Hjem, kære hjem!!

Nu har vi skrevet under

Efter op og ned ad trapper i mange, mange huse med mere eller mindre pålidelige huspushere har vi nu fundet det sted vi skal bo det næste år.

Vores nye hjem set fra gadenVi har nu skrevet kontrakt på vores nye hjem. I den nordøstlige del af Hanoi – i det område hvor alle udlændinge bor – mere originale er vi altså ikke! Det er et fantastisk hus – så fantastisk, at vi er gået på kompromis med et stort ønske om egen swimmingpool!!! Vi kommer til at nøjes med et medlemskab på Sheraton, der ligger i 10 min. gå afstand. Så kan vi bruge deres poolområde, med spa, tennisbaner og træningscenter imens vi løber slalom imellem alle de servicefolk, trænere og managere de har ansat der.

Huset er i lyst træ indvendigt, i meget amerikansk- og nordisk-inspireret design, det er i forskudte etager og hvis jeg ikke husker helt galt (vi har efterhånden set rigtigt mange huse) udgør de tilsammen 7 etager….. Eller sagt på en anden måde, der er køkken, tagterasse, 2 badeværelser og et gæstetoilet, en garage/kælderting og en håndfuld værelser til os og jer, der kommer på besøg.

Vores “landlord” er vel først i 30’erne, arbejder på Reuters og taler flydende engelsk – virkelig et plus i denne proces – og så har han læst 2 år på Aalborg Universitet og var tydeligvis meget glad for sin tid i Danmark. Alt i alt fornemmer vi, at både huset og ejeren bliver et godt, hyggeligt og fornuftigt bekendtskab.

Der er en fed tagterrasseVi har aftalt alle detaljer mht. møbler, gardiner, madrasser, internet-forbindelse osv. Vi mangler nu bare at få bestilt nogle møbler at sætte derind, for vi har lejet det umøbleret og det kan ikke svare sig at leje dem separat. I dag forsøgte vi at finde et møbelhus, men der var lukket, da vi nåede frem, så vi må på den igen i morgen.

Vi var også i banken for at oprette en vietnamesisk konto og det gik fint med selve oprettelsen. Men penge til depositum lykkedes det os ikke at få, selvom vi af samme grund har fået et platinum MasterCard med en max hævegrænse, der langt overskrider det vi kunne få udbetalt. Da Mads havde prøvet at bestikke damen bag skranken med et par andre kreditkort, som de af forskellige og uforklarlige grunde heller ikke kunne udbetale ret meget på, forlod vi banken med halvdelen af det vi kom efter. Lam (udtales laaam) som ejeren hedder, tog det pænt og vi aftalte at vi bare betaler resten ved overtagelsen den 7/3. – dvs. midt i næste uge. Så har vi noget tid til at prøve igen. Det er en del af livet herude, at man ikke kan regne med at alting lykkedes som planlagt og at man heller ikke altid forstår hvorfor det ikke lykkes.

Så vi prøver bare igen….. smiler og ser glade ud.

Alting er i lyst træ og med store døre og vinduer

Another…..

…boring day at the office.

Det meste af Hanoi er stadig lukket i anledning af Tet, men det skal ikke forhindre os i at arbejde.

Det er mandag eftermiddag og det meste af Hanoi, incl. kontoret er stadig lukket i anledning af Tet (det vietnamesiske nytår), men både Lis og jeg har imidlertid masser af opgaver vi kan tage fat på så det gør ikke så meget. Jeg sidder i vores lejlighed og hører Radio 100FM over nettet mens jeg laver en masse administration som er blevet “forsømt” siden vi rejste fra København. Lis har taget sin PC med ned på terassen hvor hun ved hjælp af trådløst netværk og en drømmeseng har indrettet sig et midlertidigt kontor. Her sidder hun så og leger “another boring day at the office”.

Another boring day at the office

Chuc Mung Nam Moi!

Vi var på gaden for at deltage i festlighederne i anledning af det vietnamesiske nytår

Der var en fantastisk stemning ved Hoan Kiem søen, hvor hunderedetusinder af vietnamesere var samlet for at byde det nye år velkommen ved et overdådigt fyrværkerishow.

I går var det nytårsaften her i Vietnam. På mange måder den vigtigste i vietnamesisk kultur. Vi forlod hundens år og gik ind i grisens. Det er begreber der kendes fra den kinesiske kultVi var på gaden for at deltage i festlighederne i anledning af det vietnamesiske nytår Der var en fantastisk stemning ved Hoan Kiem søen, hvor hunderedetusinder af vietnamesere var samlet for at byde det nye år velkommen ved et overdådigt fyrværkerishow. I går var det nytårsaften her i Vietnam. På mange måder den vigtigste i vietnamesisk kultur. Vi forlod hundens år og gik ind i grisens. Det er begreber der kendes fra den kinesiske kultur og som jeg ikke skal gøre mig klog på her. Men det er vigtigt at komme godt ud af det gamle år – og ikke mindre vigtigt at komme godt fra start i det nye. Så deres ritualer starter 1 uge før og strækker sig til 2 uger efter nytåret – det hedder Têt på vietnamesisk. En del af ritualerne er at slippe karper (fisk) løs i søer og floder. Det skyldes at de tre ånder (som bor i køkkenet i ethvert hjem!), der skal rapportere til de højere magter, hvordan året er gået, de rejser til himmelen på ryggen af disse fisk. Det er klart, at hvis ikke ånderne har noget at ride på, kan de ikke fortælle deroppe, hvor godt det er gået. Derfor har vi set flere mennesker komme løbende med levende fisk i en slatten plasticpose (dem man tager grøntsager i hjemme i Brugsen) og slippe dem ud i Hoan Kiem søen, der er en af Hanois mange søer. Man skal have et klementintræ til Tet Det er afgørende at være sammen med sin familie nytårsaften, og det gør at hele byen har været på den anden ende den sidste uge. Der skal jo købes ind – gøres på scooteren hvad enten det er et kæmpe klementintræ, en håndfuld levende høns eller kassevis af øl – og så skal mange ud af byen til de landområder, de stammer fra. Så slipper tog- og buskapaciteten hurtigt op og mange måtte rejse først på ugen, selvom festlighederne ligger her sidst på ugen. Det er også vigtigt at komme godt ud af det gamle år, bl.a. ved at være rolig og harmonisk, ikke hidse sig op eller skælde ud, endda ikke gøre rent eller brække ting i stykker. Det var nok det, der skinnede igennem, da vi ved Hoan Kiem søen i aftes oplevede en fantastisk stemning. Selvom der var ufatteligt mange mennesker, og en del af dem sikkert havde fået et par snapse, eller hvad det er de drikker som lugter fælt, og selvom det var et højdepunkt at være ved søen og vente på fyrværkeriet, var der faktisk ingen småkonfrontationer eller nogen der så meget som så aggressive ud. Her var alle glade og forventningsfulde, småsnakkende og grinende. Det var helt syret at stå der lige så fint med næsen i vejret og råbe og klappe ligesom alle de andre, når der var en særligt fin lysbombe på himmelen. Det var som at være i en luftboble af danskhed, hvor vi tre kunne tale danske og dele vores indtryk, og 20 cm. længere væk var alt på et uforståeligt sprog. Det fik mig til at indse, at stemninger ikke behøver sprog for at kunne formidles – det er jo interessant for en gammel sprognarkoman som mig….;O) Vi stod ikke særligt tæt, og det undrer mig faktisk lidt, da vietnameserne jo lever deres dagligliv meget tæt og det er en af de ting vi har hørt og læst meget om. At den personlige sfære og bevægelsesfrihed er meget anderledes her end i vores kultur. En familie på 4 pers. på 7 kvm er ikke usædvanligt, men så fungerer lokalet også som butik de fleste af døgnets timer. Rød er nytårets farve Farven her til nytår er ubetinget rød – samt noget lyserød og lidt gul/guld. Rød er jo deres flag-farve og har sikkert enorm kulturel betydning også ifht. kommunismen. Højrød som danske postkasser – en anelse mere hidsig end vores egen flagrøde. Og så er balloner og blomstertræer en vigtig del af festen. Så bybilledet har været præget af ferskentræer, der ligner japanske kirsebærtræer overalt, og så de kæmpestore kegleformede klementintræer, hvor frugterne sidder helt symmetrisk og er limet fast for at se smukt ud. Der er den dyre udgave hvor træet har rod og krukke og så hele vejen ned til en stor gren af et ferskentræ eller bare en buket afskårne mindre grene. Det kan så pyntes med noget lamettalignende stads i guld. Hvis man har købt et træ med rod, kan man vist sælge det tilbage til planteskolen, så man ikke drukner i klementintræer som årene går. For dem der måtte undre sig over hvad “Chuc Mung Nam Moi!” betyder kan det oplyses at det såmænd bare er “Godt nytår!” på vietnamesisk.ur og som jeg ikke skal gøre mig klog på her. Men det er vigtigt at komme godt ud af det gamle år – og ikke mindre vigtigt at komme godt fra start i det nye. Så deres ritualer starter 1 uge før og strækker sig til 2 uger efter nytåret – det hedder Têt på  vietnamesisk.
%

Vietnamesisk nytår

Velkommen til grisens år

I Vietnam fejrer man det kinesiske nytår og for 50 minutter siden kom vi så ind i grisens år.Grisen er kendt for at have et rent hjerte og for at være meget idealistisk. Det samme skulle gøre skulle gøre sig gældende for alle der er født i et griseår: 1923, 1935, 1947, 1959, 1971, 1983, 1995, 2007, 2019 og  2031.

Vietnameserne tager nytår meget alvorligt og fejrer det efter alle kunstens regler. Enhver familie skal have enten et mandarintræ med frugter på eller et ferskentræ med lyserøde blomster på. Flere dage før selve nytåret kører mandshøje mandarin og ferskentrer rundt på bagagebæreren af knallerter og scootere og folk bærer mad hjem som var en hungersnød nært forestående. På mange måder minder det om dansk jul.

I dag hvor det er nytårsaften har hele byen været lukket og gaderne har været næsten tomme for både mennesker og knallerter. Ved 16 tiden var vi ude og gå en tur og vi mødte næsten kun europæiske turister der ligesom os var en smule forundrede over den pludselige stilhed.

Hoam Kiem søen og skildpaddetårnet var i dagens anledning pyntet med store balloner Vi gik en tur rundt om Hoan Kiem søen og her var forberedelserne til nytårsfesten i gang. På tre af de store gadekryds ved søen var der stillet store scener op og en masse teknikere løb rundt og lavede lyd- og lysprøver. Midt på langsiderne af søen var hele fortovet spærret af med pigtråd og det vrimlede med politibetjente. Her var man ved at stille op til fyrværkeri. Helt ude på søbredden stod hundredvis af kæmpestore messingrør plantet på rad og række helt tæt og fra rørene snoede ledninger sig hen over fliserne til kæmpe kontrolpulte. Det var åbenlyst at noget stort var under opsejling. En rar dame på en restaurant fortalte at kl. 20 ville det gå løs med underholdning på scenerne og kl. 24 ville der komme stort fyrværkeri.

Vi valgte at springe underholdningen over til fordel for noget aftensmad på hotellet og lidt før midnat vendte vi tilbage til Hoan Kiem for at se fyrværkeriet. Her var tæt pakket med glade mennesker og på trods af at alle havde en middelsvær kæp i øret og her vel var mellem en halv og hel million mennesker, så var der en fantastisk god stemning og ingen skubbede eller moslede. På slaget midnat gik fyrværkeriet i gang og i godt 15 minutter blev der sendt monsterstore krysantemumbomber op fra de store messingrør og himlen var fyldt med fantastiske lysblomster i alle farver og kridhvide fosforvandfald. Hver gang der kom en særlig flot bombe gik der et sus gennem menneskemængden og alle klappede. Alt i alt en stemning der ikke er set bedre siden Skanderborgfestivalen og et fyrværkeri der ikke er set flottere siden Seest.

Priviligeret…

At sidde på en paradisstrand og skrive om snevejr og frostskruninger er højst besynderligt.

Jeg sidder på terrassen og skriver nogle gamle dagbogsnotater rent for min svigermor. De er fra Grønland i 1950’erne og handler om sne og frost….

Stranden på Koh TaoJeg sidder på terrassen her med 27 grader sol bag småskyerne og havets skvulpen som lydkulisse. Jeg har pc’en ved hånden, fordi jeg er ved at gennemskrive et besynderligt dokument – i hvert fald sådan som min og vores families situation er lige nu.

Det er nemlig en håndfuld breve skrevet af min svigermor og hendes mand tilbage i 1955-56, da de var udstationeret på Grønland. Det er skrevet med gennemslag i 5 ex. for at de kunne sende til flere hjemme i Danmark på én gang. Det er i dagbogsform og i datidens sprog, hvilket gør det lidt morsomt sine steder. Ellers er det meget interessant at få indblik i deres hverdag deroppe tilbage i 50’erne. Men det der gør det ekstra ejendommeligt, er dels at det meget af tiden handler om sne og kulde – de skriver flere gange om problemer med isen, der ikke fryser ordentligt til – og så kan man ikke køre med hundeslæderne på den. Dengang betød det i al sin grusomme enkelhed, at man ikke kunne skaffe sig mad, da man så indlysende ikke kunne jage sæler og fisk, hvis man ikke kunne køre ud. Det fryser kun 12-18 grader og det er altså ikke nok med de vindforhold, der var lige på det tidspunkt, så isen er for løs og skruer sig rundt i vandet i stedet for at fryse fast og blive sikker. Min svigermor skriver om nød og elendighed, at ingen taler om noget som helst andet end at isen skal fryse til, og at de lokale grønlændere kommer for at låne penge af hende og hendes mand privat, fordi det ikke er muligt at give dem forskud af kommunale midler.

Det sætter livet i relief at sidde her i sin luksustilværelse, hvor alting kommer af sig selv, både det gode vejr, rengøringen og maden – ja, man kan jo bestille den til terrassen, hvis man ikke orker at lette sidderedskabet – og havet, der er så smukt og bølger harmonisk i ørerne….

Her er ord som nød og elendighed godt nok en by i Grønland.

Det andet, der er værd at give en tanke er den isolation, danskerne på Grønland dengang oplevede. Det var sløjt med kommunikationen – det beskrives at båden med post er flere måneder forsinkede pga. de samme frostvanskeligheder som ovenfor. Og juleposten når først frem i slutningen af februar, hvor den kommer med fly og bliver kastet ned fra luften.

Og imens man venter på posten i månedsvis, er der naturligvis ikke tale om at hænge ud foran flimmeren for at dulme sin ensomhed. Bøger er løsningen! Det virker som om de læser alt hvad de kan få fingre i. Når de ikke lige arbejder, altså. Når posten er forsinket gælder det også “tjenesteposten” og der opstår pukler af arbejde for at få årsafslutningen færdig til ministeriets tilfredshed.

Det er tankevækkende, at de valgte et liv udenfor hjemlandet under så vanskelige vilkår – i sammenligning med vores beslutning om at tage til Hanoi. Vi får måske nok vanskelige vilkår, men det bliver ikke isolation, tror jeg. Jeg er sikker på at forbindelsen til jer derhjemme via mail, skype, messenger osv. bliver vigtige elementer i vores hverdag. Og jeg kan allerede nu mærke, hvor dejligt det er, når nogen af jer er på messenger, eller der er mail fra jer via hjemmesiden eller i inboxen.

Halløj Hanoi Hilton

Så er vi indlogeret i Hanoi i en fin 2 værelses lejlighed.

Vi har fået fod under eget bord på 8. sal i Hanoi Towers som ligger på en gammel fængselsgrund midt i byen.

 Så er vi her. I Hanoi. Indkvarteret i vores 2-værelses hotellejlighed. 2 sove- og 2 badeværelser, køkken med det hele inkl. vaskemaskine med indbygget tørretumbler, som jeg modstræbende har overgivet mig til, og stue med spisebord, sofaarrangement og TV med dvd-afspiller.

Meget fint og nydeligt, om end ikke smagfuldt eller fantastisk.

Vi har checket hver en lille detalje, inden vi indtog stedet. Om der nu også ER 4 knive og 4 gafler, 2 stuelamper, x antal madrasser og skraldespande… osv osv. For vi skal jo betale når vi tager herfra, hvis det alt sammen IKKE er der.

Vejret er fint nok, ikke for varmt, lidt diset og fra morgenstunden lidt vådt. Men alt i alt meget OK. Udsigten er også OK, ikke fantastisk. I kan se den i billedgalleriet på en af de andre sider her på hjemmesiden.

Vi har slået aircon’en ihjel og dermed fået et nogenlunde naturligt klima i stedet for den polarvind der stod i lokalet da vi kom. Jeg ved ikke hvorfor der er en tendens til at når de er en aircon, så skal der også partout være 18 grader og stiv kuling.

Hvis nogen af jer kender til fænomenet  Hanoi Hilton – der danner grundlag for et barske film så vidt jeg ved – så vil I vide, at det var et fængsel her midt i Hanoi. Blandt andet der hvor amerikanske krigsfanger sad – og ved den lejlighed gav stedet det galgenhumoristiske navn Hanoi Hilton….

Nå, men det fængsel er så revet ned – og oven på har man bygget Hanoi Towers, som er her vi bor. Tilbage er en lillebitte bid af det oprindelige fængsel, der i dag består som museum. Det vender jeg sikkert tilbage til, når jeg har været inde og se det. Man skal bestille tid, står der udenfor på et skilt – der står også at man ikke må tage skydevåben med ind….;O)

Hanoi Towers er en 3-fløjet sag, med lejligheder i den ene del, kontorer i en af de andre og almindelige hotelværelser samt konferencefaciliteter i den tredje. I stueplan er der sørget for at man ikke behøver forladet bygningen, der er nemlig frisør, skønhedspleje, postkontor, hæveautomat og et supermarked med en lang række kendte europæiske herligheder. Mærkevarer som Carlsberg, Nestle, L’oreal, LU, Lipton, Nescafé, Colgate, Gillette osv osv. Der er kiks, bolsjer og chokolade på 1/3 af arealet, shampoo/creme mm og udenlandsk øl på den anden tredjedel – og så en række blandet dåsemad, porcelæn og toiletpapir på den sidste. Der er naturligvis hammerdyrt – et friskbagt fransk flute koster f.eks.  10.000 Dong, nemlig ca. 4 kr……. nå, men så koster en spegepølse til gengæld ca. 25. kr. og rammer næææææsten det prisniveau vi kender.

Jeg glæder mig nu til at finde det lokale svar på indkøbsmulighederne, der hvor man kan købe frugt og grønt af lokale bønder – og til priser der slet ikke er til at forstå. Men det kommer nok en af dagene.

Indtil videre har vi koncentreret os om at falde til ro, pakke ud og få købt lidt ind til at klare os her i lejligheden –  og derefter at kigge på det omkringliggende område her. Vi har fundet vej ned til den nærmeste lille sø, som vi gik rundt om i går. Vi tager små skridt ad gangen, også bogstaveligt talt, for på fortovene skal der både være plads til hele familier på 3-15 mennesker, der sidder foran deres forretninger og spiser, til deres mangfoldighed af scootere der parkeres overalt, til lidt skrald nogen er ved at feje sammen i bunker og så naturligvis et hav af huller, der hvor fliserne ligger skævt – eller slet ikke ligger….

Det er et krævende job bare at skulle gå “rundt om blokken”, fordi man siksakker ud og ind imellem alle disse elementer og så de vietnamesere, der også går der. Og de er mange…..

Vi er synlige i verdensbilledet heromkring. På trods af, at der ligger disse store hoteller, hvor der altså må være et par flere vesterlændinge end os, så ser vi næsten kun asiater her. Og jeg tror gennemsnitshøjden for kvinder er 140 cm og for mænd ca. 160 cm, så Mads med sine 183 rager altså godt op. Vi ser mange voksne kvinder på størrelse med Emil, og Mads har opfundet et nyt udtryk for deres numser, nemlig vietnameserrøv som er lig med 0,5 på pariserrøvsskalaen…..!

Så småt er godt! For dem, altså. De borde og stole de sidder på, når der koges ris og laves mad udenfor deres butikker ligner noget fra en dansk  børnehave. Det er rødt eller blåt plastic – ind i mellem med Coca Cola logo på. Det tøj vi har set til salg indtil nu, ligner noget i str. 8-12 år, skoene er helt sikkert noget, jeg ikke kan klemme min enorme størrelse 35 ned i. Mads mener vi skal tage det som et tegn på at jeg ikke skal købe sko her. Aner ikke hvad han taler om….. som om Askepots opfindsomme stedsøstre ikke allerede havde løst det problem.

Den første nadver

Traditionel vietnamesisk morgenmad

Emil og Lis var de modige, der – næsten – frivilligt og kun lidt presset af den søde kvindelige tjener i morgenmadsrestauranten – begav sig ud i at spise den traditionelle vietnamesiske morgenmad

Emil spiser nudelsuppe med pinde mens Lis ser til Den var en del af den mægtige buffet, hvor man også kunne vælge wienerbrød, friske frugter, corn flakes, forskelligt brød og den slags. Men næeh, vi valgte så at få risnudler i hønsebouillon med chili og forårsløg, kogt kylling samt koriander (den asiatiske persille som mest smager af håndsæbe). Man efterbehandler hele balladen med soja, limesaft, chillisovs eller noget fiskesovsnoget…..Til al overflod skal det så spises med pinde – og det gjorde vi så. I hvert fald et forsøg på.

Det smager faktisk ikke slemt. Hvis man holder igen med chilien, smager det ikke af særligt meget. Men det er altså ikke noget der bliver min livret til morgenmad. Til aften kan de gå an, men dælme ikke om morgenen.

Nudelsuppe er den traditionelle vietnamesiske morgenmad

Min ven Fred

Herreløse hunde i Thailand er søde og kommer næsten når man kalder

Hedder alle hunde virkelig Fred? Jeg har startet et eksperiment…. jeg vil vide om de vilde hunde her i Thailand lyder navnet Fred.Hedder alle vilde hunde mon Fred? De har jo i sagens natur ikke navne, da de ikke indgaar i familierne som kæledyr som vi kender det. Men sidst vi var her døbte vi restauranthunden Fred, og vi mener at kunne huske at den lystrede.

Vi fandt senere ud af, at Fred er en tæve, men da var det for sent. Den hed nu en gang Fred og det blev den ved med. Det goer den stadig. Og nogle gange kommer den når vi kalder paa den. Den er meget sød, blød og velplejet og faar helt sikkert masser af mad – både af restaurantpersonalet og af gæsterne. På trods af det store skilt, der beder om at man ikke fodrer vilde hunde ved bordene, er der nemlig mange gæster, der ikke stå for Freds bedende blik. Ellers er den nu ikke så indladende som vi kender det fra vores egen labrador derhjemme. Naaeh, Fred er lidt reserveret og stiller sig gerne lige udenfor kæleafstand, eller lægger sig ind under liggestolen på stranden.

 For at kunne kende Fred fra Fred – der er nemlig masser af hunde her – alene på hotelomrødet vel en 15-20 stykker, har vi nu maatte udvide repertoiret med bla. hvalpeFred, pelsFred (den med lidt længere pels) og saagar originalFred, desuden er der humpeFred (maaske er benet brækket, men det er der jo ikke nogen, der tager særligt notits af og humpeFred ser glad og fornøjet ud, naar den leger med de andre på stranden) – plettede Fred derimod kan de andre ikke li. Den knurrer de af så den hyler længe inden de har naaet indenfor dens rækkevidde – og den har hele tiden halen imellem benene. SorteFred giver sig selv og er vistnok far til hvalpeFred, der er sort med hvid blis og et frækt og hvalpeagtigt blik – og meget skarpe tænder. Der virker ikke som om de har (særligt mange!) lopper – måske er det fordi de opholder sig så meget i sand og saltvand, at lopperne må opgive ævred. Omkring solnedgang kan man se Fred jage fisk på det lave vand. Det ser helt vildt sjovt ud når han sætter sig ned i vandet og holder øje med de småbitte fisk og en gang i mellem forsøger at fange dem med poten. Vi har aldrig set Fred fange en fisk, så måske er det bare noget de leger. Fred og fiskene. Nå, men undersøgelsen går altså i sin enkelhed ud på at prøve at få en hvilken som helst hund vi møder på vores vej til at lystre på navnet Fred. Indtil videre er der ikke nogen sikre videnskabelige resultater – sådan nærmest fifty-fifty. Der er forbudt at lokke dem med mad eller at kalde med andet end ordet Fred – evt. fortyndet med lidt ”er du en fin hund” ”hedder du så ikke Fred” og hundesnak i den stil.

Jeg vender tilbage naar der er afgørende nyt i sagen……;O)

På dykkertur til Chumporn Pinnacle

Chumporn Pinnacle en oase på sandbunden

På den flade sandbund rejser Chumporn Pinnacle sig 30 meter op. Som en oase på sandbunden tiltrœkker den hundreder af forskellige fiskearter og koraller.

Da vækkeuret ringede klokken halv seks var det stadig mørkt udenfor og de eneste lyde der hørtes var lyden af bølgeskvulp mod stranden som blandede sig med Lis og Emils rytmiske vejrtrækning. Jeg forsøgte at sætte min hjerne i gear, men den blev ved med ”at børste tænder” i gearkassen. Det eneste der driver mig på den slags morgener er erfaringen om at der venter ”noget stort” forude. Hvis jeg ikke var i stand til at programmere min krop og min hjerne til dette er det helt sikkert at jeg aldrig ville komme ud af lagnerne før et par timer senere.

Jeg vælter søvndrukkent ud af sengen og direkte ind under bruseren. Kæmper med at sætte en kontaktlinse i mit venstre øje (det eneste jeg rigtig kan se på) og springer så i et par shorts og en T-shirt inden jeg griber tasken med dykkerudstyr som jeg har pakket aftenen i forvejen, vel vidende at rationelle tanker ikke er min stærke side på det her tidspunkt af døgnet.

Afgang til Chumporn PinnacleEfter at have hentet min madpakke ved bagdøren i restauranten sætter jeg mig til at vente på de andre dykkere som en efter en dukker op. Nogle af dem mindst lige så søvndrukne og stille som jeg og andre er hysterisk morgenfriske. Da alle er kommet bliver der holdt mandtal og vi sætter os op i den lille fladbundede jolle som skal fragte os ud til dykkerbåden der ligger for svaj en lille halv kilometer ude i bugten. Vi kommer ombord i dykkerbåden og begynder med det samme at rigge vores udstyr til så det er klart til vi skal dykke.

Lige så snart båden forlader den lille bugt og runder pynten ud til det åbne hav begynder bølgerne at skylle ind over fordækket og med jævne mellemrum får alle et ekstra morgenbad i saltvand og skumsprøjt. Selvom vi ved vandet er 27 grader så føles det koldt og det frisker.

Efter en lille halv times sejltur kan vi høre en boat-boy råbe et eller andet på thai. Han har set fortøjningsbøjen der er bundet til en undersøisk klippe ved dykkerstedet. Solen er endnu ikke steget op over horisonten da vi som den første båd hægter os på bøjen.

Så snart vi ligger stille ved bøjen gynger båden straks noget mindre og efter et hurtigt check af udstyret og en kort briefing fra Dive Masteren om hvad vi kan forvente under de grå, næsten to meter høje bølger, springer vi i vandet, gør hurtigt OK tegnet – pegefinger og tommelfinger samlet til en ring – fulgt af en nedafvendt tommel som tegn på at vi går ned. Ingen ønsker at ligge og vugge i de høje bølger og den stærke strøm længere end højest nødvendigt.

Lige så snart vi er under vandet bliver det bedre. De første tre fire meter under overfladen gynger det stadig og vi bliver kastet rundt mellem hinanden, men så bliver der stille. Hurtigt når vi fem meter og han hverken se overfladen eller bunden. Det er underligt sådant at hænge her midt i et grønt ”ingenting” uden at have andet holdepunkt end de andre dykkere og sanserne der heldigvis stadig kan kende forskel på op og ned. Efter et minuts tid når vi bunden på femten meters dybde – eller rettere sagt – vi når toppen af Chumporn Pinnacle.

Chumporn Pinnacle er en 30 meter høj granitsøjle der helt umotiveret rejser sig fra sandbunden ca. 12 km syd for Koh Tao. Det regnes for et af de absolut bedste dykkersteder i Sydøstasien og ofte ses der både hvalhaj og de kæmpe store Mantarokker her. I dag har disse to majestætiske kæmper dog besluttet sig for at være fraværende.

Fra toppen af søjlen glider vi langsomt ned langs den lodrette væg mod sandbunden. Ved 25 meters dybde støder vi på et stort koralfremspring og beslutter at der ikke er nogen grund til at gå dybere ned. Normalt vil sigtbarheden her være mellem 30 og 40 meter, men på grund af en usædvanlig sen monsunsæson har det blæst meget de sidste par uger og vandet er derfor fyldt med små partikler der gør at vi ikke kan se længere end fem seks meter. Det betyder at selvom der skulle gemme sig en hvalhaj eller en reef-shark ude i dybet, så vil vi ikke kunne se den med mindre den nærmest passerer lige under vores næse. Vi beslutter derfor at koncentrere os om væggen, som er fyldt med store søanemoner som hver især giver husly til et par rosa anemonefisk. De er helt trygge ved vores tilstedeværelse og vi har lejlighed til at studere dem på helt nært hold.

Mens vi langsomt cirkler rundt om granitsøjlen og stiger to tre meter for hver omgang har vi rig lejlighed til at kigge på alt det andet liv der lever her på denne oase på sandbunden. På tyve meters dybde støder vi under en stor tallerkenkoral på en Blue Spotted Stingray. Den er modsat anemonefiskene ikke det fjerneste selskabelig og synes det er højest upassende at vi sådan bryder ind i dens privatliv. Mens den lader det ene øje rotere 360 grader kryber den fornærmet længere ind i sit skjul under koralen.

Højere oppe begynder dagslyset at trænge ned til os der kommer flere små fisk der svømmer ind og ud mellem korallerne. Et enkelt sted ligger en stor grå Puffer Fish i skjul under et fremspring og venter på at det igen bliver mørkt. Vi lader den være i fred, selvom fristelsen til at tirre den er stor. Når Puffer Fish føler sig truede blæser de sig op til tredobbelt størrelse og har pigge der stritter til alle sider. De kan dog kun holde til dette et par gange i døgnet så derfor er der ikke nogen grund til at misbruge denne evne bare for at underholde os.

Da vi efter en god halv time igen når toppen af granitsøjlen holder vi kort mandtal for at sikre os at alle er ok og er klar til at begynde opstigningen. Vi tømmer vores balanceveste for luft, sætter blidt fra og begynder langsomt at svømme opad. På grund af den store trykforskel mellem overfladen og bunden må man ikke stige mere end 18 meter i minuttet og fordi den menneskelige krop ophober nitrogen i blodet når den er under tryk skal vi når vi når fem meters dybde holde pause i opstigningen for ikke at få dykkersyge. Igen hænger vi i grønne ”intet” hvor vi hverken kan se bunden eller overfladen og alle kigger som hypnotiserede på deres dykkercomputer eller armbåndsur. Efterhånden som de enkelte får OK fra deres dykkercomputer forsvinder de parvis opad og de sidste vi ser af dem er deres stærkt farvede svømmefinner over vores hoveder. Min computer er indstillet til at være temmelig konservativ og derfor er jeg sammen med Dive Masteren den sidste der forlader sikkerhedsstoppet for at begive mig mod overfladen. De sidste fem meter bipper min computer hysterisk. Jeg har kun 34 bar tilbage og den mener at jeg bør set at få ”røven med mig” i en fart.

Da vi bryder overfladen og igen trækker frisk luft er solen steget op og har forvandlet den tidligere rosa og grå himmel til helt klar og blå. Bølgerne er stadig lige høje og derfor er der ingen der føler trang til at ligge i overfladen – vi henholdsvis kravler op på båden og enkelte heldige bliver kastet derop af bølgerne der står ind over bagdækket.

At komme op fra et dyk og få fast grund under fødderne er sikkert den samme fornemmelse som astronauter har når de vender tilbage til jorden. Efter at have været vægtløs og kunnet bevæge sig frit mærkes tyngdekraften dobbelt så stærkt som normalt.

Da alle er oppe smider båden linen og mens vi skifter flaske, drikker kaffe og spiser den friske frugt som mandskabet har sat frem til os er den på vej mod næste dykkersted.

Thai-tæv

Vi har fået tæv af tre thailændere

Vi har fået bank i dag. Altså bank på den såkaldt fede måde. Nemlig Thaimassage. Det er en lang række tryk og træk i de stakkels flyvetrætte funktionær-muskler af enormt stærke fingre – og knæ – og albuer – og tæer. Thaifolket bruger nemlig hele kroppen og nærmest klatrer rundt på én, når de masserer. De er tre i den nyopførte bambushytte her på stranden. Med officielle t-shirts på, der viser at de er en del af hotelpersonalet. Alt imens de kravler rundt på os, taler de om os på thai. Det kan man vel ikke fortænke dem i. Vi ligger selv og stønner og griner ind imellem af de kildrende smerter og/eller af hinanden. Som nu da der undslap Mads en lille snorkelyd f.eks.

De taler helt sikkert om at det er uretfærdigt fordelt at den ene skal massere Mads og at den anden kan nøjes med Emil. Men de tager det nu pænt. Måske er det udsigten med vand så langt øjet rækker og havets skvulpen i ørerne, der gør det. Det må være fantastisk at have sådan en udsigt hele dagen. Måske er det bare det at have et arbejde…. Eller måske er de ligefrem godt betalt. Vi ved det ikke. Men her senere på aftenen, da vi passerer forbi imens de mishandler 3 andre turister, er vi på nik og hej. Vi kommer også helt sikkert igen og får flere tæv. Man har det så godt bagefter.