Laaaaang transport….

Det tager sin tid fra Blistrup til Koh Tao

Nu er vores lange transport endelig slut…. so far. Vi har haft en fin tur med masser af søvn og støttestrømper……Peter og Lisbet kom forbi i LHR og sagde hej! Nu er vores lange transport endelig slut…. so far. Vi har haft en fin tur, faktisk sov jeg hele 7 timer i flyet fra London til Bangkok og jeg må modstræbende indrømme at støttestroemper gør noget for hævede ben. Så må jeg sgu leve med at det er et alderdomstegn og at jeg næsten ikke kan få ordet over mine læber. Flightsocks lyder en kende bedre og dem Mads købte i Heathrow har også specielle vævninger op ad læggen så de ser ikke helt så kiksede ud som mine. De er nemlig hud/grisefarvede. Nok om det. Vi havde lejlighed til at ses med Peder og Lisbeth og deres to piger Stephanie og Veronica, da de droppede forbi og drak kaffe med os i Starbucks i afgangshallen i Heathrow. Superhyggeligt omend kort.

Bangkok lufthavn er helt ny og var en fornøjelse i stål, glas og sejldug. Dejlig atmosfære og rigtig interesant arkitektur. Vi spiste noget kinesermad i en lillebitte kinesersnask med frimærke-taburetter, der nær havde opgivet ævret under os. Det kostede i nærheden af 400 bath (ca. 70 kr.) og bagefter drak vi luksuskaffe hos Starbucks (et navn der dukker op igen og igen) – op det kostede omtrent det samme…..

Vi havde lige halvandet døgn paa Koh Samui, som er et turisthelvede med burberry-og-D&G-alt-muligt-plastic og for mange dyttende taxaer om for få kunder. Men det var et glimragende hotel, vejret lige tilpas og det lykkedes os at sove det meste af den dejlige dag væk i vores jetlagrus.

Vi kender et fantastisk sushisted nærmest inde i en baggård bagved noget æd-til-du-styrter-BBQ – og der kunne vi i fred og ro nyde den lækreste sushi. Som ægte autister fik vi naturligvis nøjagtigt det som vi plejer: laks, tun, ruller og specialiteten stegt lakseskind i rulle. Det nærmeste vi kommer flæskesvær i laaaaang tid.

Kokken laver ruller på Sushi2 på Koh Samui Emil fik lov at gennemfotografere stedet, og tog bla. dette rasende gode billede af kokken der laver ruller.

Idag har vi så påmønstret en katamaran – som paa thai bliver til catamalan fordi de har det svært med r-lyden. Fed tur i godt vejr… For mig er selve begrebet ferie komprimeret i det salte skumsprøjt, der sammen med kraftige vindstød stod ind over rælingen. Skønt!!!!

Endnu skønnere var det at gense Koh Tao hvor vi var for halvandet år siden og tog vores dykkercertifikat. Vi er endda så autistiske at vi har den samme hytte i strandkanten som vi havde sidst. Og om lidt går vi ind paa vores yndlingscafe og Emil har allerede deklareret at han skal have Salade Nicoise for den kan han huske er god.

I morgen napper Emil og jeg lidt opfriskningskursus i dykkerteori inden vi sejler med dykkerholdet til et sted vi også har været før, kaldet Japanese Gardens.

Og hvis også resten går som forventet, vil vi være lykkelige, sultne og hammertrætte i morgen aften, så der skal I ikke sætte næsen op efter en hilsen.

fest(og)logistik

Om alt det der skal nås inden vi rejser

Om fester, biler, gaver. Om alle de ting der skal ordnes i sidste øjeblik og om at skulle føle sig hjemme i Hanoi…Nu er det ved at være lige op over og alle de ting der skal ordnes i sidste øjeblik presser sig på…

I lørdags holdt vi “grande good bye party” for venner og bekendte. Vi havde en hyggelig dag hvor huset, hele dagen var fuldt af venner og bekendte der kom forbi bare for at sige farvel. Vi havde lavet brunch og alle så ud til at hygge sig og snakke med hinanden. Vi fik snakket med de fleste. sagt pænt på gensyn indtil vi kommer hjem på ferie i juli og fik talrige formaninger om at passe godt på os selv i det fremmede. Jeg tror at nogen af vores venner mener vi er tossede at vi sådan drager ud i verden uden andet end en returbillet og visheden om at vi kommer til at opleve en masse og lære endnu mere.

Honda HR-V sælgesEfterhånden som vi kommer nærmere på vores afrejse på søndag er der en masse ting der skal gøres. Vi skal have ryddet huset for de ting der skal opmagasineres, vi skal rykke forsikringsselskabet for vores sygeforsikringer, rykke revisoren for at få vores 2006 regnskab færdigt inden vi rejser og vi skal have afleveret bilerne til vores gode ven Claus så han kan sælge dem. Hvis der er nogen der vil købe en Honda HR-V eller en VW Golf Diesel, så sig endelig til.

Dagene fra nu til søndag er pakkede. Imorgen (torsdag) er for mit vedkommende en normal arbejdsdag. Fredag har jeg “fri” til at få de sidste administrative ting på plads og få pakket alt det vi skal have med i kufferterne. Jeg er sikker på at det ender med at vi må hoppe på kuffertlågene for at få dem lukket og at vi ender med at have overvægt. British Airways tillader kun 23 kg. pr. person og det er ikke meget når vi skal klare os i 1½ måned inden vores container kommer til Hanoi. Heldigvis er der nogle kolleger der også skal til Hanoi på kort besøg, og de har været venlige nok til at tage nogle ting med for os. En af de ting som de har “fået lov” at tage med er gaver. I Vietnam er det tilsyneladende god tone The Little Book About Denmarkat give gaver når man mødes  første gang så vi har været på indkøb og købt Holmegaard snebolde i glas med tilhørende fyrfadslys, ïndtil flere eksemplarer af “The Little Book About Denmark” og adskillige poser Matadormix. Lørdag skal vi først til farvel-brunch med min familie og senere til 50 års fødselsdag. For at slippe for at tage hjem efter fødselsdagen har vi booket et hotelværelse i byen til søndag hvor vi skal flyve. Emil skal ikke med til fødselsdag. Han skal have et sidste besøg hos mormor og morfar hvor han garanteret bliver forkælet med svigermors hjemmelavede frikadeller. Søndag kl. 14 skal vi være i lufthavnen og så går turen via London til Bangkok.

Det er underligt at tænke på at når vi låser dørene efter os lørdag morgen, så kommer vi ikke “hjem” før i juli md. Vi har alle mulige intentioner om at gøre alt hvad vi kan for at falde til i Hanoi og jeg håber at det vil lykkes for os at føle os hjemme der. Til alt held er Emil begyndt at glæde sig til vi at komme til Hanoi. Han har fået kontakt til et par jævnaldrene danske børn på UNIS (den skole vi håber at han kan få plads på) og det har hævet hans forventninger en del. Objektivt set er han nok den der får de største udfordringer med nye kammerater, ny skole og nyt sprog. Heldigvis taler han godt engelsk, men jeg tror nu alligevel at det vil kræve en stor indsats af både ham og os at få ham til at føle sig hjemme. Lis og jeg vil have det en del nemmere. Vi har jo trods alt vores voksenerfaring og hinanden.

Inden vi lander i Hanoi den 9. februar har nogle dages ferie i Thailand. De skal bruges på Koh Tao, en lille ø i Siam-bugten hvor der er helt fantastisk at dykke. Vi var der for knap to år siden hvor vi alle tre tog dykkercertifikat og vi glæder os alle tre til at komme tilbage og til at kunne nyde korallerne og fiskene. Det vil også give os mulighed for mentalt at omstille os fra vinteren i det velordnede Danmark til varmen og den kaotiske storby.

At nyde snevejr

Det er som at opdage sne for første gang – det fantastisk opløftende ved så meget lys. Og luftens forfriskende skærende skarphed.

snevejr i havenDet har været det mest fantastiske syn de sidste par dage.  Hvidt, hvidt hvidt overalt. Jeg elsker simpelthen når skoven står helt hvid, når der på hvert eneste træ ligger et lille smukt lag hvidt lys. Der er ikke noget menneskeskabt der kan slå naturens dekoration.

Jeg har bemærket lyset som sneen skaber og hvad det gør ved humøret på en helt ny måde. Jeg tænker, at det er det sidste jeg ser til begrebet sne i mindst 1 år. Og er bevidst om det på en ny måde. Husker at nyde det – selvom det selvfølgelig også er bidende koldt og vådt – så har jeg det altså som om det var naturens hilsen til mig, inden jeg rejser ned i et klima, som jeg med garanti får det svært med. Især den kvælende varme til sommer.

Jeg indsnuser snestemningen fra vinduet i mit kontor. Jeg labber den i mig når jeg går ud med skraldespanden….. jubler over den på tur med Kaos…..

Jeg vil gemme min snefølelse i kroppen og tage den frem når jeg længes efter lys for i Vietnam varer dagen kun ca. 12 timer

Og jeg vil gemme luftens skarphed, så jeg kan nippe af den på de varmeste dage – der kan jeg nok trænge til det….

Flyttedag

I dag hentede flyttefolkene vores ting

Nu er vores ting teknisk set på vej til Hanoi. Rent praktisk står de nu nok på et lager i København indtil de sendes videre med skib.

Danni slider med flyttelæssetI dag har flyttefolkene været her. Det tog ikke lang tid, så var det hele pakket og klar i bilen. Blev så kørt til et lager og siden lastet videre til en container, der så sejles til Vietnam.

Flinke flyttefolk der kunne få noget fra hånden. Det er, som med alt andet, at rutine og erfaring giver et flow, der er en fornøjelse at se på for os amatører. Lidt mærkeligt at overlade alt fra lysestager til undertøj over globalknive og Mads’ bedste slips til andre. Jeg har altid pakket mine ting selv, uanset om det har været til flytning eller ferie.

Det her føles lidt som en blanding. Starter jo også med ferie for så at blive hverdag. Men i et eksotisk land – det lugter stadig af ferie. Og den første måned på et dejligt hotel – minder også om ferie. Det vil vise sig om jeg oplever det sådan, når vi først er der… det vil du kunne se længere fremme i føljetonen.

Det var i hvert fald mærkeligt at se sine ting spadsere via fremmede hænder ned i kasser og ud i Flytteforretningen Danmarks gule bil.

Så nu lever vi light de næste 14 dage. Det går fint…. Også selvom jeg må sove med vattæppe og Starwars betrækket. Mads har det farmorblomstrede…..

En krise afværget

Må man have CD’er med til Vietnam?

Historien om hvordan Emils PlayStation-spil næsten ikke var kommet med til Hanoi.

Da flyttefolkene fra Møbeltransport Danmark bankede på kl. lidt over 8, var jeg oppe men langt fra vågen. På trods af at det stadig var mørkt udenfor og fuglene sov, var Danni og Henrik urimeligt morgenfriske og på dupperne. Jeg holdt dem hen i 10 minutter med en kop kaffe, mens jeg forsøgte at få min B-menneskehjerne i gear ved hjælp af en sort kop kaffe og en cigaret. I fællesskab gennemgik vi proceduren og deres arbejdsseddel som de havde fået med fra flyttefirmaet. Seks til otte kubikmeter blandet indbo plus to cykler. Det stemte meget godt overens med hvad vi havde fået samlet sammen. En enkelt ting sprang i øjnene på arbejdssedlen. Overstreget med gult og skrevet med store bogstaver stod der “DER MÅ IKKE PAKKES CD, DVD, VIDEOBÅND og VCD”. Det tog jeg ikke notits af, da vi har tænkt os at medbringe de DVD’er vi gerne vil have med til Vietnam i vores almindelige bagage.

Flyttegodset læsses Da kaffen og bureaukratiet slap op, var de i løbet at et splitsekund i gang med at pakke alt ind i bølgepap, brunt karduspapir og kilometervis af klisterbånd. Mens Radio 100FM kørte på fuld tryk på Henriks mobiltelefon sprang de som balletdansere rundt og håndterede husgeråd, flyttekasser, bølgepap og kardus. Alt sammen uden at gå i vejen for hinanden i det lille rum. hvor vi havde samlet de ting som vi absolut ikke vil undvære i Hanoi.

Emil har selv fået lov at vælge, hvad han vil have med, og noget af det første han tog frem var hans Playstation med tilhørende spil. Et helt år uden Hitman og SplinterCell er mere end man med rimelighed kan forlange af en dreng på tolv. der i forvejen er frustreret over at skulle efterlade venner, hund og klassekammerater.

At Playstation spil kommer på CD. var ikke noget jeg havde skænket en tanke, men da Henrik nåede til dem i bunken af flyttegods. havde vi en vaskeægte krise mellem hænderne. Han kunne ikke pakke dem ned. når han nu havde fået ordre på at der ikke måtte pakkes CD’er og jeg kunne ikke bære at skulle fortælle Emil. at de ikke kunne komme med. Gode dyr var rådne!! Danni ringede hjem til flyttefirmaet. som ikke kunne tage stilling til noget uden at have talt med deres vietnamesiske agent og mens vi ventede på det gik pakningen i stå. Min umiddelbare tanke var. at det ikke kunne være rigtigt. Jeg vidste godt. at man i Vietnam er temmelig følsomme i forhold til “politisk ukorrekt” materiale og pornografi, men Playstation-spil? Jeg greb telefonen og ringede til den Vietnamesiske ambassade i København. Efter i en uendelighed at have gentaget mit ærinde kom jeg endelig i kontakt med en rar dame. der både talte og forstod engelsk og som forstod hvad mit spørgsmål gik ud på. Hun kunne desværre bekræfte at CD’er og lignende medier ikke måtte indføres – sådan noget l…!! Imens jeg havde parlamenteret med ambassaden. havde Helle fra flyttefirmaet ringet tilbage. Hun havde talt med deres agent i Hanoi som heldigvis havde en lidt mere fleksibel fortolkning af reglerne. Det var OK at pakke CD’er. så længe der ikke var tale om politisk materiale eller pornografi. Vi valgte uden yderligere overvejelser den sidste fortolkning og sådan gik det til. at Emils playstation-spil blev pakket ned og ført på pakkesedlen som “Software” og “Games”. Nu krydser vi fingre for at de ikke bliver konfiskeret i tolden.

1 år uden sensationer…

måske behøver vi dem ikke

Hvordan mon det bliver at undvære følelsesporno og sensationsjournalistik et helt år?

 I den lokale Brugs hvor jeg lige var et smut inde og hente hundemad og leverpostej, blæste Ekstrabladets spiseseddel mig næsten omkuld. Det var fra begravelsen af 2  børn og deres mor der i sidste uge  bestialsk blev myrdet af faderen, der var jaloux over moderens nye liv uden ham.

Der har været en hel del af den slags historier på det sidste. Det er svært ikke at stoppe op når der på billedet ses 3 kister – den store i midten og børnenes på hver side. Og det var kun det lille billede på den spiseseddel. Det store var børnenes mormor i sorg og chok – hun har lige mistet både sin datter og sine børnebørn.

Følelsesporno. Det som er blevet et varemærke for formiddagsbladene. Lige op i ansigtet skal vi have det. Sensationsjournalistik. Ydmygende og skræmmende på én gang.

Har vi virkelig brug for at få gengivet virkeligheden på den måde?

Det tænkte jeg over på vej hjem fra Brugsen. Det bliver dejligt at prøve 1 år uden. Dels fordi vi ikke kan forstå vietnamesisk, dels fordi vi nok har andet at bruge energien på. Og dels fordi det måske slet ikke er nødvendigt at blæse den form for virkelighed op. Måske er der andre måder…..

Der er 16 dage endnu…

En gang imellem kommer jeg til at tænke på den gamle Povl Dissing sang fra 1967: “Der er 25 minutter endnu”. Heldigvis er vi ikke på vej til galgen som manden i sangen, men i stedet på vej ud på spændende og forhåbentlig lærerige eventyr.

I dag stod den på indkøb. Der er en masse ting vi skal have købt ind inden flyttefolkene kommer og pakker vores ting i containeren på tirsdag. Da vi “kun” skal være væk et år har vi valgt ikke at tage vores møbler med og derfor behøver vi ikke en hel container. Ikke desto mindre regner vi med at “det mest nødvendige” kommer til at fylde 3-4 kubikmeter.

Den danske ambassade i Hanoi har en rigtig god hjemmeside med information om hvordan man får en god start i Vietnam. Den har vi brugt flittigt og især har vi kigget på oversigten over hvad man bør medbringe fra Danmark. Derfor stod der følgende på indkøbssedlen i dag:

  • Atamon (til at fjerne mug med)
  • Jumbobøger til Emil
  • Et års forbrug af Tampax
  • Gaver
  • Et års forbrug af lakrids

En ikke helt almindelig indkøbsseddel.

Dagens uventede begivenhed var at det lejlighedshotel, hvor vi har reserveret en lejlighed til den første måned, sendte os en email og fortalte at de p.g.a. forsinkede byggeprojekter alligevel ikke havde plads til os. Heldigvis er de en del af en kæde der har et andet hotel i Hanoi hvor de kunne tilbyde os plads til samme pris. Faktisk tror vi at den nye lejlighed de har tilbudt os ligger bedre end den vi i første omgang havde booket. Den ligger inden for gå-afstand fra kontoret og en lille smule længere fra den skole som vi håber at Emil kan få plads på.

Hvad med dit og hvad med dat?

Der er mange ting der skal overvejes og planlægges inden man flytter en familie om på den anden side af kloden.

I dag (10. januar 2007) hvor vi starter dette projekt er der 18 dage til vi skal rejse.  18 dage fyldt med overvejelser om praktiske udfordringer, forberedelser til afrejsen, pakning af de få ting vi skal have med og en masse snak om forventninger og spænding.  Hvordan forhindrer vi at postkassen flyder over med reklamer? Skal vi pakke regntøjet i containeren eller skal vi slæbe det med sammen med de 10.000 andre ting vi skal have i kufferterne? Altsammen tanker og gøremål der bærer præg af at ingen af os har prøvet dette før.

En ting er afrejsen, en anden ankomsten i Hanoi og dagliglivet. Hvordan vil det forme sig? Vi ved at vi har et sted at bo den førte måned, men vil vi være i stand til at finde et permanent sted som vi synes om og som vi kan betale? Vi ved endnu ikke om vi har plads til Emil i den internationale skole – vi har sendt ansøgningen afsted, men vi kan ikke få endelig besked før vi har haft et personligt møde med inspektøren. Hvad nu hvis der ikke er plads på hans klassetrin? Så må vi til at improvisere med hjemmeundervisning eller satse på at der er flere skoler der underviser på engelsk end de to vi kender til.