FN dag på Emils skole

Mere end 40 nationer fejrede FN’s fødselsdag

På UNIS fejrer man FN dagen – naturligvis. UNIS betyder United Nations International School og da skolen åbnede i 1988, var det primært for at tilbyde børn af FN personale undervisning på engelsk.  Idag er der mindst 40 nationaliteter repræsenteret på skolen og den globale forståelse fylder meget i undervisningen. FN dagen fejres som den største begivenhed i skoleåret med deltagelse af lærere, forældre, FN topfolk (hvem der nu lige måtte være i nærheden), repræsentanter for forskellige internationale organisationer – og så naturligvis børnene.

Flagparade paa UNISDet er tradition at forskellige grupper af børn optræder ind i mellem talerne. I år var det så de små klasser med noget sang og trommeri på vietnamesisk tempeltromme, et par solo-sangere/musikere med stort talent fra de større klasser og et meget specielt hip-hop program,  danset til klapperytmer. Det lyder som noget, der sagtens kunne være foregået i en dansk folkeskole, hvor ens tæer ville være krøbet til str. 23 inden man var igennem. Men ikke her. Deres optræden havde faktisk et format, der gjorde at man som publikum følte sig godt underholdt og samtidig fik en fornemmelse af, hvad børn formår med den rette træning.

Koreanske piger i nationaldragterDer er også tradition for at børn – og forældre hvis de har lyst – optræder i deres nationaldragter. Det giver et helt specielt indtryk, at se så mange vidt forskellige slags beklædning; fra amerikanere i cowboystøvler med spidse snuder og stor hat, til hollandske mødre, der humper afsted i deres kæmpe træsko og med lange forklædekjoler, til koreanske piger i kæmpemæssige kjolefrakker og et par indiske drenge i lange hvide kjortler og turban. Emil og jeg havde ikke lige en Fanø-dragt ved hånden. Og såvidt jeg ved, består de af 10 kilo uldstof, som under alle omstændigheder ville have været umuligt at bære rundt på i de 30 grader, det var den dag. Emil nøjedes med at være i rødt og hvidt – og vi havde skrællet et fødselsdagsflag af pinden og syet på brystet af den hvide t-shirt. Jeg var i diskret almindelighedsdragt og faldt godt ind blandt andre forældre, der agerede fyld på stolerækkerne.
Efter underholdningen kom så flag-marchen, hvor alle repræsenterede nationaliter marcherer ind på scenen med deres lands flag – det er altid den yngste og den ældste elev, der sammen bærer flaget. De bliver præsenteret af værten – vistnok en 8. klasses elev i jakkesæt, der med flot diktion og uden bæven i stemmen forsyner os med landenavne. Gosh, der er mange, jeg ikke lige kan udpege på globussen. De passerer mikrofonen hos værtinden, som også er en elev der forstår at agere på scenen – og så siger de goddag på deres sprog. Det var godt nok svært at høre, når det var de små generte børn, der hviskede, men ideen er der jo ikke noget i vejen med.

Emil ved buffettenDen sidste aktivitet er frokost i klasselokalerne. Det er forældrene, der sponserer en ret fra deres hjemland  – højst sandsynligt frembragt af deres vietnamesiske maid eller kok! Og der er som sædvanligt en lang række restriktioner på disse frembringelser; de må ikke indeholde nødder, der skal være ”deklaration” på og man skal huske at fjerne fadet bagefter osv. Der er hverken mulighed for at varme eller køle retten, så den skal kunne fungere lunken. Den skal afleveres før selve showet og af hensyn til den omfattende sikkerhedskontrol kun af autoriserede personer, dvs. forældre eller maids, der har tilladelse i forvejen. Pyyyyh! Nå, det lykkedes os nu alligevel at stille med en bunke af Hanh’s deller med Dannebrogsflag i. Og sammen med samosas, forårsruller, frugtsalat, nachos, pølser, chicken satay på spyd, sushi og kødpie gjorde de sig godt på det lange buffetbord.

Det hele tager kun et par timer, men er velorganiseret og forløber helt uden problemer trods de mange elementer. Det er tydeligt ved sådan et arrangement, at arbejdskraften her er billig og det betyder en del, at der er mange hænder at fordele opgaverne på. Så tager det ikke lang tid at sætte scene og lægge rød løber, eller samle skrald i kæmpestore plastikbeholdere. Vietnamserne selv er ikke vanvittigt gode til at organisere, men de er supergode til at stable og bære og få mast tingene sammen i en lastbil. Og det er også gode til bare at sidde og vente, når der nu ikke lige er brug for dem alle sammen på een gang.

Sharreton udvider

Et nyt hotel har set dagens lys på den store indfaldsvej til Hanoi

Sharreton er et lille hotel i nærheden af vores hus – og af Sheraton forøvrigt også. Det er endnu ikke færdigt, håndværkerne hamrer og banker stadigvæk. Men skiltet er på plads.

Hotel Sharreton i HanoiMen det har allerede skiftet navn een gang. Ejeren ville nemlig kalde det Sheraton – han mente det ville gøre det lettere at få kunder. Jeps! Men det mente den admnistrerende direktør for Sheraton i Hanoi ikke. Han kom iflg. Emils veninde, som er datter af selvsamme direktør, efter dem, så de nu har ændret navn til Sharreton. Sharreton er sådan som vietnamserne udtaler Sheraton, så ejerne synes nok det var indlysende at skifte til netop det navn!

Men indtil videre har de beholdt samme typografi som Sheraton og læg lige mærke til det lille ® som betyder at de har registreret varemærket Sharreton…. Nej, det har det nok ikke, de tror bare det høre til selve navnet og har kopieret det hele råt for usødet.

Og det er helt almindeligt,at man kopierer rub og stub. Hvis en cafe i Hanoi går godt og turisterne strømmer til – så er det da oplagt at åbne en med samme navn i den anden ende af byen. Udfra den lidt naive logik måske, at så kommer den også til at gå godt. Eller den lidt mere beregnende tankegang, at så er der nok nogle. der tager fejl og på den måe har man skaffet en del af sine kunder ved simpelt snyderi. Der findes en australsk cafe/turistbureau der hedder Kangaroo som i årevis har været meget populær blandt rygsækfolket. De har lavet en humoristisk T-shirt, der advarer mod kopisterne: ”de stjæler dine penge nøjagtigt som de stjal vores navn” står der. Og der er masser af eksempler på hoteller der hedder ”Star hotel” – ”Star Hanoi Hotel” – “Red Star Hotel” eller  ”Prince hotel”og  ”Prince 2 hotel”. Hotellerne skifter ofte navne bare sådan ved at ændre facadeskiltet. Turistbøgerne som Lonely Planet kan slet ikke følge med.

Således forvirret som turist er der meget at tage fejl af. Og det er jo også netop det, der er meningen.

Der røg de sko

Den gamle dame ofrer til sine forfædre midt på fortovet

Imens jeg sad på en turistvenlig cafe i det centrale Hanoi og snakkede med en veninde over en cafe latte, satte en gammel dame sig til rette på sin lille skammel. Hun havde indkøbt nogle papirssko og -skjorter, som hun havde tænkt sig at futte af der midt på fortovet.Gammel kvinde ofrer paa gaden i HanoiSom vietnameser skal man sørge for at ens afdøde forfædre har alt hvad de skal bruge i det næste liv. Derfor er det helt almindeligt at man som offergave giver f.eks. sko og tøj.

Vietnameserne mener at man via ilden formidler det til sine forfædre, der passes og plejes som om de stadig var levende medlemmer af familien. Man kan også ofre ting som mobiltelefon, kamera, smykker og den slags i naturlig størrelse – alt sammen i papir. Joeh, religionen følger skam med tiden – man kan også få knallerter, biler og huse. Dog ikke i naturlig størrelse.

Det mest almindelige at antænde er papirpenge – som næsten altid er dollars (fotokopier vel at mærke) og som såvidt jeg har læst, ikke må gemmes. De skal altså indkøbes og fyres af straks efter. De kaldes også Hell Money og i den kinesiske mytologi kan man købe sig til et kortere ophold i “efterlivet” eller mindre straf, som jo er en naturlig del af hele karma-opfattelsen (at man bliver forfulgt i det næste liv af de gerninger man har gjort i dette – gode som onde).

Der roeg de skoNå, men den gamle dame her har, såvidt vi kan spotte fra den anden side af vejen, kun købt nye sko og skjorter til de ånder hun skal ofre til. Hun tænder simpelthen bare op og smider skoene i. De ligner blå maosko fra Irma, bare i papir. Så sidder hun der og fodrer bålet med dem og bagefter skjorterne, der har kinasnit – altså den uden flip og med hægter i stedet for knapper. Det hele tager få minutter – så er det hele overstået. Til sidst roder hun lidt i asken med en gaffelagtig pind hun har siddet klar med.

Da vi ti minutter senere forlader cafeen for at tage yderligere 50 meter af “silkegaden”, ser vi kvinden gå og feje asken ud i rendestenen med sin slidte kost. En dagligdags rutine for hende – et forunderligt scenarie for os…

Mine blomstrede fødder

Det er hot at have blomstrede negle i Hanoi

Det er rasende billigt at få både massage, ansigtsbehandlinger og mani- og pedicure her i Hanoi. Så det bliver man hurtigt afhængig af. Og hvorfor så ikke give den hele armen – eller foden – og få blomstrede tæer?

Blomstrede negleImens den unge kvinde – hun hedder Huyen (Hyæen) asede og masede med at slibe mine tæer i rette facon, valgte jeg fra kurven med  kunstige negle et passende blomstermønster. Der var mange kunstfærdige – og også en del rærlige – blomsterarrangementer i miniputstørrelse. De ansatte her i “Lancy Spa” som ligger lige på hjørnet af vores gade, kan male på selv den mindste lillefingernegl med deres rolige og koncentrerede bevægelser. Det handler bare om at sidde helt stille og se kunstværkerne udfolde sig.

Jeg er ikke sikker på at den slags kunst egner sig til danske tæer klemt inde i vintersko, så det var oplagt at prøve her i varmen, hvor de gyldne klip-klappere giver mulighed for at lufte fødderne og deres nye dekoration.

Tis på tæerne

Den lille dreng skulle pludselig tisse

Og uheldigvis skulle det være her og nu. Lige der på gaden, i fodgængerfeltet hvor jeg kom gående. Og jeg var travlt optaget af at holde øje med de ca. 3 millioner knallerter og scootere, der dagligt færdes i Hanoi.

dreng der tisser paa gadenDet er ikke ofte jeg ser vietnameserne tisse på gaden, men det hænder. Både børn og voksne, mænd og kvinder, piger og drenge. Når man skal, så skal man. Og i rendestenene flyder i forvejen frugtkompost, cigaretskod, opvaskevand og fiskeskæl. Så hvad skulle der ske ved at tilføje lidt urin?

Situationen her er fra den gamle bydel i Hanoi, hvor gaderne er smalle og trafikken heftig og aldeles uforudsigelig. Så det er bare om at se sig for, når man krydser gaden, for hverken biler eller scootere holder tilbage for fodgængere – heller ikke i fodgængerfeltet når man går over for grønt. Jeg var altså ikke opmærksom på  denne lille dreng, der kom gående ud fra sine forældres butik – de 2-3 meter henover fortovet og trak bukserne ned for at lade vandet her på hjørnet midt i den kaotiske trafik.

Med ganske få centimeters varsel nåede jeg at springe til højre for at undgå strålen – og benyttede lejligheden til at flå min mobiltelefon op af tasken og tage et billede.

Emils fødselsdag

Det var ikke lige som i Danmark, men næsten..

Emil har haft fødselsdag. Det var på mange måder ikke som i Danmark – på andre var der gjort hvad vi kunne for at det skulle ligne.

Der var flag og gaver fra morgenstunden lige som der plejer. Men ingen  tebirkes – suk – det kan man altså ikke opdrive herude. Vi havde købt gaver til erstatning for dem, der ikke nåede med PostDanmark, så Gitte  kunne have dem med –  og Gitte havde gaver med både fra sig selv og sine drenge, og en ekstra fra mormor og morfar, der ellers for længst har givet en kombineret fødselsdags- og julegave: en bærbar computer. Farmor har også givet tidligere, så Emil kunne vælge sig en gave, da vi var i Kuala Lumpur i slutningen af August. Han har valgt nogle bøger om tegning og et par om vittigheder og vanvittigheder, som vi allerede er blevet plaget med noget så gevaldigt. Emils moster, onkel og kusine havde også givet ham gave allerede i sommer, da vi var hjemme på ferie.

Emils foedselsdagsfrikadellerDer er ikke tradition for at man deler slik/kage ud i Emils skole, når man har fødselsdag, så det gjorde han ikke. Gitte og jeg hentede ham, vi viste Gitte skolen og efter at have indtaget en is og en smoothie i skolens kantine, tog vi hjem .

Om aftenen kom Antionette, der er Mads’ og min sydafrikanske (hvide) kollega. Hun er en slags ven af huset, så det var naturligt at invitere hende. Alle kunne lide Hahn’s fødselsdagsfrikadeller – der var endog tale om, hvorvidt de slår mormors!!!! Det er for længst vedtaget, at de er bedre end mine, så den diskussion var ikke aktuel….

Der var på fødselsdagsbarnets forlangende i dagens anledning dobbelt sovseportion.

Tak for besøget

Det er skønt at have besøg hjemmefra

Besøg er et dejligt afbræk i hverdagen og en mulighed for at se på nogle af de vietnamesiske særheder med nye øjne. Nogle af deres vaner kan man blive ganske træt af, når man dagligt konfronteres med dem, så er det godt at se det med turistøjne for en stund. Når vi engang vender hjem er det helt sikkert også rart at have nogle at dele konkrete minder med.

Carsten og Else i Litteratur TempletVores første besøgende var Mads’ bror Carsten og hans kone Else.  De kom og gik henover 3 ugers tid i April og undersøgte bl.a. de sydligere egne af Vietnam, hvor vi endnu ikke selv har været. De havde afstikkere til Hue og Hoi Ann, til Ha Long og Sapa, som er bjergområdet vest for Hanoi helt oppe ved den kinesiske grænse. Ind i mellem dumpede de så ind og havde et par dage hos os og gled ind i dagligdagen som det nu passede. Vi nåede på disse dage at komme ud og se lidt af Hanoi sammen, spise gode middage – og simre lidt  i den gamle by, kørte i cykeltaxa og fik set bl.a. det ældste universitet i verden “Temple of literature” som ligger her i Hanoi. Det er en lille oase med god plads og rolige kølige gårde og græsarealer i en lille park foran selve templet der er en tusindeår gammel træbygning, hvor de lokale primært kommer for at bede eller studere.

Den 10. Maj kom Alfred lige forbi et par dage. Overraskende og rigtigt hyggeligt at nogen bare lige kommer forbi, når man har bosat sig på den anden side af jorden. Han var på disse kanter i anden anledning, og da Hanoi pludselig kun var en omvej på 1½ times flyvning, var han ikke sen til at ændre sine planer, så han kunne komme på vietnamesisk  visit, inden han vendte hjem til Danmark. Faktisk havde han endda indvilget i at holde et foredrag om moderne danske ledelsesprincipper for nogle af vores vietnamesiske kolleger,  hvilket vi syntes var alletiders tilbud! Men det lykkedes aldrig rigtigt den vietnamesiske ledelse at få tilkendegivet, om de ville eller ej, de svarede simpelthen ikke på vores forslag. Så det var først da vi skulle mødes med Alfred den dag han ankom, at vores vietnamesiske direktør spurgte “Nåeh, er det ham I skal møde. Er det så i dag han skal holde foredrag?” Nej… for så skulle man nemlig have sagt jatak og aftalt det i forvejen. Så vi fik Alfred for os selv og det var nok godt det samme, for jeg er stærkt i tvivl om hvorvidt Alfreds guldkorn ville kunne slå rod i den vietnamesiske ledelsesbeton….Alfreds farlige underhånd

Emil og jeg har startet vores karriere som tennisstjerner herude (!) og Alfred er jo med på hvad som helst man kan konkurre om – så  vi inviterede ham til at banke os. Og når bare vi tog ham efter 1 times løbetur i 40 grader, kunne vi næsten følge med.

Alfred vender tilbage sammen med Helle lige om en uges tid… Så har vi 10 dage sammen, hvor vi blandt andet skal besøge en nationalpark på øen Cat Ba i Ha Long bugten.

Straks efter vores tur til Danmark i sommerferien kom Mads’ fætter Terkel sammen med  Lene og deres to børn Joakim og Pernille forbi. De havde været på en større stroppetur i Thailand med dyknng, trekking og storbyaktiviteter i Bangkok og landede her den 1. August,  hvor ungerne straks indtog de elektroniske underholdningsværktøjer sammen med Emil. De stuvede sig lidt sammen i flere forskellige rum på madrasser – og var her sammenlagt en uges tid, afbrudt af 2 dage i Ha Long Bay. Vi fik blandt andet tid til at gå amok i timevis i DVD butikken, hvor begge familier forsynede sig som var en forlystelseshungersnød undervejs….

Familiefred foran flimmeren

Den aften faldt der total ro over hele forsamlingen i sofahjørnet med en nyindkøbt film og fake-away pizzaer fra den lokale leverandør Al Frescos.  Det tog 10 sekunder at opnå fuldstændig enighed om,  at det var lige hvad vi alle sammen trængte til.

Og det lykkedes via raffinerede fædrediktatoriske fremgangsmåder at blive enige om en film alle ville se.

Senere tog de motionsstærke Svensson’er på en cykeltur (jep, det var 40 grader) men efterlod Pernille til en shoppetur med Emil og mig, så vi kunne vise hvor gode vi er til at prutte priser!

Senest har vi haft min barndomsveninde Gitte på besøg. Hun kom den 15. September  for at holde ferie og  foredrag herude. Hun  havde god tid til at slappe af midt i det hektiske liv som selvstændig – og fik vist endda dårlige vaner af at have Lancy Spa – vores lokale skønhedsklinik – lige om hjørnet. Her koster en times massage omkring 80 kr. – og en pedicurebehandling kan gøres for ca. 35 kr. Gittes tæer blev fristet af en dybtrød lak allerede den første dag…..

Vi nåede også at slappe af ved poolen, at se Ha Long Bay, besøge Parfume Pagoden som er Vietnam helligste sted og faktisk et helt bjerg med templer, og vi besøgte “silke landsbyen” sammen med vores kok Hahn. Hun kunne forhandle nogle rigtigt gode priser på silkevarer, som vi væltede os i et par timer. Vi var nær aldrig kommet hjem den aften. Det regnede og det var åbenbart meningen at vi skulle have bedt taxachaufføren der kørte os derud om at vente og køre os hjem igen. Men det vidste vi ikke.

Vi morede os vældigt i SilkelandsbyenSå efter at have ventet  1 time, kunne vi sætte os til rette i den silende regn med en chauffør, der kun kendte retningen på vores bestemmelsessted og ikke talte et ord engelsk. Hahn aftalte med ham, at vi skulle vise ham vej det sidste stykke.

Vi fik også tid til at besøge “min” skrædder indtil flere gange. Gitte fik syet en silkekjole og købte nyt stof i silke landsbyen, som skrædderen nu er i gang med. Det er uhyre billigt at købe silke herude og da arbejdslønnen også er ufatteligt lav, kan man faktisk få en flot, enkel kjole syet for omkring 100 kr. – 160 hvis der skal broderi på bryststykket!

Rotter eller ej….

…eller – et liv i luksus – to sider af samme sag

Det havde vi alligevel aldrig forestillet os, Lis og jeg, da vi dengang for godt 30 (!) år siden, sad på Lis’ værelse, på 1. salen af villaen i Herlev, og planlagde vores liv. Sikkert var det, at vi skulle være venner for livet. Vi skulle have kærester, der ku lide hinanden, og børn sammen (på samme tid), de skulle iføres røde overalls (børnene) og være søde og gode børn. Ellers gad vi ikke have dem. Dengang var vi barske, og nogen vil sige, at noget af det barske har vi taget med, blot i nye forklædninger. Men det er ikke, hvad det skal handle om her.

Her skal det handle om mit besøg i Hanoi i september 2007. Og hvor heldig og priviligeret, man har lov at være her? For hold da fast for et liv; vi drøner rundt fra den ene luksusmassage og pedicure henover besøg på stof marked, hvor vi sammen med vores egen personlige skrædder, der med god forståelse og godt engelsk guider os gennem silkestofferne, videre til til Brunch på SOFITEL, hvor maden er dekoreret på en måde, som ikke findes lige, der hvor vi kommer fra. Buffeten rummer alt fra sushi til cafe latte. Chokoladen her er af den ultra gode slags på langt over 82% chokolade indhold; små mundrette stykker, som man ikke kan spise så enormt mange af. Og resten af retterne er også – helt uden at overdrive – iscenesat på en måde, som i høj grad gør, at både syns- og smagssansen får een på opleveren.

Ellers kører vi rundt i taxa, fordi der enten er for langt, hvor vi skal hen, eller fordi det er for varmt udenfor til at spadsere. En enkelt cykeltaxa bliver det også til. Og jeg skal love for at trafikken er frisk her. Men som med så meget andet, handler det om at tro på det, og bare passere vejen hvorsomhelst, nårsomhelst. Ikke noget med at vente – så kommer du aldrig over. De fleste gange går det helt fint.

Vi har helt travlt med alt det vi skal slappe af, og nyde om dagen, og skynde os hjem og se Rejseholdet om aftenen. Aldrig tidligere har jeg oplevet familien Westermann Petersson med autistiske tendenser, men her er altså lidt Rainman over den måde vi genser Rejseholdet på – 12 afsnit på 7 dage, med spolen tilbage til de gode sekvenser, og råben replikker højt. Helt som vi (jah, nu gør jeg det faktisk også selv) gør det i taxaen, når vi skal hjem fra byen, og alle råber bai’sau’ (betyder 76, og er husnummeret. Sikkert stavet helt forkert, men udtalt med korte vokaler hele vejen) i munden på hinanden.

Gitte underviser i coachingLidt arbejde bliver det også til. Jeg har introduceret coaching – eller co’tjing som de siger herude – for en del af teamet i Joinventureprojektet. Det tegner rigtig godt, og jeg ser frem til alt det vi skal nå at arbejde med på torsdag formiddag, der bliver sidste gang, jeg har fornøjelsen. Heldigt for mig, at de er super motiverede og meget gerne vil lære om co’tjing, og dele deres egne eksempler med gruppen. Tænk, at hele ideen med at tage herud og undervise også blev til noget. Det er altså stort.

Den første uge er gået, og jeg ser frem til min sidste uge herude. Jeg er sikker på, at den vil bringe endnu mere af det samme, og godt krydret med Emils fødselsdag, nye oplevelser og udflugter – sikkert også en revanche i Pool på Jaspers, og de sidste vel 20 afsnit i selskab med La cour og Fischer. Glemte jeg at sige noget noget rotterne? Dem bor vi med, lader bare som ingenting.

Tak for invitationen, og tak for venskab.

Kærlig hilsen

Gitte

Statens museum for….

Kedsommeligheder…..

Jeg havde tvangsindlagt Emil til et museumsbesøg – og han valge Statens Museum for Kunst. Vi havde egentlig talt om at se Army museet, men det dækker et meget stort areal og en del af det er udendørs. Emil var træt i benene og var for magelig til at gå for meget omkring og da det var en usædvanligt hed dag, så også frem til aircondition.

Det vi så, var både malerier, skulpturer og keramik. Temmelig ensartet og kedeligt. Mange af billederne forestillede landskaber – det er der ikke noget mærkeligt i, det er vist noget alle nationaliteter kan lide at male og efterfølgende at se på. Men nogle af landskaberne var af krigszone og med soldater i camouflagetøj gemt i træerne og bag skrænter. Det er selvfølgelig også en stor del af deres historie, så det er vel naturligt nok. Virkede bare lidt bizart.

Der var både aircon og vifte-ventilatorer på museet men alligevel lugtede der underligt hengemt og lidt jordslået i store dele af bygninger. Rigtigt mange uniformsklædte vagter sad og kiggede ud luften eller læste lidt i nogle blade. Man kan være helt sikker på at de stakkels statsansatte kustoder, der ikke tjener meget mere end nogle få hundrede kroner om måneden, ikke taler engelsk. De er her ikke for at give information eller lette gæsternes gang gennem salene – de er her kun for at kontrollere, at man ikke går den forkerte vej rundt eller stikker næsen i noget, man ikke må.

Vi blev helt begrejstrede, da vi gennemskuede på en oversigt, at der skulle være billeder af To Ngoc Van. Men ak, det var også kollosalt kedelige billeder i fesne farver… Manden, som vores gade er opkaldt efter, var ikke nogen opsigtsvækkende kunstner i vores  øjne.

I det hele taget var det en temmeligt nedslående oplevelse. Der var ikke nogen forklaringer eller historier at læse – ved billederne var kun navnet på kunstneren og datoen. I heldigste fald også på engelsk/fransk. Ved indgangene til de forskellige rum, var der en kort beskrivelse på fejlfyldt engelsk – nogle gange med så mange stavefejl, at det faktisk var meningsforstyrrende. Ikke lige noget for en stavefreak som mig. Tænkt at de vil være det bekendt på et statsdrevent museum, men de havde måske ikke nogen ved hånden, der kunne stave ordentligt på engelsk.

Giv et bidrag - det går til et godt formålDet er selvfølgelig ikke tilladt at tage billeder – og som du kan forstå var der heller ikke meget at tage dem af, så skaden var ikke så stor. Men denne fint fremstillede indsamlingsboks med tilhørende skilt, der var sat op på toilettet, kunne jeg ikke stå for. Og så var toiletterne ikke en gang særligt slemme….. de er set meget værre både før og siden!

Et land af Barbier

Overraskende udtalelser om Danmark tog næsten pusten fra mig idag

Jeg havde en snak med vores udlejer idag. Han hedder en masse, som jeg ikke kan stave til og som du alligevel ikke kan udtale – så lad os bare kalde ham Lam. Han har studeret i Aalborg for en del år siden og boede i Danmark i sammenlagt 2 år. I den anledning spurgte jeg ham om hvad han huskede bedst fra sine indtryk af Danmark. I næste uge skal jeg nemlig holde en workshop for de vietnamesiske kolleger, der skal til Danmark og arbejde.

“Der er 4 ting, jeg umiddelbart kommer til at tænke på” sagde Lam ivrigt. Han elsker at tale om Danmark.

“Først og fremmest er danskerne meget punktlige. Man skal altså ikke komme for sent til et møde med sin lærer – for de mener det virklig når de aftaler et tidspunkt” fortsatte han.  (Jeg kan nu ellers godt nævne et par stykker der jævnligt kommer for sent, men det var nok ikke dem Lam havde mødt i Ålborg).

“Ja, selv busserne kører efter den angivne tidsplan. Man skal altså ikke komme for sent, især ikke om vinteren, for så ender man med at stå og vente en time i kulden. Det er ikke ligesom i Hanoi, hvor busserne aldrig kører til tiden – men der er jo også meget trafik. I Aalborg var der jo ikke nogen mennesker…”  (Lam kommer fra en by med 5 mio mennesker og  befolkningstætheden i Vietnam er mere end dobbelt så høj som i Danmark).

“Dernæst var det forbløffende så lige alle mennesker er. Man kan tale direkte til læreren, chefen og alle andre. Man kan endda gå ud og drikke øl med dem. Og man siger du til dem allesamen” Lam var tydeligt tilfreds med den ukomplicerede måde vi omgås på, men han kommer også fra en kultur, der har  næsten 30 forskellige tiltale- og hilseformer alt efter køn, alder og status.

“Maden er dyr og grøntsagerne frosne!!!!!! Især om vinteren kan man slet ikke få friske grøntsager. Vietnamesere spiser altså mange grøntsager, og det må du nok forberede dem på at de ikke kan få!” han lød faderligt bekymret for sine landsmænd og det var tydeligt at han ikke regnede  frosne grøntsager for rigtige grøntsager. Herude køber man ind flere gange om dagen, fordi det indtil for få år siden ikke var almindeligt at have køleskab.

“Og så  øeh- må jeg altså sige – at de danske piger var umådeligt smukke…..” grinede han “- de ligner jo Barbie allesammen….. hehe”

…. og her knækkede filmen så for mig og jeg hørte ærligt talt ikke det sidste af sætningen. Han var gået i gang med at fortælle om nattelivet i de større danske byer, da jeg dukkede op til overfladen af samtalen igen.

BARBIE …… ALLESAMMEN. Hold da kæft, hvor jeg grinede. Jeg fik sådan nogle billeder på nethinden af den der lille by udenfor Aalborg, hvor han boede hos en landbo familie, hvor barbierne i lårkort, med fuld krigsmaling, udslået blondt hår og høje hæle væltede ud af alle bygninger og forsvandt i formation ind mod byen for at sætte sig tilrette på barstole og se lækre ud….. næste tanke var om han måske også syntes at sådan een som mig ligner Barbie….?  Buttede Barbie…..? Har aldrig hørt om hende – men i anti-diskriminations hellige navn kunne man sikkert få Barbies producent Mattel til at lancere både buttede, tykke og ligefrem fuldfede Barbier. Så kan man jo købe et slankeophold til hende og få hende hjem i tynd tilstand efter et par uger, hvorefter hun begynder at overspise og bliver for tyk. Næste udgave er så en bulimi Barbie som kan kaste rigtigt op…… …… …… …….

Nej, nu løber det vist af med mig, undskyld. Jeg lader bare lige det billede af os danske kvinder som en nation af Barbier stå et øjeblik.