

Jeg glæder mig nu til at finde det lokale svar på indkøbsmulighederne, der hvor man kan købe frugt og grønt af lokale bønder – og til priser der slet ikke er til at forstå. Men det kommer nok en af dagene.

Indtil videre har vi koncentreret os om at falde til ro, pakke ud og få købt lidt ind til at klare os her i lejligheden –  og derefter at kigge på det omkringliggende område her. Vi har fundet vej ned til den nærmeste lille sø, som vi gik rundt om i går. Vi tager små skridt ad gangen, også bogstaveligt talt, for på fortovene skal der både være plads til hele familier på 3-15 mennesker, der sidder foran deres forretninger og spiser, til deres mangfoldighed af scootere der parkeres overalt, til lidt skrald nogen er ved at feje sammen i bunker og så naturligvis et hav af huller, der hvor fliserne ligger skævt – eller slet ikke ligger….

Det er et krævende job bare at skulle gå “rundt om blokken”, fordi man siksakker ud og ind imellem alle disse elementer og så de vietnamesere, der også går der. Og de er mange…..

Vi er synlige i verdensbilledet heromkring. På trods af, at der ligger disse store hoteller, hvor der altså må være et par flere vesterlændinge end os, så ser vi næsten kun asiater her. Og jeg tror gennemsnitshøjden for kvinder er 140 cm og for mænd ca. 160 cm, så Mads med sine 183 rager altså godt op. Vi ser mange voksne kvinder på størrelse med Emil, og Mads har opfundet et nyt udtryk for deres numser, nemlig vietnameserrøv som er lig med 0,5 på pariserrøvsskalaen…..!

Så småt er godt! For dem, altså. De borde og stole de sidder på, når der koges ris og laves mad udenfor deres butikker ligner noget fra en dansk  børnehave. Det er rødt eller blåt plastic – ind i mellem med Coca Cola logo på. Det tøj vi har set til salg indtil nu, ligner noget i str. 8-12 år, skoene er helt sikkert noget, jeg ikke kan klemme min enorme størrelse 35 ned i. Mads mener vi skal tage det som et tegn på at jeg ikke skal købe sko her. Aner ikke hvad han taler om….. som om Askepots opfindsomme stedsøstre ikke allerede havde løst det problem.